Giovanni Pierluigi da Palestrina

Palestrina.

Giovanni Pierluigi da Palestrina var en italiensk komponist fra renæssancen.

Liv og gerning

Han blev født omkring år 1525 i den lille by Palestrina, hvorfra han har sit navn. Han tog til Rom som ung, hvor han uddannede sig måske hos organisten Robin Mallapert og boede og arbejdede der det meste af sit liv.

Ikke før år 1544 blev han organist og korleder i sin hjemby I 1547 blev han gift med Lucrezia Gori, og allerede tre år senere i 1550, var han så berømt, at han fik arbejde ved Cappella Giulia (en del af det sixtinske kor) som korleder. Fire år efter denne ansættelse skrev han sin første samling messer, inspireret af Cappella Giulia-korets messer.

Han var mellem 1550 og 1555 ansat i selve det Sixtinske Kapel, men en ny pave mente ikke, at en gift mand var det Sixtinske Kapel værdig, og afskedigede ham. Efter han havde mistet arbejdet, blev han kapelmester i to af Roms vigtigste kirker, St. Johannes Lateran (1555-1560) og St. Maria Maggiore (1561-1566). I 1566 sagde han op i St. Maria Maggiore.

I 1564 begyndte kardinal Ippolito 2. d’Este at interessere sig for Palestrinas musik og spurgte, om han kunne have lyst til at skrive musik til hans hof. Det gjorde han, til han blev musiklærer på Seminario Romano. I 1571 vendte han tilbage til Cappella Guilia. I 1577 blev han bedt skrive salmer (under opsyn af Trent-rådet, det romerske kirkeråd).

Hans kone Lucrezia Gori døde under influenzaepidemien i 1580. Året året efter giftede han sig med en rig pelshandlerske Virginia Dormoli. Det ægteskab hjalp ham ud af finansielle problemer, og hun sikrede sig berømmelse. Inden han døde i 1594, offentliggjorde han yderligere 16 samlinger musik.

I sine messer fokuserede og legede han altid meget og meget forsigtigt med dissonanser, som han lod sig fascinere af. Pga. de mange salmer og hymner han skrev til salmebøger, var hans latinske tekster altid velovervejede og tydelige. Det ses bl.a. af hans mest kendte stykke "Missa Papae Marcelli".

Han og Orlando di Lasso regnes for tidens største komponister. Han skrev hovedsageligt kirkelig vokalmusik og vurderes navnlig højt for sine messer.

Han har skrevet 104 messer, over 250 motetter og andre kortere stykker til kirkelig brug samt to madrigalbøger og Missa Papae Marcelli (Marcellus-messen) fra 1567.

Palestrinas musik

Statue af Palestrina.

Størstedelen af Palestrinas produktion er sakral, heraf udgøres størstedelen af messer. Hans værkliste omfatter ialt 105 messer, som kan inddeles i tre grupper:

1. Cantus firmus-messer, som bygger på en melodi hentet fra en gregoriansk koral eller en profan vise. Denne melodi anvendes i oprindelig skikkelse eller omformes rytmisk eller melodisk (såkaldt parafrasemesse).
2. Parodi- (eller transkriptions-) messer, som udgår fra et tidligere eksisterende polyfont værk (komponistens eget eller en andens) som en motet, madrigal eller chanson.
3. Frimesser (Missa Sine nomine), som bygger helt på nyt materiale af komponisten selv.

Palestrinas øvrige sakrale værker omfatter blandt andet cirka 250 motetter samt hymner, magnificat, åndelige madrigaler med mere. Foruden kirkelige værker skrev Palestrina også et antal profane madrigaler. En stor del af Palestrinas værker blev trykt og udgivet i hans levetid eller lige efter hans død. Udgivningstakten voksede under den senere del af hans liv, hvor tillige tidligere upublicerede ungdomsværker blev udgivne. Hans værker spredtes gså til større kirker via afskrifter, der ikke altid var godkendte af ham selv.

Et af de store spørgsmål i forbindelse med den katolske kirkemusik, som blev debatteret i 1500-tallet, var musikkens forhold til teksten. En vigtig milepæl i denne diskussion var det tridentinske kirkemøde i midten af århundredet. Der fastsloges, at teksten klart skulle kunne opfattes, og at musikken skulle understøtte teksten. Polyfonin var i denne situation udsat og truet med bandlysning i kirkerne. Palestrina præsenterede sin løsning på problemet med kombinationen af polyfoni og tydeligt præsenteret tekst i blandt andet Marcellus-messen (Missa Papae Marcelli). Han var her tilbageholdende med at lade forskellige tekststavelser lyde samtidigt i adskilte stemmer, og tenderede til at synkronisere stavelsernes diktion i forskellige stemmer. Marcellus-messen blev en slags model för den efterfølgende kirkemusik.

Palestrina fik tillige - sammen med Annibale Zoilo - til opgave af pave Gregorius XIII at revidere melodierne i Gradualen. Arbejdet forblev ufærdigt og færdiggjördes i 1614 af de to kompoisters elever Francesco Soriano og Felice Anerio. Gradualen fra 1614, kaldet Medicæa eftersom den blev bekostet af Medici, forblev i anvendelse frem til 1908.

Palestrinas stil præges af en stræben efter harmoni og balance. Melodierna bevæger sig oftest skridtvis og større spring undgås. Gentagelser og sekvenser undgås. Det tilstræbes, at alle stemmer i en musikalsk sats skulle have melodiske kvaliteter. Palestrina er tillige meget bevidst i sin anvendelse af dissonanser. Studier af hans stil er blevet et almindeligt indslag ved uddannelsen i kontrapunkt for komponister.

Værker

• Missa Papae Marcelli (1567; dediceret til pave Marcellus II)
• Missa brevis (1570)
• Missa sine nomine
• Stabat mater

Noter

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Giovanni Pierluigi da Palestrina