Præsten i Vejlbye

Præsten i Vejlbye
Forfatter	Steen Steensen Blicher
Land	Danmark
Sprog	Dansk
Genre(r)	Krimi
Udgivelsesdato	1829

"Præsten i Vejlbye" er en novelle fra 1829, der er skrevet af Steen Steensen Blicher.

Handlingen er baseret på virkelige begivenheder, med udgangspunkt i præsten Søren Jensen Qvist fra Vejlby ved Grenaa. De centrale dele af handlingen berettes af herredsfoged Erik Sørensen i dagbogsform, men den endelige opklaring af denne kriminalhistorie finder sted gennem tvende Optegnelser af Præsten i Ålsø. Blicher brugte selv betegnelsen Criminalhistorie i tekstbladet til novellen, der bl.a. er optrykt i Arkiv for dansk litteratur Novellen er blevet omsat til film i henholdsvis 1922 (Danmarks første tonefilm), 1931 og 1972. Derudover betragtes den som værende verdens første krimi. Den er en af de tre Blicher-noveller, som ofte betegnes som de "fire store". De andre er Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, Sildig Opvaagnen og Hosekræmmeren. I 2006 kom "Præsten i Vejlbye" med på Kulturministeriet Kulturkanon blandt i alt 12 litterære værker.

Komposition

Steen Steensen Blicher har skrevet "Præsten i Vejlbye" som en krimi inden genren egentligt var fastlagt.

Novellen er opbygget som en egentlig krimi, selv om den er skrevet længe før denne genres regler blev fastlagt og også nogle år tidligere end Edgar Allan Poe skrev sine første kriminalhistorier. Kompositionen omfatter en forbrydelse, en opklaringsfase, nogle tvetydige spor, en domfældelse og en overraskende pointe. Ved at anvende dagbogsformen med en registrerende fortæller i centrum, får fremstillingen en karakter af pålidelighed, idet fortælleren forventes at fremstille det forløb, han eller hun virkelig har iagttaget. Læseren må derfor være indstillet på, at dagbøger ikke altid er helt troværdige på grund af skribentens begrænsede indsigt eller langsomme opfattelsesevne. Det er imidlertid normalt ikke ”tilladt” direkte at lyve om faktiske hændelser i en dagbog, fordi læseren vil føle sig bedraget, ikke blot af fortælleren, men også af forfatteren. Derimod må læseren acceptere, at selvbedrag kan forekomme.

Historisk baggrund

Hovedtårnet på Kalø Slot, hvor Søren Jensen Quist sad fanget, og senere inspirerede Steen Steensen Blicher til "Præsten i Vejlbye".

Historien i "Præsten i Vejlbye" blev inspireret af præsten Søren Jensen Quists retssag, der foregik i Grenaa i 1626. Sagen omhandlede en landarbejder og kusk ved navn Jesper Hovgaard, som havde arbejdet for Quists præstegård, og som på uforklarligvis var forsvundet i 1607. 15 år senere, i 1622 var der blevet fundet menneskeknogle ved præstegården. Der var mistanke om at de stammede fra Hovgaard, og der begyndte at versere rygter om, at pastor Quist havde myrdet ham. Der blev kørt en officiel retssag mod Quist på Kalø Slot, hvor han havde siddet fanget. To mænd, der havde en forhistorie med uvilje mod Quist, vidnede mod ham, og bekræftede, at han havde myrdet Hovgaard i et raserianfald mens han var fuld. Quist blev fundet skyldig og blev henrettet ved halshugning den 20. juli 1626. I 1634 fandt Quists søn, der nu var blevet præst i Vejlby, ud af, at vidnerne var blevet betalt for at givet falsk vidneudsagn og at der således var blevet begået justitsmord mod hans far. De to mænd blev henrettet for mened i 1634.

Handling

I indledningen til dagbogen fremgår det, at Erik Sørensen er meget stolt af udnævnelsen til herredsfoged og han påkalder sig Guds hjælp til at udføre hvervet, som også indebærer at rejse anklager mod mistænkte for forbrydelser. Herefter udtrykker han sin opfattelse af to af de personer, som er helt centrale for den videre handling:

"Den Morten Bruus er mig ret en modbydelig Person - jeg veed neppe selv hvorfor; men naar jeg seer ham, rinder mig Noget, ligesom en slem Drøm, isinde; men saa dunkelt og utydeligt, at jeg ikke engang kan sige, om jeg nogensinde haver drømt om ham."

