Den Russiske Revolution 1905: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
indsat infoboks
småret
Linje 23: Linje 23:
* [[Russisk adel]]
* [[Russisk adel]]
* [[Adelsforsamlingen]]
* [[Adelsforsamlingen]]
----
{{flagikon|Rumænien}} [[Kongeriget Rumænien|Rumænien]]
|part2 = {{flagicon image|Socialist red flag.svg}} [[Revolution (politik)|Revolutionære]]</br>Støttet af:</br>
|part2 = {{flagicon image|Socialist red flag.svg}} [[Revolution (politik)|Revolutionære]]</br>Støttet af:</br>
* [[Russisk slavehandel|Landarbejderne]]
* [[Russisk slavehandel|Landarbejderne]]

Versionen fra 7. okt. 2017, 12:30

Den Russiske Revolution 1905

Dato 22. januar 1905 – 16. juni 1907
(2 år, 4 måneder, 3 uger og 4 dage)
Sted Rusland
Resultat Den kejserlige regerings sejr

• De revolutionære blev slået
Nikolaj II bevarer tronen
Oktobermanifestet
Forfatning vedtaget
• Etableringen af Statsdumæn

Parter
Rusland Den kejserlige regering
Støttet af:

Rumænien Rumænien

Revolutionære
Støttet af:
Ledere
Nikolaj II
Rusland Sergej Vitte
Viktor Tjernov
Lev Trotskij

Den Russiske Revolution 1905 brød ud i januar. Der var ingen leder og den havde ikke nogen klare mål, men regnes som en optakt til 1917-revolutionen.

En mislykket krig mod Japan øgede presset på samfundet. Revolutionen blev udløst 22. januar 1905, da en præst (George Gapon) førte en demonstration på 200.000 mennesker mod zar Nikolaj 2.s palads i Sankt Petersborg, for at få ham til at gribe ind mod de høje fødevarepriser, som krigen havde medført. Zarens soldater åbnede ild mod folkemassen, og mange blev dræbt, der er uenighed om antallet af dræbte, men det var formentlig mellem 100 og 400 mennesker. Dagen er senere blevet kaldt Den Blodige Søndag.

Begivenheden udløste strejker, bondeoprør og mytteri i hær og flåde, og i efteråret 1905 gik arbejderne i generalstrejke. Strejken blev organiseret af sovjetten (arbejderrådet) i Sankt Petersborg. Dele af Østersøprovinserne, blandt andet Estland, faldt i oprørernes hænder, og opstanden blev godt modtaget i Finland.

Oprøret blev slået ned, men zaren måtte modvilligt gå med til en begrænset demokratisering af landet. Revolutionen viste, at der var brug for forandringer. For at hindre nye oprør tillod zaren i 1906 valg til en rådgivende nationalforsamling, Dumaen, hvor nogle få havde stemmeret, og censuren blev lettet en smule.

For Finlands vedkommende betød opstanden, at zaren, der også var Finlands storfyrste, i 1906 måtte acceptere, at landet fik Europas mest demokratiske landdag. De finske kvinder var de første kvinder i Europa, der fik valgret til en parlamentarisk forsamling.

Se også

Eksterne henvisninger