Georg Solti: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
retter til skabelon IPA2, se Skabelondiskussion:IPA
No edit summary
Tags: Visuel redigering Mobilredigering Mobilwebredigering
Linje 40: Linje 40:
| fodnoter =
| fodnoter =
}}
}}
'''Sir Georg Solti''', [[Order of the British Empire|KBE]] ({{IPA2|ˈdʒɔrdʒ ˈʃɒlti}}; født [[21. oktober]] [[1912]] i [[Budapest]], død [[5. september]] [[1997]] i [[Antibes]]) var en orkester- og operadirigent, der var bedst kendt for sine optrædener med operaselskaber i [[München]], [[Frankfurt am Main|Frankfurt]] og [[London]], og som en længe virkende musikdirektør for [[Chicago Symphony Orchestra]].
'''Sir Georg Solti''', [[Order of the British Empire|KBE]] ({{IPA2|ˈdʒɔrdʒ ˈʃɒlti}}; født [[21. oktober]] [[1912]] i [[Budapest]], død [[5. september]] [[1997]] i [[Antibes]]) var en orkester- og operadirigent, der var bedst kendt for sine optrædener med operaselskaber i [[München]], [[Frankfurt am Main|Frankfurt]] og [[London]], og som en længe virkende musikdirektør for [[Chicago Symphony Orchestra]]. Med 31 Grammy-priser er han den i historien der har vundet flest.


== Historie ==
== Historie ==

Versionen fra 22. aug. 2018, 17:12

Sir Georg Solti
Sir George Solti i 1975.
Personlig information
Født György Stern
21. oktober 1912
Ungarn Budapest, Ungarn
Død 5. september 1997 (84 år)
Frankrig Antibes, Frankrig
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Dirigent
Aktive år 1936 – 1997

Sir Georg Solti, KBE ([ˈdʒɔrdʒ ˈʃɒlti]?; født 21. oktober 1912 i Budapest, død 5. september 1997 i Antibes) var en orkester- og operadirigent, der var bedst kendt for sine optrædener med operaselskaber i München, Frankfurt og London, og som en længe virkende musikdirektør for Chicago Symphony Orchestra. Med 31 Grammy-priser er han den i historien der har vundet flest.

Historie

Solti var født i Budapest, hvor han studerede under Béla Bartók, Leo Weiner og Ernő Dohnányi. I 1930'erne var han répétiteur hos Den ungarske Statsopera og arbejdede for Arturo Toscanini ved Festspillene i Salzburg. Hans karriere blev afbrudt af nazismens fremgang, og fordi han var jøde flygtede han fra de tiltagende begrænsende antisemitiske love i 1938. Efter at have dirigeret en sæson af russiske balletter i London ved Royal Opera House, fandt han tilflugt i Schweiz, hvor han forblev resten af 2. verdenskrig. Eftersom det var ham forbudt at arbejde som dirigent dér, tjente han til dagen og vejen som pianist.

Efter 2. verdenskrig

Efter krigen blev Solti udpeget til musikdirektør for Bayerische Staatsoper i München i 1946. I 1952 flyttede han til Oper Frankfurt, hvor han forblev chef gennem ni år. Han fik vesttysk statsborgerskab i 1953. I 1961 blev han musikdirektør for Covent Garden Opera Company i London. Under sin ti-årige embedstid indførte Solti forandringer der løftede standarden til internationalt niveau. Under hans tid som musikdirektør blev selskabets status hævet ved tildeling af titlen The Royal Opera. Han blev britisk statsborger i 1972.

I 1969 blev Solti udnævnt til musikdirektør for Chicago Symphony Orchestra, en stilling han bestred i 22 år. Han genoprettede orkestrets omdømme efter det havde været aftagende i det meste af det foregående årti. Ved sin pensionering i 1991 blev Solti orkestrets musikdirektør laureat. Under sin tid ved orkestret i Chicago havde han også kortere perioder med ledelse af Orchestre de Paris og London Philharmonic Orchestra.

Han var kendt for sin intensitet hvormed han skabte musik i sine tidlige år, og Solti blev almindeligt anset for at være blevet mere afdæmpet i sine sene år. Han indspillede mange værker to og tre gange på forskellige tidspunkter gennem sin karriere, og var en meget produktiv kunstner med mere end 250 optagelser, heraf 45 komplette operasæt. Den mest kendte af hans optagelser er nok Deccas komplette sæt bestående af Richard Wagners Der Ring des Nibelungen, indspillet mellem 1958 og 1965. Dette sæt er to gange blevet kåret til den bedste optagelse nogensinde ved afstemninger lavet af tidsskriftet Gramophone i 1999 samt BBCs Music Magazine i 2012.

Litteratur

  • Culshaw, John (1967). Ring Resounding. London: Secker & Warburg. ISBN 0-436-11800-9.
  • Culshaw, John (1982). Putting the Record Straight. London: Secker & Warburg. ISBN 0-436-11802-5.
  • Glossop, Peter (2004). Yorkshire Baritone. Oxford: Guidon. ISBN 0-9543617-3-3.
  • Goodman, Lord (1969). A Report on Opera and Ballet in the United Kingdom, 1966–69. London: Arts Council of Great Britain. OCLC 81272. {{cite book}}: Ukendt parameter |coauthors= ignoreret (|author= foreslået) (hjælp)
  • Haltrecht, Montague (1975). The Quiet Showman – Sir David Webster and the Royal Opera House. London: Collins. ISBN 0-00-211163-2.
  • Lebrecht, Norman (2000). Covent Garden: The Untold Story: Dispatches from the English Culture War, 1945–2000. London: Simon and Schuster. ISBN 0-684-85143-1.
  • Levy, Richard S. (ed) (2005). Antisemitism: a historical encyclopedia of prejudice and persecution, Volume 1. Santa Barbara: ABC-CLIO. ISBN 1-85109-439-3. {{cite book}}: |first= har et generisk navn (hjælp)
  • Morrison, Richard (2004). Orchestra – The LSO. London: Faber and Faber. ISBN 0-571-21584-X.
  • Osborne, Richard (1998). Herbert von Karajan. London: Chatto and Windus. ISBN 1-85619-763-8.
  • Peck, Donald (2007). The Right Place, the Right Time: Tales of Chicago Symphony Days. Bloomington and Indianapolis: Indiana University Press. ISBN 0-253-11688-0.
  • Robinson, Paul (1979). Solti. London: Macdonald and Jane's. ISBN 0-354-04288-2.
  • Sackville-West, Edward (1955). The Record Guide. London: Collins. OCLC 474839729. {{cite book}}: Ukendt parameter |coauthors= ignoreret (|author= foreslået) (hjælp)
  • Schwarzkopf, Elisabeth (1982). On and Off the Record: A Memoir of Walter Legge. London: Faber and Faber. ISBN 0-571-11928-X.
  • Solti, Georg (1997). Solti on Solti. London: Chatto and Windus. ISBN 0-7011-6630-4. {{cite book}}: Ukendt parameter |coauthors= ignoreret (|author= foreslået) (hjælp)

Eksterne henvisninger