Vollsmose: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
m Gendannelse til seneste version ved Pelle Hansen, fjerner ændringer fra 89.239.198.42 (diskussion | bidrag)
kk
Linje 27: Linje 27:
|sogn =
|sogn =
<!-- Billede -->
<!-- Billede -->
|billede = http://ekstrabladet.dk/migration_catalog/article3838956.ece/IMAGE_ALTERNATES/p900/30310034%20-%2021_08_2012%20-%20BRIX%20NICOLAI
|billede = Vollsmose housing.jpg
|billedbredde = 300
|billedbredde = 300
|billedtekst = Almennyttige boliger i Vollsmose
|billedtekst = Almennyttige boliger i Vollsmose

Versionen fra 9. maj 2017, 11:04

Vollsmose
Odense
Overblik
Bydel: Vollsmose
Postnr.: 5240
Kommune: Odense
Indbyggertal bydel: 9.238 (2017)
Almennyttige boliger i Vollsmose
Almennyttige boliger i Vollsmose
Almennyttige boliger i Vollsmose
Oversigtskort

Vollsmose er en bydel, som ligger 3 kilometer nordøst fra Odense centrum langs Odense Å mod Odense Fjord. Området består af almennyttigt boligbyggeri, hvor der bor omkring 9.300 mennesker på 2 km², hvilket er en meget høj befolkningstæthed sammenlignet med resten af Odense Kommune. Odense har en befolkningstæthed på 630 indbyggere per km².

Bydelen har siden 1990'erne været kendt i hele Danmark på grund af den megen omtale af områdets kriminalitet og høje andel af indvandrere. Vollsmose er i dag Odenses tredje største kendetegn efter H.C. Andersen og Odense Boldklub (OB), men stadigvæk med negativt fortegn.

Etymologi

Ifølge Kulturministeriets Stednavneudvalg, som er landets øverste myndighed i sager vedrørende danske stednavne, er stednavnet Vollsmose ikke korrekt.[1] Denne uautoriserede stavemåde er, af ukendte årsager, indført og brugt af Odense Kommune fra omkring 1964, hvor planen om nybyggeriet blev vist frem for pressen af borgmesteren. Planen var dengang Odenses prestigeprojekt, og den blev benævnt Vollsmoseplanen.[2]

Den af Kulturministeriets Stednavneudvalgs autoriserede stavemåde er Voldsmose (på gammel dansk Woldsmose). Dette bygger på stednavnet anført i områdets markbog fra 1682. Markbøger er fortegnelser over landsbyers marker med angivelse af, hvortil de hører, deres navne og lignende. Navnet Voldsmose er officielt ikke blevet ændret, og det ville også kræve en godkendelse fra Stednavneudvalget. Uanfægtet af dette faktum bruger Odense Kommune, samt andre offentlige myndigheder, næsten udelukket Vollsmose som stednavn.

Woldsmose stednavnets oprindelse findes sandsynligvis i et sammensat ord af gammel dansk wold (af oldnordisk vǫllr) der betyder mark eller græsbevokset areal samt ordet mose.[3] Alternativt er der også mulighed for at ordet har sin oprindelse i ordet wold (nu stavet vold), for en langagtig forhøjning af jord eller sten til brug som forsvarsanlæg samt ordet mose.[4] Denne forklaring vil dog kun være mulig i tilfælde af, at området blev navngivet i sprogperioden kendt som ældre nydansk, der strækker sig fra 1525 til 1700. Da markbogen der angiver stednavnet er fra 1682, er dette muligt, men der er i nutiden ingen spor af en sådan forsvarsvold.

Historie

Vollsmose blev opført med cirka 1500 boliger i 1967 (de tre afdelinger langs Åsumvej). Siden da er der bygget til med cirka 1350 boliger i 1972-1974 (de tre afdelinger langs Vollsmose Allé) og cirka 740 boliger i 1978-1981 (afdelingerne langs Kertemindevej).[5] Baggrunden for at bygge Vollsmose-kvarteret var heftig boligmangel i Odense.

Området består i dag af i alt ni boligafdelinger. Vollsmose blev bygget som et resultat af 1960'erne og 1970'ernes boligpolitik. Arbejderen skulle have en ordentlig bolig, så man ville skabe et område med mange muligheder, som han skulle bruge udenfor arbejdstiden: børnehave, skole, bolig, supermarked. Man lavede hele området lukket for trafik, hvilket var meget usædvanligt. Tanken var, at børnene skulle kunne lege frit. I dag vil man ændre det, så man kan køre ind på området.

