Vilhelm Erobreren

Vilhelm Erobreren
Konge af England
Regerede	25. december 1066 – 9. september 1087
Forgænger	Edgar Atheling
Regent	Vilhelm Erobreren
Efterfølger	Vilhelm den Røde
Ægtefælle	Matilda af Flandern
Børn	Robert Curthose Richard William Rufus Matilda Cecilia Henrik 1. af England Adeliza Constance Adela, grevinde af Blois Agatha (eksistensen er tvivlsom)
Far	hertug Robert 1. af Normandiet
Mor	Frille
Født	omkring 1027
Død	9. september 1087
Hvilested	katedralen i Caen

Vilhelm 1. (født ca. 1028, død 9. september 1087), normalt omtalt som Vilhelm Erobreren og nogle gange Vilhelm Bastarden, var den første normanniske konge af England, der regerede fra 1066 og frem til sin død i 1087. Han var efterkommer af Rollo, og var dermed hertug af Normandiet (som hertug Vilhelm 2.) fra 1035 og frem. Efter en lang kamp med at få etableret sin magt var hans kontrol over Normandiet sikret i 1060, og han påbegyndte den normanniske erobring af England seks år senere. Resten af hans liv var præget af kampe om at få konsolideret sin magt over England og landområder på kontinentet samt problemer med hans ældste søn.

Vilhelm var søn af den ugifte Robert 1. af Normandiet og Roberts elskerinde Herleva. Hans uægte status og hans unge alder skabte problemer for ham, da han efterfulgte sin fader, og det samme gjorde anarkiet, som prægede de første år af hans styre. Siden hans barndom havde det normanniske aristokrati kæmpet med hinanden både for kontrol over barnehertugen og for deres egen magt. I 1047 formåede Vilhelm at knuse et oprør og begynde at etablere sin autoritet i hertugdømmet, hvilket var en proces, der kom til at foregå helt frem til 1060. Hans ægteskab i 1050'erne med Matilda af Flandern gav ham en magtfuld allieret i hertugdømmet Flandern. Da han blev gift, kunne han arrangere aftaler med sine støtter som biskopper og abbeder i den normanniske kirke. Konsolidering af hans magt gjorde det muligt for ham at udvide sin horisont, og i 1062 formåede Vilhelm at få kontrol over naboområdet Maine.

I 1050'erne og begyndelsen af 1060'erne blev Vilhelm en spiller i kampen om den engelske krone, der på dette tidspunkt sad på den barnløse Edvard Bekenderens hoved. Vilhelm var i familie med Edvard, men der var dog også andre personer, som ønskede kronen inklusive den magtfulde engelske jarl Harold Godwinson, der blev udråbt som Englands næste konge, da Edvard lå på sit dødsleje i 1065/66. Vilhelm argumenterede med, at Edvard tidligere havde lovet ham tronen, og at Harold havde svoret at støtte Vilhelms krav. Han byggede herefter en stor flåde og invaderede England i september 1066, hvor han vandt en overbevisende sejr og dræbte Harold under slaget ved Hastings den 14. oktober 1066. Efter yderligere militære interventioner blev Vilhelm kronet som konge juledag år 1066 i London. Han fik arrangeret styret af England i begyndelsen af 1067, hvorefter han vendte tilbage til Normandiet. Flere mislykkede oprør fulgte, men i 1075 var Vilhelms greb om England stort set sikkert, hvilket gjorde det muligt for ham at bruge størstedelen af sin resterende tid som konge på at styre kontinentet.

Vilhelms sidste år blev præget af problemer i hans besiddelser på kontinentet, problemer med hans ældste søn og truslen om invasioner fra danerne. I 1086 beordrede han fabrikationen af Domesday Book, der var en oversigt over alle jordejere i England og deres besiddelser. Vilhelm døde i september 1087, mens han ledte et felttog i Nordfrankrig, og han blev begravet i Caen. Hans styre i England var præget af opførslen af borge, en ny normannisk adelstand, der bosatte sig og en ændring i den engelske gejstlighed. Han forsøgte ikke at integrere sine forskellige riger til ét imperium men fortsatte med at administrere dem separat. Vilhelms landområder blev delt efter hans død: Normandiet gik til hans ældste søn, Robert Curthose, og hans anden overlevende søn, William Rufus, fik England.

Baggrund

Nordboere begyndte at plyndre Normandiet i slutningen af 700-tallet. Permanente skandinaviske bosættelser optrådte allerede før år 911, hvor Rollo, der var en vikingehøvding, og Karl den Enfoldige af Frankrig aftalte, at grevskabet Rouen overgik til Rollo. Landet omkring Rouen blev kernen i det senere hertugdømme Normandiet. Normandiet blev muligvis anvendt som base for skandinaviske angreb i England, der blev genoptaget i slutningen af 900-tallet, hvilket forværrede forholdet mellem England og Normandiet. I et forsøg på at forbedre dette ægtede Ethelred 2. den Rådvilde Emma af Normandiet, Richard 2.s søster i 1002.

De danske plyndringstogter i England fortsatte, og Æthelred søgte hjælp fra Richard og søgte tilflugt i Normandiet i 1013, da kong Svend Tveskæg drev Æthelred og hans familie fra England. Svends død i 1014 gjorde det muligt for Æthelred at vende hjem igen, mens Svends søn, Knud, udfordrede Æthelred, da han vendte tilbage. Æthelred døde pludseligt i 1016, og Knud blev konge over England. Æthelred og Emmas to sønner, Edward og Alfred, gik i eksil i Normandiet, mens deres mor blev Knuds anden kone.

Efter Knuds død i 1035 overgik den engelske trone til Harald Harefod, der var hans søn med sin første kone, mens Hardeknud, hans søn med Emma, blev konge i Danmark. England var fortsat ustabil. Alfred vendte tilbage til England i 1036 for at besøge sin mor og muligvis for at udfordre kong Harald. Ved ankomsten blev han blindet og senere fundet død. En beretning indikerer, at jarl Godwin af Wessex havde forbindelse til Alfreds død, mens andre beskylder Harald for at stå bag. Emma gik i eksil i Flandern, indtil Hardeknud blev konge efter Haralds død i 1040, og hans halvbror Edward efterfulgte Hardeknud til England; Edward blev udråbt som konge efter Hardeknuds død i juni 1042.

Opvækst

Château de Falaise i Falaise, Basse-Normandie, Frankrig; Vilhelm blev født i en tidligere bygning her.

Vilhelm blev født i 1027 eller 1028 i Falaise, Normandiet, sandsynligvis mod slutningen af 1028. Han var den eneste søn af Robert 1. af Normandiet, som igen var søn af Richard 2. af Normandiet. Hans moder, Herleva, var datter af Fulbert af Falaise; Fulbert var muligvis garver eller balsamerer. Hun var muligvis medlem af hertugens hushold, men hun ægtede ikke Robert. I stedet giftede hun sig senere med Herluin de Conteville, og de fik sammen de to sønner Odo af Bayeux og Robert, greve af Mortain samt en datter, hvis navn er ukendt. En af Herlevas brødre, Walter, blev en af Vilhelms støtter og beskyttere, mens han var i undertal. Robert havde også en datter, Adelaide af Normandiet, med en anden elskerinde

Robert blev hertug af Normandiet den 6. august 1027, hvor han efterfulgte sin ældre bror Richard 3., som kun lige havde fået titlen året inde. Robert og hans bror havde været uenige om arvefølgen, og Richards død var pludselig. Robert blev af nogle kronikører beskyldt for at have dræbt sin bror, hvilket er en plausibel men ikke underbygget anklage. Forholdende i Normandiet var uafklaret, da adelsfamilier plyndrede kirken og Alan 3. af Bretagne førte krig mod hertugdømmet, muligvis for selv at tage kontrollen. I 1031 havde Robert samlet en betragtelig støtte fra adelsfolk, hvoraf mange blev prominente personer i Vilhelms senere liv. De inkluderede Roberts onkel, Robert ærkebiskop af Rouen, der oprindeligt havde modsat sig hertugen, Osbern, en af Gunnoras hertug Richard 1.s kones nevø og greve Gilbert af Brionne, en af Richard 1.s børnebørn. Roberts normanniske støtte fortsatte efter indsættelsen, hvor han støttede de engelske prinser Edward og Alfred, der stadig var i eksil i Nordfrankrig.

Der er indikationer af, at Robert muligvis kortvarigt var trolovet med kong Knuds datter, men det kom ikke til ægteskab. Det er usikkert om Vilhelm var blevet erstattet i hertugens arvefølge, hvis Robert havde haft en ægte søn. Tidligere hertuger havde været uægte, og Vilhelms overtagelse af titlen efter sin fader, indikerer at Vilhelm blev betragtet som Roberts mest retmæssige arving. I 1034 besluttede hertug Robert at drage på pilgrimsfærd tilJerusalem. Selvom nogle af støtter forsøgte at stoppe ham i at foretage rejsen, indkaldte Robert til råd i januar 1035, og han samlede de normanniske magthavere til at sværge troskab til Vilhelm som hans arving før han drog afsted. Han døde i juli ved Nicea, på vej tilbage til Normandiet.

Hertug af Normandiet

Udfordringer

Diagram der viser Vilhelms familierelationer. Navne med "---" under dem var modstandere af Vilhelm, mens navn med "+++" støttede Vilhelm. Nogle slægtninge skiftede side over tid, og er markeret med begge symboler.

Vilhelm stod over for adskillige udfordringer, da han blev hertug, bl.a. at han var uægte barn og at han var meget ung; det tyder på, at han var enten 7 eller 8 år gammel på dette tidspunkt. Han blev støttet af sin grandonkel, ærkebiskop Robert, samt kongen af Frankrig, Henrik 1., hvilket gjorde, at han kunne overtage sin faders hertugdømme. Den støtte som de engelske prinser i eksil fik i deres forsøg på at vende tilbage til England i 1036 viser, at den nye hertugs folk forsøgte at fortsatte hans faders politikker, men ærkebiskop Roberts død i marts 1037 fjernede en af Vilhelms vigtigste støtter, og forholdene i Normandiet blev snart efter kaotiske.

