Jesus: Forskelle mellem versioner

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m Gendannelse til seneste version ved Pugilist, fjerner ændringer fra 213.32.242.103 (diskussion | bidrag)
Tag: Tilbagerulning
Det passer
Linje 21: Linje 21:
| medlem = [[Treenigheden]]
| medlem = [[Treenigheden]]
|nationalitet=|ægtefælle=|hæder=}}
|nationalitet=|ægtefælle=|hæder=}}
Jesus is my father! And he fucks me 24/7
'''Jesus fra Nazaret''' ({{lang-he|יֵשׁוּעַ‬}}, født i perioden år 4 f.v.t. til 2 f.v.t. – død ca. år 31 e.v.t. - årstallene er et skøn ud fra historiske begivenheder), også kaldet '''Jesus Kristus''' eller blot '''Kristus''', er den centrale figur i [[kristendom]]men, og han anses af de fleste kristne for at være en [[inkarnation]] af [[Gud Fader|Gud]]; og ifølge den bibelske tekst var Jesus en selvstændig person der bad til Gud, kaldte sig selv ”søn” af Gud, ”udsendt” af Gud og som havde været hos Gud ”før verden blev til”.
([http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx?book=joh&id=3&chapter=17b#v1 Joh. 17,1-5]). Han er også en vigtig figur i flere andre religioner.

[[Egennavn]]et "Jesus" er en [[translitteration]] af det [[Oldgræsk|græske]] ord Ίησους (Iēsous), der selv er en translitteration af [[Aramæisk (sprog)|aramæisk]] Jeshua. Jeshua er en yngre form af Josva, som er en kortform af det hebraiske יהושע (Yehoshua), og som betyder ''[[Tetragrammaton|JHWH]] er frelse''.<ref>[http://oce.catholic.com/index.php?title=Jesus_Christ The Original Catholic Encyclopedia: Jesus Christ] "Jehoshua, meaning 'Jehovah is salvation'"</ref><ref>[http://www.macquariedictionary.com.au Macquarie Dictionary – Australias National Dictonary Online: Jesus] "Yehōshūa`, literally, Jehovah is salvation"</ref> Navnet Jesus/Jeshua/Joshua/Josva forekommer over 900 gange i [[Bibelen]], og er dermed det tredje hyppigst anvendte egennavn, efter "JHWH" og "[[Kong David|David]]".<ref>Tryksag ved udstillingen "Bibelen og Navnet" i 2002, side 21, ISBN 87-89947-70-3</ref> Titlen "Kristus" kommer fra græsk Χριστός (Christós), der er en oversættelse af hebræisk Masiah ([[Messias]]), som betyder 'den salvede'.

De ældste beskrivelser af Jesus liv, tanker og lære kommer fra de fire [[Den bibelske kanon|kanoniske]] [[evangelium|evangelier]] i [[Bibelen]]: [[Matthæusevangeliet]], [[Markusevangeliet]], [[Lukasevangeliet]], og [[Johannesevangeliet]]. Ifølge evangelierne var Jesus en [[jøde]] fra [[Galilæa]], der i sin samtid blev anset for at være en skriftklog og [[Healing|healer]]. Han blev døbt af [[Johannes Døberen]] og blev [[Korsfæstelse|korsfæstet]] i [[Jerusalem]] på ordre fra den romerske præfekt, [[Pontius Pilatus]] pga. beskyldninger om [[landsforræderi]] og [[Blasfemi|gudsbespottelse]]. Historikere har dog forskellig opfattelse af evangeliernes troværdighed, hvilket blandt andet skyldes at det ikke vides præcis hvornår evangelierne er skrevet.

Kristne anser Jesus for at være den Messias, hvis komme var forudsagt i [[Det Gamle Testamente]], og at [[Jesu opstandelse|Jesus opstod fra de døde]] efter at være blevet korsfæstet. Blandt kristne har der gennem tiderne været forskellige opfattelser af Jesu natur, men den mest udbredte opfattelse er, at Jesus er en del af [[Treenigheden]] og i den forstand guddommelig.

Jøderne anser ikke Jesus som Messias, og anerkender ham heller ikke som søn af Gud eller en del af treenigheden. Jøderne forventer derfor stadig at Messias skal komme.

I [[Islam]] bliver Jesus anset for at være en vigtig profet, men muslimerne tror ikke, at Jesus var guddommelig.


== Kronologi ==
== Kronologi ==

Versionen fra 15. maj 2019, 12:32

For alternative betydninger, se Jesus (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Jesus)
Jesus fra Nazaret
Ingen ved hvordan den historiske Jesus så ud,
her afbilledet i mosaik i Hagia Sofia
Personlig information
Andre navne Jesus Kristus,
fødenavn: Jeshua
Født ca. 4 f.v.t.
Bethlehem
Død 30/33 e.v.t.
Golgata, en høj udenfor Jerusalem
Dødsårsag Henrettet ved korsfæstelse
Hævdet at være opstået efter tre dage i graven.
Religion Jødedommen
Far Gud, Josef (stedfar)
Mor Jomfru Maria
Uddannelse og virke
Medlem af Treenigheden
Beskæftigelse Tømrer, Profet, Rabbi, dommedagsprædikant
Kendt for Anses af de kristne som Guds søn og verdens frelser.

Jesus is my father! And he fucks me 24/7

Kronologi

Den vestlige tidsregning har siden middelalderen været baseret på Jesu formodede fødselsår, der af munken Dionysius Exiguus blev udregnet til 753 år efter Roms grundlæggelse. Datoen for Jesu fødsel blev defineret som d. 25. december[kilde mangler] i år 1, ante Christum natum (latin: før Kristi fødsel). Det umiddelbart følgende år blev designeret som år 1 Anno Domini (latin: i det Herrens år). Der findes således ikke noget år 0, eftersom årstallene er af taltypen ordenstal og ikke kardinaltal.

