Forskel mellem versioner af "Amerikanske borgerkrig"

Spring til navigation Spring til søgning
m
clean up, replaced: linie → linje (4) ved brug af AWB
m (Gendannelse til seneste version ved Steenth, fjerner ændringer fra 5.179.91.186 (diskussion | bidrag))
m (clean up, replaced: linie → linje (4) ved brug af AWB)
Samtlige kriser mellem nord og syd (undtagen en) vedrørte slaveriet lige fra debatten om [[tre-femtedels klausulen]] og tyve års forlængelsen af slavehandelen ved forfatningskonventet i [[1787]]. Der var kontroversen over at optage slavestaten [[Missouri]] i Unionen, som førte til [[Missouri kompromiset]] i [[1820]], nullifikationskrisen over toldsatserne i [[1828]] (selv om tolden var lav efter [[1846]])<ref name="Tariff">Allan Nevins, Ordeal of the Union: A House Dividing – 1852-1857, side 267–269</ref>), Diskussionsforbuddet ''Gag Rule'', som forhindrede, at der blev behandlet forslag om afskaffelse af slaveriet fra [[1835]]–[[1844]], optagelsen af [[Texas]] som slavestat i [[1845]] og [[Manifest Destiny]] som et argument for at opnå nye områder, hvor slaveriet kunne blive et spørgsmål efter den [[Mexicansk-amerikanske krig]] i [[1846]]-[[1848]], som resulterede i [[kompromiset i 1850]].<ref>William E. Gienapp, "The Crisis of American Democracy: The Political System and the Coming of the Civil War." i Boritt ed. ''Why the Civil War Came'' 79–123</ref> [[Wilmot Provisoet]] var et forsøg fra nogle Nordstatspolitikere på at udelukke slaveriet fra områder, som var erobret fra [[Mexico]]. Den umådelig populære antislaveri roman [[Onkel Toms hytte]] fra [[1852]] af [[Harriet Beecher Stowe]] styrkede i høj grad modstanden i Nordstaterne mod lovgivningen fra 1850 om undslupne slaver.<ref>McPherson, ''Battle Cry'' side 88–91</ref><ref>De fleste af hendes slaveejere er "pæne, ærlige mennesker, som selv er ofre for slaveriet som institution. Mange af hendes beskrivelser var baseret på egne oplevelser. Hun kalder selv dem og Legree repræsentanter for forskellige typer af slaveejere.;Gerson, ''Harriet Beecher Stowe'', p.68; Stowe, ''Key to Uncle Tom's Cabin'' (1953) p. 39</ref>
 
[[Ostend manifestet]] fra [[1854]] var et forsøg fra [[Sydstaterne]] på at overtage [[Cuba]] som en slavestat. Selv konkurrerende planer for nordlige eller sydlige linieføringerlinjeføringer af en [[transkontinental jernbane]] blev blandet ind i [[Blødende Kansas]] kontroversen over slaveri. Toparti systemet brød sammen efter vedtagelsen af [[Kansas-Nebraska loven]] i [[1854]], som erstattede [[Missouri kompromiset]]s forbud mod slaveri med ''folkets suverænitet''. I [[1856]] blev debatterne i kongressen om slaveri voldelige, da [[Preston Brooks]] fra [[South Carolina]] angreb Republikaneren [[Charles Sumner]] med en stok efter Sumners "Forbrydelse mod Kansas" tale.<ref>Fox Butterfield; ''All God's Children'' side 17</ref> [[Dred Scott]] dommen og [[Lecompton Constitution]] i 1857 var sydlige forsøg på at få [[Kansas]] optaget i Unionen som en slavestat. [[Lincoln-Douglas debatterne i 1858]], [[John Brown]]s raid i 1859 og splittelsen af det [[Demokratiske parti (USA)]] i [[1860]] polariserede nationen i Nord og Syd. Præsidentvalget i 1860 var den endelige udløser af Sydstaternes udtræden. Under den påfølgende krise var der mange, der søgte et kompromis. To af disse forsøg var "[[Corwin tilføjelsen]]" og "[[Crittenden kompromiset]]." Alle forsøg på kompromis mislykkedes.
 
