Politiske partier i Danmark

Danmark

Denne artikel er en del af: Politik og regering i Danmark

Forfatning Grundloven Grundlæggende love: Tronfølgeloven Tronen Regent Kong Frederik 10. Tronfølger Kronprins Christian Kongefamilien Statsrådet Statsrådsrækkefølge Kongelig Hofleverandører Rige Kongeriget Danmark (Rigsfællesskabet) Danmark Færøerne Grønland Udøvende Regering Mette Frederiksen II siden 15. december 2022 Statsminister (liste) Mette Frederiksen Christiansborg Ministerier Rigsombud Færøerne Grønland Lovgivende Folketing (parlament) Formand: Søren Gade Medlemmer Dømmende Højesteret Danmarks domstole Retten på Færøerne Retten i Grønland Valg Politiske partier Seneste valg Folketingsvalg: 2022 2019 2015 EU-Parlamentsvalg: 2019 2014 2009 Kommunalvalg: 2021 2017 2013 Folkeafstemninger Administrativ geografi Danmark Underopdeling af Danmark Regeringen for Kongeriget Danmark Færøerne Underopdeling af Færøerne Lokalregeringen på Færøerne Grønland Underopdeling af Grønland Lokalregeringen i Grønland Udenrigspolitik Udenrigsforhold Diplomatiske missioner af Danmark Arktisk Råd Nordisk Råd Den Europæiske Union Danmarks EU-medlemskab Relaterede emner Arktisk Kommando Værnsfælles Forsvarskommando Politik på Færøerne Politik i Grønland

Andre lande • Politik

De politiske partier i Danmark er ikke nævnt i grundloven, der udgør rammen for det politiske system i Danmark. Alligevel spiller de en stor rolle i det politiske liv. Reglerne og betingelserne i politik er i Danmark, som i mange andre lande, andet og mere end de skrevne grundregler i forfatningen. Tradition, praktiske hensyn og den almindelige samfundsudvikling er i høj grad med til at sætte betingelserne for det politiske liv.

Politiske partier der har siddet i Folketinget i - omtrent - kronologisk rækkefølge:

Venstre - Danmarks liberale parti Det Konservative Folkeparti (til 1915: Højre) Socialdemokraterne (til 2002: Socialdemokratiet i Danmark) Det Radikale Venstre Danmarks Kommunistiske Parti Danmarks Retsforbund Dansk Samling Slesvigsk Parti Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti Socialistisk Folkeparti De Uafhængige Liberalt Centrum Venstresocialisterne Fremskridtspartiet Kristendemokraterne (til 2003: Kristeligt Folkeparti) Centrum-Demokraterne Fælles Kurs Enhedslisten - de rød-grønne Dansk Folkeparti Liberal Alliance (indtil 2008 Ny Alliance) Alternativet

Endvidere har en del individuelle udbrydere (og ekskluderede) fra de enkelte partier dannet deres egne partier; her er kun nævnt partier, der har vundet mandater ved folketingsvalg.

Politiske partier, der ikke har opnået valg til Folketinget (enkelte er stiftet af siddende Folketingsmedlemmer):

Nationalpartiet Borgerligt Centrum De Grønne Miljøpartiet Fokus Piratpartiet Visions-Partiet

Historie

Se også: De danske politiske partiers historie

Med 1849-grundloven fik Danmark sit første demokratiske parlament, Rigsdagen, der bestod af Folketinget og Landstinget. I starten fandtes der ingen partier, men efterhånden begyndte folketingsmedlemmer med de samme holdninger at danne klubber, hvor de mødtes og diskuterede. I starten var klubberne løst organiseret, men efterhånden fik de en fastere form. Klubberne udgjorde grundlaget for de partier, der blev dannet omkring 1870. Det Konservative Folkeparti (tidl. Højre) og Venstre (tidl. Det forenede Venstre) opstod begge som sådanne klubber i Rigsdagen, det vil sige som sammenslutninger af folketingsmænd, der allerede var valgt. I begyndelsen fungerede de to partier kun her. Først senere kom lokalafdelinger – i form af vælgerforeninger – til. Socialdemokratiet blev, i modsætning til Højre og Det forenede Venstre, stiftet uden for Rigsdagen. Det skete i 1871. Partiet opbyggede fra starten en stærk partiorganisation.

I det 20. århundrede er en række partier opstået ved, at en folketingsgruppe er blevet splittet, mens andre partier er blevet dannet ved, at en række mennesker har sluttet sig sammen, enten fordi de delte samme samfundsopfattelse eller i protest mod enkeltsager. En sådan sammenslutning stiftet uden for Folketinget har så efterfølgende prøvet at blive valgt ind i Tinget.

Partiernes opbygning

Medlemmerne i de danske partier er enkeltpersoner, ikke erhvervsorganisationer, fagforeninger eller lignende. Til gengæld prøver hvert enkelt parti at hverve så mange medlemmer som muligt. Man taler derfor også om de danske partier som massepartier.

