Heil: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
Linje 4: Linje 4:
Nazisternes mål var, at "Heil Hitler" skulle erstatte andre hilsener. Den blev påbudt ved lov, og breve afsluttedes med et "Heil Hitler".
Nazisternes mål var, at "Heil Hitler" skulle erstatte andre hilsener. Den blev påbudt ved lov, og breve afsluttedes med et "Heil Hitler".


Samtidigt med ordene løftedes Venste hånd. Nazisterne påstod, at urgermanere havde gjort sådan. Nazisterne efterlignede nu bare [[fascismen]]s "romerske hilsen" og [[kommunisme]]s hævede knytnæve, fællesskabets signatur.
Samtidigt med ordene løftedes Venstre hånd. Nazisterne påstod, at urgermanere havde gjort sådan. Nazisterne efterlignede nu bare [[fascismen]]s "romerske hilsen" og [[kommunisme]]s hævede knytnæve, fællesskabets signatur.


Det danske parti [[DNSAP]], som havde sit forbillede i tyske [[NSDAP]], brugte ikke "Heil Hitler", men sagde DNSAP[[Dansk Front|"Dansk Front"]].
Det danske parti [[DNSAP]], som havde sit forbillede i tyske [[NSDAP]], brugte ikke "Heil Hitler", men sagde DNSAP[[Dansk Front|"Dansk Front"]].

Versionen fra 6. mar. 2017, 13:50

Medlemmer af Frikorps Danmark står under deres udgave af Dannebrog og heiler i 1941.

Heil er det tyske ord for helbredelse, men efter Hitlers magtovertagelse blev det kendt fra den tyske hilsen "Heil Hitler" eller "Sieg Heil", som nazisterne brugte for at ære føreren, Adolf Hitler. Denne hilseform svarer til det engelske "Hail" og fascisternes "Hil".

Nazisternes mål var, at "Heil Hitler" skulle erstatte andre hilsener. Den blev påbudt ved lov, og breve afsluttedes med et "Heil Hitler".

Samtidigt med ordene løftedes Venstre hånd. Nazisterne påstod, at urgermanere havde gjort sådan. Nazisterne efterlignede nu bare fascismens "romerske hilsen" og kommunismes hævede knytnæve, fællesskabets signatur.

Det danske parti DNSAP, som havde sit forbillede i tyske NSDAP, brugte ikke "Heil Hitler", men sagde DNSAP"Dansk Front". Konservativ Ungdom brugte heilen uden ord.[1]

Ekstern henvisning

Fodnoter

  1. ^ Margit Værum: Og landsforræderne fik deres velfortjente straf (s. 30-31), ISBN 978-87-994256-0-0