"I dag var jeg i Besøg hos Præsten i Vejlbye. Det er vist en gudfrygtig og brav Mand; men myndig og opfarende: han taaler ingen Modsigelse; og knap tillige paa Skillingen, det er han."

Morten Bruus er en storbonde, som ifølge oplysninger, herredsfogedens har erfaret fra landsbysladderen, har friet til præstens datter Jomfru Mette. Besøget hos præsten skyldes, at Erik Sørensen selv er forelsket i præstedatteren. Han svæver derfor i en rus af lykke, da han erfarer, at hun har nægtet at gifte sig med Morten Bruus. Ved et nyt besøg i præstegården opdager Erik Sørensen, at præsten har ansat Niels Bruus, Mortens bror og ifølge dagbogen en upålidelig karl." Hans bekymring for, at denne ansættelse kan føre til problemer for præsten, forsvinder dog )i alt fald midlertidigt, da det lykkes ham at få præstens tilladelse til at blive forlovet med hende, ligesom hun selv er villig til at indgå denne forlovelse.

"Den Dag igaar har været den allerglædeligste i mit Liv; da stod mit Jagilde i Vejlbye Præstegaard. Min tilkommende Svigerfader talte over de Ord: "Jeg har givet min Pige i din Barm." 1ste Mos. Bog 16,5. Han lagde det ret bevægeligt ud, hvorlunde han nu vilde overdrage mig sin kjereste Skat her paa Jorden, og at jeg for alle Ting maatte være god imod hende (Det vil jeg, saa sandt hjælpe mig Gud!)".

Kort efter begynder tingene dog at gå skævt for herredsfogeden. Niels Bruus har haft et skænderi med præsten, som endte med, at præsten stak sin karl en lussing og slog ham en gang med en spade. Kort efter forsvinder Niels sporløst, ifølge forlydender i landsbyen efter endnu et skænderi med præsten." Samtidig med, at han forbereder sig på bryllyppet og køber en guldring til sin forlovede, spekulerer han over karlens forsvindingsnummer og præstens tiltagende dårlige humør." Blot tre uger før brylluppet skal stå, tager det sagen en fatal drejning, da Morten Bruus sammen med flere vidner, officielt anklager præsten for at have slået Niels ihjel." Nu må han udføre sin embedspligt og nødtvunget efterforske, om hans kommende svigerfader virkelig har har dræbt sin karl. Det værste vidnesbyrd kommer fra en kvinde, der har hørt præsten sige til karlen:

"Jeg skal slaae din Hund, Du skal ligge død for mine Fødder!"

Herredsfogeden svinger herefter mellem at håbe på, at han kan bevise præstens uskyld og at tynges af frygt for, at han er nødt til at dømme præsten, blandt andet fordi et vidne har set ham i haven sent på aftenen blot iført nattøj. En stor del af handlingen er herefter koncentreret om, hvorledes Erik Sørensen forsøger at løse sit dilemma. Præsten gentager sin forklaring om, at han har slået Niels med spaden under skænderiet, men han fastholder, at slaget ikke dræbte karlen, som selv løb bort.

Morten Bruus' indblanding i opklaringen og de fremlagte indicier tvinger nu herredsfogeden til at rejse sagen. Hans dilemma bliver understreget af hans løbende vurdering af de to modstandere. Han finder Morten Bruus direkte frastødende, men ser også nogle negative egenskaber hos præsten, blandt andet præstens opfarende karakter. Under retsforhøret fremtvinger Morten Bruus, at der graves efter liget på det sted, hvor vidner har set præsten den fatale aften, og der findes nær præstegården et lig i begyndende forrådnelse. Det er ikke til at genkende i den henfaldne tilstand, men det har ifølge broderen Niels' tøj på. Præsten bedyrer sig uskyld, men siger, henvendt til Erik Sørensen:

"Trøst min Datter! og tænk paa, at det er eders Fæstemøe!", hvor til Sørensen bemærker: "Neppe havde han sagt dette, før jeg hørte et Skrig og et Fald bag ved mig - det var min Kjereste; hun laae der daanet paa Jorden - Gud give, vi havde ligget Begge saaledes, og aldrig opvaagnet meer!"

Denne episode henleder herredsfogedens opmærksomhed bort fra undersøgelsen af liget, og han når blot at konstatere, at der er et frygteligt sår i hovedet.

Herefter er det herredsfogedens opgave at pådømme sagen, og i retten gentager vidnerne deres påstande, uden at Erik Sørensen, der nu fortryder at han af hovmod har søgt embedet, finder noget, der taler til præstens forsvar.

