Præsten i Vejlbye

Præsten i Vejlbye
Forfatter	Steen Steensen Blicher
Land	Danmark
Sprog	Dansk
Genre(r)	Krimi
Udgivelsesdato	1829

"Præsten i Vejlbye" er en novelle fra 1829, der er skrevet af Steen Steensen Blicher.

Handlingen er baseret på virkelige begivenheder, med udgangspunkt i præsten Søren Jensen Qvist fra Vejlby ved Grenaa. De centrale dele af handlingen berettes af herredsfoged Erik Sørensen i dagbogsform, men den endelige opklaring af denne kriminalhistorie finder sted gennem tvende Optegnelser af Præsten i Ålsø. Blicher brugte selv betegnelsen Criminalhistorie i tekstbladet til novellen, der bl.a. er optrykt i Arkiv for dansk litteratur

Novellen er blevet omsat til film i henholdsvis 1922 (Danmarks første tonefilm), 1931 og 1972. Derudover betragtes den som værende verdens første krimi.

Komposition

Novellen er opbygget som en egentlig krimi, selv om den er skrevet længe før denne genres regler blev fastlagt og også nogle år tidligere end Edgar Allan Poe skrev sine første kriminalhistorier. Kompositionen omfatter en forbrydelse, en opklaringsfase, nogle tvetydige spor, en domfældelse og en overraskende pointe. Ved at anvende dagbogsformen med en registrerende fortæller i centrum, får fremstillingen en karakter af pålidelighed, idet fortælleren forventes at fremstille det forløb, han eller hun virkelig har iagttaget. Læseren må derfor være indstillet på, at dagbøger ikke altid er helt troværdige på grund af skribentens begrænsede indsigt eller langsomme opfattelsesevne. Det er imidlertid normalt ikke ”tilladt” direkte at lyve om faktiske hændelser i en dagbog, fordi læseren vil føle sig bedraget, ikke blot af fortælleren, men også af forfatteren. Derimod må læseren acceptere, at selvbedrag kan forekomme.

Historisk baggrund

Hovedtårnet på Kalø Slot, hvor Søren Jensen Quist sad fanget, og senere inspirerede Steen Steensen Blicher til "Præsten i Vejlbye".

Historien i "Præsten i Vejlbye" blev inspireret af præsten Søren Jensen Quists retssag, der foregik i Grenaa i 1626. Sagen omhandlede en landarbejde ved navn Jesper Hovgaard, som havde arbejdet for Quists præstegård, og som på uforklarligvis var forsvundet i 1607. 15 år senere, i 1622 var der blevet fundet menneskeknogle ved præstegården. Der var mistanke om at de stammede fra Hovgaard, og der begyndte at versere rygter om, at pastor Quist havde myrdet ham. Der blev kørt en officiel retssag mod Quist på Kalø Slot, hvor han havde siddet fanget. To mænd, der havde en forhistorie med uvilje mod Quist, vidnede mod ham, og bekræftede, at han havde myrdet Hovgaard i et raserianfald mens han var fuld. Quist blev fundet skyldig og blev henrettet ved halshugning den 20. juli 1626. I 1634 fandt Quists søn, der nu var blevet præst i Vejlby, ud af, at vidnerne var blevet betalt for at givet falsk vidneudsagn og at der således var blevet begået justitsmord mod hans far. De to mænd blev henrettet for mened i 1634.

Handling

Erik Sørensen er forelsket i præstens datter Jomfru Mette og svæver i en rus af lykke, da han opnår at blive forlovet med hende.

"Den Dag igaar har været den allerglædeligste i mit Liv; da stod mit Jagilde i Vejlbye Præstegaard. Min tilkommende Svigerfader talte over de Ord: "Jeg har givet min Pige i din Barm." 1ste Mos. Bog 16,5. Han lagde det ret bevægeligt ud, hvorlunde han nu vilde overdrage mig sin kjereste Skat her paa Jorden, og at jeg for alle Ting maatte være god imod hende (Det vil jeg, saa sandt hjælpe mig Gud!)"

