Rejseholdet: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Content deleted Content added
m bot:fjern {{kursiveret titel}} - sættes nu af infoboks
Linje 1: Linje 1:
{{Kursiveret titel}}
{{harflertydig}}
{{harflertydig}}
{{Infoboks tv |
{{Infoboks tv |

Versionen fra 16. apr. 2019, 11:44

For alternative betydninger, se Rejseholdet (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Rejseholdet)
Rejseholdet
Information
Genre Tv-serie
Skabt af Peter Thorsboe
Medvirkende Charlotte Fich
Mads Mikkelsen
Lars Brygmann
Waage Sandø
Erik Wedersøe
Trine Pallesen
Lars Bom
Michael Falch
Lisbet Lundquist
Lykke Sand Michelsen
Spilletid ca. 60 min.
Sprog Dansk
Sæsoner og afsnit
Antal afsnit 32
Produktion
Produktionsår 2000-2004
Produktionsland Danmark
Instruktør Niels Arden Oplev m.fl.
Udsendt
Oprindelig kanal Danmarks Radio
Først sendt 1. oktober 2000
Sidst sendt 1. januar 2004
Musik
Komponist bag
kendingsmelodi
Jacob Groth
Links
RejseholdetIMDb (engelsk)

Rejseholdet, med den engelske titel Unit One, er en Emmy-belønnet dansk dramaserie, der blev vist første gang på DR1 i 20002004[1]. Serien er udviklet og skrevet af Peter Thorsboe. Flere manuskriptforfattere har medvirket som episodeforfattere – deriblandt Mai Brostrøm, som sammen med Peter Thorsboe har skrevet 14 af seriens 32 afsnit.

Serien var den første danske tv-serie, der vandt en Emmy-pris, hvilket skete i kategorien Bedste Internationale Dramaserie.

Serien er en skildring af det rigtige rejsehold og er løst bygget på rigtige kriminalsager. Tv-serien viser dens hovedpersoner på deres arbejde i rejseholdet, hvor de opklarer mordbrande, drab, mord og bortførelser. Men samtidig ser man dem i deres privatliv, hvor de blandt andet oplever død, skilsmisse, dobbelt forhold, børn og dagligdagen.

Serien er speciel ved at være den eneste danske tv-serie, som geografisk foregår over hele Danmark, da de fleste afsnit foregår i forskellige danske provinsbyer.[2]

Tema og format

Seriens centrale person, Ingrid Dahl (Charlotte Fich), er en ambitiøs politikvinde, som bliver forfremmet til leder for Rejseholdet i begyndelsen af første sæson. Historien balancerer mellem politiets efterforskning og baggrundshistorien som nogle gange inkluderer ambivalente forhold mellem medlemmer af gruppen, deres familie og dem uden for Rejseholdet. Serien behandler jævnligt sociale spørgsmål, herunder statussen af politiets arbejde, de sociale og følelsesmæssige konsekvenser af brutal kriminalitet, samt politisk og mediers involvering i processen.

Hver episode har en titel, der refererer til en bestemt Assistancemelding, herefter følger en intro, der varer et par minutter. Ofte er det begivenhederne op til forbrydelsen der skildres. I dobbeltafsnit er det i andet afsnit hovedsageligt en opsummering af det foregående afsnit. Ved afhøring af vidner bliver dato og tidspunkt ofte skrevet, så man kan følge med i kronologien. Alle afsnit slutter med at skærmen går i sort, hvorefter udfaldet af anholdelserne bliver opsummeret.

Lokation

Rejseholdet blev filmet i TV-Dramas filmstudie i TV-Byen i Søborg, samt på mange lokale steder i hele Danmark. Der er også filmet i Sverige, Tyskland og Island.

Storebæltsbroen, som var blevet færdiggjort få år inden, er central i både indledningssekvensen, og er også filmet i flere andre afsnit, når Rejseholdet rejser frem og tilbage over Storebælt.

