Anne Boleyn: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
link
en svedesygdom ???
Linje 80: Linje 80:
Der findes forskellige udtalelser fra lærde og historikere om, hvor dyb Annes hengivenhed var for reformationen. Og om hun måske kun fulgte den af personlig ambition, og hvor meget hun havde at gøre med Henriks brud med paven. George Wyatt siger, at han fra en af hendes tidligere hofdamer, [[Anne Gainsford]], havde hørt, at det var Anne, der fik Henriks opmærksomhed henledt på en kætterlov, måske Tyndales ”The Obedience of the Christian Man” eller Simon Fish' ”Supplication for Beggars”, som anbefalede monarker at tøjle den katolske kirkes ondskab. Yderligere kan man i Ives' biografi læse, at Anne meget vel kunne have haft en vækkelse i sin ungdom, som ansporede hende, ikke blot som katalysator, men også som den, der fremskyndede Henriks reformation, selv om processen tog en årrække.
Der findes forskellige udtalelser fra lærde og historikere om, hvor dyb Annes hengivenhed var for reformationen. Og om hun måske kun fulgte den af personlig ambition, og hvor meget hun havde at gøre med Henriks brud med paven. George Wyatt siger, at han fra en af hendes tidligere hofdamer, [[Anne Gainsford]], havde hørt, at det var Anne, der fik Henriks opmærksomhed henledt på en kætterlov, måske Tyndales ”The Obedience of the Christian Man” eller Simon Fish' ”Supplication for Beggars”, som anbefalede monarker at tøjle den katolske kirkes ondskab. Yderligere kan man i Ives' biografi læse, at Anne meget vel kunne have haft en vækkelse i sin ungdom, som ansporede hende, ikke blot som katalysator, men også som den, der fremskyndede Henriks reformation, selv om processen tog en årrække.


I [[1528]] brød en svedesygdom ([[pest]]) ud med stor kraft. I [[London]] var dødeligheden stor, og hoffet blev spredt. Henrik forlod London af frygt for sygdommen og skiftede hyppigt bopæl for at formindske risikoen. Anne Boleyn trak sig tilbage til Boleyn-familiens [[Hever Castle]], men fik alligevel sygdommen, og hendes svoger, [[William Carey]], døde af den. Henrik sendte sin egen læge til Hever Castle for at passe hende, og hun overlevede. Det blev hurtigt den store besættelse for Henrik at få ægteskabet med Katharina annulleret, og han satte sin lid til en direkte appel til pavestolen, uden om kardinal [[Thomas Wolsey]], som han i første omgang holdt det hemmeligt for. I [[1527]] sendte kongen sin sekretær, William Knight, til [[Pave Clemens 7.]] for at søge om [[annullering]] med begrundelse i dispensationen fra [[Pave Julius 2.]], der var på et forkert grundlag.
I [[1528]] brød en [[pest]]epidemi ud med stor kraft. I [[London]] var dødeligheden stor, og hoffet blev spredt. Henrik forlod London af frygt for sygdommen og skiftede hyppigt bopæl for at formindske risikoen. Anne Boleyn trak sig tilbage til Boleyn-familiens [[Hever Castle]], men fik alligevel sygdommen, og hendes svoger, [[William Carey]], døde af den. Henrik sendte sin egen læge til Hever Castle for at passe hende, og hun overlevede. Det blev hurtigt den store besættelse for Henrik at få ægteskabet med Katharina annulleret, og han satte sin lid til en direkte appel til pavestolen, uden om kardinal [[Thomas Wolsey]], som han i første omgang holdt det hemmeligt for. I [[1527]] sendte kongen sin sekretær, William Knight, til [[Pave Clemens 7.]] for at søge om [[annullering]] med begrundelse i dispensationen fra [[Pave Julius 2.]], der var på et forkert grundlag.


Paven blev holdt fange i Rom af [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] som følge af erobringen af Rom i maj 1527, og den udsendte Knight havde svært ved at få foretræde for paven. Han måtte vende tilbage uden den ønskede dispensation. Henrik havde nu intet andet valg end at lægge sagen i hænderne på [[Wolsey]], der gjorde alt, hvad han kunne for at sikre en beslutning i Henriks favør. Wolsey gik så langt som til at indkalde en kirkelig domstol i England med en speciel udsending, Lorenzo Campeggio, fra paven til at afgøre sagen. Men paven havde aldrig givet ham beføjelser til at træffe en beslutning, og da paven stadig blev holdt som gidsel af Karl 5., der var dronning Katharinas nevø, kom der brev om, at paven forbød Henrik at indgå et nyt ægteskab, før en beslutning var truffet i Rom, og ikke i England.
Paven blev holdt fange i Rom af [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] som følge af erobringen af Rom i maj 1527, og den udsendte Knight havde svært ved at få foretræde for paven. Han måtte vende tilbage uden den ønskede dispensation. Henrik havde nu intet andet valg end at lægge sagen i hænderne på [[Wolsey]], der gjorde alt, hvad han kunne for at sikre en beslutning i Henriks favør. Wolsey gik så langt som til at indkalde en kirkelig domstol i England med en speciel udsending, Lorenzo Campeggio, fra paven til at afgøre sagen. Men paven havde aldrig givet ham beføjelser til at træffe en beslutning, og da paven stadig blev holdt som gidsel af Karl 5., der var dronning Katharinas nevø, kom der brev om, at paven forbød Henrik at indgå et nyt ægteskab, før en beslutning var truffet i Rom, og ikke i England.