Det er ikke muligt at tidsfæste Jesu fødsel, og evangeliernes oplysninger er modstridende. Ifølge Matthæus[1] bliver Jesus født, medens Herodes den Store regerer fra 37 f.Kr. til 4, hvor vi ved, han døde. Lukas lader derimod Jesu fødsel falde sammen med Quirinius' folketælling [2] i år 6 e.Kr., ti år efter Herodes' død, og derfor må mindst en af beretningerne give et forkert tidspunkt for Jesu fødsel, med mindre man antager, at Lukas’ folketælling ikke var den år 6 e.vt., men derimod en anden — udokumenteret — folketælling år 8 f.kr., der falder sammen med en anden folketælling udført af Augustus, hvilket kan forklare, hvorfor Lukas skriver, at folketællingen var verdensomspændende.[3] Der er da også usandsynligt, at folketællingen 6. e.Kr. skulle være Judæas første, da landet havde været romersk provins helt fra år 63 f.Kr. Problemet med denne tolkning er, at Quirinius først blev statholder 6 e.Kr., men ordet, der gengives som “statholder”, kan også betyde “øverstbefalende”[4][5], hvilket han muligvis var.

Jesus begyndte sit virke omkring Johannes Døberens død og var da ifølge Lukasevangeliet omkring 30 år. Johannes Døberen menes at være henrettet 28-32 e.Kr. og under alle omstændigheder før år 36 e.Kr. I Johannesevangeliet nævnes, at Jesus var i 40'erne, mens kirkefaderen Irenæus hævder, at Jesus blev over 50 år. Markus, Matthæus og Lukas nævner ikke andre påsker under Jesu liv end den, hvor han blev korsfæstet, hvorimod Johannes nævner tre påsker under Jesu aktive virke.

Jesus døde mens Pontius Pilatus var præfekt over Judæa (26-36 e.Kr.).

Navn, etymologi og grammatik

Kristus er en fordanskning af Christus, som er den latinske form af det græske Χριστός Christós, som betyder "den salvede". Det er igen en oversættelse af det hebræiske ord מָשִׁיחַ māshiaḥ, der ligeledes betyder "salvet", og er indlånt i dansk som Messias – en titel, Jesus blev givet af sine efterfølgere for at understrege hans specielle status som den, der var blevet profeteret om i den hebraiske Bibel, de kristnes "Gamle Testamente".

Betegnelsen "den salvede" henviser nemlig til løfterne om en konge af Davids slægt, altså en salvet (konger, der var blevet indsat af Gud var nemlig indsat ved salvelse med olie). F.eks Esajas 9,5 hvor der står: "Et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre (...) stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone, og over hans rige." Dette var netop sådan, de kristne så Jesus, som den salvede Davidskonge, der snart ville oprette sit rige. Dette henvises der til utallige gange i evangelierne, så som Matthæus 1,1: "Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn".

Navnet Jesus kommer af det græske ord Ίησους (Iēsous) der igen kommer af det hebraiske navn Josva – יהוש (Yehoshua). Navnet betyder ”Jahve frelser”, og dette bliver i Matthæus-evangeliet tolket sådan: ”Du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.” (Matt 1,21)

På dansk er det stadig almindeligt at bruge de latinsk-græske genitivformer af navnene Jesus og Kristus (indtil det 20. århundrede skrevet med Ch-): f.eks. Kristi fødsel eller Jesu navn. I ældre dansk møder man tillige en række andre latinske kasus, fx vokativ (Mægtigste Kriste!) og akkusativ (Jesum, Christum). Da Kristus ikke kan tage den bestemte artikel, brugte ældre danske bibeloversættelser formen den Christus. Nu om dage opfattes Kristus nærmest som et egennavn, som ikke behøver nogen artikel.

Navnet Jesus var ganske almindeligt og Jesus kaldes derfor ofte Jesus af Nazareth eller Jesus fra Nazareth. De tidligste kristne kaldes Nazaræere og Jesus Nazaræeren ville i flere tilfælde være en mere korrekt oversættelse end Jesus fra Nazareth. Tolkningen, at en Nazaræer betegner en person fra en by ved navn Nazareth, stammer helt tilbage fra evangelierne, men byens eksistens i det 1. århundrede er hverken historisk eller arkæologisk dokumenteret. Den nuværende by Nazareth er flere hundrede år yngre. Som voksen boede Jesus i Kapernaum Matt 4,13 Mark 2,1 og han havde tilsyneladende et hus i byen Mark 2,14-16 omend teksten på dette sted er uklar.

Jesu liv og lære ifølge evangelierne

Fødsel, barndom og familie

Giotto di Bondone - 1266
Uddybende Uddybende artikler: Jesu fødsel og Jesu familie

Det er hovedsageligt Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet, der beretter om Jesu barndom og liv, og de to evangelister beretter om forskellige hændelser i forbindelse med Jesu fødsel. De fortæller dog begge, at Jesus fra Nazaret blev født i Betlehem[6] syd for Jerusalem af sin mor Maria, der havde undfanget ham ved Helligånden. Fødselen skulle ifølge Mattæus være sket senest år 4 fvt. og ifølge Lukas i år 6 evt.[7] Marias mand var Josef, der tog Jesus til sig som sin søn.