Anarkiet i hertugdømmet varede indtil 1047, og blandt dem der kæmpede om magten, var det vigtigt at få kontrol over den unge hertug. Til at begynde med havde Alan af Bretagne forældremyndigheden over hertugen, men da Alan døde i enten slutningen af 1039 eller oktober 1040, overtog Gilbert af Brionne ansvaret for Vilhelm. Gilbert blev slået ihjel i løbet af nogle måneder, og en ny værge, Turchetil, blev ligeledes dræbt kort efter Gilbert. Endnu en værge, Osbern, blev dræbt i begyndelsen af 1040'erne i Vilhelms kammer, mens hertugen sov. Det blev fortalt, at Walter, Vilhelms onkel på sin mors side, til tider var tvunget til at skjule den unge hertug i bøndernes huse, selvom denne historie muligvis kan være noget, som Orderic Vitalis har fundet på. Historikeren Eleanor Searle spekulerer på, om Vilhelm muligvis blev opfostret med sine tre fætre, som senere blev vigtige i hans karriere; William FitzOsbern, Roger de Beaumont og Roger af Montgomery. Selvom mange af de normanniske adelsmænd var engageret i deres egne private krige og fejder, mens Vilhelm endnu ikke havde den fulde kontrol, så anerkendte disse viscounts stadig hertugens overherredømme og det gejstlige hierarki støttede også Vilhelm.

Søjle rejst på stedet for slaget ved Val-ès-Dunes.

Kong Henrik fortsatte med at støtte den unge hertug, men i slutningen af 1046 samlede modstandere af Vilhelm et oprør centreret i Basse-Normandie, ledet af Guy af Burgund med støtte fra Nigel, Viscount af Cotentin, og Ranulf, Viscount af Bessin. Ifølge historier, der muligvis er legender, blev det gjort et forsøg på at fange Vilhelm ved Valognes, men han undslap i ly af mørket, og søgte tilflugt hos kong Henrik. I begyndelsen af 1047 vendte Henrik og Vilhelm til Normandiet og vandt slaget ved Val-ès-Dunes nær Caen, selvom der kun er overleveret ganske få detaljer om slaget. William af Poitiers påstod at slaget kun blev vundet ved hjælp af Vilhelms medvirken, men tidligere beretninger beskriver at kong Henriks mænd og hans lederskab også spillede en vigtig rolle. Vilhelm fik atter magten i Normandiet, og kort efter slaget blev Guds Fred bekendtgjort i hele hans hertugdømme i et forsøg på at begrænse krigsførsel og vold, ved at begrænse antallet af dage på året, hvor det var tilladt at slås. Selvom slaget ved Val-ès-Dunes markede et vendepunkt i Vilhelms kontrol over hertugdømmet blev det ikke enden på hans udfordringer med at få styr på adelen. I perioden 1047 til 1054 var der stort set konstant krig, og mindre kriser fortsatte helt indtil 1060.

Konsolidering af magt

Vilhelms næste fokusområde blev Guy af Burgund, som trak sig tilbage til sin borg i Brionne, som Vilhelm belejrede. Efter en lang kamp formåede hertugen at få sendt Guy i eksil i 1050. For at tage sig af greven af Anjou, Geoffrey Martels, voksende magt slog Vilhelm sig sammen med kong Henrik i et felttog mod ham, hvilket blev det sidste kendte samarbejde mellem de to. De formåede at erobre en angevinsk fæstning, men ikke meget andet. Geoffrey forsøgte at udvide sin autoritet ind i provinsen Maine, særligt efter Hugh 4. af Maines død i 1051. Huset Bellêmes besiddelser, som bl.a. inkluderede Bellême på grænsen mellem Maine og Normandiet, samt fæstningerne i Alençon og Domfort var nøglebrikker til kontrollen over Maine. Bellêmes overherre var kongen af Frankrig, men Domfort var under Geoffrey Martel overherredømme, og hertug Vilhelm var Alençons overherre. Huset Bellême, hvis landområder var strategisk placeret mellem deres tre forskellige overherrer, formåede at spille dem ud mod hinanden, og sikrede på den måde vigtig uafhængighed selv.

Billede fra Bayeux-tapetet, der viser Vilhelm med sine halvbrødre. Vilhelm er i midten, Odo er til venstre med tomme hænder, og Robert er til højre med et sværd i hånden.

Ved Hugh af Mains død besatte Geoffrey Martel Maine i konkurrence med Vilhelm og kong Henrik; de formåede til sidst at drive Geoffrey ud af området og i samme proces sikrede Vilhelm sig kontrol over Bellême-familiens fæstninger ved Alençon og Domfort. Således var han i stand til at hævde sit overherredømme over huset Bellême og tvinge dem til at handle konsistent i normannisk interesse. Men i 1052 slog kongen og Geoffrey Martel pjalterne sammen mod Vilhelm på samme tidspunkt, hvor nogle normanniske adelsfolk begyndte at udfordre Vilhelms øgede magt. Henriks nye alliance blev sandsynligvis motiveret af hans ønske om at beholde sin dominans over Normandiet, hvilket nu blev truet af Vilhelms større kontrol over hertugdømmet. Vilhelm var engageret i militæraktion mod sine egne adelsfolk ignenem hele 1053, samt med den nye ærkebiskop af Rouen, Mauger. I februar 1054 igangsatte kongen og de normanniske oprørere en dobbelt invasion af hertugdømmet. Henrik ledte hovedstyrken igennem området Évreux, mens den anden del, under den franske konges bror Odo, invaderede det østlige Normandiet.

Vilhelm mødte invasionen ved at opdele sine tropper i to grupper. den første, som han selv ledte, blev sendt mod Henrik. den anden, som inkluderede nogle af de personer, som blev Vilhelms stærke og stabile støtter, som Robert, greve af Eu, Walter Giffard, Roger af Mortemer og William de Warenne, stod over for den anden invaderende styrke. Denne anden styrke besejrede invasionstyrken under slaget ved Mortemer. Udover at standse begge invasioner, så gjorde slaget det muligt for hertugens eklastisiske støtter at afsætte Mauger fra ærkebispesædet i Rouen. Mortemer markede således endnu et vendepunkt i Vilhelms øgede indflydelse og kontrol i hertugdømmet, selvom hans konflikt med den franske konge og greven af Anjou fortsatte helt frem til 1060. Henrik og Geoffrey ledte andre invasion af Normandiet i 1057, men blev besejret af Vilhelm under slaget ved Varaville. Dette blev den sidste invasion af Normandiet i Vilhelms levetid. I 1058 invaderede Vilhelm området Dreux, hvor han erobrede Tillières-sur-Avre og Thimert. Henrik forsøgte at stoppe Vilhelm, men belejringen af Thimert trak ud i to år indtil Henriks død. Grev Geoffrey og kongens død i 1060 cementerede skiftet i magtbalancen til Vilhelm.

Vilhelm og Matildas underskrifter er de to første store krydser på Accord of Winchester fra 1072.

En faktor i Vilhelms favør var hans ægteskab med Matilda af Flandern, der var datter af grev Baldwin 5. af Flandern. Unionen blev arrangeret i 1049, men pave Leo 9. forbød ægteskabet under konsilet i Rheims i oktober 1049. Brylluppet fortsatte dog stadig i begyndelsen af 1050'erne, muligvis uden godkendelse fra paven. Ifølge en senere kilde, der ikke bliver betragtet som særlig pålidelig, blev det ikke godkendt af paven før 1059, men da forholdet mellem paven og normannerne generelt var gode i 1050'erne, og normanniske gejstlige kunne besøge Rom i 1050 uden problemer, skete stadfæstelsen sandsynligvis før. Den pavelige godkendelse af ægteskabet har tilsyneladende krævet grundlæggelsen af to klostre Caen – et af Vilhelm og et af Matilda. Ægteskabet var vigtigt for sikre Vilhelms status, da Flandern var et af de mere magtfulde franske territorier med bånd til den franske kongehus og de tyske kejsere. Samtidige forfattere betragtede ægteskabet, som gav fire sønner og fem eller seks døtre, som en succes.

Udseende og adfærd

Der findes intet autentisk portræt af Vilhelm; samtidige afbildninger af ham på Bayeux-tapetet og hans segl og mønter er de mest konventionelle repræsentationer der viser hans autoritet. Der findes flere nedskrevne beskrivelser af et djærvt og robust udseende, med en dyb stemme. Han havde godt helbred indtil han blev gammel, selvom han blev temmelig fed, da han blev ældre. Han var stærk nok til at trække buer, som andre ikke kunne skyde med, og han havde stor udholdenhed. Geoffrey Martel beskrev ham uden lige som kæmper og som rytter. Undersøgelser af Vilhelms femur, den eneste knogle som er bevaret, da resten af hans jordiske efterladenskaber blev ødelagt, viser, at han har været 1,78 m høj.

Der findes kilder på to læremestre, som den unge hertug har haft i slutningen af 1030'erne og 1040'erne, men omfanget af Vilhelms uddannelse i læsning og skrivning er uklar. Han var ikke kendt som en mæcen for forfattere, og der er kun ganske få tegn på, at han støttede uddannelse eller andre intellektuelle aktiviteter. Orderic Vitalis beskriver, at Vilhelm forsøgte at lære at læse oldengelsk sent i sit liv, men at han ikke kunne dedikere den fornødne tid og gav hurtigt op. Vilhelms primære hobby har tilsyneladende været jagt. Hans ægteskab med Matilda virker til at have været meget lidenskabeligt, og der er ingen tegn på, at han har været hende utro, hvilket var ualmindeligt for en middelalderlig monark. Middelalderlige forfattere kritiserede Vilhelm for hans grådighed og grusomhed, men hans personlige fromhed blev universelt rost i hans samtid.