I små breakers i hvert afsnit vises billeder fra lokationer i byen, som Rejseholdet befinder sig i. Vor Frue Kirke i Kalundborg blev brugt til klimaksscenen i afsnit 18 (3. sæson), hvor forbryderne Eik Nielsen og Anja Jespersen har taget gidsler i kirken. Området på Hammerknuden på nordspidsen af Bornholm med Krystalsøen spiller også en central rolle i afsnit 27 (3. sæson), hvor liget af en ung pige findes.

Hæder

Serien modtog prisen som "Årets Drama" til TV Prisen i både 2001 og 2002. I 2002 modtog Rejseholdet Emmy Awarden for Bedste Internationale Dramaserie af Television Arts and Sciences.[3] Programmet vandt også prisen for Bedste Drama til TvFestival både i 2001 og 2002.[4][5] For sin rolle som Allan Fischer modtog Mads Mikkelsen prisen som Bedste Skuespiller ved TvFestival i 2002.[5]

Distribution

Serien har været vist på tv i Danmark (DR1), Sverige (TV4), Island (Rúv), Tyskland (ZDF) og Australien (SBS).

Alle sæsonerne er blevet udgivet på DVD med engelske undertekster. Den første sæson blev udgivet i Storbritannien i januar 2013 som en del af Arrow Films' Nordic Noir række af udgivelser.[6][7] Den anden sæson blev udgivet i Storbritannien 27. maj 2013.

Medvirkende

Rolle Skuespiller  
Ingrid Dahl Charlotte Fich Kriminalkommissær, udnævnt til chef og drabschef for Rejseholdets drabsektion. Hun er alenemor med Tobias (med Indrids eksmand, Lars) og stedmor for Gry, der er datter af hendes afdøde mand Søren. Efter at være blevet forfremmet til en lederstilling, kæmper hun med at vinde sin overordnede, Ulfs respekt. I løbet af serien afsløres det, at Ulf var en nær ven af Ingrids afdøde far, da han bliver venner med Ingrids mor. Ingrid mistænker Ulf for at være hendes far, men han overbeviser hende om, at det ikke er tilfældet.
Jens Peter "I.P." Jørgensen Waage Sandø Vicekriminalkommissær. Seniormedlem af gruppen, som blev tilsidesat, da Ingrid blev forfremmet. Han er gift med Kirsten, men forholdet går op og ned igennem serien både pga. hendes drikkeri og utroskab med Ulf. Et til tider livstræt, men tillidsvækkende og stille medlem af gruppen, der støtter Ingrid som næstkommanderende. Han har været i styrken i 40 år.
Allan Fischer Mads Mikkelsen Kriminalassistent. Nogle gange gruppens problembarn, da han til tider er impulsiv og emotional. Fischer er frustreret over mangel på fremskridt, da både Ingrid og Ulf finder ham svær at håndtere.

På trods af hans nogle gange grove karakter, gør hans vedholdenhed, fysik og vilje til at bøje reglerne, ofte med gode resultater, at han er et højt værdsat medlem af holdet.