Lukas beretter, at der den nat, Jesus blev født, kom hyrder på besøg, da de af en engel havde hørt om hans fødsel.[8] og fået forkyndt, at dette barn var Kristus, Herren (Luk 2,11). Matthæus fortæller derimod om hvordan et ukendt antal vismænd kom fra Østerland i et af Jesu første leveår[9] for at tilbede ham og give ham gaver. De var kommet efter at have opdaget en ny stjerne eller stjernekonjunktion, der varslede, at en jødisk konge var født[10] I et ønske om at dræbe det nyfødte kongebarn foranstaltede Herodes et barnemord i Betlehem på alle drengebørn op til to år; men Josef blev advaret af en engel og nåede at flygte til Egypten med sin familie.[11] Jesus levede de første år af sit liv i Egypten som flygtning. Efter kongens død bosatte hans forældre sig i Nazaret (deraf navnet), hvor han blev uddannet tømrer[12] Også Lukas beretter dog uden at nævne Egypten, at Jesu forældre tog tilbage til Nazereth med ham.[13]

Fortællinger om hans tidlige barndom er meget sparsomme i de kanoniske evangelier; men Lukas beretter, at Jesus rejste med sine forældre til valfartsfest i Jerusalem, da han var tolv år gammel. Her overraskede han de jødiske skriftkloge med sin viden om skrifterne.[14] Dog har også flere af de apokryfe evangelier beretninger om hans barndom, bl.a. fortælles det i Thomas’ Barndomsevangelium, hvordan han gør nogle lerfugle levende og får dem til at flyve, ligesom Pseudo-Matthæus giver en detaljeret beskrivelse af flugten til Egypten.

Jesus var bror til Jakob, Joses/Josef, Simon og Judas og havde mindst tre søstre.[15] Lukas nævner, at Elisabeth var en slægtning til Maria [16], og dermed må Johannes Døberen have været en slags granfætter til Jesus. Desuden nævner Johannesevangeliet en søster til Jesu mor, de hedder Maria.[17]

Jesu virke

Uddybende Uddybende artikel: Jesu fristelse

Jesus begyndte som 30-årig i Galilæa og bredte sig til Judæa. Markus ordner sit evangelium geografisk med Jesu dåb, hans virke i Galilæa, hans rejse gennem Judæa til Jerusalem, hvor han bliver henrettet. Matthæus og Lukas følger denne struktur, men tilføjer yderligere materiale, mens Johannesevangeliet er helt anderledes organiseret.

Dåben modtog han af Johannes Døberen ved Jordan-floden, hvor Helligånden kom over ham i skikkelse af en due.[18] Derefter drog han ud i ørkenen og blev fristet af Djævelen.[19]

Det første mirakel, der berettes om, er underet i Kana[20], hvor Jesus forvandlede vand til vin. Derefter gik han fra by til by og udlagde skrifterne i synagogerne og helbredte dem, der kom til ham. Jesu helbredelser var højst forskellige og dækkede alt fra hebredelse af almindelig feber.[21] til spedalskhed[22], dæmonuddrivelse[23] og dødeopvækkelser[24] Helbredelserne var et tegn til skarerne, om at Guds rige var kommet til dem.[25] Udover helbredelserne så gjorde Jesus også andre overnaturlige ting, som at gå på vandet[26] og bespise 5.000 mand med fem brød og to fisk[27]

Selv om store skarer fulgte ham pga. miraklerne og hans lære, brugte Jesus ofte meget tid væk fra folkeskarerne for at være sammen med sit følge, som han oplærte.[28] Disse tilhængere blev kaldt disciple, og blandt dem udvalgte Jesus sig tolv apostle, som på en særlig måde var omkring ham og blev oplært af ham.[29]

Jesus brugte også meget tid sammen med samfundets udstødte. Det beklagede mange sig over, og Jesu svar må ses som den helt grundlæggende måde, hvorpå han betragtede sig selv og sit virke:

De raske har ikke brug for læge, det har de syge.
Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. (Mark 2,17)

Jesus var lægen, som var kommet for at hjælpe, helbrede, og elske dem, som havde brug for ham. Han var kommet til syndere, og derfor brugte han tiden sammen med mennesker som Zakæus [30], Maria Magdalene [31] og andre af de såkaldt syndere og toldere [32].

Jesu undervisning

Uddybende Uddybende artikel: Bjergprædikenen
Bjergprædikenen skildret af Carl Bloch.

Jesu budskab bliver i evangelierne samlet i en enkelt sætning: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet" (Mark 1,14). Der er nedfældet en lang række lignelser og taler, som Jesus ifølge evangelisterne har holdt.

Særligt kendt er Bjergprædikenen[33], hvor Saligprisningerne[34], Fadervor[35] og Den gyldne regel[36] er nedskrevet. Desuden har vi her Jesu nye tolkning af loven[37] og hans tale mod mammon[38] og dømmesyge.[39]

Derudover har vi lignelserne, der ofte beskriver Guds rige ud fra dagligdags billeder som ordet om riget, der som et sædekorn bliver sået i menneskers hjerte, noget vokser op og bærer frugt, mens andet bliver kvalt af dagliglivets gøremål eller forfølgelser.[40] Andre billeder handler om sennepsfrø[41], hyrder[42], bryllupper[43], vinbønder[44] og mange andre hverdagsrelaterede emner. Lukas har desuden en række længere og meget berømte lignelser om den fortabte søn[45], den barmhjertige samaritaner[46] og farisæeren og tolderen i templet[47], som kun findes i hans evangelium.

Jesus var ofte i konfrontationer med andre jødiske grupper, især farisæerne og de skriftkloge, men også saddukærne og herodianerne. Jesus anklagede dem for hykleri, ubarmhjertig og forstokkenhed.[48] Anden undervisning er møntet på Jesu disciple. Her tales om kommende hårde vilkår, om udholdenhed, om at være alles tjenere, om tidernes ende osv.