Versionen fra 23. okt. 2017, 09:27

Anne Boleyn
Valgsprog:
”The most happy” (Den mest lykkelige)
Dronning af England
Regerede 28. maj 153317. maj 1536
Ægtefælle Henrik 8. af England
Børn Elizabeth 1. af England
Far Thomas Boleyn
Mor Elizabeth Boleyn
Født mellem 15011507
Død 19. maj 1536

Anne Boleyn (født enten i 1501 eller i 1507 – død den 19. maj 1536) var 1533-1536 dronning af England, efter Henrik 8. af England fik sit ægteskab med Katharina af Aragonien annulleret. Hun var datter af Thomas Boleyn og hans hustru Elizabeth Boleyn og søster til Mary Boleyn og George Boleyn.

Som barn blev hun sendt til Holland og Frankrig som led i sin uddannelse, og hun var hofdame hos dronning Claude af Frankrig. Hun vendte tilbage til England i slutningen af 1521, hvor hun blev hofdame for dronning Katharina.

Kong Henriks interesse for Anne blev vakt omkring 1526, men Anne havde intet ønske om at blive endnu en af Henriks elskerinder: hun ville være dronning. Henriks begær efter Anne blev ikke mindre af den grund, og Henrik var stærkt opsat på at få ægteskabet med Katherina af Aragonien annulleret, men Pave Clemens 7. tillod det ikke. Henrik brød derfor med den Romerskkatolske kirke og grundlagde Den engelske kirke, hvor han var overhovedet.

Anne fik titel af Marquess af Pembroke, en sjælden udnævnelse for en kvinde. Den 25. januar 1533 blev hun gift med Henrik 8., og den 7. september fødte hun den senere dronning Elizabeth 1. af England. Thomas Cranmer, den nyudnævnte ærkebiskop af Canterbury, erklærede i maj ægteskabet mellem Henrik og Katharine for ugyldigt og ægteskabet mellem Anne og Henrik gyldigt.

Anne blev kronet som dronning af England den 1. juni 1533, men da hun som Katharina af Aragonien ikke formåede at skænke kongen den ønskede søn, blev det begyndelsen på hendes undergang. Der blev rejst anklager mod hende, og selv om beviserne ikke var overbevisende, blev hun dømt til døden for ægteskabsbrud, blodskam og højforræderi. Hun blev henrettet i Tower of London den 19. maj 1536.

Begyndelsen

Anne Boleyn var datter af Thomas Boleyn senere jarl af Wiltshire og jarl af Ormond og hans hustru Elizabeth Boleyn, og hun voksede op på Hever Castle i Kent sammen med sine søskende, Mary og George. Hendes far var en respekteret diplomat med et godt sprogøre, og han blev sent på mange diplomatiske rejser af kong Henrik 8. af England.

Manglende kirkebøger har gjort det umuligt at fastslå Annes præcise fødselsdato. Samtidige kilder har flere forskellige datoer. En italiensk historieskriver fra 1600 tallet forslå år 1499, mens Thomas More, svigersøn til William Roper, hævder, at det er meget senere: i 1512. De mest sandsynlige år er 1501 eller 1507. Det er ligeså umuligt med hendes søskende. Men historikere er i dag sikre på, at Mary Boleyn var ældre end Anne, hvilket Marys efterkommere også mente, da hendes oldebarn i 1596 krævede titlen som jarl af Ormond, som går til den ældste. Mary var også den første til at indgå ægteskab, og det var typisk den ældste datter, der blev gift først. Deres bror George Boleyn menes at være født omkring 1504.

Debatten fokuserer på 1501 og 1507. Den engelske historikere Eric Ives foretrækker 1501, mens Retha Warnicke en amerikaner, der har skrevet en biografi om Anne Boleyn, hævder 1507. Et brev fra Anne omkring 1514 er et vigtigt bevis for hendes alder. I brevet, som er skrevet på fransk, er sendt til hendes far i England, mens Anne var i Holland i færd med at uddanne sig under Margaret af Østrig. Ives hævder, at stilen og håndskriften i brevet tyder på, at Anne var omkring 13, mens Warnicke påstår, at stavefejlene og de grammatiske formuleringer typer på, at det var skrevet af et barn. Derudover var mindstealderen for en ny hofdame omkring 12. Ives bliver støttet af papirer fra slutningen af 1600-tallet, der bekræfter, at Anne var 20, da hun vendte tilbage fra Frankrig.

Blandt Annes forfædre var en borgmester i London, en hertug, en jarl, to aristokratiske fruer og en ridder. Borgmesteren, Geoffrey Boleyn, havde været en manufakturhandler og købmand, før han blev borgmester. Boleynfamilien stammede fra Blickling i Norfolk ca. 24 kilometer fra Norwich. Da Anne blev født, var familien Boleyn en del af det aristokratiske miljø, og hun var mere adelig end den senere dronning Jane Seymour.

