Vendere

Vendere bruges på de germanske sprog som en samlebetegnelse for vestslaviske folk som levede nær de germanske folk siden folkevandringstiden. Deres sprog regnes til samme gruppe som polsk, tjekkisk, slovakisk og kasjubisk (se vestslaviske sprog).

I skandinavisk sammenhæng brugtes betegnelsen vendere primært i middelalderen om de slaviske folk som boede på de sydlige østersøkyster, i nutidens Tyskland og Polen.

Historie

Venderne boede oprindeligt ikke ved Østersøen.

Venderne breder sig nordvestpå

Ca. år 512 omtales slaver i Donau-egnene, formentlig ved Karpaterne. Kort efter brød avarerne fra Ungarn frem til Thüringen; gammel tysk overlevering antyder, at slaverne, der ved kejser Justinians Donau-fæstninger spærredes ude fra Balkanhalvøen, nu væltede sig nord på fra Ungarn over de af "hunnerne" (det vil sige avarerne) ødelagte egneog drev de tiloversblevne (germanske) indbyggere vest på. En lignende forbindelse mellem avarere og slavere forekom også i Østrig. Således erobrede venderne og deres frænder i kort tid strækningen fra Weichsel til hinsides Elben. Deres vestligste forposter slog sig ned ved Mains og Wesers øvre løb, ja spredte nybygder skal endog være nåede helt over til Rhin-egnene. I de erobrede egne forsvandt ethvert spor af gotisk og tysk nationalitet.

Indtil Karl den Stores tid fremstod venderne endnu som truende og overmægtige naboer for Tyskland, og han selv øgede deres område, idet han for at knække sachserne gav Holstens østlige del til den vendiske stamme obotritterne i 804. Men dette var også vendernes sidste fremskridt imod vest, thi derefter vendte udviklingen, og støttede på den kristne kirkes missionsbud gik tyskerne over fra forsvar til angreb.

Kristendommen vinder frem

Under Henrik Fuglefænger led venderne det første store nederlag i 928—929, og fra nu af oprettedes langs hele grænsen tyske markgrevskaber, der skridt for skridt gnavede sig ind på livet af venderne. Talrige opstande fulgte, og kampen førtes på begge sider med stor grusomhed, der navnlig tilspidsedes ved flertallet af vendernes fanatiske fastholden ved hedenskabet.

Venderne blev opdelte i stammer med hver deres fyrster, og da nogle af disse blev kristne, udviklede de indre magtkampe mellem fyrsterne sig tillige til kampe om kristendommens udbredelse i det vendiske område.

Venderne bosatte sig langs sydkysten af Østersøen i løbet af folkevandringstiden, og forholdet til såvel det tysk-romerske rige som det spirende danske kongerige synes at have varieret. Således fortæller Saxo eksempelvis, at de pommerske vendere deltog på dansk side under Harald Hildetand i Bråvallaslaget i midten af 700-tallet, men efter et succesfuldt oprør mod den tyske kejser i 983 synes forholdet til naboerne – saxere, daner og polakker – dog at være blevet værre, og i middelalderen kendes de primært – igen fra Saxo – som hedenske sørøvere i Østersøen.

Venderne var i vikingetiden og den tidlige middelalder bosat i Vindland eller Venden, dvs. den beboede kyststrækning fra Danmarks grænse ved Slien langs med Østersøen til floden Weichsel (Wisła). Venden grænsede til Danmark, Sarland, Pulinaland (Polen) og Ermland (Pryzzaland eller Preussen) mod øst i det sydlige Østerleden.^{[kilde mangler]} De vendiske Lande, som nordboerne især besøgte og som derfor oftest omtales i sagaerne er hos Saxo begrænset til den østlige del af det nuværende Holsten, samt Mecklenburg og Vorpommern.