Jesus benægtede ikke, at han var Kristus/Messias, den levende Guds søn, over for sine disciple.[49], men var ellers påpasselig med at udtale sig om det til den brede folkeskare[50] Det kan skyldes, at han så deres forventninger om Messias som fejlagtige. Jesus var ikke en sejrende Messias, men en lidende Messias, og derfor begyndte han også at undervise sine disciple om sin lidelse, død og opstandelse, straks efter, at Peter havde bekendt sin tro på ham som Messias.[51]

I det hele taget var Jesu undervisning om sig selv præget af billedet af ham som den lidende Kristus. Han var kommet for at tjene og give sit liv som løsesum for mange.[52] Særligt Johannesevangeliet er fyldt med undervisning om Jesu person. Her kalder Jesus sig selv det levende brød [53], den gode hyrde [54], opstandelsen og livet [55], verdens lys [56], det sande vintræ [57], og han siger, at han er Guds enbårne søn, som Gud sendte til verden, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv [58].

Efter Jesu opstandelse bar hans undervisning præg af, at han måtte forklare sine disciple betydningen af sin opstandelse, og hvordan dette var en opfyldelse af Det Gamle Testamentes skrifter.[59] Derudover fik disciplene nu den opgave at være vidner i hele verden om hans død og opstandelse samt hans lære. En opgave som kristne siden har videreført i form af mission [60].

Jesu sidste uge i Jerusalem

Uddybende Uddybende artikel: Jesu lidelse og død

Jesus tog til Jerusalem i anledning af påskefesten ridende på et æsel, som en opfyldelse af en profeti fra profeten Zakarias' Bog. Han blev hyldet af befolkningen som den ventede Messias, men det gjorde blot de jødiske myndigheder endnu mere besluttet på at dræbe ham, før han blev for farlig. De næste fem dage fra søndag til torsdag bar præg af stigende spændinger og konfrontationer mellem ypperstepræsterne, de skriftkloge og Jesus. Dog turde de ikke anholde Jesus på grund af folkemængden, men da Judas Iskariot, en af de tolv apostle, besluttede sig for at forråde Jesus, så de deres chance for at gribe ham og gav Judas penge.

Kabir Bakie: Jesu korsfæstelse

Derefter prøvede Judas at finde et tidspunkt, hvor det ville være muligt at gribe Jesus. Det kom, da Jesu holdt påskemåltidet med sine disciple. Det var Skærtorsdag aften, hvor Jesus indstiftede nadveren. Ifølge Johannesevangeliet var det også denne aften, Jesus holdt sin lange tale om Helligånden, den længste tale i evangelierne. Da Jesus med sine apostle begav sig ud til Getsemane have, fulgte Judas ham med soldater og vagter, og de anholdt ham. Før anholdelsen fortæller evangelierne om Jesu kamp i Getsemane mod sin egen angst for den kommende lidelse. Jesus bad Gud tage dette "bæger" fra ham, men tilføjede: "Dog ske ikke min vilje, men din" (Luk 22,42). På den måde viser evangelierne, at det var Guds vilje, at Jesus skulle dø. Han skulle være det Guds lam, der bærer verdens synd (Joh 1,29).

Efter arrestationen blev Jesus ført til ypperstepræsterne, og Det Øverste Råd dømte ham til døden for gudsbespottelse. På grund af den romerske besættelse havde jøderne ikke ret til at idømme dødsstraf og var nødt til at fremvise Jesus for Pilatus. Nu blev han anklaget for oprør, da han jo som Messias hævdede at være konge. Pilatus anså ham dog ikke for skyldig, men efter længere tids råb og pres fra Rådet og folkeskarerne overgav Pilatus ham til korsfæstelse. Jesus blev ført ud og blev korsfæstet på den høj, der kaldes Golgatha, og som lå lige uden for bymuren. Jesu blev spottet af forbipasserende, men fra den sjette time til den niende (ca. fra kl. 12-15) blev der mørkt. Ifølge Matthæus kom der i forbindelse med Jesu død jordskælv, så grave sprang op, døde blev levende, og forhænget i templet revnede. Matthæus viser Jesu død, som en død, der giver liv til mange. Jesus blev lagt i en grav tilhørende Josef fra Arimatæa, og en stor sten blev væltet for graven.

Jesu opstandelse og himmelfart

Uddybende Uddybende artikel: Jesu opstandelse
Jesu himmelfart, som afbildet af John Singleton Copley.

Efter tre dage – på ugens første dag (søndag) opstod Jesus ifølge de fire evangelier. Nogle kvinder så som de første den tomme grav, men de og disciplene så det ikke som et tegn på opstandelse. Jesus viste sig for dem samme dag og viste, at han var opstået, og forklarede dem ud fra skrifterne, at det var forudsagt, at han skulle dø og opstå (Luk 24,44-46). I de næste 40 dage vandrede han sammen med dem på jorden, mens han udlagde skrifterne for sine efterfølgere. Derefter steg han til himmels efter at have velsignet dem. Kristi himmelfart skete fra Oliebjerget, der ligger lige uden for Jerusalem, hvorfra nogle engle lovede, at Jesus skal komme tilbage på samme måde. Derfor var forventningen om Jesu genkomst også helt central i apostlenes forkyndelse og er i dag en del af kristnes trosbekendelse om Jesus, der er nært knyttet sammen med forventningen om den nye jord, hvor fred og harmoni skal regere.

Jesu historicitet

Uddybende Uddybende artikler: Jesu historicitet og Den historiske Jesus

Vi ved meget lidt om den historiske Jesus. Der er inden for den teologiske forskning enighed om årene efter. Omkring år 50 e.Kr. opstod jødiske grupperinger, som byggede videre på Jesu lære. I Biblen findes der en række breve af Paulus, som beskriver den kristne menighedsetablering, mission og tidlige teologiske problemstillinger. Den Jesusfigur, der beskrives af Paulus, er langt mere åndelig end hvad man finder i de synoptiske evangelier og i Johannesevangeliet, som er skrevet senere end Paulus breve.

