Spring til indhold

Johannes Nielsen: Forskelle mellem versioner

20 bytes tilføjet ,  for 5 år siden
 
Nielsen blev 1890 [[student]] og året efter elev ved [[det kongelige Teater]], hvor han optrådte i nogle småroller og efter en flerårig afbrydelse, i hvilken han drev spredte [[universitet]]s[[studier]],
omsider debuterede 1. marts 1897 som Arv i ''Maskeraden''. Bondekarlens maske kunde Nielsen bære, men lunet fattedes; derimod fik hans lyriske talent en smuk udfoldelse, da han 1897—99 virkede ved [[Folketeatret]], navnlig som Pastor Sang i ''Over Evne'' I, hvor hans mandige udtryk for naturglæde og tro førte ham frem i første række blandt tidens sceniske ungdom. 1899 afbrød Nielsen sin virksomhed og modtog ansættelse som økonomiinspektør ved det kongelige Teater og som medhjælper ved [[sceneinstruktion]]en, men 1904 vendte han tilbage til Folketeatret, der i de følgende år høstede gavn af den udvikling, han havde gennemgået som [[William Bloch]]s elev. Nielsen formede nu en del udmærket sammenstemte forestillinger, særlig af landlig art, for eksempel ''Sind'', ''Pigernes Alfred'' og ''Den røde Hane'', og skønt hans karakteriserende skuespillerevne ikke var betydelig, skabte han enkelte levende typer, for eksempel den sølle havarist Möllmark i ''Byens Stolthed'', den stejle bondekarl i ''Sind'' og den forpinte ægtemand i ''Samson og Dalila''. 1908—12 var Nielsen direktør for Folketeatret, der 1911—12 lededes i forening med [[Dagmarteatret]], men da denne uheldige konstellation ophørte, indtraadte Nielsen sammen med [[Adam Poulsen]] i direktionen for Dagmarteatret, hvorfra han, der ogsaa i nogle somre styrede [[Friluftsteatret]], 1914 blev ansat som artistisk direktør for Nationalscenen. Ihvorvel han også her formede enkelte smukke forestillinger, for eksempel [[Einar Christiansen]]s ''Fædreland'', beherskede han dog ikke den vanskelige stilling, og skønt han udførte et omfattende [[repertoire]], vedblev hans periode på Folketeatret at være den lødigste i kunstnerisk henseende. Efter
omsider debuterede 1. marts 1897 som Arv i ''Maskeraden''. Bondekarlens maske kunde Nielsen bære, men lunet fattedes; derimod fik hans lyriske talent en smuk udfoldelse, da han
1897—99 virkede ved [[Folketeatret]], navnlig som Pastor Sang i ''[[Over Evne]]'' I, hvor hans mandige udtryk for naturglæde og tro førte ham frem i første række blandt tidens sceniske ungdom.
1899 afbrød Nielsen sin virksomhed og modtog ansættelse som økonomiinspektør ved det kongelige Teater og som medhjælper ved [[sceneinstruktion]]en, men 1904 vendte han tilbage til Folketeatret, der i de
følgende år høstede gavn af den udvikling, han havde gennemgået som [[William Bloch]]s elev. Nielsen formede nu en del udmærket sammenstemte forestillinger, særlig af landlig art, for eksempel
»Sind«, »Pigernes Alfred« og »Den røde Hane«, og skønt hans karakteriserende Skuespillerevne
ikke var betydelig, skabte han enkelte levende Typer, f. Eks. den sølle Havarist Möllmark i
»Byens Stolthed«, den stejle Bondekarl i »Sind« og den forpinte Ægtemand i »Samson og Dalila«.
1908—12 var N. Direktør for Folketeatret, der 1911—12 lededes i Forening med
Dagmarteatret, men da denne uheldige Konstellation ophørte, indtraadte N. sammen med Adam
Poulsen i Direktionen for Dagmarteatret, hvorfra han, der ogsaa i nogle Somre styrede
Friluftsteatret, 1914 blev ansat som artistisk Direktør for Nationalscenen. Ihvorvel han ogsaa her
formede enkelte smukke Forestillinger, f. Eks. Einar Christiansen’s »Fædreland«, beherskede
han dog ikke den vanskelige Stilling, og skønt han udførte et omfattende Repertoire, vedblev
hans Periode paa Folketeatret at være den lødigste i kunstnerisk Henseende. Efter
Sparekommissionens Indgreb 1922 blev N.’s Direktorat afsluttet; frem for at fortsætte som Skuespiller
ved Nationalscenen foretrak han at modtage en Biografteaterbevilling og optræde som Gæst paa
50.881

redigeringer