Vendiske angreb i Norden

I årene fra 1028 til 1035 havde abotriterfyrsten Godskalk politisk asyl hos Knud den Store i Danmark. Efterfølgende vendte han tilbage med dansk større og dræbte sin rival Ratibor. Som hævn invaderede Ratibors sønner med en stør hær Sønderjylland i 1043, men blev slået ved slaget på Lyrskov Hede i 1043. Godskalk giftede sig senere med en datter af Svend Estridsen, Sigrid Svendsdatter. Svend var blandt andet i 1053 sammen med Bernhard af Sachsen Godskalk behjælpelig under et hærtog mod den slaviske stamme circipanerne. Godskalk blev imidlertid dræbt under et oprør i 1066 ledet af den vagriske stammefyrste Kruto, og Sigrid søgte med sønnen Henrik asyl i Danmark.

I året 1066 foregik næsten over hele det vendiske område et tilbagefald til hedenskabet: de tyske præster og markgrever dræbtes eller joges ud. Fra Rügen hærgede venderne på Østersøens kyster og satte sig allerede fast på Lolland og Falster, hvilket afspejledes i vendiske stednavne som Binnitze og Kuditze. I 1090 kunne Henrik vende tilbage til sit hjemland støttet af den danske flåde for at genvinde magten. I 1093 blev Kruto slået ihjel, og Henrik åbnede nu mulighed for at genindføre kristendommen, oprette et eget møntvæsen, opkræve skatter samt forbedre landbruget. Blandt andet lod Henrik opføre en kirke i Gammel Lübeck men synes ellers at have været tilbageholdende i kristningen af landet, måske på grund af faderens skæbne.

Henrik regerede indtil 1127 og blev efter sin død afløst af sin fætter Knud Lavard som Knjas (knees, fyrste), hvilken herskede frem til sin død i 1131. Efter Knud Lavards død var Danmark tilbageholdende med at hævde sin magt over venderne, og følgen var, at initiativet efterhånden gik over til sakserne, som erobrede landet og koloniserede det. Disse tilstande var forklaringen på, at venderne for en tid bedrev sørøveri og angreb de danske kyster.

I 1135 nåede en vendisk flåde helt op til Sydnorge, hvor den ødelagde den rige handelsstad Konungahella, nu Kungälv. I et århundrede var venderne således herrer i deres eget hus, men fra det 12. århundrede sank deres stjerne for aldrig at stige mere.

Korstog

Efterhånden fulgte flere korstog fra både tysk og dansk side: allerede i 1068/69 indtog og ødelagde en tysk hær helligdommen ved Rethra (eller Radegast).

Formentlig i 1136 foretog Erik Emune et angreb på Rygen, hvor indbyggerne i Arkona måtte købe sig fred ved at gå over til kristendommen. De fik dog lov til at beholde deres gamle afgudsbilleder, ifølge Saxo fordi, de falskeligt kaldte dem ved Sankt Vitus´ navn (med andre ord: Svantevit). Erik Emune lod dem døbe og gav dem en præst, men ifølge Saxo vendte rygenboerne straks ryggen til kristendommen, da kongen og biskoppen havde forladt landet.

Kort efter, i 1147, gav Bernhard af Clairvaux sin tilslutning og tilskyndelse til, at korstog kunne foretages ikke blot til Det Hellige Land men tillige til hedenske områder blandt andet ved Østersøen. Følgen var, at kong Valdemar den Store og biskop Absalon indledte deres korstog mod venderne.

Den endelige nedkæmpning af venderne blev foretaget under ledelse af kong Valdemar 1. den Store og biskop Absalon, hvis hærstyrker i 1168 erobrede og ødelagde vendernes helligdom for Svantevit ved Arkona på Rügen hvor venderne synes at have haft deres sidste uafhængige styrkepunkt.

Tysk overherredømme

Efter de store nederlag blev venderne gradvist germaniseret og assimileret i de tyske riger – og i kortere perioder ligeledes de danske og svenske. Heraf kommer danske og svenske kongers historiske påberåbelse af at være henholdsvis de venders og de goters konge (indtil 1972) og Götes och Vendes Konung (indtil 1973).