Opfattelsen af deres pålidelighed som kilde til Jesus er vidt forskellige: fra høj historisk værdi til religiøse skrifter uden nogen som helst forankring i den historiske Jesus. Ud over evangelierne har vi række kilder, der nævner Jesus, men da det ikke kan vides med sikkerhed, hvor de tilhørende forfattere har deres viden fra, er heller ikke disse kilder pålidelige.[61]

Tidligere blev der gjort mange forsøg på at rekonstruere fortællingen om den historiske Jesus som enten morallærer eller omvendelsesprædikant. Denne forskning er fortsat indtil i dag, dog i mindre grad, da der er stor konsensus om, at det er svært at konstruere en anden Jesus end de nytestamentlige skrifters.

De antikke historikere

Uddybende Uddybende artikel: Kilder til Jesus

Josefus

En 1640-udgaven af værker af Josefus, en 1. århundrede Romano-jødisk historiker, der henviste til Jesus[62]

Josefus (Josef ben Mattias) var en jødisk historiker født i år 37 e.Kr. og døde i 100 e.Kr. I hans ”Antiquities Judaicae” afsnit 18-20 fra år 93 eller 94 e.Kr. nævnes tre af de nytestamentlige personer: Johannes Døberen, Jesus og Jakob (Jesu bror). Johannes Døberen får en længere, interessant og lærerig beskrivelse, Jakob får en enkelt sætning, hvorimod beskrivelsen af Jesus har været præget af meget diskussioner angående ægthed.[63] Citatet lyder sådan:

„ Nu var der ved denne tid, en vis mand, Jesus, hvis det da er rigtigt at kalde ham en mand, for han var udøver af underfulde gerninger - en lærer af hvilken man modtager sandheden med nydelse. Han fik mange af jøderne og hedningerne på sin side. Han var Kristus, og da Pilatus, på forespørgsel af lederne iblandt os, havde dømt ham til korset, så svigtede de, der fulgte ham ikke, for han viste sig for dem i live på den tredje dag, sådan som de guddommelige profeter havde forudsagt om ham sammen med ti tusind andre ting angående ham, og den kristne gruppe opkaldt efter ham, er ikke udslukt i dag.[64] “

Af mange årsager virker teksten ikke autentisk med dens stærke bekendelse af Jesus som Kristus og opstandelsen. Tidlige kirkefædre synes ikke at kende dette tekststed, som første gang omtales af Eusebius i 324. Det vides med sikkerhed at Eusebius forfalskede andre manuskripter, og det er den almindelige opfattelse at dette tekststed er forfalsket af Eusebius eller en af hans forgængere. Om der er tale om en tilføjelse eller en omskrivning af en mindre rosende omtale af Jesus kan ikke afgøres. Skriverne var normalt meget konservative i deres afskrift, og det er svært at finde et eneste sted med tegn på større bevist ændring af Josefus’ omfattende værker.[65] Selv om sproget ikke ligner Josefus’, så er der mange kristne, der mener, at Josefus må have skrevet noget af det om Jesus, som vi har i dag.[66] Citatet er blevet debatteret i de sidste 600 år, og der er skrevet hundredvis af bøger om det.

Josefus beretter i samme skrift, hvordan ypperstepræsten Ananus ben Ananus i år 62 greb muligheden i fravær af en statholder til at henrette en række mennesker. Deriblandt var også ”broderen til Jesus, den såkaldte Kristus, der kaldes Jakob” (Antiquities 20,9).

Dette citat anses i almindelighed for autentisk[67], men om Josefus henviser til de kristnes Jesus eller Jesus, søn af Damneus, som Josefus omtaler i den omgivne tekst og som blev salvet som ypperstepræst (kristus betyder salvet) lader sig ikke afgøre. Josefus udtrykker desuden beklagelse over Jakob og de andres død, som han ikke finder retfærdig. Det kunne tyde på en positiv holdning til Jesus, men hvilken af de forskellige 20 personer med navnet Jesus, som optræder hos Josefus, kan som sagt ikke afgøres med sikkerhed.

Tacitus

A white statue of a man
An apparently old document
Romersk senator og historiker Tacitus skrev om korsfæstelsen af ​​Jesus i Annals, en historie af Romerriget i det første århundrede.

Tacitus nævner de kristne (chrestianere) ca. 110 i forbindelse med beretningen om Roms brand og siger, at dette navn stammer fra en ”Chrestus som prokuratoren Pontius Pilatus under herskeren Tiberius havde ladet henrette”. Derefter kritiserer Tacitus religionen som ”den fordærvelige overtro” (Annalen XV, 44).

Sueton

Sueton fortæller efter år 130 i sin beretning om Claudius (død 54), at denne kejser ”jagede jøderne fra Rom, som under anstiftelse af en Chrestus bestandig lavede uro”. Ifølge Apostenes Gerninger mødte Paulus i Korinth nogle af de jøder Claudius havde forvist fra Rom, og da Sueton i sine skrifter skelnede mellem jøder og kristne (christiani) er der en del som tyder på at "Chrestus" ikke henviser til Jesus men til en anden person.