Efternavnet Boleyn er stavet på mange måder: Bullun, på grund af familiens våbenskjold med et tyrehoved. Margaret af Østrig skrev hendes navn Boullan, og hun selv underskrev sig som Anna de Boullan. Bolina er latin og kan ses på mange portrætter af hende.

Holland og Frankrig

Henrik 8.s diplomat Thomas Boleyn havde mange beundrere som Margaret af Østrig, datter af kejser Maximilian 1.. Hun regerede Holland på sin fars vegne og blev så imponeret over Boleyn-familien, at hun tilbød Anne en plads i sin husholdning. En pige skulle mindst være 12 for at få en sådan plads, men Anne kan muligvis have været yngre, da Margaret omtalte hende som ”la petite Boulin” (den lille Boulin). Anne gjorde et godt indtryk i Holland med sine gode maner og lærenemhed. Margaret skrev til hendes forældre, at hun var: så præsentabel og behagelig til trods for sin unge alder, at jeg er mere dig tak skyldig, end du er til mig[1]. Anne var i Holland hos Margaret fra foråret 1513 til hendes far arrangerede, at hun skulle ledsage Henrik 8.s søster Maria Tudor til Frankrig for at blive gift med Ludvig 12. i oktober 1514.

I Frankrig blev Anne hofdame først for dronning Maria og så for Claude af Frankrig, som hun tjente i næsten syv år. I dronning Claudes husholdning færdiggjorde hun sin uddannelse som hofdame og udviklede en sans for mode, religionsfilosofi, fransk kultur og etikette. Det skulle komme til udtryk i det engelske hof.

Der findes en del skriftlige kilder om hendes udseende: hun skulle have været relativ smuk. Marino Sanuto, der så Anne sammen med kong Henrik 8. i Calais i oktober, 1532, beskriver hende som:” ikke en af de smukkeste kvinder i verden; hun er middelhøj, mørklødet hud, lang hals, brede mund, ikke meget bryst … øjne der er sorte og smukke”. Simon Grynée skrev til Martin Bucer i september, 1531, at Anne var:” ung, så god ud, med en temmelig mørk teint[2]. Lancelot de Carles beskrev hende som:” smuk med en elegant figur[3], hvilket en venetianer i 1528 var enig i. Den katolske præst og polemiker Nicolas Sanders, der gav Anne skylden for at Henrik havde brudt med den romerskkatolske kirke, skrev i 1586 at:” Anne Boleyn var rimelig høj med sort hår og et oval ansigt med gusten teint, som var hun plaget af gulsot. Det siges, at hun havde en fremspringende tand under overlæben, og på hendes højre hånd seks fingre. Hun havde en fremtrædende vene under hagen, og for at skjule den bar hun højhalsede kjoler ... Hun var smuk at se på, med en smuk mund[4]. Selvom hans beskrivelse af Anne var fiktion har den dog været basen i de moderne udgaver af Anne.

Annes erfaring og opvækst i Frankrig kan være årsag til hendes kristendom med grundlag i renæssancens humanisme. Mens hun senere fik den reformistiske holdning, at pavedømmet havde en korrumperende indflydelse på kristendommen, kunne hendes konservative tendenser ses i hendes hengivenhed for Jomfru Maria. Annes ophold i Frankrig sluttede i 1521, da hendes far kaldte hende hjem til England, og hun sejlede fra Calais i januar 1522 [5].

Ved Henriks hof

Anne blev hentet hjem til England for at indgå ægteskab med sin irske fætter, James Butler, der var adskillige år ældre end hende og opholdt sig ved det engelske hof. Ideen om ægteskab opstod da den gamle jarl af Ormond døde i 1515. Hans arvinger var Margaret Boleyn og Anne St. Leger. I Irland protesterede Piers Butler mod det og forlangte titlen til sig selv, mens Thomas Boleyn mente, at den rettelig tilhørte ham. Kong Henrik blev indblandet i striden, og da han var bange for en borgerkrig i Irland, bestemte han, at Piers søn, James, skulle indgå ægteskab med Anne Boleyn. Det ville bringe fred i familiestridighederne. Planen blev dog ikke til noget, hvilket måske enten hang sammen med Thomas' ærgerrighed eller hans forhåbninger om et bedre parti for sin datter. James Butler giftede sig senere med Joan Fitzgerald.

Mary Boleyn blev i 1519 hentet hjem fra Frankrig angiveligt på grund af hendes affærer med den franske konge og hans hofmænd, og hun indgik ægteskab i 1520 med William CareyGreenwich, hvor kongen deltog. Kort efter brylluppet blev Mary kongens elskerinde, og rygterne lød, at kongen skulle være far til enten det ene eller begge hendes børn, Catherine Carey og Henry Carey. Kong Henrik anerkendte dem ikke som sine, som han havde gjort med Henry FitzRoy, sin uægte søn med Elizabeth Blount.

Anne gjorde sin debut på Chateau Vert under festspillet, der blev opført til ære for de udenlandske ambassadør den 4. marts 1522, hvor Anne havde rollen som "Udholdenhed", ”Perseverance” [6], og hvor Mary ligesom sin søster havde en rolle som danserinde. Alle var iført hvide satinkjoler broderet med guldtråd. Hun blev hurtig en del af hoffet, hvor hun blev anset som en af de mest stilfulde, og mange mænd kappedes om hendes gunst.