Fra dette øjeblik går tingene dog skævt for herredsfogeden, der nødtvunget må efterforske, om hans kommende svigerfader har dræbt en karl, Niels Bruus, som er forsvundet sporløst. En stor del af handlingen er herefter koncentreret om, hvorledes Erik Sørensen forsøger at løse sit dilemma. Men blot tre uger før brylluppet skal stå, tager det hele en fatal drejning, da præsten bliver anklaget for at have slået Morten Bruus bror, Niels, ihjel. Præsten indrømmer, at han har slået Niels under et skænderi, men han fastholder, at slaget ikke dræbte karlen. En af egnens storbønder, Morten Bruus, som er bror til Niels, blander sig i opklaringen og fremlægger flere indicier for præstens skyld. Herredsfogedens dilemma bliver understreget af hans vurdering af de to modstandere:

"Den Morten Bruus er mig ret en modbydelig Person - jeg veed neppe selv hvorfor; men naar jeg seer ham, rinder mig Noget, ligesom en slem Drøm, isinde; men saa dunkelt og utydeligt, at jeg ikke engang kan sige, om jeg nogensinde haver drømt om ham."

"I dag var jeg i Besøg hos Præsten i Vejlbye. Det er vist en gudfrygtig og brav Mand; men myndig og opfarende: han taaler ingen Modsigelse; og knap tillige paa Skillingen, det er han."

Han finder altså Morten Bruus direkte frastødende, men ser også nogle negative egenskaber hos præsten. Dilemmaet forstærkes, da Mortens Bruus møder frem sammen med to vidner, der har set præsten grave i sin baghave om natten lige efter Niels Bruus' forsvinden. Da præsten bliver konfronteret med materialet, erkender han, at han er søvngænger og muligvis har begået drabet i søvne. Den stærkt religiøse præst bliver overbevist om, at det er Guds straf for tidligere synder, som han fået ham til (ubevidst) at begå forbrydelsen. Herredsfogeden forsøger flere udveje af dilemmaet, men er tvunget af omstændighederne til sidst nødt til at idømme præsten dødsstraf. Præsten bliver halshugget, og ægteskabet mellem Erik og Mette bliver aflyst.

21 år senere afslører nogle korte optegnelser fra præsten i Aalsø, at denne havde truffet Niels, som ikke var død af slaget, men sammen med sin bror havde planlagt, at han skulle flygte ud af landet, hvorefter broderen ville anklage præsten for drab. Planen lykkedes altså, men efter de mange års forløb valgte Niels at vende hjem til sit fødeland.

Fortælleteknik

Blicher bruger en jeg-fortæller, og det bliver langsomt afsløret, at han mangler afgørende informationer på vigtige tidspunkter i forløbet. Han fremstår derfor – i alt fald delvis – utroværdig. Teknikken har Blicher benyttet i tidligere noveller, bl.a. "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" og "Sildig Opvaagnen". Herved overlades mere til læserens fantasi end vanligt på Blichers tid. Efter Søren Baggesens Blicher – afhandling er "Præsten i Vejlbye" – og flere af Blichers andre noveller – anerkendt som en forløber, eller ligefrem en del af Det Moderne Gennembrud. Der opstår flere dramatiske højdepunkter, når Erik Sørensen på grund af sine følelser, fortrænger betydningen af vigtige informationer. Da præsten erkender, at han slået Niels med en spade under deres skænderi, men nægter at have dræbt ham, vælger herredsfogeden at opfatte drabet som en affekthandling, som er djævelens værk.

Kanonisering

I 2006 blev "Præsten i Vejlbye" en del af kulturkanon, bl.a. begrundet i, at ”stilen lyser af elegisk smerte og uhyggeligt fortættet drama, og fortællingen er svær at ryste af sig”: Begrundelsen er ledsaget af et citat: ”Blicher er ikke bare den første af den danske litteraturs store fortællere, han er en af de få tragiske digtere , den danske litteratur overhovedet har”.

Filmatiseringer

Novellen er i tidens løb blevet filmatiseret tre gange:

• Præsten i Vejlby (film fra 1922) – stumfilm af August Blom. Regnes som mest tro mod originalversionen.
• Præsten i Vejlby (film fra 1931) – af George Schnéevoigt. Regnes som Danmarks første tonefilm.
• Præsten i Vejlby (film fra 1972) – af Claus Ørsted.

Referencer

Noter

Henvisninger

Litteratur

• Baggesen, Søren: Den blicherske novelle, Odense Universitetsforlag 1965

Eksterne henvisninger

• Arkiv for Dansk Litteratur