Normannisk administration

Den normanniske regering under Vilhelm var meget lig den regering, der havde eksisteret under tidligere hertuger. Det var et temmelig simpelt administrativt system, der byggede på hertugens hushold, som bestod af en gruppe officerer, inklusive stewards, butlere, marskalker. Hertugen rejste konstant rundt i hertugdømmet, hvor han bekræftede chartre og indsamlede penge. Størstedelen af indkomsten kom fra hertugdømmets land, samt fra told og få skatter. Pengene blev indsamlet af kammeret, der var en af afdelingerne i husholdet.

Vilhelm vedligeholdt tætte forbindelse med kirken i sit hertugdømme. Han deltog i kirkens konsileter og lavede adskillige udnævnelser i det normanniske bispesæde, inklusive udnævnelsen af Maurilius som ærkebiskop af Rouen. Andre vigtige udnævnelser var den af Vilhelms halvbror, Odo, som biskop af Bayeux, i enten 1049 eller 1050. Han henvendte sig også til gejstligheden for råd, inklsuive Lanfranc, en ikke-normanner der arbejdede sig op til at blive en af Vilhelms prominente eklastistiske rådgivere i 1040'erne, og fortsatte med at være det i 1050'erne og 1060'erne. Vilhelm gav generøse gaver til kirken; fra 1035 til 1066 grundlagde det normanniske aristokrati mindst 20 nye klostre, inklusive de to i Caen, hvilket var en bemærkelsesværdig udvidelse af det religiøse liv i hertugdømmet.

Engelske og kontinentale bekymringer

I 1051 har den barnløse kong Edward af England tilsyneladende valgt Vilhelm som sin efterfølger til den engelske trone. Vilhelm var barnebarn af Edvard onkel på sin mors side, Richard 2., hertug af Normandiet. Den angelsaksiske krønike, version "D", beskriver at Vilhelm besøgte England i slutningen af 1051, muligvis for at sikre konfirmeringen af ham som arving, eller også forsøgte Vilhelm at få hjælp til problemer tilbage i Normandiet. Turen er usandsynlig, idet Vilhelm var travlt beskæftiget med krig i Anjou på dette tidspunkt. Hvad end Edvards ønsker var, så er det sandsynligt at ethvert krav fra Vilhelm ville blive modsagt af Godwin, jarl af Wessex, der var medlem af den mest magtfulde familie i England. Edvard havde giftet sig med Edith, Godwins datter, i 1043, og Godwin var tilsyneladende en af Edvards primære støtter i hans krav om tronen. I 1050 var forholdet mellem kongen og jarlen dog blevet dårligt, hvilket kulminerede i en krise i 1051, der ledte til at Godwin og hans familie gik i eksil fra England. Det var under dette eksil, at Edvard tilbød tronen til Vilhelm. Godwin vendte tilbage fra sit eksil i 1052 med en hær, og der blev lavet en aftale mellem kongen og jarlen, som gav jarlen og hans familie deres land tilbage og samt, at Robert of Jumièges, der var en normanner, som Edvard havde udnævnt til ærkebiskop af Canterbury, blev erstattet med Stigand, biskop af Winchester. Ingen engelske kilder nævner et antaget løfte fra ærkebiskop Robert til Vilhelm, om at støtte arvefølgen, og de to normanniske kilder der nævner det, William af Jumièges og William af Poitiers, er ikke præcise i deres kronologi mht., hvornår det første besøg fandt sted.

Grev Herbert 3. af Maine døde i 1062, og Vilhelm, der havde trolovet sin ældste søn Robert med Herberts søster Margaret, krævede countiet til sin søn. Lokale adelsfolk modsatte sig dette, men Vilhelm invaderede og i 1064 havde han skaffet kontrol over området. Vilhelm udnævnte en normanner til biskop af Le Mans i 1065. Han tillod også at hans søn Robert Curthose at sværge troskab til den nye greve af Anjou, Geoffrey den Skæggede. Vilhelms vestlige grænse var således blevet sikret, men hans grænse mod Bretagne var fortsat usikker. I 1064 invaderede Vilhelm Bretagne i et felttog, hvor detaljerne fortsat ikke er kendt. Effekten var dog, at han destabiliserede Bretagne og tvang hertugen, Conan 2., til at fokusere på interne problemer frem for ekspansion. Conans død i 1066 sikrede yderligere Vilhelms grænser i Normandiet. Vilhelm nød også godt af hans kampagne i Bretagne, idet han sikrede støtte fra visse bretonske adelsfolk, som ente med at støtte invasionen af England i 1066.

Scene fra Bayeux-tapetet hvor teksten indikerer at Vilhelm sender våben til Harold under Harolds rejse til kontinentet i 1064.

I England døde jarl Godwin i 1053 og hans sønner fiks stadig større magt: Harold overtog sin faders jarldømme, og en anden søn, Tostig, blev jarl af Northumbria. Andre sønner fik jarldømmer senere: Gyrth blev jarl af East Anglia i 1057 og Leofwine blev jarl af Kent et sted mellem 1055 og 1057. Nogle kilder påstår, at Harold deltog i Vilhelms felttog i Bretagne i 1064, og at Harold svor at opretholde Vilhelms krav om den engelske trone mod slutningen af felttogt, men der er ingen engelske kilder, der beskriver denne rejse, og det er uklart om den rent faktisk fandt sted. Det har muligvis været normannisk propaganda, der var designet til at miskreditere Harold, der var blevet en af dem, som kæmpede om at efterfølge kong Edvard. Imens var der kommet endnu en udfordrer på banen, der ønskede tronen; Edvard den Landflygtige, søn af Edmund Jernside og barnebarn af Æthelred 2., vendte tilbage til England i 1057, og selvom han døde kort tid efter, så medbragte han sin familie, der inkluderede to døtre, Margaret og Christina, en søn, Edgar Ætheling.

I 1065 gjorde Northumbria oprør mod Tostig, og oprørerne valget Morcar, Edwin, jarl af Mercias yngre bror, som jarl i stedet for Tostig. Harold støttede oprørerne, muligvis for at sikre støtte fra Edwin og Morcar til sit eget krav om tronen, og overtalte kong Edvard til at erstattet Tostig med Morcar Morcar. Tostig gik i eksil i Flandern sammen med sin hustru Judith, der var datter af grev Baldwin 4. af Flandern. Edvards helbred var for nedadgående, og han døde den 5. januar 1066. Det er uklart, hvad der præcist skete på hans dødsleje. En historier, som stammer fra Vita Edwardi, som er en biografi om Edvard, påstår, at Edvard blev passet af sin kone Edith, Harold, ærkebiskop Stigand og Robert FitzWimarc, og at kongen udnævnte Harold til sin efterfølger. De normanniske kilder bestrider ikke, at Harold faktisk blev udnævnt som den næste konge, men de erklærer også at Harolds ed og Edvards tidligere løfte om tronen ikke kunne blive ændret på Edvards dødsleje. Senere engelske kilder hævder, at Harold blev valgt som konge af gejstligheden og stormændene i England.

Invasionen af England

Uddybende artikel: Normanniske erobring af England

Harolds forberedelse

Lokationerne for nogle af begivenhederne i 1066.

Harold blev kronet den 6. januar 1066 i Edvards nye normanniske Westminster Abbey, selvom der er en del kontroverser om, hvem der udførte ceremonien. Engelske kilder hævder at Ealdred, ærkebiskop af York, udførte ceremonien, mens normanniske kilder hævder at kroningen blev udført af Stigand, som blev betragtet som en ikke kanonisk ærkebiskop af pavedømmet. Harolds krav på tronen var ikke fuldstændigt sikkert, da der var andre kombatanter, der muligvis inkluderede hans bror Tostig, der var i eksil. Kong Harald Hårderåde af Norge havde også krav på tronen, idet han var onkel og arving til kong Magnus 1., der havde lavet en pagt med Hardeknud omkring år 1040 om, at hvis enten Magnus eller Hardeknud døde uden arvinger, så ville den anden overtage tronen. Den sidste, der gjorde krav på tronen, var Vilhelm af Normandiet, som kong Harold Godwinson lavede de fleste af sine forberedelser til en forventede invasion.

Harolds bror Tostig lavede sonderende angreb langs Englands sydkyst i maj 1066, og gik i land på Isle of Wight, hvor han brugte en flåde, som Baldwin af Flandern havde udstyret ham med. Tostig har tilsyneladende kun fået ganske lidt lokal støtte, og yderligere plyndringer i Lincolnshire og nær floden Humber blev ikke en succes, så han trak sig tilbage til Skotland, hvor han blev i et stykke tid. Ifølge den normanniske forfatter William af Jumièges, havde Vilhelm i mellemtiden sendt en gesandt til kong harold Godwinson, der skulle minde Harold om hans ed om at støtte Vilhelms krav, men det er uklart om dette rent faktisk fandt sted. Harold samlede en hær og en flåde for at afværge Vilhelms forventede invasionsstyrke, og placerede tropper og skibe langs Den Engelske Kanal det meste af sommeren.

Vilhelms forberedelse

Scene fra Bayeux-tapetet, der viser normannere der forbereder invasionen af England.

William af Poitiers beskriver et konsil, som hertug Vilhelm indkaldte til, hvor forfatteren beskriver en stor debat, der foregik mellem Vilhelms adelsfolk og støtter over risikoen ved en invasion af England. Selvom der sandsynligvis blev afholdt en vis grad af et formelt møde, er det usandsynligt, at der foregik en debat, da hertugen på dette tidspunkt havde god kontrol med sine adelsfolk, og de fleste af de forsamlede ville have været nervøse over at kunne sikre sig deres andel af belønningerne ved en erobring af England. William af Poitiers skriver også, at hertugen modtog pave Alexander 2.s accept af invasionen samt et paveligt banner. Kronikøren hævdede desuden, at hertugen fik støtte af den tysk-romerske kejser Henrik 4. og kong Svend Tveskæg. Henrik var stadig mindreårig, men det var mere sandsynligt, at Svend ville støtte Harold, der kunne hjælpe Svend mod den norske konge, så disse krav skal behandles varsomt. Selvom Alexander gav en pavelig velsignelse til erobringen efter den lykkedes, så findes der ikke andre kilder, der angiver, at paven støttede projektet inden invasionen. Begivenhederne efter invasionen, inklusive bøden som Vilhelm betalte og udtalelser af senere paver, underbygger ikke, at paven skulle have godkendt det. Vilhelm overdrog regeringen af Normandiet til sin hustru under invasionen.