Den amerikanske historiker Retha M. Warnicke beskriver Anne som ”den perfekte kurtisane... hendes holdning var yndefuld, og hendes franske tøj tiltalende og stilfuldt, hun dansede med lethed, havde en behagelig sangstemme, spillede lut og flere andre musikinstrumenter godt, og talte fransk flydende ... En bemærkelsesværdig, intelligent, slagfærdig ung adelskvinde ... der tiltrak folks opmærksomhed i samtaler og derefter morede og underholdt dem. Kort sagt gjorde hendes energi og vitalitet hende centrum for opmærksomhed i enhver social begivenhed[7].

Hun blev især opvartet af den unge Henry Percy, søn af jarlen af Northumberland, og de indgik en hemmelig forlovelse. Alliancen blev dog brudt af Henrys far, der nægtede at anerkende den, og ifølge Cavendish blev Anne sendt væk fra hoffet til familiens landejendom i Kent. Hvor længe vides ikke. Da hun vendte tilbage til hoffet, blev hun hofdame for dronning Katharina af Aragonien.

Kong Henrik faldt for Anne, og han prøvede at forføre hende ligesom de elskerinder, han havde haft, men Anne nægtede at blive en af dem og tog tit til Hever Castle. Men inden et år friede han til hende, og hun sagde ja. De mente, at kongens ægteskab med Katharina ville være opløst om et par måneder. Men paven i Rom nægtede at annullere det, og kongen brød efter afslaget med kirken og grundlagde Church of England, den anglikanske kirke. Henriks kærlighedsbreve til Anne giver grund til at tro, at de ikke havde et seksuelt forhold, mens annulleringen stod på: omkring syv år.

Annulleringen

Henrik 8. af England. Samtidigt portræt, malet af Hans Holbein d. yngre.

Ideen om annullering og ikke skilsmisse fra Katharina har kong Henrik muligvis tumlet med, længe før Anne Boleyn kom på banen og har måske grund i hans store ønske om en arving. Katharina havde ikke formået at bringe en levedygtig søn til verden, og Henrik ville undgå enhver strid om tronfølgen. Katharina var først kommet til England for at ægte Arthur Tudor, men han døde af den engelske svedesot efter et par måneders ægteskab. Derefter var der tvivl om, hvad man skulle gøre med den unge enke, men resultatet blev en dispensation fra paven i Rom, så Henrik kunne indgå ægteskab med sin brors enke. Men Henrik ville bruge det tidligere ægteskab til at få en annullering af ægteskabet, som han mente var forbandet og grunden til, at han ingen sønner havde til tronen.

Anne så en mulighed i Henriks forelskelse og det moralske dilemma. Hun fastslog, at hun kun kunne give sig hen til ham, hvis hun blev hans anerkendte dronning. Hun begyndte at tage Katharinas plads ved hans side i politik og i statsanliggender, men indtil videre holdt hun sig fra hans seng [8].

Der findes forskellige udtalelser fra lærde og historikere om, hvor dyb Annes hengivenhed var for reformationen. Og om hun måske kun fulgte den af personlig ambition, og hvor meget hun havde at gøre med Henriks brud med paven. George Wyatt siger, at han fra en af hendes tidligere hofdamer, Anne Gainsford, havde hørt, at det var Anne, der fik Henriks opmærksomhed henledt på en kætterlov, måske Tyndales ”The Obedience of the Christian Man” eller Simon Fish' ”Supplication for Beggars”, som anbefalede monarker at tøjle den katolske kirkes ondskab. Yderligere kan man i Ives' biografi læse, at Anne meget vel kunne have haft en vækkelse i sin ungdom, som ansporede hende, ikke blot som katalysator, men også som den, der fremskyndede Henriks reformation, selv om processen tog en årrække.

I 1528 brød en pestepidemi ud med stor kraft. I London var dødeligheden stor, og hoffet blev spredt. Henrik forlod London af frygt for sygdommen og skiftede hyppigt bopæl for at formindske risikoen. Anne Boleyn trak sig tilbage til Boleyn-familiens Hever Castle, men fik alligevel sygdommen, og hendes svoger, William Carey, døde af den. Henrik sendte sin egen læge til Hever Castle for at passe hende, og hun overlevede. Det blev hurtigt den store besættelse for Henrik at få ægteskabet med Katharina annulleret, og han satte sin lid til en direkte appel til pavestolen, uden om kardinal Thomas Wolsey, som han i første omgang holdt det hemmeligt for. I 1527 sendte kongen sin sekretær, William Knight, til Pave Clemens 7. for at søge om annullering med begrundelse i dispensationen fra Pave Julius 2., der var på et forkert grundlag.

Paven blev holdt fange i Rom af Karl 5. som følge af erobringen af Rom i maj 1527, og den udsendte Knight havde svært ved at få foretræde for paven. Han måtte vende tilbage uden den ønskede dispensation. Henrik havde nu intet andet valg end at lægge sagen i hænderne på Wolsey, der gjorde alt, hvad han kunne for at sikre en beslutning i Henriks favør. Wolsey gik så langt som til at indkalde en kirkelig domstol i England med en speciel udsending, Lorenzo Campeggio, fra paven til at afgøre sagen. Men paven havde aldrig givet ham beføjelser til at træffe en beslutning, og da paven stadig blev holdt som gidsel af Karl 5., der var dronning Katharinas nevø, kom der brev om, at paven forbød Henrik at indgå et nyt ægteskab, før en beslutning var truffet i Rom, og ikke i England.