Partierne stiller som hovedregel ikke specielle betingelser til de mennesker, der ønsker at melde sig ind. Dog skal medlemmet som hovedregel overholde partiets vedtægter, være enig i og loyal over for partiets program samt kun være medlem af ét parti ad gangen.

Alle medlemmer indgår i en lokalafdeling eller vælgerforening. Vælgerforeningerne er med til at udbrede partiets synspunkter i befolkningen, bl.a. ved at hverve nye medlemmer. Samtidig bakker foreningerne op bag partiets repræsentanter i såvel kommuner som Folketing. Bl.a. er de med til at udpege kandidater f.eks. ved urafstemning og præger opstillingsordenen til valg. Desuden fungerer de som valgtilforordnede ved valg, dvs. er med til stemmeoptælling og -kontrol.

De store partier har lokalafdelinger i alle valgkredse og/eller kommuner, de mindre i de enkelte amter eller måske kun i visse dele af landet. Lokalafdelingerne udgør tilsammen partiets landsorganisation. Hvis partiet har repræsentanter i Folketinget, udgør disse en selvstændig gruppe, folketingsgruppen, som løbende holder møder om arbejdet i Folketinget. Tilsvarende for kommunal- og regionsspolitikere findes en byrådsgruppe og regionsrådsgruppe.

Den øverste myndighed i partierne er landsmødet, hvor repræsentanter fra alle niveauer i partiet samles for at diskutere de overordnede politiske linjer. Der er forskel på, hvor ofte disse møder holdes, typisk en gang hver andet år. Landsmødet vælger en hovedbestyrelse og eventuelt et forretningsudvalg, som tager sig af beslutningerne mellem landsmøderne.

Hos Socialdemokraterne kaldes den øverste myndighed for 'kongressen'. I Det Konservative Folkeparti 'landsråd'. Enhedslisten og Dansk Folkeparti fortrækker navnet 'årsmøde'. De øvrige partier kalder deres øverste myndighed for et landsmøde.

Partiprogrammer

De fleste politiske partier arbejder på grundlag af et partiprogram. Man kan skelne mellem to typer: Principprogrammer og arbejdsprogrammer. Principprogrammet indeholder partiets overordnede og principielle holdninger. Arbejdsprogrammet er mere konkret og tjener som et arbejdsredskab i det daglige. Her beskrives partiets politiske planer for den nærmeste fremtid på en række samfundsområder. Der er stor forskel på, hvor mange slags programmer et parti har, og hvor ofte de revideres. Socialdemokratiet vedtager med jævne mellemrum både principprogrammer og samlede arbejdsprogrammer. Andre partier har ét samlet principprogram og en række arbejdsprogrammer om forskellige emner. Partiernes holdninger kommer dog til udtryk andre steder end i partiprogrammerne, bl.a. via indlæg i aviserne og tv, valgmateriale, udtalelser fra Folketingets talerstol m.v.

Fastlæggelse af partiets holdninger

Principprogrammet vedtages af partiets øverste myndighed. Det sker som regel efter en omfattende debat på alle niveauer i partiet, det vil sige i lokalafdelinger, hovedbestyrelsen, partiledelsen og i folketingsgruppen. Nogle partier nedsætter et programudvalg, der laver et forslag til et nyt principprogram. Andre lader folketingsgruppen om det. Arbejdsprogrammerne bliver derimod ofte vedtaget af enten partiets hovedbestyrelse eller folketingsgruppe. Partiets øverste myndighed eller hovedbestyrelsen kan vedtage udtalelser, hvori partiet forholder sig til en given sag eller udvikling. Udtalelsen kan være bred eller snævert koncentreret om et bestemt emne. I begge tilfælde har udtalelsen samme betydning som det, der står i programmet. Partierne har forskellige fremgangsmåder i spørgsmålet om, hvem der bestemmer partiets politik i Folketinget. I nogle partier er det folketingsgruppens medlemmer. I andre er det landsorganisationen og/eller hovedbestyrelsen. I Socialistisk Folkeparti bestemmer hovedbestyrelsen over folketingsgruppen. I Det Konservative Folkeparti er det folketingsgruppen, der alene fastlægger politikken i Tinget.

Afvigelser fra partiets linje

I grundlovens § 56 står der: "Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere." Ikke desto mindre forventes det, at folketingsmedlemmerne følger den linje, som partiet er blevet enig om. Partierne har forskellig praksis for, hvor store afvigelser fra partilinjen der bliver accepteret. Generelt kan man sige, at de fleste partier mener, at der skal være plads til individuelle tilkendegivelser, men at det samtidig sjældent tillades, at medlemmer offentligt taler for opfattelser, der er helt anderledes end partiets, ligesom det som udgangspunkt ikke accepteres, at de stemmer imod partiets linje i Folketinget. I visse 'følsomme spørgsmål' stiller partierne dog deres medlemmer frit, dvs. at de ikke behøver at stemme ens, men kan følge deres overbevisning. Det var f.eks. tilfældet, da Folketinget skulle beslutte, hvorvidt der skulle rejses rigsretssag mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen i forbindelse med Tamilsagen.