Herredsfogeden forsøger flere udveje af dilemmaet, men føler sig tvunget af omstændighederne til sidst nødt til gennemføre retssagen. Da præsten bliver konfronteret med vidnerne, erkender han, at han er søvngænger og muligvis har nedgravet liget i søvne. Den stærkt religiøse præst overbeviser sig selv om, at det er Guds straf for tidligere synder, som han fået ham til (ubevidst) at begå forbrydelsen. Herredsfogeden er igen i et uløseligt dilemma, da hans forlovede indtrængende beder ham om at redde sin fars liv. Som en sidste bøn minder hun ham om, at han har lovet præsten at tage hende til sin barm. I stedet, siger hun, "gennemborer I min barm". Som en sidste udvej tilbyder Erik Sørensen nu at hjælpe præsten til at flygte fra arresten, men det ønsker præsten ikke.

Herredsfogeden må nu gøre sin pligt og gennemføre den endelige sagsfremstilling, hvor præsten på baggrund af vidneudsagnene mod ham - og hans delvise tilståelse - idømmes dødsstraf. Herredsfogeden ser ikke anden udvej, idet der må bødes "liv for liv". Denne vurdering må være moralsk; for på denne tid var tyende underlagt herskabets revselsesret, så der har været en juridisk mulighed for i alt fald at idømme en mild straf for forseelsen..

Præsten bliver herefter halshugget, og herredsfogeden bliver opsøgt af sin forlovede. Han er sengeliggende, uden at det oplyses, hvilken sygdom han lider af. De sidste ord, han skriver i sin dagbog, er følgende:

"Farvel, min Hjerteven!" sagde hun jo: "jeg forlader Eder uden Nag; thi I gjorde kun eders strænge Pligt; men nu farvel|! for vi sees aldrig meer." - Hun gjorde Fredens Tegn over mig - Gud skjænke mig dog snart den evige Fred!"

Sagens videre forløb belyses af to korte optegnelser fra præsten i Aalsø. Den første, nedskrevet kort efter præstens henrettelse omhandler især præstens sidste dage før han fandt sin endelige trøst og gjorde bod. Det fremgår, at herredsfogeden er så alvorligt syg, at han næppe kan overleve, mens præstens datter er i Aalsøpræstens varetægt.

Den anden optegnelse, som er nedskrevet 21 år senere, er skrevet af Aalsøpræsten, kort efter at denne havde truffet Niels, som ikke var død af slaget, men sammen med sin bror havde planlagt, at han skulle flygte ud af landet, hvorefter broderen ville anklage præsten for drab. De havde fundet et nylig begravet lig, iklædt det Niels' tøj og begravet det i et hjørne af præstens have. Motivet var Mortens had til præsten, fordi denne havde afslået hans frieri til datteren.

Planen lykkedes altså, men efter de mange års forløb valgte Niels at vende hjem til sit fødeland, således at sandheden om "drabet" blev afsløret.

Analyser og kritik

Fortælleteknik

Blicher bruger en jeg-fortæller, og det bliver langsomt afsløret, at han mangler afgørende informationer på vigtige tidspunkter i forløbet. Han fremstår derfor – i alt fald delvis – utroværdig. Teknikken har Blicher benyttet i tidligere noveller, bl.a. "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" og "Sildig Opvaagnen". Herved overlades mere til læserens fantasi end vanligt på Blichers tid. Efter Søren Baggesens Blicher – afhandling er "Præsten i Vejlbye" – og flere af Blichers andre noveller – anerkendt som en forløber, eller ligefrem en del af Det Moderne Gennembrud. Der opstår flere dramatiske højdepunkter, når Erik Sørensen på grund af sine følelser, fortrænger betydningen af vigtige informationer. Da præsten erkender, at han slået Niels med en spade under deres skænderi, men nægter at have dræbt ham, vælger herredsfogeden at opfatte drabet som en affekthandling, som er djævelens værk. I Søren Baggesens disputats, der er det hidtil mest omfattende videnskabelige værk om Blicher, omtales genren som "realistisk skæbnefortællinger". Dette uddyber han med, at personerne vikles ind i uundgåelige situationer, hvor..:

”Skæbnen er mønstret i det, vi mennesker kalder tilfældighed.”

Flere af Blichers værker, inklusive i "Præsten i Vejlbye" er skrevet som tragisk realisme.