Andre faktorer omfatter fraktionering (som bundede i væksten i slaveriet i de sydligste stater, mens det gradvis blev faset ud i Nordstaterne) og økonomiske forskelle mellem Nord og Syd, selv om de fleste moderne historikere er uenige i den ekstreme økonomiske determinisme, som historikeren [[Charles Beard]] har argumenteret for.<ref>Kenneth M. Stampp, ''The Imperiled Union: Essays on the Background of the Civil War'' (1981) p 198; Woodworth, ed. ''The American Civil War: A Handbook of Literature and Research'' (1996), 145 151 505 512 554 557 684; Richard Hofstadter, ''The Progressive Historians: Turner, Beard, Parrington'' (1969)</ref> Det var den polariserende effekt ved slaveriet, som delte de største religiøse samfund [[metodisme]]n, [[baptisme]]n og [[presbyterianisme]]n.<ref>James McPherson, Drawn With the Sword, side 11</ref> og kontroverser blev skabt af de værste grusomheder ved slaveriet (piskninger, mishandlinger og familier revet fra hinanden). Det faktum, at 7 ud af 8 immigranter bosatte sig i Nordstaterne, og det faktum, at dobbelt så mange flyttede fra syd mod nord som fra nord mod syd, bidrog til Sydens defensive-aggressive politiske adfærd.<ref name="McPhersonExceptionalism">James McPherson, "Antebellum Southern Exceptionalism: A New Look at an Old Question," ''Civil War History'' 29 (September 1983)</ref>
Sydstaterne sendte delegationer til Washington og tilbød at betale for føderationens ejendom og afslutte en fredsaftale med De Forenede Stater. Lincoln afviste enhver forhandling med nogen fra Konføderationen med den begrundelse, at Konføderationen ikke var en legitim regering, og at indgåelse af en traktat med den ville være det samme som anerkendelse af den som selvstændig stat.<ref name="PotterNegotiations">David Potter, The Impending Crisis, side 572–573</ref> Udenrigsminister Willam Seward tog del i uautoriserede og indirekte forhandlinger, som slog fejl.<ref name="PotterNegotiations" />
 
[[Fort Sumter]] i [[Charleston (South Carolina)|Charleston]], South Carolina, [[Fort Monroe]], [[Fort Pickens]] og [[Fort Zachary Taylor|Fort Taylor]] var de tilbageværende forter, som Unionen kontrollerede i Konføderationen, og Lincoln var fast besluttet på at holde Fort Sumter. Efter ordre fra Konføderationens præsident, [[Jefferson Davis]], bombarderede konfødererede tropper under ledelse af [[P.G.T. Beauregard]] fortet med artilleri den [[12. april]] og tvang det til at kapitulere. Folk fra Nordstaterne sluttede op bag Lincolns anmodning om, at staterne sendte tropper, som kunne generobre forterne og fastholde dem i Unionen. I betragtning af at oprøret indtil videre var af begrænset størrelse, bad Lincoln om 75.000 frivillige i 90 dage.<ref>James McPherson, Battle Cry of Freedom, side 274</ref> I de forgangne måneder havde adskillige guvernører i Nordstaterne diskret klargjort deres staters milits og begyndte at flytte tropper den følgende dag.<ref>Se beretningen på [http://books.google.com/books?vid=ISBN1582180016&id=ub8cqVKoXwgC&pg=PA35&lpg=PA34&vq=baltimore&dq=schouler+massachusetts+civil&sig=g5za9rXjH9ttx1vzmWNN39F3YFQ Google books]</ref> De øvrige stater i det øvre syden, Tennessee, Arkansas, North Carolina og Virginia, som gentagne gange havde afvist tilnærmelser fra Konføderationen, afviste nu at sende styrker imod deres naboer, erklærede deres udtræden af Unionen og tilsluttede sig Konføderationen. For at belønne Virginia blev Konføderationens hovedstad flyttet til [[Richmond]] i Virginia.<ref>McPherson, Battle Cry, side 276–307</ref> Byen var symbolet på Konføderationen. Richmond lå på et meget sårbart sted for enden af en lang konfødereret forsyningslinieforsyningslinje. Selv om Richmond var kraftigt befæstet, ville forsyningerne til byen blive kraftigt reduceret ved general Shermans erobring af [[Atlanta]] og næsten afskåret, da Grant belejrede Petersburg i Virginia og afskar de jernbaner, som forsynede Sydstaternes hovedstad.
 
