Kartoffelkuren

Kartoffelkuren er den populære betegnelse for et finanspolitisk indgreb under Schlüters regering i 1986, oprindelig navngivet af en journalist efter indførelsen i forbindelse med efterårsferien (kartoffelferien). Kartoffelkuren bestod af en række tiltag, der skulle reducere privat forbrug og låntagning og dermed forøge samfundets netto-opsparing. To af de vigtigste elementer var en afgift på 20 % på renter af forbrugslån samt indførelsen af tvungne mixlån ved finansiering af boligkøb. gfhf Baggrunden var den overophedning af dansk økonomi, der fandt sted i 1986, med store lønstigninger på arbejdsmarkedet, og hvor Danmark oplevede sit største underskud på betalingsbalancen nogensinde. Regeringen skiftede derfor kurs og slog bremserne i. Med kartoffelkurens indførelse i 1986 blev det dyrere at låne til forbrug og boligbyggeri for den danske befolkning.

Selve kartoffelkuren havde mest symbolsk og psykologisk betydning. Tiltagene varede kun i kort tid. Afgiften på forbrugslån blev således afskaffet igen i 1989 med tilbagevirkende kraft for 1988, og mixlånene blev fjernet i 1993. Begrebet bruges imidlertid som symbol på den samlede meget stramme økonomiske politik i årene 1986-93. 1987-skattereformen (vedtaget i 1986) reducerede rentefradraget for højindkomstgrupper fra 73 til 50 %, og sammen med en generelt kontraktiv finanspolitik markerede disse tiltag starten på de såkaldte "syv magre år", en længere periode med lavvækst og stigende ledighed. Den svage efterspørgsel, herunder også et lavt investeringsniveau bl.a. som følge af en kraftig nedgang i boligbyggeriet, og en stigning i opsparingen medførte, at Danmark i 1990 for første gang i mange år fik overskud på betalingsbalancen. Men prisen var, at ledigheden steg til et rekordhøjt niveau i efterkrigstiden: knap 14 % i januar 1994.

Der blev gennemført stram lønpolitik for offentligt ansatte, således at lønstigninger blev begrænset til 2% pa. Da kontantlån til fast ejendom typisk var forrentet med omkring 24%, svarende til de foregående års inflationsniveau. Dette medførte naturligvis en del konkurser og mange tomme huse ejet af kreditforeningerne. Kreditforeningernes tab blev kompenseret ved at forhøje bidragene for de der stadig betalte af på deres lån. Dertil indledtes en ny praksis med inddrivelse af gæld udover de pantsatte bygninger.