Blichers værker er derfor udtryk for en tragisk realisme. De noveller, som bliver betragtet som Blichers bedste, handler om menneskelig ulykke, der er uden for den enkeltes kontrol. Baggesen påpeger også, som noget nyt i Blicher–fortolkningen, at mange af novellerne indeholder en fortælleposition, hvor den, der beretter begivenhederne, enten misforstår, fortrænger eller fortier væsentlige dele af begivenhedsforløbet, hvilket netop karakteriserer både Erik Sørensen og- gennem dennes skildring- præsten. Virkningen er ifølge Baggesen:

"'Men ved at lade denne mand være totalt uforstående over for forløbets egentlige betydning opnår forfatteren at tvinge læserens interesse delvis bort fra personerne og over på begivenhederne selv." I løbet af fortællingen opstår der derfor et særligt spændingsfelt, hvor læseren får mulighed for at undersøge tegn på, at fortælleren efterhånden erkender sin rolle. Den Blicherske novelle har således flere fortællelag; at læse den er, som at "skrælle et løg".

I løbet af fortællingen opstår der et særligt spændingsfelt, hvor læseren får mulighed for at undersøge tegn på, at fortælleren efterhånden erkender sin rolle. Han opdager imidlertid ikke selv, at han er direkte medvirkende til et justitsmord, fordi han ikke blot er juridisk, men også menneskeligt uerfaren. I "Præsten i Vejlbye" kommer sandheden først til udtryk i efterskriftet, og det er usandsynligt, at herredsfogeden selv har indset sin fejltagelse. Både han selv, præsten og hans forlovedes tolkning af begivenhederne er styret af en Gudsfrygt og skæbnetro, som forhindrer dem i at se, "at det er menneskelig nederdrægtighed, der fra det skjulte har styret hele forløbet". Et af de skjulte spor, som hererdsfogeden overser, ligger gemt i to af vidneudsagnene. To kvinder fortæller, at de om dagen har hørt præsten og karlen i et skænderi, men at de ikke kunne se noget, kun høre skænderiet, da "diget var for højt og hækken for tæt!" Vidnet Jens Larsen hævder i forbindelse med Morten Bruus' arrangerede graven i præstegårdshaven, at han har set præsten i haven sent på aftenen. Den klare uoverensstemmelse mellem vidneudsagnene efterforsker Erik Sørensen ikke. Hans opmærksomhed henledes også fra sagen i flere afgørende situationer, fordi han koncentrer sig om at bekymre sig om præstens eller sin forlovedes sindstilstand. Et godt eksempel er, da hans forlovede besvimer under opgravningen af liget. Ligeledes fastholder præsten både før og efter sin tilståelse, at Niels Bruus var "løbet af plads" uden at der sættes en undersøgelse i gang af, hvornår han i givet fald var vendt tilbage.

Kritik

Blicher mente selv, at hans værker var underkende og misforståede af "det litterære establishment". Kritikernen J.N. Madvig karakteriserede de fortællinger, der beskæftiger sig med mindre idylliske temaer, for at være af relativt ringe kvalitet, og han var ikke begejstret for Præsten i Vejlbye, men han var positiv stemt overfor de noveller, der var idylliske egnsfortællinger – en stilart, som senere blev betegnet som Biedermeier-traditionen. Madvig fremhævede også det jyske lune, der præger disse fortællinger. Derfor er det omstridt, hvorvidt samtidens anmeldere generelt var hårde i deres bedømmelse af Blicher som "det dårlige selskab". Under alle omstændigheder var han populær blandt læserne, og 1. oplag af førsteudgaven af hans samlede værker fra 1832 blev hurtigt udsolgt.

Jeppe Aakjærs tre-bindsværk fra 1904 ændrede tolkningen af Blicher.

I en længere periode efter Blichers død blev hovedvægten hos kritikerne lagt på de biografiske træk i Blichers forfatterskab. I 1904 udkom Jeppe Aakjærs tre-bindsværk med mere end 1.000 sider om Blicher, hvilket markerede en ændring i tolkningen af Blicher. Aakjær gendrev den biedermeierske læsning af Blicher og fremhævede Blichers evne til at beskrive tragiske menneskeskæbner, med reference til Blichers eget tragiske livsforløb. Hans Brix anskuede derimod de dystre træk ved noveller som Præsten i Vejlbye som udtryk for Blichers indsigt i den menneskelige natur og seksualitet. Efter 1920, hvor Sigmund Freuds Det ubevidste blev oversat til dansk, fremhævede anmelderne i stigende grad det psykologiske element i novellerne.

Søren Baggesens disputats et det hidtil mest omfattende videnskabelige værk om Blicher. Han fastlægger først genren for de blicherske noveller, der betegnes som realistiske skæbnefortællinger, hvor personerne vikles ind i uundgåelige skæbnebestemte situationer. Analysen her bygger på den forståelse, at:

”Skæbnen er mønstret i det, vi mennesker kalder tilfældighed.”

