Lübeck

Lübeck
Holstentor Holstentor
Våben	Beliggenhed
Coat of arms of Lübeck
Administration
Land	Tyskland
Delstat	Slesvig-Holsten
Kreis	Kreisfri by
Underinddeling af byer	35 bydele
Borgmester	Bernd Saxe (SPD)
regeringspartier	SPD
Statistiske data
Areal	214,14 km²
Højde	13 m
Indbyggere	212.958  (31/12/2013)
- Tæthed	994 Indb./km²
Andre informationer
Tidszone	CET/CEST (UTC+1/UTC+2)
Nummerplade	HL
Postnr.	23552 − 23570, 23627 (Klein Grönau), 23628 (Krummesse)
Tlf.-forvalg	0451, 04502 Lübeck-Travemünde und 04508 Kronsforde
Hjemmeside	www.luebeck.de

Hansestaden Lübeck eller Lybæk er en af de tyske hansestæder beliggende ud til Østersøen cirka 60 kilometer nordøst for Hamborg. Byen er med sine 212.958 indbyggere (2013) den næststørste by i delstaten Slesvig-Holsten. Lübecks marcipan er kendt i hele verden.

Byen er placeret ved floden Trave. Den gamle del af byen er en ø omgivet af floden og kanalforbindelsen. Byen har en havneby, Travemünde, som ligger cirka 15 kilometer nordøst for den gamle del af byen. Navnet Lübeck kommer af vendisk Liubice (= elskelig).

Historie

Lübeck er kendt tilbage fra Karl den Stores tid og regnes som forbillede for den ældste byplan i Stockholm.

Oprindelse og ældste tid

Lübeck (Gamle Lübeck) blev oprindeligt grundlagt af tyskerne ved Schwartau og havde sin blomstring i begyndelsen af det 12. århundrede, men byen blev i 1125 og 1138 ødelagt af venderne. Først efter vendernes besejring i 1142 og hele Wagriens afståelse til grev Adolf 2. af Schaumburg kunne der ske en genopbygning af Lübeck. Grev Adolf foretrak imidlertid hertil den mellem Trave og Wakenitz liggende høj, som kun havde en adgang fra nord, og på hvilken endnu fandtes ruiner af Crutos gamle fæstning Buko. Her anlagdes borgen, omkring hvilken de første beboere slog sig ned. Efter at være plyndret af obotriter-fyrsten Niklot i 1147 voksede byen atter hurtigt op.

Under Henrik Løve

Byen blev først grundlagt af grev Adolf af Schauenburg i 1143, og fra før af fandtes der en fæstning fra omkring år 1100 på stedet, rejst af den vendiske fyrste Cruto. Fra Helmolds Chronica Slavorum, sandsynligvis nedskrevet omkring år 1170, vides, at Henrik Løve fravristede grev Adolf herredømmet over den lybske halvø, efter at Lübeck var nedbrændt i 1157/58. Derefter grundlagde Henrik byen på ny, sandsynligvis i 1159. Henrik Løve sørgede ivrigt for byens fremgang. Grundbetingelsen for byens opblomstring var således den af ham givne stadsforfatning, i spidsen for hvilken der som øverste embedsmand stod en foged; denne bekendte såkaldte "lybske ret" blev ofte benyttet andre steder som forbillede. I 1163 blev bispesædet fra Oldenburg flyttet til Lübeck.

Fri rigsstad

Efter at hertug Henrik 1180 var erklæret i "Rigens Akt", forblev Lübeck ham tro, indtil kejseren 1181 viste sig foran Lübeck med en hær og tvang byen til lydighed. Kejseren viste sig dog byen nådig og stadfæstede 1188 den af Henrik Løve tildelte ret. Henrik Løve vendte 1189 egenmægtig tilbage, og byen åbnede ham villigt sine porte, men 1192 måtte han opgive herredømmet over Lübeck. Efter at Valdemar Sejr som hertug af Sønderjylland i 1201 havde slået Adolf 3. af Holsten, hyldede Lübeck ham uden modstand. Da han som konge af Danmark i 1203 med et stort følge kom til Lübeck, stadfæstede og udvidede han byens privilegium, og Lübecks søhandel trivedes under kongens beskyttelse. Efter Valdemars tilfangetagelse 1223 og slaget ved Mölln var det danske herredømme over Holsten brudt, og borgerne i Lübeck fordrev 1225 den danske besætning. Lübeck sendte nu bud til Italien til kejseren for at opnå selvstændighed og fik 1226 ikke alene stadfæstelse af privilegiet af 1188, men blev erklæret for fri rigsstad under kejserens særlige herredømme og fik sit territorium udvidet. Lübeck forsvarede sig tappert mod grev Adolf 4. af Holsten, der dog forblev i besiddelse af havnebyen Travemünde; derimod nævnes i de ældre beretninger intet om det over danskerne ved Warnow vundne søslag; kun så meget er sikkert, at den danske havnespærring, der samtidig fandt sted, ophørte.