Et vendisk fyrstehus holdt sig i Forpommern, et andet i Bagpommern, et tredje i Mecklenburg, hvor det blev siddende lige til revolutionen i 1918 som herre til den vendiske krone. Men hvad enten herskerne var indfødte eller indvandrede, så var de snart lige enige om at hylde tysk sprog og kultur; en fyrst Vizlav af Rügen optrådte som tysk minnesanger; tyske håndværkere og agerbrugere indkaldtes i massevis, og venderne trængtes tilbage som foragtede barbarer. Lavsskråerne udelukkede regelmæssig folk af "vendisk eller anden uærlig æt"; endnu i 1752 udstødtes en tøjmager i Neumark af sit lav, fordi hans kones bedstemoder skulle stamme fra vendere. Således fortyskedes venderne efterhånden. I 1407 skal på Rugen den sidste vendisk talende person være død. Indtil 14.—15. århundrede var venderne i Øvre Sachsen endnu så talrige, at der holdtes retspleje på vendisk (indtil ca. 1300 i Anhalt, indtil 1378 omkring Leipzig, indtil 1424 i Meissen); brugen af vendisk sprog afskaffedes i Leipzig, siger en krønike, fordi rådsherrerne havde fattet "had og væmmelse" derimod. Indtil 18. århundredes slutning taltes der endnu vendisk i Hannover øst for Lüneburg.

Senere trængte fortyskningen igennem overalt undtagen i Lausitz; her taltes endnu vendisk af ca. 100.000 personer. Disse sidste vendere, de såkaldte sorbere, lå tilbage som en lille rest i det tyske folkehav, fuldstændig afskårne fra deres stammefrænder i Polen og Böhmen. Vendernes åndelige centrum fandtes i deres sprogområdes sydlige udkant, i den næsten helt tyske by Bautzen. Her grundedes i 1847 en nationalforening (Mačica serbska), som udgav et litterært tidsskrift og et folkeligt ugeblad for Øvrelausitz, meens et ugeblad for Nedrelausitz udkom i Kottbus. Vendernes ivrigste foregangsmand var Joh. Ernst Schmaler (Šmolar) i Bautzen (1816—84), deres mest kendte digtere Andr. Seiler (Zejler) og J. Cišinski (Jakob Bart); deres senere leder var Ernst Mucke (Muka).

Litteratur

Vendernes litteratur er mest religiøs og folkelig oplysende; dens ældste mindesmærke er en katolsk bønnebog fra 1512.

Religion

De fleste vendere var protestanter, i Kongeriget Sachsen fandtes 12.000 katolikker.

Kultur

Venderne holdt fast ved mange gamle sæder og skikke. Kendt er særlig kvindernes nationaldragt i Spreewaldnær Berlin. Også de fortyskede vendere i Sachsen-Altenburg hævdede deres nationaldragt, hvis kvindeklædning ha´vde de korte skørter fælles med nationaldragten hos de slovenske Gaildal-kvinder.

Venderne som sørøvere

Næsten en tredjedel af landet lå øde, da kong Niels regerede og venderne var så godt som enerådende i de danske farvande, hvor de bedrev sørøveri. Knud Lavard var utrættelig i at forfølge vendiske krigere i Sønderjylland, der især led meget under angreb sydfra. Da Skjalm Hvide, Knuds fosterfar, sendte ham fædrenearven fra Sjælland, blev det skib, der skulde bringe den over, forfulgt så heftigt af vendiske pirater under Fyn, at pengene måtte kastes i havet, for at mændene kunne slippe bort. Vendernes plyndringer udgjorde ikke blot en fare for handels- og fiskerflåden, men også for kystbefolkningen ved fjorde eller åløb. Med deres fladbundede snekker kunne de trænge langt op i fjorde og åløb på Fyn og Sjælland. I Kalundborg bevogtede Hærvig opsejlingen ind i landet mod vest og ved Tissø bevogtede Sæbygård opsejlingen mellem Nedre og Øvre Halleby Å, der forbandt Tissø med Storebælt og Skarresø og givetvis også Åmosen i ældre tid. Der stod flere store forsvarsslag mod venderne på vestegnen langs med Køge Bugt og ind mod Roskilde, fx ved Karlslunde i 1193, hvor Svend Grathe og Radulf slog venderne. En sten er rejst til minde herom i Karlslunde.