Overbevist om, at Thomas Wolseys loyalitet lå i Rom og ikke i England, blev Wolsey i 1529 afskediget fra alle offentlige embeder og sendt i Tower of London. Var han ikke blevet syg og døde i 1530, var han sikkert blevet henrettet for forræderi. Året efter var dronning Katharina forvist fra hoffet, hendes værelser givet til Anne, og Maria 1. af England erklæret for bastard og fjernet fra tronfølgeloven.

Den folkelige støtte havde Katharina dog stadig. Det kom til udtryk en aften i efteråret 1531, hvor Anne var til middag på en herregård ved Themsen, da en skare vrede kvinder marcherede mod herregården, og Anne blev tvunget til at flygte i en båd skjult for skaren. Da ærkebiskop William Warham af Canterbury døde i 1532, blev Boleyn-familiens præst, Thomas Cranmer, med pavelige godkendelse udnævnt til det ærefulde erhverv.

Ægteskabet

Anne Boleyn handlede ofte uafhængigt af sin kommende ægtemand og modtog blandt andre diplomater og talte om udenrigspolitik. Ambassadøren fra Milano skrev i 1531, at det var vigtigt at få hendes godkendelse, hvis man ønskede at påvirke den engelske regering, et synspunkt der underbygges af en tidligere fransk ambassadør i 1529.

Anne Boleyn spillede nu en vigtig rolle i Englands international politik ved at skabe en alliance med Frankrig, og hun skabte en fremragende kontakt med den franske ambassadør, Gilles de la Pommeraie. Anne og Henrik planlagde et møde med den franske konge i Calais i vinteren 1532, hvor Henrik håbede på støtte fra Frans 1. af Frankrig til sit ægteskab med Anne. Henrik gav sin kommende dronning en passende rang: Den 1. september 1532 fik hun som første kvinde nogensinde titlen Marquess af Pembroke. Henrik udførte selv ceremonien. Titlen var typisk for Tudor-familien, da Henriks grandonkel, Jasper Tudor, var jarl af Pembroke.

Annes familie nød også godt af hendes forhold til kongen. Hendes far blev hædret med titlen jarl af Wiltshire, og selv Annes irske fætter blev jarl af Ormond. Ved en storslåede banket for at fejre sin fars nye titel, tog Anne plads ved siden af kongen. Den plads var som regel forbeholdt dronningen. Takket være Anne modtog hendes søster, der var blevet enke, en årlig pension på £100, og Marys søn, Henry Carey, blev uddannet på et prestigefyldt cistercienserkloster.

Turen til Calais blev en politisk triumf, men trods den franske regerings støtte til Henriks nye ægteskab og kong Frans private sammenkomster med Anne, fastholdt den franske konge alliancen med paven, som han ikke ville trodse. Kort efter de var vendt tilbage til Dover, giftede Henrik og Anne sig ved en hemmeligt ceremoni, og hun blev hurtigt gravid. Begivenhederne fulgte nu tæt hinanden: Den 23. maj 1533 erklærede ærkebiskoppen af Canterbury Cranmer ægteskabet mellem Katharina og Henrik ugyldigt. Fem dage senere, den 28. maj, 1533, erklærende han ægteskabet mellem Henrik og Anne gyldigt.

Dronning af England

Katharina blev formelt frataget titlen som dronning, og Anne blev kronet som dronning den 1. juni 1533 ved en storslået ceremoni i Westminster Abbey fulgt af en overdådig festmiddag. Hun var den sidste dronning af England, der blev kronet adskilt fra sin mand. Nyheden om den forstående kroning modtog befolkningen lunkent. Efter traditionen var hun i hvidt med en guldkrone, hvorunder hendes lange mørke hår hang frit. I modsætning til alle andre dronning blev Anne kronet med St. Edwards krone, der tidligere kun var brugt til at krone en regerende monark [9].

Pave Clemens tog omsider skridt til en foreløbig bandlysning af kongen og Cranmer, og han fordømte ægteskab med Anne. I marts 1534 erklærede han, at ægteskabet mellem kongen og Katharina var juridisk bindende og beordrede Henrik til at vende tilbage til hende. Henrik krævede nu sine undersåtters troskab, afviste den pavelig magt og krævede, at Anne Boleyn blev anerkendt som hans dronning. De, der nægtede som Thomas More og John Fisher blev sat i Tower of London. I slutningen af 1534 anerkendte parlamentet Henrik som det eneste overhoved af ”Englands Kirke”. Det gjorde at kirken i England nu ikke var under Roms, men Henriks kontrol.