I 1188 tabte Henrik Løve byen, og Lübeck kom under de tysk-romerske kejsere. Derefter var Lübeck under Danmark fra 1203 til 1225, men kom i 1226 på nyt under kejseren. Det førte til en styrkelse af det lybske byråd, som på egen hånd havde sluttet handelsaftale med Hamborg, afgjort spørgsmål om told, og stod for overdragelse af grunde i byen. Dermed kunne byrådet kontrollere, hvem der fik råderet over bygrunde og deraf medfølgende rettigheder og pligter. Lübeck regnes som det fremmeste eksempel på en selvstændig bystat i middelalderens Nordeuropa.

Lübeck havde hurtigt udviklet sig til at blive en af Nordeuropas mest velstående handelsbyer. Af vigtighed var en handelsstrategisk god position i Østersøen og i forhold til den tyske indenlandshandel, samt tilgangen til stensalt fra Salzgitter. Byen var beliggende på en gammel handelsrute fra Nordsøen op ad Elben og til den nærmeste flod, Trave, som løber ud i Østersøen.

Byen blev tidligt en aftager af korn. Østholsten (Vagrien) - især området mellem Travemünde, Eutin, Segeberg, Oldesloe og Mölln samt halvøen Oldenburg og Femern - var hovedforsyningsområde for Lübeck. Efter, at Christian I var blevet konge over Danmark og Slesvig samt greve over Holsten i 1460, blev byens rolle stadfæstet: Kiel var 1469-96 pantsat til Lübeck, der endvidere fik Neustadt, Heiligenhafen og Grossenbrode under sin kontrol og opkøbsret i hele Østholsten, hvilket muliggjorde at sikre at al kornudførsel skete via hansestaden, således i 1463, 1478 og 1483. Allerede i 1458 havde Lübeck fået eneret til kornopkøb på Femern, hvilket stærkt blev håndhævet, mens øen 1465-91 var pantsat til staden.

Salt udviklede sig til en vigtig handelsvare for Lübeck, ikke mindst salt fra Lüneburg, og i 1330-erne blev gjort store investeringer for at forbedre sejlruten mellem Mölln og Lübeck. I 1342 blev der lovgivet om pramfarten på denne rute, og et par årtier senere erhvervede Lübeck endda Mölln for at kontrollere salttransporten. 1390-1398 anlagdes Stecknitz-Delvenau-kanalen, der gjorde det muligt at sejle med pramme, der kunne transportere henved 6 læster salt pr. fartøj (i 1496 omtales 261 sådanne fartøjer).

Efter at Visby var blevet erobret, og Gotland hærget af Valdemar Atterdag i 1361, blev Lübeck den betydeligste af hansestæderne og forblev gennem det 14. og 15. århundrede den førende by i Hanseforbundet samt Tysklands næststørste by (efter Köln). I 1370 måtte Valdemar Atterdag indgå en fredsaftale med Hanseforbundet, fredsaftalen i Stralsund.

Under indtryk af en folkebevægelse forlod det gamle patricierråd i 1408 byen og gav plads for et demokratisk, der dog atter måtte vige for det gamle i 1416, da kejser Sigismund begyndte at gøre alvor af sine trusler, og kong Erik af Pommern lod fangetage alle de lybske købmænd i Skåne.

Under Danmarks krige med Sverige under kong Hans tog Lübeck parti for sidstnævnte land og bekæmpede Danmark til vands med væbnet magt 1509—1512, men måtte ved freden i Malmø gå ind på de af Danmark stillede betingelser samt betale 30.000 floriner i krigsomkostninger. Efter at Gustaf Vasa på sin flugt i 1519 havde opholdt sig i Lübeck, sendte Lübeck ham hjælp ved belejringen af Stockholm, og dens flåde forenede sig med den svenske. Senere hjalp Lübeck Frederik 1. under hans kamp for at erhverve den danske krone og forblev i god forståelse med ham under hans regering.

