Forskel mellem versioner af "Vendere"

Spring til navigation Spring til søgning
25 bytes tilføjet ,  for 4 år siden
m
rettet intern henvisning
m (stilret)
m (rettet intern henvisning)
Efter de store nederlag blev venderne gradvist germaniseret og assimileret i de tyske riger – og i kortere perioder ligeledes de danske og svenske. Heraf kommer danske og svenske kongers historiske påberåbelse af at være henholdsvis ''[[de venders]] og [[de goters]] konge'' (indtil 1972) og ''Götes och Vendes Konung'' (indtil 1973).
 
Et vendisk fyrstehus holdt sig i [[Forpommern]], et andet i [[Bagpommern]], et tredje i [[Mecklenburg]], hvor det blev siddende lige til revolutionen i 1918 som herre til den vendiske krone. Men hvad enten herskerne var indfødte eller indvandrede, så var de snart lige enige om at hylde tysk sprog og kultur; en fyrst [[Vizlav]] af Rügen optrådte som tysk minnesanger; tyske håndværkere og agerbrugere indkaldtes i massevis, og venderne trængtes tilbage som foragtede barbarer. [[Skrå|Lavsskrå]]erne udelukkede regelmæssig folk af "vendisk eller anden uærlig æt"; endnu i 1752 udstødtes en tøjmager i [[Neumark]] af sit [[Lav (organisation)|lav]], fordi hans kones bedstemoder skulle stamme fra vendere. Således fortyskedes venderne efterhånden. I 1407 skal på Rugen den sidste vendisk talende person være død. Indtil 14.—15. århundrede var venderne i [[Øvre Sachsen]] endnu så talrige, at der holdtes retspleje på vendisk (indtil ca. 1300 i [[Anhalt]], indtil 1378 omkring [[Leipzig]], indtil 1424 i [[Meissen]]); brugen af vendisk sprog afskaffedes i Leipzig, siger en krønike, fordi rådsherrerne havde fattet "had og væmmelse" derimod. Indtil 18. århundredes slutning taltes der endnu vendisk i [[Hannover]] øst for [[Lüneburg]].<ref name="Salm 717"/>
 
Senere trængte fortyskningen igennem overalt undtagen i [[Lausitz;]] her taltes endnu vendisk af ca. 100.000 personer. Disse sidste vendere, de såkaldte [[sorbere]], lå tilbage som en lille rest i det tyske folkehav, fuldstændig afskårne fra deres stammefrænder i [[Polen]] og [[Böhmen]]. Vendernes åndelige centrum fandtes i deres sprogområdes sydlige udkant, i den næsten helt tyske by [[Bautzen]].<ref name="Salm 717"/> Her grundedes i 1847 en nationalforening (''Mačica serbska''), som udgav et litterært tidsskrift og et folkeligt ugeblad for Øvrelausitz, meens et ugeblad for Nedrelausitz udkom i Kottbus. Vendernes ivrigste foregangsmand var Joh. Ernst Schmaler (Šmolar) i Bautzen (1816—84), deres mest kendte digtere Andr. Seiler (Zejler) og J. Cišinski (Jakob Bart); deres senere leder var Ernst Mucke (Muka).<ref name="Salm 718">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0730.html ''Salmonsen'', s. 718]</ref>
93.383

redigeringer

Navigationsmenu