Et folketingsmedlem kan blive ekskluderet af partiet – men kan ikke af partiet blive ekskluderet ud af Folketinget. Ingen håndfæstning eller underskrevet aftale kan binde et medlem af Folketinget til noget, som kan tvinge dette til at afgive sit mandat.

Partierne og valgsystemet

De politiske partier nævnes ikke i grundloven. Men med valgloven af 1915 indgår de officielt i folketingsvalget. Princippet bag det danske valgsystem er forholdstalsvalgmåden. Den betyder, at et parti får repræsentanter i Folketinget i forhold til, hvor mange stemmer partiet får i hele landet, og ikke kun i forhold til, hvor mange stemmer partiets kandidat får i den kreds, hvor han eller hun opstiller. Landet er inddelt i 10 storkredse, der vælger 135 af mandaterne i Folketinget. De 40 tillægsmandater fordeles ud fra, hvor mange stemmer partierne har fået på landsplan. De er bl.a. med til at sikre, at partiets stemmer fordeles så retfærdigt som muligt. For at få del i tillægsmandaterne skal partierne klare en af disse tre spærreregler:

• have fået mindst et kredsmandat
• i to landsdele have fået stemmer svarende til det gennemsnitlige antal stemmer, der i landsdelen har givet et kredsmandat
• har fået mindst 2 procent af stemmerne i hele landet

2 procentsreglen er oftest den afgørende. 2 procent svarer normalt til fire mandater i Folketinget.

Landsdelene, der er nævnt i den anden regel er: Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland.

Udvælgelse af kandidater

De fleste kandidater ved folketingsvalgene stiller op som repræsentanter for et parti. Af de 1127 kandidater, der stillede op ved valget i 1998, var kun 12 opstillet uden for partierne. Mens kandidater opstillet for et parti kun skal godkendes af samme parti for at stille op, så er der flere krav til dem, der stiller op uden for partierne. For det første skal kandidaterne anbefales af mindst 150 vælgere i opstillingskredsen. For det andet skal de vinde mindst ét af de 135 kredsmandater for at komme i Folketinget. Det sker uhyre sjældent. Siden 1930'erne er det kun lykkedes for Hans Schmidt i 1953 og Jacob Haugaard i 1994 . Sidstnævnte fik ved valget i 1994 23.253 personlige stemmer. Til sammenligning kan nævnes, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen fra Socialdemokratiet fik 23.983 personlige stemmer ved samme valg. Partierne kan vælge at opstille deres kandidater enten kredsvis eller sideordnet. I den kredsvise opstilling får kandidaten alle de stemmer, der er afgivet på partiet i opstillingskredsen plus de personlige stemmer, han får i hele storkredsen. Den kredsvise opstilling kan suppleres med opstilling på partiliste, hvor der er prioriteret mellem kandidaterne på forhånd. Udvælgelsen af kandidater foregår ofte ved en urafstemning i partiet. Det sker kun sjældent at en kandidat får personlige stemmer nok til at bliver valgt uden for partilistens rækkefølge. Det kaldes at "sprænge partilisten". I den sideordnede opstilling er der ikke prioriteret mellem kandidaterne på forhånd. Forskellen fra den kredsvise opstilling er, at partistemmerne ikke går til kredsens kandidat, men fordeles på alle kandidaterne i forhold til deres personlige stemmer. Et flertal af partierne bruger denne opstillingsmetode. Socialistisk Folkeparti har derimod ofte anmeldt partiliste. De fleste partier overlader det til lokalafdelingen eller vælgerforeningen i kredsene at opstille partiets folketingskandidat.

Medlemstal og valgdeltagelse

Det er medlemmerne af partierne, der bestemmer, hvem der bliver opstillet til Folketing, regionsråd og kommunalbestyrelser. Valgsystemets regler for opstilling går tilbage til den tid, hvor en stor del af befolkningen var organiseret i et parti. Man har bibeholdt disse regler, selv om medlemstallet er faldet markant i de senere årtier. I dag er det således omkring ni procent af vælgerne, der bestemmer, hvem der kan stemmes på ved valgene. Samtidig er der færre, der er medlem af det parti, som de sætter kryds ved på valgdagen. Det er især i de 'unge' partier, at organisationsprocenten er lav. Centrum-Demokraterne havde i 1994 en organisationsprocent på 1,5. I Fremskridtspartiet og Socialistisk Folkeparti var tallet tre. De 'gamle' partier klarer sig bedre. Det tilsvarende tal for f.eks. Venstre er ca. 11 procent. Sammenlignet med andre lande er valgdeltagelsen ved folketingsvalg i Danmark høj. 80-90 procent af vælgerne stemmer. Ved de kommunale valg er stemmeprocenten ca. 70.

Eksterne kilder/henvisninger

• www.folketinget.dk Dato: 11 juni 2003.