Igennem hele sommeren samlede Vilhelm en hær og en invasionsflåde i Normandiet. Selvom William af Jumièges påstår, at flåden bestod af 3.000 skibe, så er dette tydeligt vis en overdrivelse, men den var sandsynligvis stor og blev bygget fra bunden. Selvom William af Poitiers og William af Jumièges er uenige om, hovr flåden blev bygget, Poitiers skriver at det var ved udmundingen af Dives, mens Jumièges skriver at den blev bygget i Saint-Valery-sur-Somme, så er begge enige om, at den sejlede fra Valery-sur-Somme. Flåden havde en invasionsstyrke samt yderligere tropper fra Vilhelms egne territorier fra Normandiet og Maine, et stort antal lejesoldater, allierede og frivillige fra Bretagne, Nordøstfrankrig og Flandern, sammen med et mindre antal fra andre dele af Europa. På trods af at hæren og flåden var klar allerede i begyndelsen af august, så holdt dårlig vind skibene i Normandiet indtil slutningen af september. Der var sandsynligvis også andre ting, der forsinkede Vilhelm, inklusive rapporter fra England, der afslørede, at Harold havde tropper langs kysten. Vilhelm vil have foretrukket at vente med invasionen, indtil han kunne gå i land uden modstand. Harold havde sine tropper klar hele sommeren, men da høsten kom, blev hæren opløst den 8. september.

Tostig og Hårderådes invasion

Stedet for slaget ved Stamford Bridge.

Harolds bror Tostig og Harald Hårderåde invaderede Northumbria i september i 1066 og besejrede en lokal styrke under Morcar og Edwin under slaget ved Fulford nær York. Kong Harold modtog besked om deres invasion og marcherede nordpå, hvor han besejrede de invaderende vikinger, og hvor han dræbte Tostig og Hårderåde den 25. september under slaget ved Stamford Bridge. Den normanniske flåde satte langt om længe sejl to dage senere og gik i land i England ved Pevensey Bay den 28. september. Vilhelm gik mod Hastings, nogle få kilometer øst, hvor han byggede en fæstning som base for hans operationer. Derfra plyndrede han området og afventede, at Harold skulle vende tilbage fra Stamford Bridge, og idet han havde valgt en base langt fra havet, kunne han ikke opretholde kommunikationen med Normandiet.

Slaget ved Hastings

Uddybende artikel: Slaget ved Hastings

Efter at have besejret Harald Hårderåde og Tostig efterlod Harold en stor del af sin hær i nord, inklusive Morcar og Edwin, og marcherede herefter sydpå for at tages sig af den truende normanniske invasion. Han fandt sandsynligvis ud af, at Vilhelm var komme til landet mens hans marcherede mod syd. Harold stoppede i London og opholdt sig der i omkring en uge inden har marcherede videre mod Hastings, og han brugte derfor sandsynligvis omkring en uge på at marchere mod syd, hvilket givet et gennemsnit på omkring 43 km om dagen, til at gennemføre distancen på omkring 320 km. Selvom Harold forsøgte at overraske normannerne, så havde Vilhelms spejdere allerede rapporteret, at englænderne var ankommet. De præcise begivenheder der fulgte inden slaget er uklare, idet der er modstridende oplysninger i de forskellige kilder, men alle er enige om, at Vilhelm ledte sin hær fra borgen mod fjenden. Harold haved havde taget opstilling i en defensiv position på toppen af Senlac Hill (nutidens Battle), omkring 10 km fra Vilhelms fæstning i Hastings.

Scene fra Bayeux-tapetet der afbilder slaget ved Hastings.

Slaget begyndte omkring kl 9 om morgenen den 14. oktober, og det foregik hele dagen, men mens det store linjer er kendte, så findes der ingen entydige beskrivelser af slaget, idet kilderne er uenige. Selvom antallet på de to sider var nogenlunde ens, så havde Vilhelm både kavaleri og infanteri, inklusive mange bueskytter, mens Harold kun havde fodsoldater og få bueskytter, hvis han overhovedet havde nogen. De engelske soldater dannede en skjoldmur langs kanten af bakken, og de var i første omgang så effektive, at Vilhelms hær blev slået tilbage og led store tab. En del af Vilhelms bretonske tropper gik i panik og flygtede, og nogle af de engelske tropper har tilsyneladende forfulgt dem, indtil de selv blev angrebet og slået ihjel af det normanniske kavaleri. Under bretonernes flugt var der rygter blandt de normanniske soldater om, at hertugen var blevet dræbt, men Vilhelm formåede at samle sine soldater. To yderligere normanniske retræter stoppet for igen at trække den engelske hær med efter dem og udsætte dem for gentagne angreb fra det normanniske kavaleri. De tilgængelige kilder er mere forvirrede over begivenhederne om eftermiddagen, men det afgørende var tilsyneladende Harolds død, hvorom der er forskellige historier. William af Jumièges beskriver at Harold blev dræbt af hertugen. På Bayeux-tapetet vises Harold med en pil i øjet, men dette kan være en senere omarbejdning for at bekræfte 1100-tallets historier, hvor Harold blev slået ihjel af en pil mod hovedet.

Harolds lig blev identificeret dagen efter slaget, enten via hans rustning eller ved hjælp af mærker på hans krop. De døde englændere, som inkluderede Harolds brødre og huskarle, blev efterladt på slagmarken. Gytha, Harolds moder, tilbød den sejrende hertug hendes søns vægt i guld for at få liget udleveret, men ønsket blev ikke efterlevet. Vilhelm beordrede, at Harolds lig skulle smides i havet, men om dette blev efterlevet er uklart. Waltham Abbey, der blev grundlagt af Harold, påstod senere, at hans krop var blevet begravet her i hemmelighed.

March til London

Vilhelm havde muligvis håbet på, at englænderne ville overgive sig efter hans sejr, men det gjorde de ikke. I stedet nominerede nogle engelske gejstlige og stormænd Edgar Ætheling som konge, selvom deres støtte til Edgar kun var lunken. Efter at have ventet i kort tid, sikrede Vilhelm sig Dover, dele af Kent og Canterbury, mens han også sendte en styrke afsted for at erobre Winchester, hvor det kongelige skatkammer var. Disse tropper sikrede områderne bag Vilhelm, og også hans mulige retræte tilbage mod Normandiet, hvis han skulle få brug for det. Vilhelm marcherede herefter til Southwark, over Themsem fra London, som han nåede i slutningen af november. Derefter ledte han sine tropper syd og vest om London, hvor de brændte meget af på vejen. Han krydsede endelig Themsen ved Wallingford i begyndelsen af december. Vilhelm sendte herefter tropper ind til London for at opføre en borg. Han blev kronet Westminster Abbey juledag 1066.

Konsolidering

Første handlinger

Vilhelm blev i England efter sin kroning og forsøgte at forene de indfødte stormænd. De resterende jarler, Edwin (af Mercia), Morcar (af Northumbria), og Waltheof (af Northampton), fik bekræftet deres landområder og titler. Waltheof blev gift med Vilhelms niece Judith, datter Adelaide, der blev foreslået et ægteskab mellem Edwin og en af Vilhelms døtre. Edgar Ætheling har tilsyneladende også fået landområder. Eklastiske områder bibeholdt de samme biskopper som før invasionen, inklusive den ikke-kanoniske Stigand. Harold og hans brødres familier mistede dog deres land, og det samme gjorde andre, der havde kæmpet mod Vilhelm ved Hastings. I marts var Vilhelm sikker nok til at kunne vende tilbage til Normandiet, men han tog Stigand, Morcar, Edwin, Edgar og Waltheof med sig. Han efterlod sin halvbror Odo, biskoppen af Bayeux, med styret af England samt en anden inflydelsesrig støtte, William FitzOsbern, der var søn af hans tidligere værge. Begge mænd fik også et jarldømme; FitzOsbern modtog Hereford (eller Wessex) og Odo fik Kent. Selvom han indsatte normannere til det overordnede styre, så bibeholdt han mange af de oprindelige engelske sheriffer. Da han kom til Normandiet drog den nye engelske konge til Rouen og Abtei Fécamp, og han deltog i indvielsen af nye kirker ved to normanniske klostre.

Mens Vilhelm var i Normandiet invaderede hans tidligere allierede Eustace, greve af Boulogne, ved Dover, men blev slået tilbage. Den engelske modstand var også begyndt med Eadric den Vilde angreb Hereford, og der var oprør i Exeter, hvor Harolds mor Gytha var centrum for modstanden. FitzOsbern og Odo fandt det vanskeligt at kontrollere den indfødte befolkning og gik i gang med at opføre en række borge for at fastholde grebet om kongeriget. Vilhelm vendte tilbage til England i december 1067 og marcherede mod Exeter, som han belejrede. Byen holdt ud i 18 dage, og efter den var faldet opførte Vilhelm en borg for at sikre sin kontrol. Harolds sønner plyndrede i mellemtiden i Sydvestengland fra en base i Irland. deres tropper gik i land nær Bristol, men, men de blev besejret af Eadnoth. Ved påske var Vilhelm i Winchester, hvor han snart efter fik følgeskab af sin kone, Matilda, som blev kronet i maj 1068.

Engelsk modstand

Uddybende artikel: Massakren i Nordengland

Rester af Baile Hill, den anden motte-and-bailey-fæstning som Vilhelm byggede i York.

