Dynamit

Dynamit

Dynamit er et sprængstof baseret på nitroglycerin, som bliver opsuget i et porøst materiale, typisk kiselgur og rullet ind i et pap-hylster.

Historie

Dynamit blev opfundet af den svenske kemiker og ingeniør Alfred Nobel i 1866 og patenteret i 1867.

Nobel-familien havde før dynamitten produceret nitroglycerin, som blev brugt som sprængstof i mange sammenhænge. Nitroglycerin er et problematisk stof at arbejde med, da det er meget ustabilt og kan eksplodere, hvis det bliver udsat for rystelser.

Da dynamitten kom frem og viste sig at være langt sikrere, blev det straks en stor success til minedrift, nedrivning og andre steder i industrien.

Afledte sprængstoftyper

Dynamitten blev hurtigt videreudviklet. Dels ved at udskifte det inaktive kiselgur med et aktivt materiale som øger eksplosionen; det kan være sortkrudt eller salpeter. Dels ved flere plastiske varianter.

Ballistit er en af de mere kendte sprængstoftyper, som Nobel selv opfandt med baggrund i dynamit. Det var kraftigere, mere præcist og var røgfrit. Det blev anvendt i kanoner.

Håndtering

Dynamit er langt sikrere end nitroglycerin, da det som hovedregel ikke er følsomt over for slag eller temperaturer. Det detoneres normalt med en sprænghætte eller ved høje temperaturer (fx ved at overhælde det med benzin og antænde det).

De største problemer ved dynamit er dels, at det kan "svede" noget af nitroglycerinen ud ved længere tids lagring, dels at nitroglycerinen ændrer karakter, hvis det nedfryses til under -11 grader. I begge tilfælde øges følsomheden ved stød og slag, nitroglycerin lugter ligesom sort krudt.