Thomas La Cour Lars Brygmann Kriminalassistent. Som det mest tænksomme medlem af gruppen, er La Cour bemærkelsesværdig med sin meget intuitive tilgang til efterforskningen, som ofte spiller en afgørende rolle i opklaringen af mysterier. De fleste episoder indeholder en sekvens, hvor La Cour får klarsyn og kanaliserer ofret og/eller gerningsmanden for at genskabe begivenhederne ved forbrydelsen. Skildringen af disse øjeblikke antyder noget overnaturlige, såsom en episode, hvor La Cour fører det lokale politi direkte til gerningsstedet, og dermed placerer sig under mistanke for forbrydelsen.
Ulf Thomsen Erik Wedersøe Kriminalinspektør, chef for Rigspolitiets Rejseafdling (hele Rejseholdet) men hans kærlighed ligger først og fremmest i drabsektionen. Udnævnte Ingrid til kriminalkommissær, men forfremmelsen skete delvist som følge af politisk pres fra rigspolitichefen om at forfremme en kvinde. Ulf udfordre ofte Ingrids beslutninger men hans respekt for hende bliver afsløret over længere tid. Ulfs affære med Kirsten har kompliceret hans forhold til hans mangeårige ven og kollega IP.
Gabriella "Gaby" Levin Trine Pallesen Yngste medlem af gruppen. Udvikler et forhold til Johnny Olsen. Gaby bliver fremstillet som "limen der ofte holder gruppen sammen", idet hun varetager logistik og organisering af rapport mv. og gruppen er meget afhængig af hende.
Johnny Olsen Lars Bom Lastbilchauffør, der har ansvar for at flytte Rejseholdets mobilkontor mellem forskellige lokationer. Kæreste med Gaby. Johnny er tidligere fodboldspillerlandsholdet, og han er ofte uofficielt med i politiets arbejde
Jan Boysen Michael Falch Retsmediciner, der arbejder for politiet. Han obducerer de fleste af de lig, som bliver fundet. Han søger et romantisk forhold til Ingrid.
Tobias Sebastian Ottensten Ingrids teenagesøn. Tobias' kommer på kant med loven, da han ryger hash og kører med i en stjålet bil, og han er blevet brugt til at illustrere Ingrids konflikt som en ambitiøs karrierekvinde og en enlig mor.
Kirsten Jørgensen Lisbet Lundquist Skuespillerinde og IPs partner, men de bliver separeret i første sæson. Som en succesfuld sceneskuespiller lærer vi, at hun kæmper med sin alder og alkoholisme. Udvikler en affære med Ulf, hvilket komplicerer hendes forhold til IP.
Gry Lykke Sand Michelsen Datter af Søren, Ingrids afdøde mand.

Andre medvirkende

Handling

Hovedartikel: Afsnit af Rejseholdet.

Da Rejseholdets leder, Torben, bliver fundet dræbt, bliver Ingrid indsat som midlertidig drabschef. IP, Gaby, Fischer og La Cour må nu indstille sig på Ingrid som drabschef, selvom de først ikke er lykkelige for situationen. Men efter opklaringen af Torbens drab, forfremmes Ingrid nu permanent til Rejseholdets drabschef, og gruppen får mere og mere respekt for hende. Under opklaringen af mordet på en værtshus-holder, bliver Ingrids mand, Søren, påkørt af en flugtbilist. Han ser ud til at komme sig, og Ingrids søn, Tobias, hjælper med at finde flugtbilisten, der dog nægter sig skyldig. IP, der efterhånden har taget Ingrid under sine vinger, tager en snak med ham, og han er derefter klar til at tilstå. Efter en pludselig hjerneblødning, som følge af ulykken, dør Søren, og Ingrid kommer i en krise og lukker sig inde i sig selv. Sørens datter, Gry, beder Gaby om hjælp, og Gaby besøger Ingrid, og giver hende lidt af modet tilbage. Hun løser gåden om en trediveårig kvindes forsvinden, og både Gry og Tobias flytter hjem til hende igen.

Fischers problemer med sin kone, Mille, vokser. Ulf indstiller Fischer til en forfremmelse, men da han i Esbjerg får problemer med at styre sit temperament, er han tæt på at blive smidt ud af politiet, og Fischer må se forfremmelsen gå op i røg. Imens bliver Gaby og Johnny kærester. I den næste sag brillerer La Cour med sin evne til at se små ting, da en mand går rundt i en lille by og voldtager gamle damer, og løser sagen. Imens bliver IP's forhold til Kirsten dårligere og dårligere, og IP tvivler på Ulf, der gennem en længere periode har haft et forhold til Kirsten. En kamp om en søn mellem hans to forældre resulterer i en bortførelse af sønnen, så Johnny må tage til England for at hente drengen hjem til moderen, da politiet ikke har ret til at blande sig.