Selv efter indtagelsen af Arkona 1169 og den danske konges alliance med saxerne i Nordtyskland vedblev venderne at være en trussel, og det var derfor nødvendigt at placere bavnesystemer og ledingsskibe, så man kunne alarmere nabobyer og –øer om ankomsten af større ledings(landsætnings)flåder. Under Valdemarkongernes tid fører det til opførelsen af slotte og vagttårne ved de naturlige havne i Nakskov, Vordingborg, Korsør, København, ja så langt nordpå som Roskilde og Holbæk Fjorde. Orø i Holbæk Fjord havde et vagttårn med et bavnevarslingsanlæg, som kunne alarmere beboerne i de bagved liggende kystegne langt op ad Tuse Å og Lammefjorden. Holbæk Slot bevogtede selve Holbæk by.

Venderne optræder senere i middelalderen både som venner og fjender; som forbundsfæller da de i 1184 vandt en søsejr ved Rügen over den mægtige hertug Bogislav.

Vendiske spor i Danmark

Enkelte vendere har slået sig ned på de danske øer og oprettet egne handelspladser og landsbyer. Landsbyer på Lolland som ender på -itse, som Tillitse, Binitse og Kuditse, synes at have navne af vendisk oprindelse. Stednavnene Vindeby og Vindemark og Vindbyholt, Vindeballe, Vinde Helsinge, Vindelev (ved Vejle), Vindeltorp og muligvis Vinderød er navne som er givet af vendernes danske naboer.

Der kendes adskillige Vindebyer i de syddanske kystegne, og fra Lolland-Falster er optegnet stednavne, heraf mange marknavne, der viser slavisk-vendisk sprogbrug. Fordelingen af dette navnestof viser tillige, at de vendiske indvandrere har bosat sig side om side med danskerne – ikke i særlige kolonier. Der er også spor efter, at de har været indgiftet i danske slægter, helt op til kongefamilien.

Det mest brugte vendiske personnavn i Danmark er Preben, der kom med slægten Podebusk, som er en gren af en vendisk fyrsteslægt på Rügen. Prebens slaviske form er Pritbor. Fra 1395 kender vi Pritbiorn van Pudbuz (= Preben Podebusk).

I dag er der kun to slaviske grupper der regnes som vendere: sorberne i Lausitz (østlige Tyskland) og kasjuberne i Pommern (nordlige Polen).

Litteratur

• Michael Andersen: "Ad Pommern til" (kronik i Skalk 1992 Nr. 2, 1992; s. 22-30)
• John Lind: "Var valdemarstidens venderkorstog "topmålet af hylkeri"?" (i: Venderne og Danmark, s. 87-94)
• Henning Nielsen: "Sydvestsjælland og venderne" (i: Venderne og Danmark, s. 67-78)
• Jørgen Skaarup: "Venderplagen" (Skalk Nr. 2, 1995; s. 5-10)

Eksterne henvisninger

• Danske vendertogter ca. 1100-1185
• Carsten Selch Jensen, Kurt Villads Jensen og John Lind (red.): Venderne og Danmark: Et tværfagligt seminar
• Anne Klammt und Sébastien Rossignol (Hg.): Mittelalterliche Eliten und Kulturtransfer östlich der Elbe; Universitätsverlag Göttingen 2009; ISBN 978-3-941875-10-4 (tysk)
• N.M. Petersen: De danskes toge til Venden. En historisk fremstilling; København 1838-39
• Gudmund Schütte: "Vender" (Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXIV (1924), s. 717f)

Se også

• Kasjubere
• Vendisk
• Abodrit
• Vendisk mytologi