Domstolen (øverste instans): Forskelle mellem versioner
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer |
m Robot: Konverterer nøgne referencer, ved hjælp af ref navne for at undgå dubletter, se FAQ |
||
Linje 5: | Linje 5: | ||
De øvrige to instanser i EU-Domstolen er [[Retten i Første Instans|Retten]] og [[Personaleretten]]. |
De øvrige to instanser i EU-Domstolen er [[Retten i Første Instans|Retten]] og [[Personaleretten]]. |
||
Domstolen har én [[dommer]] pr. medlemsstat samt 11 generaladvokater. Dommere og generaladvokater udpeges af medlemsstaternes regeringer for en periode på seks år med mulighed for genvalg, og dommerne vælger en formand iblandt sig for en treårig periode, jf. TEF artikel 223.<ref name="EUROPA-EU">https://europa.eu/european-union/about-eu/institutions-bodies/court-justice_da</ref> |
Domstolen har én [[dommer]] pr. medlemsstat samt 11 generaladvokater. Dommere og generaladvokater udpeges af medlemsstaternes regeringer for en periode på seks år med mulighed for genvalg, og dommerne vælger en formand iblandt sig for en treårig periode, jf. TEF artikel 223.<ref name="EUROPA-EU">[https://europa.eu/european-union/about-eu/institutions-bodies/court-justice_da EUROPA - Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) | Europæiske Union<!-- Bot genereret titel -->]</ref> |
||
{| border=0 cellpadding=2 cellspacing=2 width=60% |
{| border=0 cellpadding=2 cellspacing=2 width=60% |
||
|----- bgcolor=lightgrey |
|----- bgcolor=lightgrey |
Versionen fra 4. jun. 2017, 22:03
Denne artikel omhandler den øverste instans af EU's dømmende organ, EU-Domstolen. For organet behandlet samlet, se Den Europæiske Unions Domstol
Domstolen er den øverste instans af Den europæiske unions domstol (EU-Domstolen), et af EU's syv centrale organer.
De øvrige to instanser i EU-Domstolen er Retten og Personaleretten.
Domstolen har én dommer pr. medlemsstat samt 11 generaladvokater. Dommere og generaladvokater udpeges af medlemsstaternes regeringer for en periode på seks år med mulighed for genvalg, og dommerne vælger en formand iblandt sig for en treårig periode, jf. TEF artikel 223.[1]
Periode | Formand | Land | |
1952–1958 | Massimo Pilotti | Italien | |
1958–1964 | Andreas Matthias Donner | Holland | |
1964–1967 | Charles Léon Hammes | Luxembourg | |
1967–1976 | Robert Lecourt | Frankrig | |
1976–1980 | Hans Kutscher | Tyskland | |
1980–1984 | Josse Mertens de Wilmars | Belgien | |
1984–1988 | John Mackenzie-Stuart | Storbritannien | |
1988–1994 | Ole Due | Danmark | |
1994–2003 | Gil Carlos Rodriguez Iglesias | Spanien | |
2003–2015 | Vassilios Skouris | Grækenland | Spanien |
2015–nu | Koen Lenaerts | Belgien | |
Source: "The Presidents of the Court of Justice". European NAvigator. Hentet 2007-07-13. {{cite web}} : Cite har en ukendt tom parameter: |coauthors= (hjælp)
|
Disse kan afgøre sager i afdelinger af tre, fem eller tretten dommere eller i plenum (alle) alt efter sagens vigtighed. Dommerne skal være uafhængige og må ikke tage hensyn til deres egen medlemsstats interesser. Sagerne afgøres ved en afstemning blandt dommerne, som ikke bliver offentliggjort. Dette er en vigtig garanti for dommernes uafhængighed, idet man undgår, at regeringerne, der udpeger dommerne, får indirekte indflydelse på sagers udfald ved ikke at genudpege dommere, der stemmer til ulempe for sin medlemsstat.
Fodnoter
Spire Denne artikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |