Forskel mellem versioner af "Bukhara-khaganatet"

Spring til navigation Spring til søgning
169 bytes tilføjet ,  for 2 år siden
wiki + småret
m (rettet intern henvisning)
(wiki + småret)
== Størrelse, grænser og landskab ==
 
Bukhara havde et areal på 203.430 km<sup>2</sup>. Mod syd dannede [[Amu Darja]] grænsen mod [[Afghanistan]], på de andre sider var Bukhara omgivet af russisk territorium.
 
De sydøstlige landskaber [[Shugnan]], [[Roshan]] og [[Darvas]] var dele af [[Pamir]] og bestod af bjergkæder fra øst til syd med mellemliggende højsletter og dybt nedskårne dale. Nord for Darvas strækker sig flere bjergkæder fra øst mod vest og sydvest, således [[Peter den Store-bjergkæden]], [[Alai Tagh]] og [[Hissar-bjergene]]. Den vestlige del af landet er en lavtliggende slette.
Det senere Bukhara sammen med omgivelserne benævntes i oldtiden [[Sogdiana]] eller [[Transoxanien]]. Området blev indlemmet i det [[persiske rige]] og stod i afhængighedsforhold til dette rige indtil dette styrtedes 641 e.Kr. Senere drog såvel mongolske horder som arabere gennem landet, med konskvensen at det sjældent var selvstændigt.
 
I det 7. århundrede trængte araberne ind, [[874]]-[[1004]] var byen Bukhara hovedstad for et rige under [[samanider]]nes dynasti. I 1004 erobredes Bukhara af [[seldsjukker]]ne, og var, efter at deres styre omtrent et århundrede senere var gået under, omtvistet mellem [[nigurer]] i øst og [[Kovaresmien|kovaresmier]] i vest indtil begyndelsen af 1200-tallet.
 
=== Under Djenkis Khan og Timur ===
 
I [[1219]] blev landet erobret af [[Djengis Khan]], der foretog voldsomme hærgninger, hvor efter et mongolsk dynasti, Tshagaloiderne, under Djengis søn [[Djagatai Khan]] beherskede Bukhara indtil [[1363]], da landet kom under [[Timur Lenk]]s rige. Dette rige, hvis hovedstad var [[Samarkand]], var under Timur Lenk’sLenks regering i en blomstrende forfatning, men gik efter hans død hurtig tilbage. Landet forblev i [[timurider]]nes hænder til omkring [[1500]].
 
=== Under usbekerne ===
 
I [[1499]] kom Bukhara under [[usbeker]]ne, som grundede et nyt dynasti. Den mest kendte af dem er [[Sjaibani]], af hvis store rige Bukhara blev en mindre del. [[Sjaibanider]]nes styre ([[1510]]-[[1599]]) forfaldt snart på grund af dynastiske magtkampe; dog oplevede landet under [[Abdullah Khan]] ([[1555]]-[[1597]]) en ny blomstringstid: den islamiske teologi stod højt, og fra fjerne lande strømmede studerende til.
 
Forfaldet tiltog mere og mere under [[asjtarkanider]]nes dynasti (1599-1785) og huset [[Bukhara-Emiratet|Mangit]] ([[1785]]-[[1868]]), som senere på spindesiden afledte sin oprindelse fra [[Djengis Khan]]. Kampe med nabostaterne [[Khiva-khanatet|Khiva]] og [[Kokand-khanatet|Kokand]] drænede rigets kræfter.
 
=== Russisk fremtrængen ===
[[Fil:Prokudin-Gorskii-19.jpg|thumb|[[Mohammed Alim Khan]], den sidste [[emir af Bukhara]], fotograferet i 1911.]]
 
Den fanatiske emir [[Nasrullah khan]] ([[1826]]-[[1860]]) troede sig om at kunne trodse europæerne og lod to engelske sendebud, oberst Stoddart og kapten Conolly henrette i [[1842]], lige som han afviste russernes forsøg på en diplomatisk tilnærmelse. Under hans søn, [[Mozaffer ed-din]] (1860-[[1885]]) trængte de i Centralasien hurtigt fremtrængende russere for alvor frem til Bukharas grænser. Det førte i [[1866]] til et væbnet sammenstød, og den 14. maj [[1868]] drog general Kauffmann ind i Samarkand. Ved fredsaftalen den 30. juli 1868 beholdt russerne den nordøstlige del af landet med Samarkand og et par andre tilstødende distrikter samt sikrede sig betydende handelsrettigheter. I [[1873]] bistod khanen af Bukhara russerne i deres felttog mod [[Khiva-khanatet]] og fik i belønning et stykke af det erobrede land ved [[Amu Darja]]s højre strand. Den russiske indflydelse tiltog snart under Mozaffer ed-dins søn og efterfølger, emir [[Seijid abdul-Ahad]] (1885-[[1911]]), og Bukhara blev reelt en [[vasalstat]] under [[Rusland]]. Seijid abd ul-Ahad besøgte to gange (i [[1893]] og [[1902]]) det russiske hof og lod sin søn opdrage i Rusland. [[Trans-kaspiske jernbane|Den transkaspiske jernbane]] blev ført gennem landet, og mange videnskabelige ekspeditioner undersøgte landet, herunder en dansk.
 