=== Anaconda planen og blokade, 1861 ===
{{uddybende|Overland kampagnen|Belejringen af Petersburg|Atlanta kampagnen|Carolina kampagnen|Slaget ved Appomattox Courthouse}}
 
I begyndelsen af 1864 udnævnte præsident Lincoln Grant til øverstkommanderende for alle Unionens hære. Grant opslog sit hovedkvarter ved [[Army of the Potomac]] og satte generalmajor [[William Tecumseh Sherman]] i spidsen for de fleste af hærene i Vesten. Grant forstod begrebet [[total krig]] og troede sammen med Lincoln og Sherman på, at kun et totalt nederlag for de konfødererede styrker og deres økonomiske basis ville bringe en afslutning på krigen.<ref>Mark E. Neely Jr.; "Was the Civil War a Total War?" ''Civil War History'', Vol. 50, 2004 pp 434+</ref> Dette var total krig, ikke ved at dræbe civile, men i stedet ved at ødelægge hjem, gårde og jernbaneskinner. Grant opstillede en koordineret strategi, som ville ramme hele Konføderationen fra flere forskellige retninger samtidig. General George Meade og [[Benjamin Franklin Butler (politiker)|Benjamin Butler]] fik ordre til at rykke frem mod Lee nær Richmond; General [[Franz Sigel]] (og senere [[Philip Sheridan]]) skulle angribe [[Shenandoah]]dalen; General Sherman skulle erobre [[Atlanta (Georgia)|Atlanta]] og marchere videre til Atlanterhavskysten. Generalerne [[George Crook]] og [[William W. Averell]] skulle operere mod jernbaneforsyningslinierjernbaneforsyningslinjer i [[West Virginia]] og generalmajor [[Nathaniel Prentice Banks|Nathaniel P. Banks]] skulle erobre [[Mobile (Alabama)|Mobile]] i [[Alabama]].
 
Unionens styrker i øst forsøgte at manøvrere udenom Lee og udkæmpede adskillige slag i [[Overland kampagnen]]. Grants udmattelsesslag i [[Slaget ved the Wilderness]], [[Slaget ved Spotsylvania Court House|Spotsylvania]] og [[Slaget ved Cold Harbor|Cold Harbor]]<ref>McPherson, Battle Cry, side 724–735</ref> afstedkom store tab for Unionen men tvang Lee til at trække sig tilbage igen og igen. Et forsøg på at omgå Lees hær sydfra mislykkedes for Butler, som var fanget i flodbuen ved Bermuda Hundred. Grant holdt fast og trods voldsomme tab på over 65.000 døde og sårede på 7 uger<ref>James McPherson, Battle Cry of Freedom, side 741-742</ref>, blev han ved med at presse Lees Army of Northern Virginia tilbage mod Richmond. Han fikserede Konføderationens hær i [[Belejringen af Petersburg]], hvor de to hære udkæmpede en skyttegravskrig, som varede i over ni måneder.
Til sidst fandt Grant en leder, general [[Philip Sheridan]], som var tilstrækkelig aggressiv til at klare sig i [[Shenandoah kampagnen]] i 1864. Sheridan besejrede generalmajor [[Jubal A. Early]] i en række slag, herunder det endelige og afgørende i [[Slaget ved Cedar Creek]]. Sheridan fortsatte derefter med at ødelægge landbrugets produktionsapparat i [[Shenandoah]]dalen,<ref>McPherson, Battle Cry, side 778–779</ref> en strategi, som svarede til den taktik Sherman senere anvendte i Georgia.
 
I mellemtiden rykkede Sherman fra Chattanooga til Atlanta, mens han undervejs besejrede de konfødererede generaler [[Joseph E. Johnston]] og [[John Bell Hood]]. Erobringen af [[Atlanta-kampagnen|Atlanta]],<ref>McPherson, Battle Cry, side 773–775</ref> den [[2. september]] [[1864]] var en betydningsfuld faktor for genvalget af Lincoln som præsident.<ref>James McPherson, Battle Cry of Freedom, side 774–776</ref> Hood forlod Atlantaområdet for at genere Shermans forsyningslinierforsyningslinjer og invadere Tennessee i [[Franklin-Nashville kampagnen]].<ref>McPherson, Battle Cry, side 812–815</ref> Unionens generalmajor [[John M. Schofield]] besejrede Hood i [[Andet slag ved Franklin|Slaget ved Franklin]] og [[George H. Thomas]] tildelte Hood et massivt nederlag i [[Slaget ved Nashville]], som i praksis tilintetgjorde Hoods hær.
 
[[Fil:Dead soldier (American Civil War - Siege of Petersburg, April 1 1865) (2).jpg|thumb|left|250px|En død soldat i Petersburg, Virginia 1865, fotograferet af Thomas C. Roche.]]
 
== Se også ==
* [[New York Draft Riots|New York Draft Riotsm]]m
 
== Noter ==
188.448

redigeringer

Navigationsmenu