Religiøse kilder

Paulus

Paulus skriver sine breve, Valentin de Boulogne eller Nicolas Tournier, 17. århundrede

Paulus' breve er for de flestes vedkommende skrevet omkring år 50-60 og er dermed det første skriftlige vidnesbyrd, vi har om Jesus. Paulus forholder sig imidlertid bemærkelsesværdig tavs angående Jesu liv. Det betyder dog ikke, at han taler om en helt anden Jesus, men derimod viser det, at hans breve ikke er fortællinger om Jesus' liv, men derimod, om hvem Jesus var teologisk set, og hvad han betyder. Der gives dog en række oplysninger om Jesus: Han var af Davids slægt (Rom 1,3), han indstiftede nadveren, han blev forrådt (1 Kor 11,23ff), og han døde, blev begravet og opstod på tredjedagen og blev set af apostlene og på et tidspunkt af 500 brødre (dvs. kristne) på en gang (1 Kor 15,3-6).

Andre nytestamentlige skrifter

Hebræerbrevet bevidner at Jesus er født af Judas stamme (Hebr 7,14), og døde udenfor byen (Hebr 13,12), at han led og blev fristet (Hebr 2,18; 4,15; 5,8) og at han udholdt korset (Hebr 12,2).
Apostlenes Gerninger har en række grundlæggende historiske data om Jesu liv.

Evangelierne

De kanoniske evangelier er så godt som de eneste skrifter, hvor vi hører om Jesu liv, udover hans død og opstandelse. Derfor er spørgsmålet om deres præcision og pålidelighed vigtig, for at kunne slutte noget angående Jesu liv. Affattelsestidspunktet er dog ukendt, men regnes af de fleste videnskabelige forskere for at være skrevet efter år 70, og det vil sige noget efter de aktuelle begivenheder. Det springende punkt i tidsfæstelsen er et antal tekster[68] der menes at forudsige Jerusalems ødelæggelse år 70. Derfor sluttes det, at skrifterne må være forfattet efter denne begivenhed. Til det indvendes det af nogle, at spørgsmålet om, hvad der præcist forudsiges i disse tekster, er usikkert, og at hvis man vitterlig tror på Jesus som Guds søn, ville han også uden problemer kunne forudsige Jerusalems ødelæggelse i år 70. På samme måde er der også vidtgående uenighed om, hvor stor grad af pålidlighed, man bør tilskrive de enkelte evangelier.

Markusevangeliet menes at være det ældste og derfor også det evangelium, hvor muligheden for pålideligt vidnesbyrd regnes for størst. Evangeliet begynder med Jesu dåb af Johannes Døberen og følger derefter Jesus i et nøje geografisk mønster fra Galilæa til Jerusalem, hvor det beskriver hans død og opstandelse. Markusevangeliet stopper, ved at kvinderne ved graven af en engel får at vide, at Jesus er genopstået. De flygter derefter væk uden at fortælle nogen om hændelsen Mark 16,5-8. Jesus portrætteres som den lidende Kristus.

Uddybende Uddybende artikel: Markusevangeliet

Matthæusevangeliet menes at have benyttet såvel det meste af teksten som den geografiske grundstruktur fra Markusevangeliet. Dog har Matthæus tilføjet beretninger om Jesu fødsel, samt tilføjet adskillige taleafsnit til sit evangelium, så evangeliet dermed har den dobbelte længde af Markusevangeliet. Derudover gives forskellige beretninger om hvordan disciplene mødte Jesus efter hans opstandelse. Jesus bliver her (i højere grad end i Markusevangeliet) portrætteret som læreren og som ham Det Gamle Testamente havde profeteret om.

Uddybende Uddybende artikel: Matthæusevangeliet

Lukasevangeliet menes også at have benyttet Markusevangeliet og dens grundstruktur, men dog på en anden måde end Matthæus, da blandt andet rejsen fra Galilæa til Jerusalem i høj grad udvides i de såkaldte rejseberetninger. Lukasevangeliet har derudover nogle andre fortællinger om Jesu fødsel og om hans opstandelse end dem i Matthæusevangeliet. Billedet af Jesus i dette evangelium karakteriseres af, at Jesus er den, der kommer og forkynder godt budskab for de svage og fattige.

Uddybende Uddybende artikel: Lukasevangeliet

Johannesevangeliet har et helt andet tekstmateriale i sit evangelium end i de øvrige (synoptiske) evangelier. Grundstrukturen er her dannet ud fra fire besøg, som Jesus aflagde i Jerusalem. Jesus "tegnes" som det guddommelige ord, der kom til Jorden for at tage verdens synd.

Uddybende Uddybende artikel: Johannesevangeliet

Apokryfe skrifter

Uddybende Uddybende artikel: Nytestamentlige apokryfer

Der findes desuden en række senere evangelieskrifter, der ikke er optaget i Bibelen (fx Thomas-evangeliet eller Judasevangeliet). Disse repræsenterer ofte andre strømninger inden for den tidlige kristendom, end den, der med tiden skulle udvikle sig til, hvad vi i dag anser for traditionel kristendom. Disse er dog ikke nær så godt bevidnet, som de evangelier, vi har i Det Nye Testamente, og er også forfattet senere. Thomasevangeliet i år 200, og Judasevangeliet sandsynligvis fra samme tidspunkt eller senere, altså mindst 100 år senere end de evangelier, vi har i Det Nye Testamente. Disse skrifter siger derfor meget mere om de gnostiske strømninger, som de udsprang af, end om historien om Jesus fra Nazaret, og de leverer et noget andet, og blandt de ortodokse, knap så "autentisk" indtryk af Jesus og kristendommen generelt. De apokryfe skrifter leverer bl.a. et metaforisk syn på genopstandelsen, som de mener skal opfattes symbolsk – og ikke konkret fysisk, som de synoptiske evangelier beretter.

Apokryferne, navnlig Jakobs præevangelium rummer flere beretninger om Jesu barndom. Her beskrives eksempelvis, hvordan Jesus gør en lerfugl levende, forbander en dreng, så han bliver et træ og forlænger et bræt som han netop havde savet forkert over.