På trods af modvilje, må rejseholdet beskytte en familie, der bliver truet på livet, og det går op for gruppen, at det er svært at finde ud af hvor deres sympati ligger, da faderen i familien er en advokat, der tidligere har hjulpet de mordere Rejseholdet har fanget, med at slippe for dom. I denne sag samarbejder Rejseholdet sammen med Helene, der udover at være psykolog, også er La Cours eks-kæreste. Hun hjælper Rejseholdet med at lave en psykologisk profil af morderen, og får igen kontakt til La Cour. Et mord i et sommerhus får Fischer til at finde sammen med politipigen Ida, og han møder igen sin nemesis, Graff. Fischer afhørte engang Graff under en sag om en narkomans død. Også denne sag handler om en narkoman, og Graff går igen over stregen. Rejseholdet må også opklare en mordbrand, der viser sig at få alvorlige konsekvenser. I Odense møder Fischer igen Ida, da de her skal opklare et indvandreropgør, som tager en overraskende drejning. De ender med at have et kort forhold, inden Ida skal giftes. Da et drengelig bliver fundet i en skov, må La Cour bruge sine drømme og drømmesyn, for at opklare mordet på drengen, men da drengens morder bliver fundet dræbt, bliver La Cour pludselig mistænkt og midlertidigt suspenderet. Imens kan IP ikke klare Kirstens drikkeri, utroskab og problemer mere, og forlader hende. Gaby og Johnny fortæller resten af gruppen, at Gaby venter barn.

De næste par sager rejseholdet kommer ud på, er en forsvinden af en kvindelig studerende , der viser sig at have chattet en del med mange forskellige mænd. Desværre kommer det hele til sidst til at gå ud over Gaby, da hun ufrivilligt aborterer efter en ulykke i forbindelse med den anholdtes flugt. Derefter sker der en tragedie i Ingrids familie, og sagen ender i en gidseltagning af bl.a. Ingrids veninde. Med både Ingrid, Johnny og Gaby nedtrykte, må gruppen klare en besynderlig sag med afskårne dele af et lig og et mord i et badekar. Mille opdager Ida og Fischers forhold, og hun vil skilles. Pga. en mordbrand på et hotel sigtes Otto, der har en hjerne som en femårig, og da Ottos kæreste bliver fundet dræbt, får han igen skylden. Under denne sag får Rejseholdet endnu en gang hjælp af Helene, og der opstår endnu en gang sød musik mellem hende og La Cour. En mærkelig sag med hypnose får IP til at gå i barndommen, og Ingrids søn har røget hash. Sagen om drabet på Ottos kæreste tages op igen, og rejseholdet finder ud af, at Otto er uskyldig.

En mærkelig sag om et mord på en mand i et abebur, får rejseholdet ind i et anderledes miljø, hvor blandt andet byens politimester er involveret, og i en anden sag hvor en hel familie tilsyneladende har udslettet sig selv, må Johnny må endnu engang bevise sine egenskaber i et fly. I den næste sag viser Fischer, at han også kan tænke, da han regner ud at to personer har byttet mord, og La Cour må bruge sit fremtidssyn igen. Ingrid og retsmedicineren Boysen opdager en fælles interesse for hinanden, som Boysen dog har haft gennem flere år, og de ender med at være sammen. På Bornholm må Gaby og La Cour ud i et pillearbejde med at finde huset, der har forbindelse med drabet på en 15-årig pige, og rejseholdet må opklare sagen selv, da folk fra politiet måske er indblandet. Pigens morder viser sig at være hendes onkel, og Ingrid bliver truet på livet af ham. Kan La Cour nå ud til hende? Da Helenes fødsel pludselig går i gang, og Gaby har travlt med at planlæge sit bryllup med Johnny, må resten af grupppen opklare sagen om international kvindehandel og prostitution. Pludselig bliver Johnny dog lidt for interesseret i sagen.