I 1068 gjorde Edwin og Morcar oprør, støttet af Gospatric. Kronikøren Orderic Vitalis beskriver, at årsagen til at Edwin gjorde oprør var, at det foreslåede giftemål mellem ham og en af Vilhelms døtre ikke havde fundet sted, men andre årsager inkluderede sandsynligvis William FitzOsbern øgede magt i Herefordshire, der påvirkede Edwins magt i hans eget jarldømme. Kongen marcherede igennem Edwins landområde og byggede en borg ved Warwick. Edwin og Morcar underlagde sig, men Vilhelm fortsatte til York, hvor han opførte borge i både York og Nottingham før han vendte tilbage i syd. På sin rejse mod syd begyndte kongen at opføre borge ved Lincoln, Huntingdon og Cambridge. Vilhelm placerede forskellige af sine støtter med ansvaret for sine nye fæstninger, blandt dem William Peverel i Nottingham og Henry de Beaumont i Warwick. Kongen vendte herefter tilbage til Normandiet i slutningen af 1068.

Tidligt i 1069 startede Edgar Ætheling et oprør og angreb York. Selvom Vilhelm vendte tilbage til York og opførte endnu en borg, så forblev Edgar på fri fod, og i efteråret slog han sig sammen med kong Svend af Danmark. Den danske konge havde bragt en stor flåde til England, og han angreb ikke bare York, men også Exeter og Shrewsbury. York blev erobret af Edgar og Svends samlede styrke. Edgar blev udråbt som konge af sine støtter, men Vilhelm svarede hurtigt igen, og ignorerede et oprør tilbage på kontinentet i Maine. Vilhelm bar symbolsk sin krone i ruinerne af York på juledag 1069, og fortsatte herefter med at betale danerne til at forlade landet. Han marcherede til floden Tees, hvor han plyndrede landet, hvor han kom frem. Edgar, der havde mistet mange af sine tilhængere, flygtede til Skotland, hvor kong Malcolm 3. var gift med Edgars søster Margaret. Waltheof, der havde sluttet sig til oprøret, underkastede sig sammen med Gospatric, og de fik begge lov at trække sig tilbage til deres egne områder. Vilhelm var dog ikke færdig; han marcherede over Penninerne om vinteren, og han besejrede de resterende oprørere ved Shrewsbury før han opførte borge i Chester og Stafford. Dette felttog, hvor dele af landområderne blev ødelagt og nedbrændt af de kongelige tropper under deres march, bliver normalt kaldt "Massakren i Nordengland" ("Harrying of the North"); det var ovre i april 1070, hvor Vilhelm for første gang bar sin krone ceremonielt til påske i Winchester.

Kirkelige affærer

Mens Vilhelm var i Winchester i 1070 mødte han tre pavelige legater; John Minutus, Peter, og Ermenfrid af Sion, som var blevet sendt af Pave Alexander. Legaterne foretog en ceremoniel kroning af Vilhelm i løbet af påsken. Historikeren David Bates ser kroningen som det pavelige blåstempling af Vilhelms erobring. Legaterne og kongen afholdt en serie eklastiske råd dedikeret til at reformere og omorganisere den engelske kirke. Stigand og hans bror, Æthelmær, biskop af Elmham, blev afsat fra deres biskopembeder. Nogle af de oprindelige abbeder blev også afsat både ved rådet afholdt i påsken og et senere, der blev afholdt nær Whitsun. Ved konsilet i Whitsun blev Lanfranc udpeget som ærkebiskop af Canterbury og Thomas af Bayeux blev ny ærkebiskop af York, hvor han erstattede Ealdred, der var død i september 1069. Vilhelms halvbror, Odo, forventede muligvis at blive udnævnt til Canterbury, men Vilhelm ønskede sandsynligvis ikke at give så meget magt til et familiemedlem. En anden årsag til denne udnævnelse kan have være pres fra pavedømmet om at udnævne Lanfranc. Normanniske gejstlige blev udnævnt til at erstattet de afsatte biskopper og abbeder, og mod slutningen af processen var der kun to biskopper tilbage, som også havde siddet inden erobringen. I 1070 grundlagde Vilhelm Battle Abbey, der var et ny kloster på stedet for slaget ved Hastings, til dels som bod på de døde under slaget og også som et mindesmærke over de døde.

Problemer i England og kontinentet

Danske plyndringstogter og oprør

Selvom Svend havde lovet at forlade England, så vendte han tilbage i foråret 1070 og plyndrede langs Humber og East Anglia mod Isle of Ely, hvor han slog sig sammen med Hereward the Wake, en lokal thegn. Herewards tropper angreb Peterborough Abbey, som de erobrede og plyndrede. Vilhelm formåede at få Svend til at rejse væk igen med sin flåde i 1070, der gjorde det muligt for ham at vende tilbage til kontinentet for at tage sig af problemer i Maine, hvor byen Le Mans havde gjort oprør i 1069. En anden bekymring var Baldwin 6. af Flanderns død i juli 1070, som ledte til en arvefølgestrid, da hans enke, Richilde, regerede for deres to unge sønner, Arnulf og Baldwin. Hende styre blev dog udfordret af Robert, Baldwins bror. Richilde foreslog et ægteskab med FitzOsbern, der var i Normandiet, og FitzOsbern accepterede. Efter han blev dræbt i februar 1071 under slaget ved Cassel, blev Robert greve. Han satte sig op imod kong Vilhelms magt på kontinentet, og slaget ved Cassel ændrede ved magtbalancen i Nordfrankrig, udover at koste Vilhelm en vigtig forbundsfælle.

I 1071 besejrede Vilhelm det sidste oprør i nord. Jarl Edwin blev forrådt af sine egne mænd og dræbt, mens Vilhelm byggede en dæmning for at underkaste sig Isle of Ely, hvor Hereward the Wake og Morcar gemte sig. Hereward slap væk, men Morcar blev taget til fange, og han blev frataget sit jarldømme og smidt i fængsel. I 1072 invaderede Vilhelm Skotland, og han besejrede Malcolm, der for nylig havde invaderet Nordengland. Vilhelm og Malcolm blev enige om en fredsaftale kaldet freden i Abernethy, og Malcolm gav sandsynligvis sin Duncan som gidsel for freden. En anden konsekvens af fredsaftalen var muligvis at Edgar Ætheling blev smidt ud af Malcolms hof. Vilhelm vendte herefter sin opmærksomhed mod kontinentet, og vendte tilbage til Normandiet i begyndelsen af 1073 for at tage sig af Fulk le Rechin, greve af Anjous invasion af Maine. Med et hurtigt felttog erobrede Vilhelm Le Mans fra Fulks tropper og afsluttede felttoget den 30. marts 1073. Dette sikrede Vilhelms magt i Nordfrankrig, men den nye greve af Flandern tog imod Edgar Ætheling i sit hof. Robert giftede også sin halvsøster, Bertha, med frankrigs kong Philip 1., som var modstander af den normanniske magt.

Vilhelm vendte tilbage til England for at gør sin hær fri for tjeneste i 1073, men vendte hurtigt tilbage til Normandiet, hvor han tilbragte hele 1074. Han efterlod Englands styre til sine støtter, inklusive Richard fitz Gilbert og William de Warenne, samt Lanfranc. Vilhelms færden, hvor han forlod England i et helt år, er et tegn på, at han følte at hans kontrol med kongeriget var sikret. Mens Vilhelm var i Normandiet vendte Edgar Ætheling tilbage til Skotland fra Flaandern. Den franske konge, der søgte folk som var imod Vilhelms magt, havde foreslået, at Edgar fik borgen Montreuil-sur-Mer ved kanalen, hvilket ville have givet Edgar en strategisk fordel mod Vilhelm. Edgar blev tvunget til at underkaste sig Vilhelm kort efter, men han fik dog lov at vende tilbage til Vilhelms hof. Selvom han blev modarbejdet, så vendte Philip sin opmærksomhed mod Bretagne, hvor han ledte et oprør i 1075.

Jarlernes oprør

Uddybende artikel: Jarlernes oprør

Norwich Castle. Keepet stammer fra efter Jarlernes oprør, men selve borgbanken er tidligere.

Mens Vilhelm ikke var i landet i 1075 konspirerede Ralph de Gael, jarlen af Norfolk og Roger de Breteuil og jarlen af Hereford, om at sætte Vilhelm af tronen i hvad der blev kendt som "jarlernes oprør". Ralph var delvist bretoner, og han havde tilbragt det meste af sit liv inden 1066 i Bretagne, hvor han stadig havde land. Roger var normanner, søn af William FitzOsbern, men han havde arvet mindre autoritet, end den hans fader havde haft. Ralphs autoritet har tilsyneladende også været mindre end hans forgængere i jarldømmet, hvilket sandsynligvis er årsagen til hans oprør.

Den præcise årsag til oprøret er uklar, men det blev igangsat ved brylluppet mellem Ralph og en af Rogers familiemedlemmer, som blev afholdt Exning i Suffolk. En anden jarl, Waltheof, var også involveret, på trods af at han var en af Vilhelms favoritter, og der var også bretonske herremænd som var klar til at lave oprør for at støtte Ralph og Roger. Ralph anmodede også om dansk hjælp. Vilhelm forblev i Normandiet mens hans folk i England undertvang sig oprøret. Roger var ikke i stand til at forlade sin base i Herefordshire, fordi Wulfstan, biskoppen af Worcester og Æthelwig, Abbed af Evesham kæmpede mod ham. Ralph blev fanget på Norwich Castle ved fælles hjælp af Odo af Bayeux, Geoffrey de Montbray, Richard fitz Gilbert og William de Warenne. Ralph forlod til sidst Norwich og overlod kontrollen til sin kone, hvorefter han rejste fra England og endte i Bretagne. Norwich blev belejret og overgav sig, og garnisonen fik lov at rejse til Bretagne. Imens ankom den danske konges bror Knud den Hellige til England med en flåde på 200 skibe, men det var for sent, da Norwich allerede havde overgivet sig. Danerne plyndrede langs kysten, før de vendte hjem. Vilhelm vendte tilbage til England senere i 1075 for at tage sig af den danske trussel, og lod sin hustru Matilda styre Normandiet i mellemtiden. Han fejrede jul i Winchester og tog sig af efterspillet af oprøret. Roger og Waltheof blev holdt fanget, og Waltheof blev henrettet i maj 1076. Før dette var Vilhelm vendt tilbage til kontinentet, hvor Ralph havde fortsat oprøret fra Bretagne.