Kristendommens syn på Jesus

Ikon, der afbilleder de Hellige Fædre på det første koncil i Nikæa (325) holdende den nikænske trosbekendelse. Den tekst, der vises, er imidlertid trosbekendelse i første koncil i Konstantinopel (381), med ændringerne til brug i den græske liturgi

Jesus Kristus er hovedpersonen i kristendommen (at være kristen – Christianó kommer fra Christos), og selvom der i dag findes mange kristne kirkeretninger, kan der dog stadig siges meget fælles om kirkernes syn på Jesus, særligt så længe vi taler om de tre hovedgrene: Den ortodokse kirke, den katolske kirke og de protestantiske kirker. Det skyldes, at indenfor disse kirkesamfund og i øvrigt mange af de andre, er det det bibelske matriale, der er autoriteten i forståelsen af Jesus. Derved er fremstillingen af Jesus i evangelierne (se ovenfor) grundlæggende for kristendommen. Det gælder elementer som jomfrufødslen, Jesu mirakler og undervisning, samt hans død, opstandelse, himmelfart og fremtidige genkomst. Dertil kommer benævnelserne som Kristus, Guds søn (Mark 1,1), verdens lys (Joh 8,12) og Ordet (Joh 1,1). Samtidigt med det, har de tre hovedgrene inden for kristendommen, alle kunne tilslutte sig de afgørelser angående Jesu væsen og natur, der blev besluttet på de syv økumeniske kirkekonciler [69]. Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, fra koncilierne i Nikæa 325 og Konstantinopel 381, er derfor fælles for de ortodokse, katolske og protestantiske kirker. Dette traditionelle syn vil blive behandlet her, medens oplysninger om kristologien i andre kirkesamfund, spændende lige fra gamle monofysitiske og nestorianske kirker som den koptiske kirke og assyriske kirke til nye marginale kirkesamfund som Jehovas Vidner og Mormonerne, og liberale teologiske strømninger må ses på de pågældende kirkesamfunds artikler

Jesus – den Opstandne

Uddybende Uddybende artikel: Historicitet og betydning af Jesu opstandelse

Ifølge Apostlenes Gerninger var udgangspunktet for apostlenes allertidligste forkyndelse – Jesu opstandelse.[70] Det var det, der beviste, at Jesus var Herre, Guds søn. Han var den, der havde besejret døden, synden og Djævelen, og som nu er ophøjet og sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige. [71]. Derfor er de kristnes helligdag også søndagen, den første dag i ugen, den dag hvor Jesus opstod. På samme måde er fejringen af Jesu opstandelse påskedag den vigtigste højtid i kristendommen, og ikke julen, som dog ofte er den folkelige vigtigste højtid.

Jesu guddommelighed

Kristus - Pantokrator (Almægtig). Ravenna, Italien.
Mosaik fra det 6. århundret.
De tre samlede finger symboliserer treenigheden. De to udstrakte finger er et tegn på Jesu to naturer.

Allerede i det bibelske materiale bliver der brugt ord om Jesus, der peger på, at Jesus er guddommelig. Det bliver sagt om Jesus, at ved ham og til ham er alting skabt. Han er til forud for alt og alt består ved ham (Kol 1,17). Jesus bliver tilbedt (Matt 2,11; 14,33; Luk 24,52), og givet guddommelig navne som Guds søn, Den første og den sidste (Åb 1,18; 22,13), Herren (Luk 2,11) og kaldes af apostelen Thomas for min Herre og Gud (Joh 20,28). Jesus bliver i Joh 1,1 kaldt for Ordet, der var hos Gud og Ordet var Gud. Jesus blev derfor også betragtet og tilbedt som Gud i oldkirken.

Jesus – en person i treenigheden

Dette blev årsag til konflikter hos de strengt monoteistiske jødekristne og hos de gnostisk-inspirerede menigheder. Det endelige svar på problematikken blev begrebet treenigheden, der blev introduceret af Tertullian (ca. 155-230). Han formulerede her, at Gud var: "tres Personae, una Substantia,” tre personer (Faderen, Sønnen og Helligånden)– men kun et væsen/en substans. Denne forestilling blev anfægtet af Arius, som ikke mente Jesus havde været til for evigt og derfor ikke var at betragte som Gud. Kritikken bredte sig hurtig ud i hele kristenheden, og på trods af kirkemødet i Nikæa 325, var det først i Konstantinopel 381, at der kom ro omkring spørgsmålet. Til dette koncil blev den nikænske trosbekendelse endegyldigt stadfæstet. Her står der at Jesus er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, og allevigtigst af samme væsen som Faderen[72].

Jesu to naturer

Spørgsmålet om hvordan Jesus kunne være både Gud og menneske blev det næste store stridsspørgsmål, og her blev konklusionen, at Jesus var både fuld Gud og fuldt menneske. Det var særlig det økumeniske kirkemøde i Kalkedon år 451, der formulerede dette, selvom også senere konciler måtte beskæftige sig med emnet. Andre retninger som adoptionisme, doketisme, monofysitisme, nestorianisme og tilhængere af Apollinaris blev ekskommunikeret fra Kirken. Det blev til de første skismaer i kirken, hvor bl.a. den assyriske kirke (nestoriansk) og den koptiske og armenske kirke (monofysisitisk) blev selvstændige. Dette er formuleret således i en af de kirkelige trosbekendelser:

Vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske.[73]

Jesus – Frelseren

Jesus er før noget andet frelseren. Det ligger bl.a. i hans navn (Jesus: Jahve frelser) – for han skal frelse sit folk fra deres synder (Matt 1,21). Svaret, på hvorfor Jesus døde, er i kristendommen derfor ikke et spørgsmål om historiske begivenheders gang, men at Gud ville, at Jesus skulle dø for at frelse verden. Teologerne har dog gennem tiden diskuteret spørgsmålet om, hvordan en mands (Jesu) død kunne være frelsende for andre mennesker.