Reformationen og Hanseforbundets nedgang

Lübecks byplan omkring 1750 (Matthäus Seutter)

I 1531 blev reformationen gennemført. På denne tid begyndte hansestædernes forfald og Lübecks tilbagegang, hvortil bidrog de indre kampe mellem det katolske, aristokratiske parti under borgmester Brömse og det protestantiske, demokratiske parti under Jürgen Wullenweber. Denne havde atter indblandet Lübeck i de nordiske forhold og 1534 påbegyndt Lübecks sidste krig med Danmark, kaldet Grevens Fejde, der endte med Freden i Hamborg 14. februar 1536. Den sidste søkrig med Sverige (1563—1570) endte med Freden i Stettin, ved hvilken der blev lovet Lübeck en erstatningssum, som dog aldrig blev betalt.

Fra midten af 1500-tallet var byens økonomiske og politiske betydning aftagende, fordi ummelandsfarerne gjorde det muligt at bryde hansestædernes hidtidige monopol, hvilket sikrede Danmark-Norge støtte fra stormagterne i de følgende krige.

Under 30-årskrigen klarede Lübeck at forblive neutral og ret uskadt. Efter krigen, under hvilken freden mellem kong Christian 4. af Danmark og den tyske kejser blev afsluttet i Lübeck den 22. maj 1629, mistede byen den sidste rest af sin tidligere politiske betydning. I 1669 blev den sidste hansedag afholdt, og Lübeck, Hamburg og Bremen indsat som forvaltere af Hansaens juridiske eftermæle og restformue.

Fra Napoleonskrigene til Weimarrepublikken

Under Napoleonskrigene måtte Lübeck opgive sin neutralitet. Den 5. april—23. maj 1801 skete en dansk besættelse, der dog forblev uden betydning.

I 5. november 1806 kastede en afdeling af den ved Jena slåede preussiske hær under Blücher sig ind i Lübeck, der forgæves søgte at bevare sin neutralitet, men blev dog den næste dag efter en hårdnakket modstand fordrevet af Bernadotte, Soult og Murat, hvorpå Lübeck i tre dage var prisgivet plyndring. Lübeck blev i december 1810 indlemmet i det franske kejserrige. I foråret 1813 blev Lübeck en kort tid befriet af russerne og var med til at danne den hanseatiske legion. Efter, at byen 1813 endnu en gang var faldet i franskmændenes hænder, blev den befriet ved kronprinsen af Sverige den 5. december 1813 og fik atter selvstændighed.

I 1815 blev byen medlem af Det tyske Forbund, i juli 1866 trådte Lübeck ind i det Nordtyske Forbund og i august 1868 i Toldforeningen; i 1871 blev byen en del af Det tyske kejserrige. Ved Nord-Ostsee-Kanalens færdiggørelse i 1895 mistede byen en stor del af østersøhandelen til Hamburg og Bremen.

Efter byens indtrædelse i toldforeningen tog handelen betydeligt til og skaffede efterhånden mere end en tredjedel af befolkningen beskæftigelse. Den vigtigste indførselsartikel var træ, hovedsagelig fra Sverige og Finland, i anden række fra Østeuropa. For øvrigt indførtes fra de nordlige lande og især fra Østersølandene sprit, smør, hamp og hør, skind og huder, tjære og beg, desuden fra Sverige jern og tændstikker. Lübeck var en betydelig stabelplads for tjære. Til de nordlige lande udførtes fra Lübeck enten for egen regning eller som speditionsgods især sukker, kaffe, kolonialvarer, kemikalier, farvestoffer, frisk frugt, sydfrugter, isenkramvarer, maskiner og bomuld. I 1914 fandtes 54 skibe på i alt 49.153 t, deraf 53 dampskibe på i alt 48.376 t. Efter Hamburg, Bremen og Stettin besad Lübeck af tyske havne den største dampskibsflåde. I 1921 ankom i alt 2.463 søgående skibe på tilsammen 412.295 registerton (af disse var i alt 221 skibe på tilsammen 11.669 registerton under dansk flag). Ligeledes var havfiskeriet voksende, og der fandtes flere fiskedampere. Havneanlæggene undergik store udvidelser, og Trave, der dannede den 23 km lange vandforbindelse med Østersøen, blev gjort så dyb, at skibe på indtil 8,5 m dybgang kunne gå op til byen.