I 2000 vedtog Odense Byråd en helhedsplan for området, som skulle rette op på grundlæggende problemstillinger. Odense Kommune i samarbejde med Socialministeriet og Landsbyggefonden har siden 2001 iværksat massiv investering i bydelen til ombygning af de fysiske rammer og sociale tiltag med beboerindragelse, den særlige Vollsmose indsats eller helhedsplan.[6] I 2001 påbegyndtes det såkaldte Kvarterløft-projekt i Vollsmose.

I 2006 kom bydelen på landets forsider i forbindelse med terrorsagen fra Vollsmose, hvor tre mænd efterfølgende blev idømt langvarige fængselsstraffe for at have planlagt terror.[7] I 2007 fik kvarteret sin første folketingskandidat, da den tidligere beboerforeningsformand og kendte samfundsdebattør fra Bøgeparken, Asmaa Abdol-Hamid, stillede op for Enhedslisten. Den 21. august 2012 kom det til store uroligheder på skadestuen på Odense Universitetshospital, da omkring 60 personer stormede skadestuen. De ledte efter en skudsåret ung mand, der var bragt til skadestuen efter en Eid-fest i Vollsmose.[8] Sagen eksploderede i medierne og flere politikere var ude og tage skarp afstand fra episoden. Daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt udtalte: "Det her er ikke forenelig med den måde, vi gør tingene på i Danmark".[9]

Beskrivelse

Søerne i Vollsmoseområdet er tidligere tørvemoser, der nu indgår det rekreative område.

Vollsmose har også en del rekreative og natur områder omkring mosen og søerne og langs Odense Å. Bydelen har Kertemindevej og Åsumvej langs to sider af Firkanten, som området også kaldes, og Vollsmose Allé og Ejbygade langs de to andre. Ejbygade benyttes mere efter Odins Bro over Odense Kanal som åbnede i 2014.

Områdets parker hedder langs Vollsmose Allé Birkeparken, Bøgeparken, Egeparken, og langs Åsumvej Fyrreparken, Granparken og Lærkeparken, og haverne Hybenhaven, Slåenhaven og Tjørnehaven. Parkerne består mest af etageblokke med 4, 7 eller 13 etager, og haverne består kun af rækkehuse. Bøgeparken er den største park med ca. 450 lejligheder og 1.600 beboere. De i alt 3.500 almene lejeboliger i Vollsmose ejes af de to odenseanske boligorganisationer: Civica og Fyns Almennyttige Boligselskab (FAB).

Ved Fyrreparken finder man en tidligere tørvemose, som blev gravet ud på den måde, at man går ned via en stor spiral langs hullets vægge.

Indbyggertallet er 11.249 (2017) i Vollsmose Sogn og 16.000 i postdistrikt 5240 Odense NØ, der omfatter områder udenom Firkanten Vollsmose. Den første generation af beboere i Vollsmose var mest etniske danskere. Men i løbet af 1970’erne kom der mange tyrkiske gæstearbejdere til. Der bor folk af 80 forskellige nationaliteter i Vollsmose. Den største gruppe på 29 procent er fra Danmark. Den anden er Libanon med 16 procent, mens den tredje er både Somalia og Irak med 13 procent hver (tal fra 2012).[10] 73 procent af beboerne er indvandrere eller efterkommere af indvandrere, herunder 68 procent fra ikke-vestlige lande.[11] Det betyder blandt andet, at der tales mere end 80 forskellige sprog i bydelen. 54% af beboerne er under 30 år, 51,2% af de 18-64-årige er hverken i arbejde eller under uddannelse og 3,17% af beboerne er dømt for lovovertrædelser.[12] Bydelen er af staten klassificeret som et "særligt udsat alment boligområde".

Odense Kommune har placeret sit ydelsescenter og et sundhedscenter i Egeparken. Sundhedscentret drives i samarbejde med professor Morten Sodemanns indvandrermedicinske klinik på Odense Universitetshospital. I området findes den arkitektoniske moderne Vollsmose Kirke, som er opført i 1975, Børnebyen, to folkeskoler: Abildgårdskolen og H.C. Andersen Skolen, Camp U (forskellige studie- og ungdomsorienterede tiltag), Butikscentret, Vollsmose Torv (tidligere Center Øst) med Vollsmose Bibliotek og forsamlings-, medborgerhuset Vollsmose Kulturhus, Vollsmose Svømmehal, Boldklubben 1909, en moské, Ældrecenter Østerhøj og Nærpoliti Vollsmose.