I [[1895]], ved en grænseregulering mellem England og Rusland, blev Bukharas område udvidet med en del af Pamir. 1911 efterfulgtes Sayid Abdul Akad af sin søn [[Sayid Mir Alim Khan]].
 
=== Bukhara omkring 1. verdenskrig ===
 
Befolkningen, der talte ca. 1,5 mio. indbyggere, bestod af flere nationaliteter. Det herskende folk var usbekerne, hvis sprog, djagatai, hører til den tyrkiske sprogfamilie. Flertallet af usbekerne var agerdyrkere, et mindretal levede som nomader i bjergene og i stepperne. Af tyrkiske nomadefolk fandtes desuden omkring 40.000 kirgiser, karakalpaker og turkmener, som dog var lidet talrige. Flertallet af befolkningen var de persisktalende tadsjiker, landets urbefolkning. De levede af landbrug, håndværk og handel. I bjerglandet mod sydøst boede et indoeuropæisk folk, galtshaerne, hvis sprog var beslægtet med persisk. De levede af agerbrug og kvægavl. Endelig fandtes i landet en del indere, arabere og russere (i [[1913]] opgjort til 10.308), nogle få afghanere, armeniere, romaer og jøder. Den herskende religion var islam.
 
Landbrug var hovednæringsvej og muliggjordes ved kunstig vanding. Vigtigere i denne henseende var foruden Amu Darja floderne Sarafshan og Karasu, som fra bjergene løb ned på sletten, hvor de opløstes i et net af vandingskanaler. Der dyrkedes hvede, byg, ris, durra, hirse, lucerne, sesam, bønner, bomuld, hamp, meloner og vandmeloner. Af træfrugt dyrkedes æbler, pærer, kvæder, ferskener, aprikoser, figner, granatæbler og morbær. Også druer dyrkedes i stor mængde. Nomaderne holdt store hjorde af får, geder, kameler og heste. Silkeavlen var betydelig. Håndværket stod ret højt og frembragte tæpper, tøjer med indvævet guld- og sølvtråd, lædervarer og metalvarer. Handelen fremmedes ved den transkaspiske jernbane, som gennemskar landet. På Amu Darja var der ligeledes dampskibsfart. En telegraflinje forbandt hovedstaden Bukhara med [[Tashkent]].
 
Bukhara udførte navnlig bomuld og silke til Rusland og især råsilke til [[Indien]]. Fra Indien indførtes betydelige masser af te, fra Rusland fabrikvarer. Indførsel af spiritus var forbudt med undtagelse af det, som det russiske gesandtskab forbrugte. Den bukhariske sølvmønt tenga havde en værdi af ca. 40 øre, desuden brugtes russiske penge.
 
Hæren talte 11.000 mand, af hvilke 4.000 i hovedstaden.
 
Hovedstaden bestod af den europæisk by, Ny-Bukhara, med 3.000 indbyggere, ved banegården med europæiske huse spredte over en vegetationsløs slette og 11 km derfra det gamle Bukhara, med 70.000 indbyggere, omgivet af frugtbare, vandede marker. Byen var omgivet af en 7 m høj mur med 131 bastioner. Husene havde flade tage, gaderne var snævre. Der fandtes flere store basarer[[basar]]er, [[Madrassa|medresser]] og moskeer[[moské]]er, et gammelt slot bygget omkring år [[1000]], flere nyere paladser. Mange af disse bygninger udmærkede sig ved skøn arkitektur. Byen Bukhara var hovedsæde for landets handel og industri.
 
=== 1919-1925 ===
[[Fil:SovietCentralAsia1922.svg|thumb|Sovjetrepublikken Bukhara år 1922 markeret med rødt.]]
 
Emiren af Bukhara blev styrtet den [[30. august]] [[1919]] ved en [[bolsjevik]]isk revolution, og Bukhara blev [[1920]] en [[sovjetrepublik]] under navnet [[Folkerepublikken Bukhara]], som ved indgåede militære og politiske konventioner med [[Russiske SFSR]] indgik i [[Sovjetunionen]]. I [[1924]] blev den omdøbt til [[socialistisk sovjetrepublik]], og i [[1925]] blev territoriet optaget i den [[Uzbekiske Socialistiske Sovjetrepublik]] i forbindelse med grænseforandringer i den centralasiatiske del af Sovjetunionen.
 
== Eksterne henvisninger ==
18.775

redigeringer

Navigationsmenu