Arvingen

Efter sin kroning bosatte Anne sig på kongens yndlingsslot i Greenwich, hvor en rolig hverdag ventede hende til fødselen af parrets første barn. Barnet kom et par uger for tidligt den 7. september 1533 mellem klokken 3 og 4 om eftermiddagen. Barnet, en sund lille pige, blev døbt Elizabeth, måske til ære for Henriks mor Elizabeth af York, men Anne begyndte nu at frygte, at Katharinas datter, Mary, der efter hendes mors afsættelse blev betragtet som bastard, skulle blive en trussel for Elizabeth. Henrik beroligede sin kone ved at skille Mary fra hendes vante tjenestefolk og sende hende til Hatfield House, hvortil Elizabeth blev sendt for at vokse op i bedre omgivelser sammen med et betydeligt antal tjenestefolk.

Den nye dronning havde omkring 250 tjenestefolk, hvilket var mere end Katharina havde haft. De spændte lige fra præster til stalddrenge. Der var over 60 hofdamer, der tjente hende og ledsagede hende til officielle begivenheder, og hun havde adskillige præster ansat, der tog sig af hendes skriftemål, bønner, og gav hende religiøse råd. En af dem var Matthew Parker, der blev en vigtig person under Annes datter Elizabeth 1. af Englands regeringstid.

Anne Boleyn regerede over en storslået hof. Hun brugte en overdådige summer på kjoler, smykker, hovedbeklædning, strudsefjervifter, rideudstyr, møbler og ompolstring, for at vedligeholde sin status som førstedame. Talrige slotte blev renoveret så de passede hendes og Henriks ekstravagante smag. Hendes motto var:” Det mest lykkelige”, og hun havde en hvid falk som sin personlige devise.

Fald og henrettelse

Thomas Cranmer. Maleri fra 1545 af Gerlach Flicke.

Kongen og hans nye dronning havde en god periode med ro og hengivenhed. Anne Boleyns skarpe intelligens, politiske indsigt og gode manerer var, hvad kongen søgte i en elskerinde, men anså som uacceptable hos en dronning. Hun skulle engang have talt til sin onkel med ord, der end ikke burde anvendes til en hund. Efter en dødfødsel eller abort så tidligt som julen 1534 begyndte Henrik at diskutere med Cranmer og Cromwell om muligheden for at forlade Anne uden at skulle vende tilbage til Katherina. Men stridighederne mellem regentparret fortonede sig, og parret blev genforenet i sommeren 1535, hvor de var lykkelige, og i oktober var Anne gravid igen. Men Anne var klar over de farer, hun ville være i, hvis hun ikke skænkede kongen en levedygtig søn denne gang.

Den 8. januar 1536 nåede nyheden om Katharina af Aragoniens død kongen og Anne, hvilket de skulle være blevet henrykte over. Næste dag bar Henrik gult, symbolet for glæde i England, og der skulle efter sigende været blevet festet i England over Katharinas død [10]. I Spanien, hjemlandet for Katharina af Aragonien, betød farven gul og sort, sorg [8], hvilket også af denne grund kunne forklare valget af Henriks og Annes beklædning som sorg. Efter Katharinas død prøvede Anne at slutte fred med hendes datter Maria [11], men Maria afviste Annes tilnærmelser, måske på grund af rygter om at Katerina var blevet forgiftet af Anne og / eller Henrik. Disse startede under Katharinas balsamering, da der blev opdaget en sort cirkel om hendes hjerte. Moderne læger er enige om, at det ikke var resultatet af forgiftning, men af kræft i hjertet, hvilket ikke var kendt på det tidspunkt [12].Med Katharinas død var Henrik fri til at kunne gifte sig igen.

Senere samme måned blev kongen slået af sin hest under en turnering og var bevidstløs i et par timer En foruroligende hændelse, som Anne troede førte til hendes abort fem dage senere. Den dag Katharina af Aragonien blev begravet på Peterborough Abbey, aborterede Anne med en baby, der ifølge den kejserlige ambassadør Chapuys:” hun havde båret på omkring tre og en halv måned, og som syntes at være en mandlig barn[13]. For Chapuys betød dette tab begyndelsen på enden af det kongelige ægteskab.

I betragtning af Henriks desperate ønske om en søn har Annes graviditeter tiltrukket sig megen opmærksomhed. Forfatteren Mike Ashley har spekuleret på, om Anne havde haft to dødfødte børn efter Elizabeths fødsel og før fødslen af den mandlige barn, hun mistede i 1536. De fleste kilder vidner kun om fødslen af Elizabeth i september 1533, en mulig abort i sommeren 1534 og aborten af et drengebarn, på næsten fire måneder, i januar 1536. Efter Annes abort erklærede Henrik, at han var blevet forført til at indgå ægteskabet ved hjælp af magi. Hans nye elskerinde, Jane Seymour, flyttede hurtigt ind i de kongelige gemakker, hvilket blev efterfulgt af Annes bror, George Boleyn fik frataget Hosebåndsordenen, der i stedet blev givet til Nicholas Carew.

Sigtelsen

Thomas Cromwell. Samtidigt portræt, malet af Hans Holbein d. yngre.

Ifølge historikeren Alison Weir skulle Thomas Cromwell have planlagt Annes undergang den 20.– 21. april 1536, mens han spillede syg. Annes biograf Eric Ives mener, at hendes fald og henrettelse blev manipuleret af Thomas Cromwell, og samtaler mellem Chapuys og Cromwell angiver Cromwell som lederen af kuppet. Det ses også i de spanske breve fra Chapuys til Karl 5.

Stridigheder mellem Anne og Cromwell om kirkens indtægter og udenrigspolitikken skulle være årsagen. Hun holdt på, at indtægterne skulle deles mellem velgørenhed og uddannelse, og hun stilede mod en fransk alliance. Cromwell insisterede på at fylde kongens slunkne lommer og sine egne og foretrak en imperialistisk alliance. Af disse grunde mener Ives, at Anne Boleyn var blevet en alvorlig trussel mod Thomas Cromwell. Hans biograf John Schofield mener på den anden side, at der ikke var magtkamp mellem Anne og Cromwell, og at der ikke findes ”et spor der kan forbinde Cromwell med en sammensværgelse mod Anne. Cromwell blev involveret i det ægteskabelige kongelige drama, da Henrik beordrede ham på sagen”. Historikeren Retha Warnicke sætter spørgsmålstegn ved, om Cromwell kunne have manipuleret med kongen, eller om Henrik selv har udstedt de afgørende beviser, som hans embedsmænd som herunder Cromwell skulle bruge.

Mod slutningen af april blev en flamsk musiker Mark Smeaton arresteret. Han gjorde tjeneste hos Anne. Han nægtet i første omgang at have være dronningens elsker, men tilstod senere, måske under tortur eller på grund af løfte om frihed. En anden hofmand, Henry Norris, blev anholdt i maj med samme beskyldninger, men da han var aristokrat, blev han ikke udsat for tortur. Forud for anholdelsen var Norris blevet behandlet venligt af kongen, som tilbød ham sin egen hest til brug under May Day festlighederne.

Det virker sandsynligt, at kongen under festen fik meddelelse om Smeatons tilståelse, og kort efter kom arrestordren fra kongen. Norris blev anholdt på festivalen. Han nægtede sig skyldig og svor på, at dronning Anne var uskyldig. Et af de farligste beviser mod Norris var en samtale med Anne i slutningen af april, hvori hun bebrejdede ham at opsøge hendes kammer for ofte, men det var ikke hende han søgte men hendes hofdame Madge Shelton. Francis Weston blev anholdt to dage senere på samme grundlag, og William Brereton blev også anholdt på grund af beskyldninger om utroskab. Den sidste anklagede var dronning Annes egen bror, George Boleyn, der blev arresteret og anklaget for blodskam og forræderi. George Boleyn blev beskyldt for to tilfælde af incest, det første i november 1535 på Whitehall og måneden efter på Eltham.

Den 2. maj 1536 blev Anne arresteret og ført til Tower of London, hvor hun brød sammen kort efter ankomsten. Hun krævende at få at vide, hvor hendes far og bror opholdt sig, og hvad hun var sigtet for. Fire af de anklagede mænd fik en retssag i Westminster den 12. maj 1536. Både Weston, Brereton, og Norris fastholdt deres uskyld, og kun den torturerede Smeaton erklærede sig skyldig. Tre dage senere fik Anne og George Boleyn hver en retssag i Tower of London. Hun blev beskyldt for utroskab, blodskam og højforræderi med henvisning til Edward 3.'s forræderiloven, der lød at en dronnings utroskab er en form for forræderi (formentlig på grund af følgerne for successionen til tronen). Staffen for en mand var hængning, drukning og partering. Staffen for en kvinde var at blive brændt levende på bålet. Den anden form for forræderi, hun blev beskyldt for, var at have planlagt kongens død sammen med sine elskere, så hun bagefter kunne indgå ægteskab med Henry Norris.

Ingen af datoerne for Annes påståede stævnemøder faldt sammen med hendes opholdssted, og nogle skulle have fundet sted, mens hun var højgravid.

Den 14. maj erklærede Cranmer Annes ægteskab med Henrik opløst.

De sidste dage

Anne i de sidste dage inden henrettelsen. Maleri fra 1835 af Edouard Cibot.

Selv om beviserne mod dem ikke var overbevisende, blev de alle dømt til døden af en jury bestående af deres jævnaldrende. George Boleyn og de andre mænd blev henrettet den 17. maj 1536. Anthony Kingston, vogteren af Tower, rapporterede, at Anne virkede meget afklaret og forberedt til sin død. Kong Henry 8. ændrede Anne Boleyns straf til halshugning, og fik en professionelle sværdbøddel fra St. Omer til at stå for halshugningen, da man ikke kunne have en dronning halshugget med samme våben som de andre. De kom efter Anne om morgenen den 19. maj for at bringe hende til Tower Green, hvor henrettelsen skulle stå. Halshugningen af Anne Boleyn var planlagt til kl. 09:00.

Anthony Kingston, vogteren af Tower, skrev:

Her til morgen sendte hun bud efter mig, for at jeg kunne være sammen med hende de sidste timer, hun fik af den gode Gud, og jeg skulle høre hendes tale ved podiet. Og sagde til mig da jeg ankom, »Mr. Kingston, jeg hører jeg ikke skal dø før middag, og det er jeg er meget ked af, for jeg troede at jeg ville være død på det tidspunkt, og min smerte overstået. Jeg fortalte hende, at det ikke burde være nogen smerte, at det var så lidt. Og så sagde hun, »jeg har hørt sige at bødlen skulle være meget god, og jeg har en lille hals; hvorefter hun satte hænderne omkring den, og lo hjerteligt. Jeg har set mange mænd og også kvinder henrettet, og de har været i stor sorg, og til min undren virkede denne dame meget afklaret overfor døden. Herre, hendes hofdamer har konstant været hos hende, og de har været her siden 02:00 om natten[14].

Dog kan hendes forestående død have forårsaget stor sorg i fængslet. Digtet:” Oh Død vug mig i søvn”, menes at have været forfattet af Anne og afslører, at hun har håbet døden ville ende hendes lidelser. Kort før daggry tilkaldet hun Kingston for at høre messen og bede i hans nærvær, om at den evige ville frelse hendes sjæl efter de hellige sakramenter. Hun gentog, at hun aldrig havde været kongen utro. Hun gentog det under ed både før og efter at have modtaget nadveren.

"Traitors' gate" i Tower of London.

Om morgenen fredag den 19. maj blev Anne Boleyns straf fuldbyrdet, ikke på Tower Green, men snarere på et skafot opført på nordsiden af White Tower, foran hvad der nu er Waterloo Kaserne. Hun bar et rødt skørt under en løs, mørkegrå kjole af damask med pels og en kappe af hermelin. Hun var ledsaget af to damer. Anne optrådte for sidste gang som dronning, da hun besteg stilladset og holdt en kort tale til publikum:

Gode kristne mennesker, jeg kommer her for at dø, for ifølge loven dømmes jeg til at dø, og derfor vil jeg tale. Jeg er kommen hid ikke for at beskylde noget menneske, ej heller for at tale ondt om dem, jeg er anklaget af og dømt til at dø, men jeg beder Gud bevare kongen og give ham et lang liv til at herske for dig, for en blidere eller en mere barmhjertig fyrste var der aldrig: og for mig var han altid en god, en blid og suveræn herre. Og hvis nogen vil blande sig i min sag, beder jeg dem om at dømme blidt. Og således tager jeg afsked med verden og med jer alle, og jeg beder inderligt om, at I beder for mig. O Herre forbarm dig over mig, Gud jeg skænker dig min sjæl [15]”.

Denne version af hendes tale blev nedskrevet af Lancelot de Carles i Paris, et par uger efter hendes død, hvor han havde opholdt sig i London, men hverken var vidne til rettergang eller dommens fuldbyrdelse. Alle versioner er forholdsvis ens, og utvivlsomt rigtige i varierende grad. Det menes, at hun undgik at kritisere Henrik for at redde Elizabeth og hendes familie fra yderligere konsekvenser, men selv under ekstremt pres tilstod Anne ikke sin skyld.

Død og begravet

Hun knælede, mens hun gentog bønnen:” Jesus Kristus, jeg betror dig min sjæl; Herre Jesus modtag min sjæl”. Hendes hofdamer fjernede hendes hovedbeklædning og halskæder og bandt derefter et blind for hendes øjne. Anne Boleyn blev henrettet af den franske sværdbøddel, Jean Rombaud, og ifølge Eric W. Ives blev Rombaud så betaget af Anne, at han rystede, og han fandt det svært at gå videre med henrettelsen. For at distrahere hende råbte han:” Hvor er mit sværd?” i det sekund, hvor sværdet gik gennem hendes hals [16].

Henrettelsen blev udført meget humant og med et enkelt slag. Det blev overværet af Thomas Cromwell, Charles Brandon, kongens uægte søn, Henry Fitzroy, samt rådmænd og repræsentanter for de forskellige håndværk. De fleste fra kongens råd var også til stede. Cranmer, der var på Lambeth Palace, skulle efter sigende havde været opløst af gråd efter at have fortalt Alexander Ales: ”Hun der har været dronning af England på jorden vil i dag blive en dronning i himlen ”[8].

Da anklagerne mod Anne først var forelagt, havde Cranmer givet udtryk for sin forundring over Henrik og hans tro på, at ” hun ikke ville blive fundet skyldig”. Alligevel følte Cranmer sig sårbar på grund af sit nære forhold til dronningen. Natten før henrettelsen havde han erklæret Henriks ægteskab med Anne ugyldigt, ligesom Katharinas før hende. Han gjorde intet forsøg på at redde Annes liv, selv om han modtog hendes sidste skriftemål, hvori hun hævdede sin uskyld over for Gud.

Mindesmærke på Tower Green for henrettelsen af Anne Boleyn. Kunstværket skal minde om skafottet.

Trods sin store andel i Annes henrettelse havde Henrik ikke arrangeret nogen form for begravelse eller sørget for en ordentlig kiste. Hendes lig lå på skafottet i nogen tid, før en troede mand, der arbejdede i Tower, fandt et tomt pilekogger og lagde hendes hoved og krop deri. Hun blev begravet i de ukendtes grav i kapellet St. Peter ad Vincula.

Hendes skelet blev identificeret under renovering af kapellet under dronning Victoria af Storbritannien, og Anne Boleyns sidste hvilested er nu markeret i marmorgulvet [17].

Henvisninger og fodnoter

Fodnote

Wikimedia Commons har medier relateret til: