Diagnose

Tungens udseende kan have betydning for at stille den rette diagnose.

At stille en diagnose vil sige bestemmelse af en sygdoms art. Ordet diagnose stammer oprindelig fra græsk. Dia betyder gennem, og gnosis betyder kundskab. Diagnose betyder altså, at man har gennemskuet noget og fået kundskab. Diagnostik sker på baggrund af de kliniske tegn som lægen selv observerer, og de symptomer som patienten beskriver. Hertil kommer diagnostiske undersøgelser og analyser som anvendes til at udelukke diagnoser (differential diagnostik) og underbygge diagnosen.

En sygdom vil være karakteriseret ved en række kliniske tegn og symptomer, som skal være tilstede for at en diagnose kan stilles. Sygdomme kan defineres enten på baggrund af den underliggende sygdomsmekanisme eller, hvis ikke denne er kendt, på baggrund af kliniske tegn og symptomer.

Siden Hippocrates har læger samlet erfaring om sygdommes kendetegn, varighed og mulige forløb, og ud fra disse definerede diagnoser. Først i nyere tid har man for de fleste sygdommes vedkommende kunne begynde at definere sygdomme ud fra deres biologiske/patologiske årsager (ætiologi).

Hvem må stille en diagnose

At stille en diagnose forudsætter relevant, akademisk fagkundskab. Derfor er det traditionelt kun læger, der kan stille diagnoser, om end psykiatriske diagnoser også kan stilles af psykologer med gennemført specialistuddannelse (nogle gange betegnet specialpsykologer) i et af de kliniske specialer (f.eks. børnepsykologi, børnepsykiatri, psykoterapi).

Tilsvarende er det også kun læger og psykologer, der kan borttage diagnoser - faggrupper som f.eks. socialrådgivere, pædagoger m.fl. er ikke berettigede til hverken at stille eller borttage diagnoser.