Problemer hjemme og i England

Jarl Ralph havde sikret sig kontrol over borgen ved Dol, og i september 1076 avancerede Vilhelm ind i Bretagne og belejrede borgen. Kong Philip af Frankrig stoppede senere belejringen og besejrede Vilhelm ved Dol, og tvang ham til at trække sig tilbage til Normandiet. Selvom det var Vilhelms første nederlag i kamp, så ændrede det ikke tingene meget. Angrebet i Maine blev besejret i slutningen af 1076 eller 1077, hvor grev Fulk le Rechin lavede et mislykket angreb. Mere seriøst var Simon de Crépy, greve af Amiens, der trak sig tilbage til et kloster. Før han blev en munk overdrog han sit grevskab Vexin til kong Philip. Vexin var en buffer-stat mellem Normandiet og den franske konges landområder, og Simon havde støttet Vilhelm. Vilhelm fik forhandlet en fred med Philip i 1077, og sikrede også en fredsaftale med grev Fulk i slutningen af 1077 eller begyndelsen af 1078.

I 1077 eller begyndelsen af 1078 begyndte der at blive problemer mellem Vilhelm og hans ældste søn, Robert. Selvom Orderic Vitalis beskriver det som, at det startede med et skænderi mellem Robert og hans to yngre brødre, Vilhelm og Henry, inklusive en historie om at skænderiet startede med at Vilhelm og Henrik smed vand på Robert, så er det mere sandsynligt, at Robert følte sig magtesløs. Orderic beskriver, at han tidligere havde krævet kontrol over Maine og Normandiet men var blevet afvist. Problemerne i 1077 eller 1078 resulterede i at Robert forlod Normandiet sammen med en gruppe unge mænd, hvoraf mange var sønner af Vilhelms støtter. Blandt disse personer var Robert of Belleme, William de Breteuil og Roger, søn af Richard fitz Gilbert. Denne gruppe mænd tog til borgen ved Remalard, hvor de begyndte at plyndre ind i Normandiet. Plyndringsmændene blev støttet af mange af Vilhelms kontinentale fjender. Vilhelm angreb oprørerne med det samme og drev dem fra Remalard, men kong Philip gav den borgen ved Gerberoi, hvor flere nye støtter sluttede sig til dem. Vilhelm belejrede Gerberoi i januar 1079. Efter tre uger gjorde de et udfald fra borgen, og de formåede at overraske de belejrende tropper. Vilhelm blev væltet af hesten af Robert, og blev reddet fra at blive slået ihjel. Vilhelms tropper var nødt til at stoppe belejringen og kongen vendte tilbage til Rouen. Den 12. april 1080 nåede Vilhelm og Robert et forlig, hvor Vilhelm bekræftede at Robert ville modtage Normandiet, når han døde.

Kort der viser Vilhelms landområde i 1087 (de lyserøde områder blev kontrolleret af Vilhelm).

Rygter om Vilhelms nederlag ved Gerberoi rev op i problemerne i Nordengland. I august og september 1079 plyndrede kong Malcolm af Skotland langs floden Tweed, og han ødelagde området mellem floden Tees og Tweed i et plyndringstogt, der varede en måned. Manglen på normannisk modsvar har tilsyneladende gjort befolkningen i Northumbria urolige, og i foråret 1080 gjorde de oprør mod Walcher, Biskop af Durham og jarlen af Northumbrias styre. Biskoppen blev dræbt den 14. maj 1080, og Vilhelm indsatte sin halvbror Odo til at tage sig af oprøret. Vilhelm rejste fra Normandiet i juli 1080, og i efteråret blev Vilhelms søn Robert sendt på et felttog mod skotterne. Robert plyndrede ind i Lothian og tvang Malcolm til at underkaste sig deres krav, og byggede en fæstning ved Newcastle-on-Tyne inden han vendte tilbage til England. Kongen var i Gloucester til jul 1080, og i Winchester til Whitsun i 1081, hvor han ceremonielt bar sin krone ved begge lejligheder. Et paveligt sendebud ankom til England i denne periode, og bad Vilhelm sværgede England troskab til pavedømmet, hvilket Vilhelm afviste. Vilhelm besøgte også Wales i 1081, selvom de engelske og walisiske kilder er uenige om det egentlige formål med besøget. Den angelsaksiske krønike beskriver det som et militært felttog, mens walisiske kilder beskrev det som en pilgrimsfærd til St Davids til ære for Sank David. David Bates, der har skrevet en biografi om Vilhelm, argumenterer for, at den første forklaring er mest sandsynlig, idet magtbalancen i Wales var ændret, og Vilhelm vil have ønsket at udnytte situationen til at udvide sin normanniske magt. Mod slutningen af 1081 var Vilhelm tilbage på kontinentet og tog sig af uroligheder i Maine. Selvom han ledte en ekspedition ind i Maine blev resultatet i stedet en forhandlet som pavens legat stod for.

Sidste år

Der er kun sparsomme kilder til Vilhelms handlinger mellem 1082 og 1084. Ifølge historikeren David Bates, er dette sandsynligvis fordi, at der kun skete få ting af interesse, og at Vilhelm var på kontinentet, så der således ikke var noget at berette i den angelsaksiske krønike. I 1082 berordrede Vilhelm, at hans halvbror, Odo, skulle anholdes. De præcise årsager er uklar, da der ikke findes nogle samtidige forfattere, der har beskrevet, hvad der forårsagede uenigheden mellem halvbrødrene. Orderic Vitalis beskrev senere at Odo havde ambitioner om at blive pave. Orderic skrev også, at Odo havde forsøgt at overtale nogle af Vilhelms vasaler om at slutte sig til Odo i en invasion af Syditalien. Dette ville være blive betragtet som at udfordre kongens autoritet over hans vasaler, hvilket Vilhelm ikke vil have tolereret. Selvom Odo forblev i fangeskab i restens af Vilhelms styre, så blev hans landområder ikke konfiskeret. Der kom flere problemer i 1083, hvor Vilhelms ældste søn Robert atter engang gjorde oprør med støtte fra den franske konge. Matildas, Vilhelms hustru, død den 2. november 1083 var endnu et hårdt slag. Vilhelm blev altid beskrevet som værende tæt knyttet til sin hustru, og hendes død har blot føjet sig til hans problemer.

Maine fortsatte med at skabe problemer, idet Hubert de Beaumont-au-Maine startede endnu et oprør, sandsynligvis i 1084. Hubert blev belejret i sin borg ved Sainte-Suzanne af Vilhelms tropper i mindst to år, men han fik til sidst forhandlet en fredsaftale med kongen. Vilhelms rejseaktivitet i 1084 og 1085 er ikke helt klarlagte; han var i Normandiet ved påske 1084, men kan også have været i England for at indsamle danegæld, der skulle betales for at beskytte England mod en invasion af Knud af Danmark. Selvom engelske og normanniske tropper stadig var på vagt i 1085 og 1086, så var truslen om en invasion ovre med Knuds død i juli 1086.

Vilhelm som konge

Ændringer i England

Uddybende artikel: Liste over borge og slotte i England

White Tower i London blev påbegyndt Vilhelm.

Som en del af sin indsats for at sikre England beordrede Vilhelm opførslen af en lang række borge, keeps og motte-fæstninger; blandt disser er det centrale keep på Tower of London, White Tower samt Windsor Castle. Disse forskansninger gjorde det muligt for normannere at trække sig tilbage i sikkerhed, hvis de blev truet med oprør og det var muligt for garnisoner at være beskyttede mens de var i besatte landområder. De tidligere borge var blot simple fæstninger i jord og træ, som senere blev erstattet med bygninger i sten.

Til at starte med havde de fleste af normannerne, der bosatte sig i England, en gruppe riddere, eller bosatte sig ikke fast med egne len, men gradvist modtog disse riddere deres egne landområder i en proces kaldet subinfeudation. Vilhelm krævede også, af hans nye stormænd at give et fast antal soldater og riddere ikke blot til militære felttog men også til forskellige borges garnisoner. Denne metode at organisere militærtropper på var en ny i England i forhold til inden erobringen, hvor man havde en hird.

Ved Vilhelms død var de fleste af de oprindelige personer i det angelsaksiske aristokrati blevet erstattet normanniske og andre stormænd fra kontinentet efter. Ikke alle normannere fulgte Vilhelm under den oprindelige erobring modtog store landområder i England. Nogle har tilsyneladende været modvillige til at få land i et kongerige, som ikke altid virkede roligt. Selvom om nogle af de nyrige normannere i England kom fra Vilhelms nærmeste familie eller fra den normanniske overklasse, så kom andre fra relativt beskedne kår. Vilhelm gav også landområder til sin støtter fra kontinentet fra en eller mere specifikke englændere; andre gange gav han en kompakt gruppe landområder, der tidligere var eget af flere forskellige englændere, til én normannisk støtte, ofte for at gøre det muligt at konsolidere landet med en strategisk placeret borg.

Den middelalderlige krønikeskriver William af Malmesbury skriver, at kongen beslaglagde og affolkede mange mil land (36 sogne), og omdannede det til den kongelige New Forest for at kunne understøtte de kongelige jagter, som Vilhelm gik meget op i. Moderne historikere mener, at affolkningen af New Forest er stærkt overdrevet. Det meste af landområdet havde dårlig landbrugsjord, og arkæologisk og geografiske studier viser, at New Forest sandsynligvis var tyndt befolket, da det blev omdannet til en kongelig skov. Vilhelm var kendt for at holde meget af jagt, og han introducerede skovloven i områder af landet, for at regulere hvem, der kunne jage, og hvad der måtte jages.