Efter et syn fra La Cour bliver et drengelig fundet i en skov. Dette resulterer i en jagt på Danmarks eneste seriemorder, Indianeren, og Gaby kommer pludselig i fare, da seriemorderen angiveligt har valgt hende som sit næste mål. Indianerens ekskæreste søger skjul hos politiet, da det er hende han er ude efter. Hun bliver etableret i et overvåget safe-house, hvor Indianeren dukker op, og han kan endelig anholdes. Ulf fortæller Ingrid, at han er hendes far, noget hun dog allerede har gættet sig til. Ministeriet beslutter sig for, at rejseholdet skal nedlægges, til allersidst bliver Gaby og Johnny gift.

Efter rejseholdets splittelse bliver de igen samlet for at opklare et mord på en sort prostitueret kvinde, hvor justitsministeren er indblandet. Mordet kan hænge sammen med en rockersag, som La Cour havde, hvor Fischer arbejder undercover, og pludselig ender Johnny og Fischer i en livsfarlig situation, så Gaby må vise sine færdigheder som lastbilchauffør. Derefter går Ulf på pension, og IP og La Cour må finde morderen, inden han begår det næste mord.

Parodi

"De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping 1286" malet af Otto Bache 1882.

I 2002 blev der lavet en parodi af serien til satireprogrammet De Uaktuelle Nyheder med Mikael Bertelsen, der blev sendt på DR2. Afsnittet, der varer ca. ni minutter følger seriens opbygning med samme intro, musik, kamerastil, og Mads Mikkelsen og Lars Brygmann som henholdsvis Allan Fischer og Thomas La Cour.

Afsnittet, der hed Assistancemelding A-38/1286, følger Fischer og La Cour, der bliver sat til at opklare Mordet i Finderup Lade fra år 1286. De tager til Finderup, hvor et tip-tip-...-tipoldebarn har arvet et vidneudsagn. Ud fra signalementet i dette udsagn bliver der lavet en fantomtegning af morderen, som ligner Otto Baches maleri fra 1882. Fischer tager hen på den lokale kro, hvor han viser forskellige billeder til bartenderen. Han udpeger manden på maleriet som Stig og siger, at han havde snakket om at han havde slået en konge ihjel, men at han "ikke har set ham i 100 år". La Cour tager ud til gerningsstedet, men der er bygget en svømmehal på stedet, og en lokal bonde fortæller ham, hvor laden nogenlunde stod, mens de begge står i børnebassinet. Han får et af sine syn og dykker ned under vandet, hvor han finder et sværd. I svømmehallen ser han en mystisk mand i ringbrynje og med skjold, der forlader stedet, da La Cour får øje på ham. Fischer og La Cour snakker i telefon lige ved siden af hinanden og aftaler at tage ud og hente Stig. Fischer og La Cour tager ud og overvåger hans adresse. Da Stig (Oliver Zahle) kommer hjem stiger de ud af bilen for at anholde ham, men han flygter trækkende på en kærre uden registreringsnummer. De eftersætter ham i bilen, og stopper ham. Da de anholder ham tilstår han mordet, og fortæller hvorfor han gjorde det. Efterteksten afslører, at han slipper med en bøde for "uagtsom kørsel med åben kærre" pga. god opførsel siden 1286.[8]

Referencer

  1. ^ Rejseholdet afsnit 1 fra Internet Archives Wayback Machine (arkiveret 23. april 2007)
  2. ^ Rejseholdets locations | tvdrama.dk fra Internet Archives Wayback Machine (arkiveret 3. februar 2011)
  3. ^ Awards: Previous Winners, International Academy of Television Arts and Sciences, www.iemmys.tv, Hentet 13. november 2015
  4. ^ Vinderne af tvprisen 2001, Archive, tvfestival.dk fra Internet Archives Wayback Machine (arkiveret 12. september 2007)
  5. ^ a b Vinderne af tvprisen 2002, Archive, tvfestival.dk fra Internet Archives Wayback Machine (arkiveret 14. september 2007)
  6. ^ Nordic Noir
  7. ^ Unit One on DVD fra Internet Archives Wayback Machine (arkiveret 15. december 2012)
  8. ^ Assistancemeleing A-38/1286youtube. Hentet 22/2-2014

Kilder

Eksterne henvisninger