Neuropsykologi: Forskelle mellem versioner
Præcicering Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering |
uddybninger |
||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
'''Neuropsykologi''' er en videnskabelig disciplin inden for hjerneforskning, der studerer hvordan strukturer og processer i [[hjernen]] regulerer [[adfærd]] og [[tænkning]]. Neuropsykologiens teorier bygger på viden fra [[psykiatri]], [[kognitionspsykologi]], [[neuromedicin]] og [[humanbiologi]] og kaldes også nogle gange for ''neurovidenskab'', ''cognition science'' eller ''cognitive neuroscience''. Der skelnes mellem klinisk og eksperimentel neuropsykologi. |
'''Neuropsykologi''' er en videnskabelig disciplin inden for hjerneforskning, der studerer hvordan strukturer og processer i [[hjernen]] regulerer [[adfærd]] og [[tænkning]]. Neuropsykologiens teorier bygger på viden fra [[psykiatri]], [[kognitionspsykologi]], [[neuromedicin]] og [[humanbiologi]] og kaldes også nogle gange for ''neurovidenskab'', ''cognition science'' eller ''cognitive neuroscience''. Der skelnes mellem klinisk og eksperimentel neuropsykologi. |
||
== Undersøgelsesmetoder == |
|||
Neuropsykologien benytter sig af en kombination af [[Kvantitativ|kvantitative]] og kvalitative metoder for at undersøge sammenhænge mellem hjernen og psykologiske processer. Demens og erhvervede hjerneskader er typiske forskningsområder, men neuropsykologien beskæftiger sig også med normale psykologiske processer. |
|||
Den kliniske neuropsykologi anvender neuropsykologiske tests til at vurdere de følelsesmæssige, adfærdsmæssige og kognitive følgevirkninger efter en [[hjerneskade]]. En stor del af den viden man har om hjernens funktion stammer fra hjerneskadepatienter, hvor man har været i stand til at lokalisere skaden og sammenholde det med manglende eller nedsatte kognitive funktioner. Lægen [[Paul Broca]] var en af de første, der anvendte denne metode. Patienten Tan havde en særlig taleforstyrrelse ([[afemi]]) og ved hans død opdagede Broca skader i en del af hjernen, der i dag kendes som Brocas område. |
Den kliniske neuropsykologi anvender neuropsykologiske tests til at vurdere de følelsesmæssige, adfærdsmæssige og kognitive følgevirkninger efter en [[hjerneskade]]. En stor del af den viden man har om hjernens funktion stammer fra hjerneskadepatienter, hvor man har været i stand til at lokalisere skaden og sammenholde det med manglende eller nedsatte kognitive funktioner. Lægen [[Paul Broca]] var en af de første, der anvendte denne metode. Patienten Tan havde en særlig taleforstyrrelse ([[afemi]]) og ved hans død opdagede Broca skader i en del af hjernen, der i dag kendes som Brocas område. |
||
Siden 1990'erne er |
Siden 1990'erne er [[Positronemissionstomografi|PET]]-, [[Computertomografi|CAT]]- og [[MR-scanning]]<nowiki/>er blevet anvendt til at undersøge sammenhænge mellem kognitive funktioner og den fysiologiske aktivitet i hjernen. Ved at måle (forskellen i) blodgennemstrømningen i hjernen kan man lokalisere de områder i hjernen, der aktiveres, når for eksempel en forsøgsperson bliver bedt om at tælle til ti. Hjernescanninger kan også vise, hvordan bestemte følelsesmæssige reaktioner og tilstande er forbundet med øget aktivitet i bestemte områder i hjernen. |
||
Neuropsykologien tilbyder også en metode til at undersøge det såkaldte [[psykofysiske problem]] eller sjæl/legeme problemet, |
Neuropsykologien tilbyder også en metode til at undersøge det såkaldte [[psykofysiske problem]] eller sjæl/legeme problemet, for så vidt at det kan undersøges, hvorvidt det psykiske kan forklares og forstås på baggrund af dets fysiske korrelater i hjernen. |
||
== Litteratur == |
== Litteratur == |
||
Versionen fra 10. apr. 2016, 03:57
Neuropsykologi er en videnskabelig disciplin inden for hjerneforskning, der studerer hvordan strukturer og processer i hjernen regulerer adfærd og tænkning. Neuropsykologiens teorier bygger på viden fra psykiatri, kognitionspsykologi, neuromedicin og humanbiologi og kaldes også nogle gange for neurovidenskab, cognition science eller cognitive neuroscience. Der skelnes mellem klinisk og eksperimentel neuropsykologi.
Undersøgelsesmetoder
Neuropsykologien benytter sig af en kombination af kvantitative og kvalitative metoder for at undersøge sammenhænge mellem hjernen og psykologiske processer. Demens og erhvervede hjerneskader er typiske forskningsområder, men neuropsykologien beskæftiger sig også med normale psykologiske processer.
Den kliniske neuropsykologi anvender neuropsykologiske tests til at vurdere de følelsesmæssige, adfærdsmæssige og kognitive følgevirkninger efter en hjerneskade. En stor del af den viden man har om hjernens funktion stammer fra hjerneskadepatienter, hvor man har været i stand til at lokalisere skaden og sammenholde det med manglende eller nedsatte kognitive funktioner. Lægen Paul Broca var en af de første, der anvendte denne metode. Patienten Tan havde en særlig taleforstyrrelse (afemi) og ved hans død opdagede Broca skader i en del af hjernen, der i dag kendes som Brocas område.
Siden 1990'erne er PET-, CAT- og MR-scanninger blevet anvendt til at undersøge sammenhænge mellem kognitive funktioner og den fysiologiske aktivitet i hjernen. Ved at måle (forskellen i) blodgennemstrømningen i hjernen kan man lokalisere de områder i hjernen, der aktiveres, når for eksempel en forsøgsperson bliver bedt om at tælle til ti. Hjernescanninger kan også vise, hvordan bestemte følelsesmæssige reaktioner og tilstande er forbundet med øget aktivitet i bestemte områder i hjernen.
Neuropsykologien tilbyder også en metode til at undersøge det såkaldte psykofysiske problem eller sjæl/legeme problemet, for så vidt at det kan undersøges, hvorvidt det psykiske kan forklares og forstås på baggrund af dets fysiske korrelater i hjernen.
Litteratur
En nem indgang til emnet:
- Gade, Anders, Hjerneprocesser: kognition og neurovidenskab / Anders Gade ; Kbh. : Frydenlund Grafisk, 2003.