Administration

Engelsk mønt med billede af Vilhelm Erobreren.

Efter 1066 forsøgte Vilhelm ikke at integrere de forskellige områder han herskede over til ét samlet kongerige med samme love. Hans segl fra efter 1066, som der stadig findes seks udgaver, blev fremstillet til ham, efter han havde erobret England og taget rollen som konge, men det nævner separat hans rolle som hertug. Når han var i Normandiet, erkendte han, at han skulle sværge troskab til den franske konge, men når han var i England, erkendte han ikke dette, hvilket er yderligere bevis for, at det forskellige landområder, som Vilhelm herskede over, blev betragtet som hver deres. Det administrative maskineri i Normandiet, England og Maine fortsatte med at eksistere separat fra hinanden, og de beholdt alle deres egne formater. Eksempelvis fortsatte England med at bruge writ, hvilket ikke var kendt på kontinentet. Derudover adskilte de chartre og dokumenter produceret til regeringen i Normandiet sig fra dem, som blev produceret i England.

Vilhelm overtog en engelsk regering, der var mere kompleks end det normanniske system. England var inddelt i shires eller counties, som var yderligere underinddelt i enten hundreds eller wapentakes. Hvert shire blev administreret af en kongelig embedsmand kaldet en sheriff, der havde nogenlunde samme status som en normannisk viscount. En sheriff var ansvarlig for den kongelige lovgivning, og at indkræve penge til kongen. For at holde styr på sit udvidede kongerige blev Vilhelm nødt til at rejse mere end hidtil havde gjort som hertug. Han rejste frem og tilbage mellem kontinentet og England mindst 19 gange mellem 1067 og hans død. Vilhelm tilbragte det meste af sin tid i England mellem slaget ved Hastings og 1072, og herefter brugte han det meste af sin tid i Normandiet. Regeringen var stadig centreret omkring Vilhelms kongelige hushold; når han var i en del af sine riger, så blev beslutninger taget i andre dele, og sendt videre igennem et kommunikationssystem, der anvendte breve og andre dokumenter. Vilhelms udnævnte også embedsmænd, som kunne tage beslutninger, når han ikke var til stede, særligt hvis hans fravær forventedes at vare lang tid. Normalt var dette et medlem af Vilhelms nærmeste familie; ofte hans halvbror Odo eller hans hustru Matilda. Nogle gange blev disse embedsfolk udnævnt til at varetage særlige opgaver.

Vilhelm fortsatte med at indkræve danegæld, der var en skat på jord. Dette var en fordel for Vilhelm, da det var den eneste universelle form for skatteopkrævning blandt de vesteuropæiske herskere i denne periode. Det var en årlig skat baseret på værdien af det land en person besad, og det kunne blive indkrævet i forskellige rater. De fleste år havde en skat på 2 shillings per hide, men i kriser kunne dette øges helt op til 6 shillings per hide. Mønter mellem forskellige dele af riget fortsatte med at blive slået i forskellige legeringer og forskellig stil. Engelske mønter havde generelt højere sølvindhold, og de havde en højt kunstnerisk standard, og de skulle slås på ny hvert tredje år. Normanniske mønter havde meget lavere sølvindhold, og de var ofte mere sjusket fremstillet, og der gik længere imellem, at der blev slået nye mønter. I England var ingen andre mønter en engelsk tilladt, mens der på kontinentet godt kunne bruges mønter fra andre steder. Der er ingen tegn på, at mange engelske pennies cirkulerede i Normandiet, hvilket viser, at der kun blev gjort ganske lidt for at integrere møntsystemet i England og Normandiet.

Udover skat så blev Vilhelms besiddelser i England styrket under hans styre. Som kong Edvards arving kontrollerede han alle de tidligere kongelige landområder. Han fastholdt også kontrollen over meget af det land, som Harold og hans familie havde haft, hvilket gjorde kongen til langt den største sekulære jordejer i England.

Domesday Book

Uddybende artikel: Domesday Book

En side fra Domesday Book om Warwickshire.

Ved juletid 1085 beordrede Vilhelm, at der blev udformet en undersøgelse af de jordbesiddelser, som han selv og hans vasaler havde i kongeriget, organiseret efter counties. Det resulterede i det værk, som i dag kendes som Domesday Book. Den lister hvert county med en oversigt over landområder grupperet efter jordejeren. Listen beskriver jordområder, hvem der har ejet området inden erobringen, værdien, hvad skattegrundlaget var og normalt også antallet af bønder, plove og andre ressource det måtte have. Byer blev listet separat. Alle engelske counties syd for floderne Tees og Ribble er inkluderet, og hele værket synes at være færdiggjort inden 1. august 1086, hvor den angelsaksiske krønike beskriver, at Vilhelm modtog resultatet, og at alle stormændene svor Salisburyeden, der var en fornyelse af deres troskab. Vilhelms egentlige motivation for at igangsætte oversigten er ikke helt klar, men den havde sandsynligvis flere formål så som at lave en oversigt over de feudale forpligtelser og berettige højere skatter.

Død og eftermæle

Vilhelm forlod England mod slutningen af 1086. Efter han var kommet tilbage til kontinentet giftede han sin datter, Constance, til Alan Fergant, hertugen af Bretagner, i forlængelse af hans politik om at søge allierede mod den franske konge. Vilhelms søn Robert, var stadig allierede med den franske kong Philip 1., og det har tilsyneladende tilføjet til problemerne, så meget at Vilhelm ledte en ekspedition til det franske Vexin i juli 1087. Imens han beslaglagde Mantes blev Vilhelm enten syg eller blev såret på sin saddel. Han blev taget til klostret Saint Gervase ved Rouen, hvor han døde den 9. september 1087. Begivenhederne op til hans død er forvirrende, da der findes to forskellige beretninger. Orderic Vitalis har en længere beskrivelse af taler som blev holdt af mange vigtige personer, men dette er sandsynligvis mere en beretning af hvordan en konge burde dø frem for en beskrivelse af, hvad der faktisk skete. Den anden beretning De Obitu Willelmi, eller Om Vilhelms Død, har vist sig at være en kopi af to beretninger fra 800-tallet, hvor navnene er blevet ændret.

Vilhelms grav i Abbaye-aux-Hommes, Caen.

Vilhelm overlod Normandiet til Robert, og varetægten af England blev givet til Vilhelms anden overlevende søn, der ligeledes hed Vilhelm, under antagelse af, at han ville blive konge. Hans yngste søn, Henrik, fik penge. Efter at have betroet England til sin anden søn, sendte den ældre Vilhelm den yngre Vilhelm tilbage til England den 7. eller 8. september med et brev til Lanfranc, som beordrede ærkebiskoppen at hjælpe den nye konge. Han testamenterede også gaver til kirken, og at der skulle gives penge til de fattige. Vilhelm beordrede også, at alle hans fanger skulle løslades, inklusive hans halvbroder Odo.

Uorden fulgte Vilhelms død; alle der havde været ved hans dødsleje efterlod liget i Rouen og skyndte sig afsted for at tage sig af deres egne affærer. Til sidste fik de gejstlige i Rouen arrangeret, at liget blev sendt til Caen, hvor Vilhelm havde ønsket at blive begravet i Abbaye-aux-Hommes, som han havde grundlagt. Begravelsen, hvor biskopper og abbeder fra Normandiet deltog samt hans søn Henrik, blev forstyrret af en borger i Caen, som hævdede, at hans familie var blevet ulovligt frataget land, som kirken havde bygget på. Efter hurtige møder viste anklagerne sig at være sande, og manden blev kompenseret. Yderliger problemer opstod, da liget blev sænket ned i graven. Liget var større, end der var plads til, og mens de fremmødte tvang liget ned i graven, sprang den døde krop og spredte en modbydelig lugt i hele kirken.

Vilhelms grav er i dag markeret med en flise i marmor med en inskription på latin, der stammer fra begyndelsen af 1800-tallet. Graven er blevet forstyrret adskillige gange siden 1087. Første gange var i 1522, hvor graven blev åbnet på ordre fra pavedømmet. Den intakte krop blev lagt tilbage i graven, men i 1562, under De franske religionskrige blev graven atter åbnet, og knoglerne blev spredt og gik tabt, med undtagelse af en lårknogle. Dette enlige relikvie blev genbegravet i 1642 med en ny gravsten, som blev erstattet 100 år senere, af et mere detaljeret monument. Graven blev ødelagt igen under den franske revolution, men blev til sidst erstattet af den nuværende marmorplade.

Eftermæle

Den direkte konsekvens af Vilhelms død var en krig mellem hans to sønner Robert og Vilhelm over kontrollen af England og Normandiet. Selvom efter den unge Vilhelms død i år 1100 og hans yngre bror Henrik blev konge, var der uenighed om kontrollen over Normandiet og England, indtil Robert blev taget til fange af Henrik under slaget ved Tinchebray i 1106. Problemer over arvefølgen ledte til, at autoriteten i Normandiet blev tabt, og aristokratiet fik tilkæmpet sig meget af den magt, som de havde tabt til den ældre Vilhelm. Hans sønner mistede også kontrollen over Maine, hvor der blev oprør i 1089, og de formåede stort set at blive fri for normannisk indflydelse herefter.

Vilhelms erobring påvirkede England meget; der var sket ændringer i kirken, aristokratiet, kulturen og sproget som har bestået helt til moderne tid. Erobringen skabte tættere kontakt mellem Frankrig og båndene mellem Frankrig og England varede op igennem hele middelalderen. En anden konsekvens af Vilhelms invasion var, at det tidligere tætte bånd mellem England og Skandinavien ophørte. Vilhelms regering blandede elementer fra de engelske og normanniske til et nyt system, der lagde grunden for det senere engelske kongerige i middelalderen. Hvor abrupt og vidtrækkende disse ændringer var er stadig årsag til en del debat blandt historikere. Nogle, så som Richard Southern påstår, at erobringen bragte den største ændring i Europas historie mellem Det Vestromerske Riges fald og 1900-tallet. Andre, som H. G. Richardson og G. O. Sayles, ser de ændringer som erobringen bragte som mindre voldsomme end Southern mener. Historikeren Eleanor Searle beskriver Vilhelms invasion som "en plan som ingen hersker andre end en skandinaver nogensinde vil have overvejet".