Blichers værker kan derfor bedst beskrives som tragisk realisme. Hans bedste noveller handler om menneskelig ulykke, der er uden for den enkeltes kontrol.

Autenticitet

I 1982 udgav historikeren Robert Nielsen en bog, hvor han på baggrund af retslige dokumenter og andre kilder konkluderede, at Søren Jensen Quist havde dræbt Jesper Hovgaard, fordi denne havde et forhold til præstefruen. I 2016 tog Mogens Møller tråden op i en anden bog, hvor han gennemgår de overleverede dokumenter minutiøst. Han påpeger, at selv om kuskens forsvinden fandt sted 27. eller 28. september 1607, var det først i 1625, at sagen blev realitetsbehandlet ved retten. Hovedvidnet, Jep Skade, bevidnede, at han havde set præsten overfalde Hovgaard, men præstefamilien satte tvivl om påstanden, fordi han under forhøret var usikker på tidspunktet. Alligevel blev han dømt, men blandt andet på grund af hans embede som præst blev der ført en appelsag, som førtes for Rigsrådet. At præsten blev dømt og henrettet, selv om vidnerne mod ham var almuefolk, er et indicium for hans skyld. Ved en appelsag, hvor hans søn søgte oprejsning for sin faders "navn og ære". Jep Skade tilstod her, at hans første forklaring havde været falsk, og derfor fik præsten og hans familie oprejsning. Tilståelsen, som førte til dødsdom over Jep Skade blev dog afgivet under tortur, og den er derfor ifølge Møllers rekonstruktion ubrugelig.

Kanonisering

Forfatteren Jens Christian Grøndahl med i den komite, som udvalgte de litterære værker til Kulturkanonen i 2006.

I 2006 blev "Præsten i Vejlbye" en af de tolv litterære værker, som er en del af kulturkanonen, som blev lanceret af den daværende kulturminister Brian Mikkelsen Komiteen som udvalgte "Præsten i Vejlbye" bestod af professor Finn Hauberg Mortensen (formand), professor Erik A. Nielsen, forfatter Mette Winge, forfatter Claes Kastholm Hansen, forfatter Jens Christian Grøndahl, og de begrundede deres valg med at:

"Fortællingen, som er et meget tidligt eksempel på en dansk kriminalfortælling, er virtuost komponeret og den frygtelige pointe dygtigt skjult, fordi den troskyldige dagbogsskriver ikke har haft panisk fantasi nok til at forestille sig det anslag, han og de andre er genstand for. Stilen lyser af elegisk smerte og uhyggeligt fortættet drama, og fortællingen er svær at ryste af sig."”:

Begrundelsen er ledsaget af et citat: ”Blicher er ikke bare den første af den danske litteraturs store fortællere, han er en af de få tragiske digtere, den danske litteratur overhovedet har”.

Filmatiseringer

Novellen er i tidens løb blevet filmatiseret tre gange:

• Præsten i Vejlby (film fra 1922) – stumfilm af August Blom. Regnes som mest tro mod originalversionen.
• Præsten i Vejlby (film fra 1931) – af George Schnéevoigt. Regnes som Danmarks første tonefilm.
• Præsten i Vejlby (film fra 1972) – af Claus Ørsted.

Referencer

Noter

Henvisninger

Litteratur

• Baggesen, Søren (1965). Den blicherske novelle. Odense Universitetsforlag. ISBN 978-87-78381-18-7. {{cite book}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)
• Borup-Jensen, Thorkild (2011). St. St. Blicher - en kanonforfatter. København: Dansklærerforeningens Forlag. ISBN 788779-965256. {{cite book}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp); Tjek |isbn=: length (hjælp)
• Nielsen, Robert (1982). Jalousidramaet i Vejlby : om en af Danmarkshistoriens mest omstridte kriminalgåder. Forlaget Klerken. ISBN 87-88237-00-1. {{cite book}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)
• Mogens, Møller (2016). Præsten i Vejlby og hans søn - ofre eller mordere? (1 udgave). København: Forlaget BOD. ISBN 978-87-71704-73-0. {{cite book}}: |access-date= kræver at |url= også er angivet (hjælp)

Eksterne henvisninger

• Arkiv for Dansk Litteratur
• Arkiv for Dansk Litteratur, Præsten i Vejlby, Arkiv for dansk litteratur, ss. 268-288 i Steen Steensen Blichers værker Hentet den 19. december 2016</ref>