Fremtidens Vollsmose

Byudviklings- og infrastrukturplanen ’Fremtidens Vollsmose’ er en omfattende plan for, hvordan Vollsmose fysisk skal tage sig ud i fremtiden. Den overordnede idé med planen er at forandre Vollsmose fra at være et lukket boligområde til at være en bydel, som skal hænge bedre sammen med resten af Odense. Infrastrukturplanen er en realisering af Kvarterplanen, som blev godkendt i december 2013 af Odense Byråd. Den bygger på de analyser og planer, der er blevet udarbejdet om Vollsmoses problemkompleks fra 1999 og frem til i dag og understøtter de strategiske mål for Vollsmoses udvikling, som Odense Byråd besluttede den 12. december 2012. Et af de strategiske mål er, at Vollsmose skal gå fra at være et boligområde til at være en bydel i Odense.[13]

Planen er, at der skal skabes bedre forbindelse til, fra og igennem Vollsmose med nye gader, byrum og stisystemer. Derudover er der politisk opbakning til en letbane, der går fra Odense Zoo til Odense forstaden Seden – blandt andet igennem Vollsmose. Landsbyggefonden har reserveret 220 millioner kroner til de nye gader, byrum og stisystemer i Vollsmose. Odense Kommune støtter også op omkring projektet og har foreløbigt afsat 45 millioner til byudviklingen. Ligeledes investerer boligorganisationerne i bydelens udvikling.[14]

Medier

Tidligere havde parkerne hver deres blad. Med Helhedsplan-erne har Vollsmose har fået egne medier; Vollsmose Avisen, som udkommer hver anden uge og bliver husstandsomdelt i området samt til Skibhuskvarteret som indstik i Skibhus Avisen, hjemmesiden, www.vollsmose.dk, der indeholder en net-tv del. Disse medier hører under Mediehus Vollsmose, som har lokale i Vollsmose Kulturhus, som ligger ovenover Vollsmose Bibliotek på Vollsmose Torv. Borgerjournalister producerer frivilligt artikler til hjemmeside og avis og filmer til net-tv´et.

Redaktør for Vollsmose Avisen er pr. august 2010 Thomas Juhl Bruun. Leder af mediehuset var Benthe Vestergård, der samtidig var pressechef for Vollsmose, men hvem den nye er, vides p.t. ikke. Den næste fire-års runde er lige begyndt juni 2012 med nye stab og planer, men den kommer til at hedde Vollsmosesekretariatet lige som første gang i 2001.

Litteratur

Referencer

  1. ^ IndvandreNET- Landsorganisationen for Indvandrere og Flygtninge. Artikel Det er med "d"
  2. ^ Historiens Hus, Odense – Om Vollsmose
  3. ^ Ordbog over det danske Sprog – Om Vold 1
  4. ^ Ordbog over det danske Sprog – Om Vold 2
  5. ^ 70 nationaliteter: 9259 beboere i Vollsmose, Fyens Stiftstidende, 23. august 2012
  6. ^ Odense kommune – Finansiering af indsatsen
  7. ^ Terrordomme blev skærpet i Højesteret, Kristeligt Dagblad, 11. april 2008
  8. ^ Dømt for angreb på skadestue, DR, 09. jan. 2013
  9. ^ Morten Eggert (20. nov. 2012). "Vollsmoses hospitalsbøller går fri - kun tre sigtes". BT.
  10. ^ 70 nationaliteter: 9259 beboere i Vollsmose, Fyens Stiftstidende
  11. ^ Fakta om Vollsmose, Vollsmose.dk, hentet 08-05-2017
  12. ^ Adam Hvidt (23. apr. 2017). "Vollsmose: Fra byplanlæggeres drøm til kriminel ghetto". Ekstra Bladet.
  13. ^ Infrastrukturplan - Fremtidens Vollsmose, Vollsmose.dk, hentet 08-05-2017
  14. ^ Vollsmose kommer til at se anderledes ud i fremtiden, Vollsmose Sekretariatet, hentet 08-05-2017

Eksterne henvisninger

Koordinater: 55°24′30″N 10°26′00″Ø / 55.40833°N 10.43333°Ø / 55.40833; 10.43333