Vilhelms styre var skabt en del historiske kontroverser allerede før hans død. William af Poitiers skrev glødende om Vilhelms regering og dens fordele, men den angelsaksiske krønike, som er skrevet efter hans død, fordømte Vilhelms hårde vilkår og regler. I årene efter erobringen har politikere og andre ledere brugt Vilhelm og begivenhederne under hans styre til at illustrere politiske begivenheder op igennem Englands historie. Under dronning Elizabeth 1. af England, så ærkebiskop Matthew Parker erobringen som at have fordærvet en renere engelsk kirke, som Parker forsøgte at genskabe. I 1600- og 1700-tallet så nogle historikere og advokater Vilhelms styre som at pålægge en såkaldt "Norman yoke" på de oprindelige angelsaksere, hvilket er et argument, der er fortsat op i 1800-tallet med yderligere uddybninger i nationalistisk stil. Disse forskellige kontroverser har ført til, at Vilhelm af nogle historikere ses som en af grundlæggerne for Englands storhed, eller af andre som en person der har påført et af de største nederlag i Englands historie. Andre har set Vilhelm som en fjende af den engelske forfatning, eller alternativt som grundlæggeren af samme.

Familie og børn

Vilhelm og hans hustru Matilda af Flandern havde mindst ni børn. Rækkefølgen på drengene er klar, men der er ingen kilde, som beskriver rækkefølgen på døtrene.

1. Robert født mellem 1051 og 1054, død 10. februar 1134. Hertug af Normandy, gift medSybilla af Conversano, datter af Geoffrey, greve af Conversano.
2. Richard, søn af Vilhelm Erobreren blev født før 1056, død omkring 1075.
3. Vilhelm blev født mellem 1056 og 1060, død 2. august 1100. Konge af England, dræbt i New Forest.
4. Henrik blev født i slutningen af 1068, død 1 december 1135. Konge af England, gift med Edith af Skotland, datter af Malcolm 3. af Skotland. Hans anden kone var Adeliza af Louvain.
5. Adeliza (eller Adelida, Adelaide) død før 1113, tilsyneladende trolovet med Harold 2. af England, sandsynligvis nonne på Saint Léger i Préaux.
6. Cecilia (eller Cecily) blevfødt før 1066, død 1127, abbedisse i Ste-Trinité i Caen.
7. Matilda blev født omkring 1061, muligvis død omkring 1086. Nævnes i Domesday Book som datter af Vilhelm.
8. Constance død 1090, gift med Alan 4. Fergent, Hertug af Bretagne.
9. Adela død 1137, gift Stephen, greve af Blois.
10. (Muligvis) Agatha, Alfonso 6. af León og Castiliens forlovede.

Der er ingen beviser for, at Vilhelm har haft nogle uægte børn.

Litteratur

• Barlow, Frank (2004). "Edward (St Edward; known as Edward the Confessor) (1003x5–1066)" ((abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves)). Oxford Dictionary of National Biography. Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/8516. Hentet 16. maj 2012. {{cite encyclopedia}}: Ekstern henvisning i |format= (hjælp)
• Barlow, Frank (1979). The English Church 1066–1154: A History of the Anglo-Norman Church. New York: Longman. ISBN 0-582-50236-5.
• Barlow, Frank (2004). "William II (c.1060–1100)" ((abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves)). Oxford Dictionary of National Biography. Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/29449. Hentet 29. juni 2012. {{cite encyclopedia}}: Ekstern henvisning i |format= (hjælp)
• Bates, David (2001). William the Conqueror. Stroud, UK: Tempus. ISBN 0-7524-1980-3.
• Bates, David (2004). "William I (known as William the Conqueror)" ((abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves)). Oxford Dictionary of National Biography. Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/29448. Hentet 26. marts 2012. {{cite encyclopedia}}: Ekstern henvisning i |format= (hjælp)
• Canal Sánchez-Pagín, José María (1991). "Jimena Muñoz, Amiga de Alfonso VI". Anuario de Estudios Medievales (Spanish). 21: 11-40.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Ukendt sprog (link)
• Carpenter, David (2004). The Struggle for Mastery: The Penguin History of Britain 1066–1284. New York: Penguin. ISBN 0-14-014824-8.
• Clanchy, M. T. (2006). England and its Rulers: 1066–1307. Blackwell Classic Histories of England (Third udgave). Oxford, UK: Blackwell. ISBN 1-4051-0650-6.
• Collins, Roger (1999). Early Medieval Europe: 300–1000 (Second udgave). New York: St. Martin's Press. ISBN 0-312-21886-9.
• Crouch, David (2005). The Birth of Nobility : Constructing Aristocracy in England and France, 900–1300. New York: Longman. ISBN 0-582-36981-9.
• Douglas, David C. (1964). William the Conqueror: The Norman Impact Upon England. Berkeley, CA: University of California Press. OCLC 399137.
• Fryde, E. B.; Greenway, D. E.; Porter, S.; Roy, I. (1996). Handbook of British Chronology (Third revised udgave). Cambridge, UK: Cambridge University Press. ISBN 0-521-56350-X.
• Given-Wilson, Chris; Curteis, Alice (1995). The Royal Bastards of Medieval England. New York: Barnes & Noble. ISBN 1-56619-962-X.
• Huscroft, Richard (2009). The Norman Conquest: A New Introduction. New York: Longman. ISBN 1-4058-1155-2.
• Huscroft, Richard (2005). Ruling England 1042–1217. London: Pearson/Longman. ISBN 0-582-84882-2.
• Lawson, M. K. (2002). The Battle of Hastings: 1066. Stroud, UK: Tempus. ISBN 0-7524-1998-6.
• Lewis, C. P. (2004). Breteuil, Roger de, earl of Hereford (fl. 1071–1087) ((abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves)). Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/9661. Hentet 25. juni 2012. {{cite book}}: Ekstern henvisning i |format= (hjælp); Ukendt parameter |encyclopedia= ignoreret (hjælp)
• Marren, Peter (2004). 1066: The Battles of York, Stamford Bridge & Hastings. Battleground Britain. Barnsley, UK: Leo Cooper. ISBN 0-85052-953-0.
• Miller, Sean (2001). "Ætheling". I Lapidge, Michael; Blair, John; Keynes, Simon; Scragg, Donald (red.). Blackwell Encyclopaedia of Anglo-Saxon England. Malden, MA: Blackwell Publishing. s. 13-14. ISBN 978-0-631-22492-1.
• Pettifer, Adrian (1995). English Castles: A Guide by Counties. Woodbridge, UK: Boydell. ISBN 0-85115-782-3.
• Reilly, Bernard F. (1988). The Kingdom of Leon-Castile Under Alfonso VI. Princeton, NJ: Princeton University Press. ISBN 978-0-691-05515-2.
• Rex, Peter (2005). Harold II: The Doomed Saxon King. Stroud, UK: Tempus. ISBN 978-0-7394-7185-2.
• Salazar y Acha, Jaime de (1992-1993). "Contribución al estudio del reinado de Alfonso VI de Castilla: algunas aclaraciones sobre su política matrimonial". Anales de la Real Academia Matritense de Heráldica y Genealogía (Spanish). 2: 299-336.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link) CS1-vedligeholdelse: Ukendt sprog (link)
• Searle, Eleanor (1988). Predatory Kinship and the Creation of Norman Power, 840–1066. Berkeley, CA: University of California Press. ISBN 0-520-06276-0.
• Thomas, Hugh (2007). The Norman Conquest: England after William the Conqueror. Critical Issues in History. Lanham, MD: Rowman & Littlefield Publishers. ISBN 0-7425-3840-0.
• Thompson, Kathleen (2004). "Robert, duke of Normandy (b. in or after 1050, d. 1134)" ((abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves)). Oxford Dictionary of National Biography. Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/23715. Hentet 3. april 2012. {{cite encyclopedia}}: Ekstern henvisning i |format= (hjælp)
• van Houts, Elizabeth (2004). "Adelida (Adeliza) (d. before 1113)" ((abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves)). Oxford Dictionary of National Biography. Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/164. Hentet 26. marts 2012. {{cite encyclopedia}}: Ekstern henvisning i |format= (hjælp)
• van Houts, Elisabeth (2002). "Les femmes dans l'histoire du duché de Normandie (Women in the history of ducal Normandy)". Tabularia "Études" (French) (2): 19-34.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Ukendt sprog (link)
• Walker, Ian (2000). Harold the Last Anglo-Saxon King. Gloucestershire, UK: Wrens Park. ISBN 0-905778-46-4.
• "William the Conqueror". History of the Monarchy. London: the Royal Household. 2009. Hentet 3. januar 2012.
• Williams, Ann (2003). Æthelred the Unready: The Ill-Counselled King. London: Hambledon & London. ISBN 1-85285-382-4.
• Williams, Ann (2004). "Godwine, earl of Wessex (d. 1053)" ((abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves)). Oxford Dictionary of National Biography. Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/10887. Hentet 27. maj 2012. {{cite encyclopedia}}: Ekstern henvisning i |format= (hjælp)
• Williams, Ann (2004). "Ralph, earl (d. 1097x9)" ((abonnement eller britisk offentligt biblioteksmedlemskab kræves)). Oxford Dictionary of National Biography. Oxford University Press. doi:10.1093/ref:odnb/11707. Hentet 25. juni 2012. {{cite encyclopedia}}: Ekstern henvisning i |format= (hjælp)
• Young, Charles R. (1979). The Royal Forests of Medieval England. Philadelphia, PA: University of Pennsylvania Press. ISBN 0-8122-7760-0.

GA-ikon.