Kolkhoz: Forskelle mellem versioner
LA2 (diskussion | bidrag) |
LA2 (diskussion | bidrag) genomför enhetlig stavning av kolkhos |
||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
''' |
'''Kolkhos''' ({{lang-ru|колхо́з}}, ''коллективное хозяйство'') var [[kollektivbrug]] i det tidligere [[Sovjetunionen]]. Det første kolkhos blev startet den [[5. januar]] [[1930]]. Medlemmerne i en kolkhos blev kaldt for kolkhosnik og kolkhosnitsa (''колхозник'', fem. ''колхозница''). |
||
Ordet er en sammentrækning af коллекти́вное хозя́йство som betyder "kollektivhushold" og oversættes også gerne som "kollektivbrug". Kollektivjordbrug findes blandt andet i [[Israel]] ([[kibbutz]]), [[Kina]] og i visse lande i den [[tredje verden]]. |
Ordet er en sammentrækning af коллекти́вное хозя́йство som betyder "kollektivhushold" og oversættes også gerne som "kollektivbrug". Kollektivjordbrug findes blandt andet i [[Israel]] ([[kibbutz]]), [[Kina]] og i visse lande i den [[tredje verden]]. |
||
== Sovjetunionen == |
== Sovjetunionen == |
||
De første |
De første kolkhoser blev organiserede på initiativ af [[Stalin]] i begyndelsen af 1930-talet, og i 1936 var kollektiviseringen af landbruget stort set gennemført. Da arbejdede 90 % af Sovjetunionens bønder på 250.000 kolkhoser. Formelt var kollektivbruget en frivillig sammenslutning af bønder i en by eller en gruppe byer. Bønderne slog sig sammen og dyrkede jorden i fællesskab under en valgt komité ledet af en valgt formand. De enkelte familier behold et lille jordstykke omkring huset og nogle få dyr. I realiteten skete kollektiviseringen ofte under tvang. Medlemmerne i en kolkhos fik som løn en del af gårdens totale indkomst i henhold til det antal dage, de arbejdede. I hvert distrikt indrettede staten en maskin- og traktorstation, MTS, som stillede maskiner med betjening til rådighed for kollektiverne mod betaling i penge eller varer. Hver kolkhos var pålagt at leverere en bestemt mængde jordbrugsvarer til staten til videre forsælgning. |
||
Gennem sammenlægninger og en vis overgang til statsdrift mindskede antallet af |
Gennem sammenlægninger og en vis overgang til statsdrift mindskede antallet af kolkhoser. De statsejede ”[[sovchos]]er” disponerede i 1980-erne over større arealer end kollektivbrugene. MTS-erne nedlagdes efter 1959, og deres opgaver blev overtaget af kolkhoserne. I 1991 fandtes der 29.000 kollektivbrug i Sovjetunionen, og de nye republiker, som opstod efter Sovjetunionens opløsning, har i varierende grad privatiseret jorden. |
||
== Østeuropa == |
== Østeuropa == |
||
| Linje 15: | Linje 15: | ||
== Eksterne henvisninger == |
== Eksterne henvisninger == |
||
*[http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108127 "Kolkhos"], ''Den Store Danske'' |
|||
*[https://snl.no/kollektivbruk "Kollektivbrug" |
*[https://snl.no/kollektivbruk "Kollektivbrug"], ''Store norske leksikon'' |
||
{{Autoritetsdata}} |
{{Autoritetsdata}} |
||
Versionen fra 26. jul. 2017, 13:58
Kolkhos (russisk: колхо́з, коллективное хозяйство) var kollektivbrug i det tidligere Sovjetunionen. Det første kolkhos blev startet den 5. januar 1930. Medlemmerne i en kolkhos blev kaldt for kolkhosnik og kolkhosnitsa (колхозник, fem. колхозница).
Ordet er en sammentrækning af коллекти́вное хозя́йство som betyder "kollektivhushold" og oversættes også gerne som "kollektivbrug". Kollektivjordbrug findes blandt andet i Israel (kibbutz), Kina og i visse lande i den tredje verden.
Sovjetunionen
De første kolkhoser blev organiserede på initiativ af Stalin i begyndelsen af 1930-talet, og i 1936 var kollektiviseringen af landbruget stort set gennemført. Da arbejdede 90 % af Sovjetunionens bønder på 250.000 kolkhoser. Formelt var kollektivbruget en frivillig sammenslutning af bønder i en by eller en gruppe byer. Bønderne slog sig sammen og dyrkede jorden i fællesskab under en valgt komité ledet af en valgt formand. De enkelte familier behold et lille jordstykke omkring huset og nogle få dyr. I realiteten skete kollektiviseringen ofte under tvang. Medlemmerne i en kolkhos fik som løn en del af gårdens totale indkomst i henhold til det antal dage, de arbejdede. I hvert distrikt indrettede staten en maskin- og traktorstation, MTS, som stillede maskiner med betjening til rådighed for kollektiverne mod betaling i penge eller varer. Hver kolkhos var pålagt at leverere en bestemt mængde jordbrugsvarer til staten til videre forsælgning.
Gennem sammenlægninger og en vis overgang til statsdrift mindskede antallet af kolkhoser. De statsejede ”sovchoser” disponerede i 1980-erne over større arealer end kollektivbrugene. MTS-erne nedlagdes efter 1959, og deres opgaver blev overtaget af kolkhoserne. I 1991 fandtes der 29.000 kollektivbrug i Sovjetunionen, og de nye republiker, som opstod efter Sovjetunionens opløsning, har i varierende grad privatiseret jorden.
Østeuropa
I de østeuropæiske lande blev kollektiviseringen gennemført efter 2. verdenskrig efter sovjetisk mønster med undtagelse af Polen, hvor jordbruget var overvejende privat, men er senere stort set afviklet. År 2014 meddelte Hvideruslands præsident Alexander Lukasjenko, at han agtede at indføre en ny lov, som forbyder arbejdere på kollektivjordbrug (cirka 9% af den totale arbejdsstyrke) at bytte arbejde og bosted uden tilladelse fra guvernøren. Loven sammenlignes med livegenskab af Lukasjenko selv.[1][2]
Noter
- ^ "Lukashenka promises "serfdom" in villages". 2014.(engelsk)
- ^ "Pańszczyzna u Łukaszenki. Prezydent Białorusi chce zakazać kołchoźnikom odchodzić z pracy". Gazeta Wyborcza. 2014.
Eksterne henvisninger
- "Kolkhos", Den Store Danske
- "Kollektivbrug", Store norske leksikon