Industrien beskæftigede omtrent to femtedele af byens beboere, dog fandtes egentlig fabriksindustri med masseproduktion kun i enkelte erhvervsgrene, og af samtlige industrielle foretagender besørgedes mere end halvdelen af indehaverne alene. Med hensyn til de enkelte fabrikationsgrene havde byen blandt andet teglbrænderier, jernskibsbyggeri, jernstøberier, maskinbygningsanstalter, savmøller, ølbryggerier og tobaksfabrikker samt fabrikation af konserves og sukkervarer, blandt hvilke byens marcipan var verdenskendt.

Lübeck var sæde for statsøvrigheden, landretten med et kammer for handelssager, en amtsret, et hovedtoldkammer og en forsikringsanstalt. Af undervisningsanstalter fandtes et gymnasium (grundlagt allerede i 1531) med realgymnasium, to realskoler, et privat progymnasium, en offentlig og en privat handelsskole, en teknisk skole, en maskinistskole, en privat teknisk skole for kvinder og en navigationsskole. Der fandtes talrige og rige velgørenhedsanstalter, der i blandt en sindssygeanstalt, et døvstummeinstitutt, et vajsenhus, Helligånds-hospital og jomfruklosteret Skt Johannis. Byen havde et museum, hvis bygning blev opført 1889—91 og sammenbygget med domkirken, og som omfattede seks samlinger foruden en maleri- og møntsamling, endvidere stadsbiblioteket med ca. 100.000 bind og et rigt statsarkiv.

Lübeck var endnu under Weimarrepublikken efter 1. verdenskrig en fristat. Fristatens forfatning var republikansk og grundede sig på forordningen af 23. maj 1920, ifølge hvilken senatet og borgerskabet dannede begge de øverste statsfaktorer. Borgerskabet (bürgerschaft) bestod af 80 medlemmer, valgt på 3 år af befolkningen ved lige, almindelig og hemmelig valgret. Senatet havde den udøvende magt, det var sammensat af 12 medlemmer, valgt af Borgerskabet på 12 år. Senatets præsident (borgmesteren) blev valgt for 2 år af Senatet. Staten havde en stemme i forbundsrådet og sendte en deputeret til rigsdagen. Før 1879, da den tyske retsforfatningslov trådte i kraft, var Lübeck sæde for en overappellationsret for de tre fri hansestæder, senere var en landret, under hvilken også den oldenburgske republik Lübeck hørte, samt en amtsret; den højere instans dannede den hanseatiske overlandsret i Hamborg.

Nyere tid

Helligåndshospitalet fra 1260.

Hus i Lübeck.

Lübeck var en selvstændig bystat fra 1226 til 1937. Under Det Tredje Rige afskaffedes byens selvstændighed ved lov, idet den blev indlemmet i den preussiske provins Schleswig-Holstein, nu delstaten af samme navn i Forbundsrepublikken Tyskland – måske fordi Lübecks myndigheder afslog at lade Hitler holde tale i byen under valgkampen i 1932. Han tog i stedet til Bad Schwartau, og omtalte senere Lübeck som "den lille by i nærheden af Bad Schwartau". Natten mellem den 28. og 29. marts 1942 − natten før palmesøndag − blev Lübeck ramt af det første større britiske strategiske bombardement (tæppebombardement) af en tysk by under 2. Verdenskrig. Der opstod betydelige skader i den gamle bydel, bl.a. brændte domkirken, samt Mariekirken med den berømte frise kaldet Dødedansen eller "Døden fra Lübeck". Det dannebrogsflag, lübeckerne i 1427 havde taget som krigsbytte fra Erik af Pommern, blev ligeledes ødelagt.

Enestående arkivmateriale var blevet evakueret til en saltmine i Sachsen-Anhalt og havnede efter fredsslutningen dels i Potsdam og dels i Moskva. Længe anså man die Oberstadtbücher (kaldt sådan, fordi de stod i rådhusets øverste etage) fra 1284 og fremefter som tabt, men i slutningen af 1980'erne blev arkiverne tilbageført til Lübeck.

Petrikirken.

Bygninger

Den gamle del af Lübeck rummer en lang række middelalderbygninger, og byen er dermed kommet på UNESCO's verdensarvliste. Blandt de væsentligste bygninger er de fem kirker, hvoraf de ældste er fra det 13. og 14. århundrede. De mest berømte er Mariekirken, Lübeck Domkirke, og Jakobikirken. Lübecks gader er også kendt for sine smukke façader. Efter krigen lod Niederegger sin gamle bygning genopføre i 1949, hvor Café Niederegger har ligget siden 1880. I dag er der marcipanmuseum på førstesalen.

Det var i ældre tid kun muligt at få adgang til byen igennem fire store byporte. Den mest kendte af disse byporte var Holstentor, som blev bygget i 1478.

Gruben-gyderne

Gadeskilt i gaden Grosse Petersgrube.

Hellgrüner Gang, Lübeck

I Lübeck går ordet -grube igen i mange gadenavne. Det betyder "grøft til dræning af vand eller affald". I løbet af 1300-tallet voksede behovet for bedre plads til arbejdsfolk, og man fandt frem til en løsning, hvor man byggede småhuse til dem i baggårdene, og til gengæld byggede en tunnel eller smøge gennem hovedhuset, så beboerne kunne komme ind fra gaden. Nogle af disse gyder er så trange, at man nærmest må gå på knæ. Reglen var, at åbningen i hvert fald måtte være så stor, at man kom gennem med en ligkiste. Arbejderboligerne minder om dukkehuse, helt ned til femten kvadratmeter af størrelse, og der var ingen kloak. I 1970'erne begyndte man at restaurere dem med støtte fra stiftelser og UNESCO, og i dag er folk glade for at bo i dem.

Kendte personer fra byen

Brødrene Heinrich og Thomas Mann omkring år 1900.

• Dietrich Buxtehude
• Willy Brandt
• Günter Grass (født i Danzig)
• Thomas Mann
• Heinrich Mann
• Erich Mühsam

Lübecks julemarked

Allerede for 350 år siden blev juletraditionerne i Lübeck nævnt som noget ganske særligt. I dag har Nordtysklands mest berømte julemarked bredt sig ud over det meste af byen med kreative dekorationer og eventyrhaven.

Transport

Veje til

• Hamburg og Ruhr-distriktet − motorvejen A1
• Heiligenhafen − motorvejen A1
• Berlin − motorvejen A20 til Wismar-området og videre − motorvejen A14 og motorvejen A24 til Berlin
• Stettin (Polen) − motorvejen A20 (over Wismar-området og Pasewalk) og videre − motorvejen A11 fra Prenzlau-området til Pommelen og motorvejen A6 (Polen) til Kołbaskowo og videre – vejen nummer 13 til Stettin fra Przecław (Kołbaskowo Kommune)
• Puttgarden
• Trelleborg, Sverige − færge

Jernbane til

• Rødbyhavn (Danmark) over Puttgarden (jernbanefærge)
• Kiel
• Hamburg
• Lüneburg og Hannover
• jernbane til: Schwerin, Berlin, Rostock, Neubrandenburg og Stettin (Polen)

Litteratur

• H. Hellmuth Andersen: "Det bjerg, der kaldes gamle Lybæk" (Skalk 1979 Nr. 2; s. 9-13)
• Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder; bind 1-21 + register; 2. oplag; Viborg 1981 (KLNM). Heri:

• Poul Enemark: "Kornhandel. Danmark" (bind 9; sp. 147-154)
• Poul Enemark: "Salthandel. Danmark" (bind 14; sp. 704-710)

Eksterne henvisninger

• Ulrich Müller: "Trading centres – Hanseatic towns on the southern Baltic Coast: Structural continuity or a new start?" (Babette Ludowici, Hauke Jöns, Sunhild Kleingärtner, Jonathan Scheschkewitz und Matthias Hardt (udg.): Trade and Communication Networks of the First Millennium AD in the northern part of Central Europe: Central Places, Beach Markets, Landing Places and Trading Centres"; Neue Studien zur Sachsenforschung Band 1; ISBN 978-3-8062-2412-2) (engelsk)
• Luebeck.de (på tysk, officel hjemmeside)
• Holstentor.info (også på dansk, Lübecks historie som flash-animation)
• Buddenbrookhaus.de (på tysk, Heinrich- og Thomas-Mann-Museet)
• Guenter-Grass-Haus.de (på tysk, Günter-Grass-Hus)
• Niederegger.de (på tysk og engelsk, verdensberømt marcipan)
• VfB Lübeck, fodboldklub (på tysk, www.vfb-luebeck.de)

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Lübeck

Se også

• Døden fra Lübeck
• Bernt Notke
• Thomas Quellinus
• VfB Lübeck, fodboldklub