Knud den Store

Canute the Great (engelsk) Knud 2. den Store (dansk) Knut den mektige (norsk)
Konge af England
Kroning	6. januar 1017 London
Regerede	30. november 1016 – 12. november 1035
Forgænger	Edmund Jernside
Regent	Knud den Store
Efterfølger	Harald Harefod
Konge af Danmark Regerede: 1019 – 12. november 1035 Forgænger: Harald 2. Regent: Knud 2. den Store Jarl Ulf Jarl Efterfølger: Knud 3. Hardeknud
Konge af Norge Regerede: 1028 – 12. november 1035 Forgænger: Olav den Hellige Regent: Knud den Store Indsat konge Svend Knutsson Efterfølger: Magnus den Gode
Konge af dele af Sverige Regerede: 1026 – 1030 Forgænger: Anund Jakob Regent: Knud den Store Efterfølger: Anund Jakob
Ægtefæller	Ælfgifu Emma af Normandiet
Børn	Med Ælgifu: Svend Knutsson Harald Harefod Med Emma: Hardeknud Gunhild
Fulde navn	Knud Svendsen
Hus	Jellingdynastiet
Far	Svend Tveskæg
Mor	Gunhild af Polen
Født	Ca. 995
Død	12. november 1035 Shaftesbury
Hvilested	Winchester Cathedral

Knud den Store Knud 2. (ca. 995, 12. november 1035 i Shaftesbury) var en søn af Svend Tveskæg. Han var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-35. Gift med Ælfgifu og Emma af Normandiet, med hvem han fik fire børn. Han var som konge af tre riger en mægtig mand i datidens Danmark og det har givet ham tilnavnet Den Store.

Liv

Billede fra 1400'tallet Edmund Jernside (venstre) og Knud(højre)

Mønt slået for Knud i London, på mønten står "CNUT REX ANGLORU[M]", Knud, konge af England

Efter Svend Tveskægs død 1014 blev Knud af den danske hær valgt til konge i England. Saxo fortæller, at Harald 2. blev valgt til Danmarks konge.

Det engelske rigsråd, der året forinden lovformeligt havde valgt Svend Tveskæg til konge, forkastede imidlertid den ca. tyveårige Knud og sendte bud til ekskong Ethelred, som var i landflygtighed i Normandiet. Ethelred vendte tilbage, og et oprør mod det danske herredømme tvang Knud til at flygte hjem til Danmark.

Her afviste kong Harald Svendssøn vist at dele magten med sin lillebror, men skal have lovet ham hjælp og støtte til at generobre England, og i august 1015 sejlede Knud vestpå med en større flåde. Nogle områder især i det gamle Danelagen kongehyldede ham, men da Ethelred døde i foråret 1016, gjorde Ethelreds søn Edmund Jernside krav på kongemagten.

De to stredes i månedsvis, men efter et blodigt slag i oktober 1016 mødtes Edmund og Knud på en ø i floden Severn og aftalte at dele riget imellem sig. Knud, der stod som sejrherre, fik hele landet nord for Themsen, mens Edmund skulle regere syd for London. Edmund døde imidlertid allerede i november, og i januar 1017 tog stormændene Knud til konge over hele England. Han giftede sig med Ethelreds enke Emma formentlig for at undgå ubehageligheder fra Ethelreds overlevende sønner i Normandiet.

Samme år delte Knud England ind i fire store jarledømmer, East Anglia, Northumbria, Mercia og Wessex. I 1018 sendte han ledingsflåden hjem til Danmark efter at have opkrævet den sidste danegæld i England, en uhyre sum af £ 82.500. Samme år døde broderen Harald, og Knud rejste til Danmark vist først året efter og modtog den danske krone.

Angrebet på Norge

I Norge regerede på Knuds tid kong Olaf den Hellige, han arbejdede ivrigt for kristendommens udbredelse i det stadig hedenske Norge, og brugte flere voldsomme midler for dens indførelse, det skabte Olaf mange fjender og de norske stormænd kontaktede da også kong Knud, som imidlertid opholdt sig i England, det gjorde Olaf urolig og sammen med den svenske konge Anund Jakob, som også frygtede Knud, dannede de et militært forbund og angreb Danmark for at svække Knuds magt, hvilket skete i 1027.

Det var Knuds søsters mand Ulf Jarl, som styrede landet som rigsforstander siden 1019, mens Knud var i England. Efter angrebet, mente han, at det ville være bedst, hvis danskerne fik én konge at samles om og udråbte straks Knud og Emmas søn Hardeknud til konge. Så snart Knud fik det at vide, skyndte han sig til Danmark med en stor flåde. Knud var meget vred over det kongevalg, som Ulf Jarl havde foretaget, men nu gjaldt det om at fordrive fjenden og det lykkes da også hurtigt at fordrive Olaf fra Sjælland og til Skåne. Det kom til et søslag ved Helgeå's udløb i Østersøen. I starten gik det dårligt for danskerne, men så fik kongen hjælp af Ulf, der kom med den del af flåden, som var i Danmark. Der kom ikke nogen enlig sejrherre fra slaget, men danskernes fjender flygtede bort og en dristig plan om at erobre Danmark mislykkedes.

Knud og Ulf var herefter ikke særlig gode venner, og helt slemt gik det, efter at de tilbagte vinteren efter søslaget, i Roskilde, hvor de kommer op og skændes over et skakspil. Efter Ulf har væltet brættet og går mod udgangen, råber kongen efter ham "Flyr du nu, du rædde Ulf?". Ulf vender sig om i døren og svarede "Længere vilde du være flygtet ved Helgeaa, om du havde kunnet. Dengang kaldte du mig ikke den rædde Ulf, da jeg kom dig til hjælp, fordi svenskerne havde banket eder som hunde!". Dette gjorde imidlertid ikke hadet mindre, og næste morgen bad Knud en skosvend om at gå hen og dræbe Ulf, denne kom tilbage uden at have gjort Ulf noget. Da Ulf havde søgt tilflugt i Trefoldighedskirken ville han ikke gå ind og slå ham ihjel, men det lod Knud sig ikke slå ud af og befalede i stedet nordmanden Iver Hvid at gøre det, og han løb straks efter over i kirken, hvor han ved koret fandt Ulf og myrdede ham med sit sværd.

Knud 2. Stores erobringer, 1014-1035      Knud den Stores rige      Knud den Stores vasalstater      Knud den Stores Allierede

Knud var også stadig vred på den norske kong Olaf, da han havde været ansvarlig for angreb mod Danmark, derfor ville Knud med sin flåde på op imod 1500 skibe sejle til Norge i 1028 og erobre landet, men denne flåde kunne han godt have været foruden, for da han kom til Norge blev han hyldet som norsk konge af folket og brugte ikke magtanvendelser, Olav flygtede til Rusland men dør to år efter ved Slaget ved Stiklestad, da han vil generobre Norge. Knud dannede en alliance med Ladejarlen, indsatte sin mindreårige søn Svend og hans mor Ælfgifu, Knuds tidligere frille, som regenter. Et oprør umiddelbart efter Knuds død førte til fornyet norsk selvstændighed.

Død

Knud den Store døde i Shaftesbury i Dorset d. 12. november 1035. Ifølge samtidige kilder var han "fyrre år gammel", alternativt "næppe fyldt fyrre år". Han må være født i 995 eller 996. Hans tilnavn, som han givetvis aldrig selv har hørt, fik han da han ved sin død var konge over tre riger, Norge, Danmark og England.

De fleste kender sikkert historien om kongen, der satte sig i vandkanten og forbød bølgerne at skylle over hans fødder, men mange misforstår historien og tror, at den skal illustrere kongens selvglæde eller ligefrem vanvid. I virkeligheden fortælles det (med eller uden historisk baggrund), at Knud den Store ville vise sine smiskende hoffolk, at kun én, nemlig Gud, er almægtig, og selv ikke den mægtigste konge kan byde over elementerne. Historien er muligvis ren kirkelig propaganda.

Knud blev fulgt af sønnen Hardeknud i Danmark, mens hans søn med Ælfgifu, Harald Harefod, tog magten i England. Hans datter Gunhild blev gift med den tyske kejsersøn, Henrik (den senere kejser Henrik 3.).

I 2015 kom det frem, at Knud muligvis døde af Brugadas syndrom.

Anetavle

Hardeknud

Gorm den Gamle

Harald Blåtand

Thyra Danebod

Svend Tveskæg

Mistivoj

Gunhild (Tufu)

Knud d. Store

Lestek

Siemomysł

Mieszko 1. af Polen?

Gorka

Gunhild af Polen

Foregående:	Konge af England 1016-1035 Konge af Danmark 1018-1035 Konge af Norge 1028–1035	Efterfølgende:
Edmund Jernside (1016) Harald 2. (1014-1018) Olav den Hellige (1015–1028)		Harald Harefod (1035-1040) Knud 3. Hardeknud (1035-1042) Svend Knutsson (dansk styre) (1030–1035)

Eksterne kilde/henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Knud den Store

• Scocozza, Benito Politikens bog om danske monarker, Politikens Forlag 1998. ISBN 87-567-5772-7
• Knud den Store på gravsted.dk