Forskel mellem versioner af "Polarlys"

Spring til navigation Spring til søgning
Ingen ændring i størrelsen ,  for 3 år siden
→‎Dag- og natpolarlys: Stavefejl undersøkes -> undersøges
(→‎Dag- og natpolarlys: Stavefejl undersøkes -> undersøges)
Når de magnetisk ladede partikler i solstormene passerer Jorden, fæster de sig til magnetfeltet på Jordens bagside. På grund af deres enorme hastighed (over tre millioner km i timen) vil magnetfeltet strækkes som en [[elastik]]. [[Svalbard]] er det bedste sted i verden for at observere [[solvind]]en koble sig på Jordens magnetfelt. I december og januar, nå det er bælgmørkt på Svalbard, kan man observere fænomenet med optiske [[kamera]]er fra Kjell Henriksen-laboratoriet <ref>http://kho.unis.no/</ref> udenfor [[Longyearbyen]] og [[radar]]stationen Eiscat <ref>https://www.eiscat.se/</ref> lige ved. Når elastikken er spændt maksimalt, slår den tilbage med enorm energi mod Jorden, og trænger langt ned i atmosfæren, til 100 km over Jorden hvor '''natpolarlyset''' opstår. Derfor er dette langt stærkere end dagpolarlyset - 10 til 100 gange kraftigere. Stærkest lyser natpolarlyset på 70 grader nord (som [[Tromsø]]), mens dagpolarlyset sees klarest på 80 grader nord (som Svalbard). <ref>Yngve Vogt: "Elleve raketter skal avsløre mysteriene i atmosfæren", ''Forskningsmagasinet Apollon'' nr 3/2017 (s. 50), [[Universitetet i Oslo|UiO]]</ref>
 
Solstormene varmer atmosfæren op. Da natpolarlyset opstår dybt nede i atmosfæren, holder [[lufttryk]]ket ovenpå den opvarmede luft på plads som i en trykkoger. Men højere oppe, hvor dagpolarlyset varmer atmosfæren op, er der intet til at forhindre den opvarmede luft i at stige til vejrs. Dagpolarlyset danner dermed en gigantisk luft[[fontæne]], som er 50.000 km høj, og pumper 300 tons oxygen ud i [[universet]] i løbet af et døgn. Forskerne ved ikke, hvordan [[energi]]en i luftpumpen kan blive så kraftig, at luftmolekyler undslipper Jordens [[gravitation]]sfelt og forsvinder i universet. Et sted i luftfontænen, mindst 600 km over Jorden, må der ske en energiforvandling, der får luftpartiklernes hastighed til at stige, og det er en [[bølgeenergi]]. For at undslippe Jordens tyngdefelt må partiklerne have en fart på 11 km i sekundet. Fænomenet kan ikke undersøkesundersøges med radarmålinger hverken fra Jorden eller fra [[satellit]]ter. I dag bremser luftfontænernes modstand satellitterne, så de falder ned i bane, og behøver [[brændstof]] for at få farten op igen. Der eksisterer ingen mulighed for at forudsige, hvornår det sker. Med gode [[Vejrvarsling|rumvejrvarsler]] vil satellitternes levetid kunne forlænges. De fleste svæver i 400-600 kms højde; men selv satellitter i 800 kms højde påvirkes af luftfontænerne. Jo lavere bane, jo større bremseeffekt er der fra luftfontænen. <ref>Yngve Vogt: "Elleve raketter skal avsløre mysteriene i atmosfæren", ''Forskningsmagasinet Apollon'' nr 3/2017 (s. 49-51), [[Universitetet i Oslo|UiO]]</ref>
 
== Nordlys og nordisk mytologi ==
Anonym bruger

Navigationsmenu