Seismologi: Forskelle mellem versioner
m {{Lexopen}} fjernet, idet den oprindelige tekst fra Lexopen er erstattet. |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m udvidet, fra norsk wiki |
||
| Linje 17: | Linje 17: | ||
<br />[[Jordskælvet ved Sendai 2011|Japan]] |
<br />[[Jordskælvet ved Sendai 2011|Japan]] |
||
}} |
}} |
||
[[File:Gtam.gif|right|345px|]] |
|||
'''Seismologi''' (gr. seismos, (jord-) skælv) er læren om [[jordskælv]]. En '''seismolog''' er en specialist i denne videnskab. |
'''Seismologi''' (gr. seismos, (jord-) skælv) er læren om [[jordskælv]]. En '''seismolog''' er en specialist i denne videnskab. |
||
Seismologiens teoretiske indsigt bruges til aktiviteter som [[seismik]] (seismologisk undersøgelse af havbunden, blandt andet for at finde [[olie]] eller [[naturgas]], og desuden [[seismografi]], som indebærer at fastslå [[bjergarter]]s eller hele [[jorden]]s lagvise [[geologi]]ske opdeling ned over i dybet ved hjælp af radiobølger, som sendes ned i dybet og opfanges andre steder på kloden. |
|||
[[Fil:Jordens indre.png|thumb|Illustration af jordens lag, med kappen (mantel) angivet i lyst og mørkt orange.]] |
|||
Forståelsen af Jordens indre udviklede sig for alvor, da man begyndte at måle forsinkelse i måden, som jordskælvstryk forplantede sig til ulige steder på kloden. Den tyske seismolog [[Beno Gutenberg]] brugte i [[1913]] denne metode for at anslå den indre, faste kernes diameter. Den [[Kroatien|kroatiske]] seismolog [[Andrija Mohorovicic]] studerede et kraftig jordskælv i [[1909]], og opdagede en grænse (kaldet "Moho") mellem jordskorpen og den dybere [[Kappe (geologi)|kappe]].<ref name="Ramberg 25">Ivar B Ramberg (red), ''Landet blir til – Norges geologi'', Norsk Geologisk Forening 2006, utg 2007, side 25.</ref> Snart indså forskere, at Jorden bestod af en fast kerne i midten, en flydende kappe af smeltet lava, og jordskorpen. Den danske seismolog [[Inge Lehmann]] opdagede i [[1936]], at kernen af [[jern]] og [[nikkel]] var fast inderst, og flydende yderst i laget under kappen. Det er også fastslået, at overgangen fra litosfære til kappe liggende på 440 kms dybde, og overgangen til indre kappe på 670 kms dybde, markerer faseovergange i silikater, som vokser [[bølgemekanik|bølgebevægelsernes]] fart betydelig, hvilket skaber referencedybder for en detaljeret kortlægning af kappen ved hjælp af [[seismografi|seismografiske]] apparater. Bølgehastigheden påvirkes også af temperaturafvigelser således, at man kan påvise lavastrømme seismologisk.<ref name="Ramberg 25"/> |
|||
== Noter == |
|||
{{Reflist}} |
|||
| ⚫ | |||
| ⚫ | |||
== Se også == |
== Se også == |
||
* [[Epicenter]], [[forkastningszone]], [[seismisk bølge]], [[seismograf]], [[tsunami]], [[vulkan]]. |
* [[Epicenter]], [[forkastningszone]], [[seismisk bølge]], [[seismograf]], [[tsunami]], [[vulkan]]. |
||
| ⚫ | |||
| ⚫ | |||
{{-}} |
|||
{{søsterlinks|commonskat=Seismology|wikt=seismologi}} |
{{søsterlinks|commonskat=Seismology|wikt=seismologi}} |
||
{{autoritetsdata}} |
{{autoritetsdata}} |
||
Versionen fra 27. apr. 2016, 09:59
| Artiklen indgår i serien om |
| Geofysik |
|
Epicenter
|
Seismologi (gr. seismos, (jord-) skælv) er læren om jordskælv. En seismolog er en specialist i denne videnskab.
Seismologiens teoretiske indsigt bruges til aktiviteter som seismik (seismologisk undersøgelse af havbunden, blandt andet for at finde olie eller naturgas, og desuden seismografi, som indebærer at fastslå bjergarters eller hele jordens lagvise geologiske opdeling ned over i dybet ved hjælp af radiobølger, som sendes ned i dybet og opfanges andre steder på kloden.
Forståelsen af Jordens indre udviklede sig for alvor, da man begyndte at måle forsinkelse i måden, som jordskælvstryk forplantede sig til ulige steder på kloden. Den tyske seismolog Beno Gutenberg brugte i 1913 denne metode for at anslå den indre, faste kernes diameter. Den kroatiske seismolog Andrija Mohorovicic studerede et kraftig jordskælv i 1909, og opdagede en grænse (kaldet "Moho") mellem jordskorpen og den dybere kappe.[1] Snart indså forskere, at Jorden bestod af en fast kerne i midten, en flydende kappe af smeltet lava, og jordskorpen. Den danske seismolog Inge Lehmann opdagede i 1936, at kernen af jern og nikkel var fast inderst, og flydende yderst i laget under kappen. Det er også fastslået, at overgangen fra litosfære til kappe liggende på 440 kms dybde, og overgangen til indre kappe på 670 kms dybde, markerer faseovergange i silikater, som vokser bølgebevægelsernes fart betydelig, hvilket skaber referencedybder for en detaljeret kortlægning af kappen ved hjælp af seismografiske apparater. Bølgehastigheden påvirkes også af temperaturafvigelser således, at man kan påvise lavastrømme seismologisk.[1]
Noter
Eksterne henvisninger
Se også
 | Søsterprojekter med yderligere information: |