Hans Holbein den yngre: Den døde Kristus

Svarene, der er givet, er forskellige, sandsynligvis fordi frelsergerningen kan ses ud fra forskellige aspekter, som alle optræder i Det Nye Testamente. Under skolastikken blev dog også dette spørgsmål systematiseret. Det blev det i to hovedretninger/forsoningslærer, der indbyrdes konkurrerede om at være den herskende. Der er som sådan bred enighed blandt kristne om, at menneskets syndighed kræver en eller anden form for forsoning mellem Gud og mennesket, og denne forsoning blev tilvejebragt af Gud gennem Kristus. Uenigheden opstår, når man begynder at forklare, hvordan dette foregår. Det ene forsoningslære er Anselm af Canterburys (død ca. 1100) objektive forsoningslære, der siger, at forsoningen skete ved, at Jesus på korset stedfortrædende tog menneskehedens straf og godtgjorde for deres synd overfor Gud. Peter Abelards subjektive forsoningslære hævder derimod, at det er menneskers efterfølgelse af Jesu forbilledlige kærlighedsoffer, der skaber forsoningen.

Imidlertid har Gustav Aulen argumenteret i 1930 [74] for at det i den tidlige kirke og hos Luther særligt var den klassiske forsoningslære der var fremherskende. Her ses forsoningen og frelsen mest igennem lyset af Jesu sejr over fordærvsmagterne – døden, synd og Djævelen.

Dog er alle disse elementer til stede i det bibelske materiale, og derfor er det bedst at se disse som forskellige aspekter, som en del af de kristnes soteriologi (lære om frelsen), hvor det ene ikke udelukker det andet. Den objektive og den klassiske forsoningslære ses f.eks. side om side i dette citat fra Kol 2,14-15.

Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.

Den subjektive forsoningslære ses i f.eks. Filipperbrevshymnen i Fil 2,5-11, hvor der står:

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han som havde Guds skikkelse ... ydmygede sig og blev lydig indtil døden på et kors. (Fil 2,5-6a.8)

Dog er det tvivlsomt om denne efterligning af Jesu sind, noget sted i Bibelen bliver set som frelsende og forsonende overfor Gud (selvom den klart vil være forsonende i menneskelige relationer). Man kan i det hele taget spørge om ikke den subjektive forsoningslære tager "frelserrollen" væk fra Jesus og lægger den over på menneskerne.

Den subjektive forsoningslære er særlig fremherskende i de teologiske strømninger, der betvivler Jesu opstandelse og vender sig bort fra tanken om Guds krav om et blodigt stedfortrædende offer for menneskeheden. Den klassiske forsoningslære er den mest fremtrædende i den ortodokse kirke, der derfor ofte vægtlægger Jesu opstandelse den vigtigste betydning. Den objektive derimod er særligt tydelig i de katolske og protestantiske kirker, der følgelig særligt vægtlægger Jesu lidelse og død. Det er også på den baggrund at blodmystik og passion til tider ofte har haft stor betydning i visse kirkesamfund. Eksempelvis kommer det meget tydeligt frem i nogle herrnhutiske digte, men også på moderne plan i film som Mel Gibsons The Passion of the Christ fra 2004.

Islams syn på Jesus

Jesus er en central person i Koranen (Al-Qur'an), hvor han kaldes ‘Isa (arabisk: عيسى) og omtales 25 gange. I islam anses Jesus for en af Allahs væsentligste budbringere, og han må anses som en fundamental del af Islams verdensbillede.

Islams opfattelse af Jesus (Isa) har en del tilfælles med de bibelske fortællinger, som fx troen på jomfrufødslen, Jesu som den der helbreder og gør mirakler, Jesus som lærer og så videre. Jesu bliver også ophøjet til himmels, og mange muslimske teologer mener ligesom de kristne at Jesus skal komme igen ved tidernes ende. Jesus kaldes elleve gange for al-Masih (Messias eller Kristus) og i sura 3,45 kaldes han Kalimatullaah (Guds ord).

Gammel Persisk Miniature: Maryam (Jomfru Maria) og Isa (Jesus). Billeder af profeter forbydes dog oftest i Islam

Alligevel er der meget store forskelle på islams og kristendommens syn på Jesus. Selv når det er de samme beretninger, der fortælles, så har Koranen ofte en helt anden vinkel på begivenhederne. Derudover benægter Koranen, at Jesus er Guds søn og ligeså kristendommens dogme om treenigheden og Jesu guddommelighed. For tilhængere af islam er Jesus en af de allerstørste profeter, men ikke mere end det. Langt de fleste muslimer tror heller ikke at Jesus døde på korset og opstod. Det skyldes sura 4,158 i Koranen, hvor der er skrevet:

"Og fordi de [jøderne] har sagt: Sandelig, vi har myrdet Messias, Jesus, Marias søn, Allahs sendebud! – De myrdede ham ikke, og de dræbte ham ikke ved korsfæstelsen, men han forekom dem (død). Og de, som var uenige derom, er visselig i tvivl derom. De har ingen (sikker) viden, men følger (kun) en formodning, og de dræbte ham visselig ikke."

Der er dog tre steder i Koranen, som umiddelbart læses, som om Jesus faktisk døde (Sura 3,55-56; 19:34 og 5,118), men de fleste muslimske teologer vælger at tolke og oversætte disse steder ud fra sura 4, 158, selvom vendingen i sura 4 -de dræbte ham ikke – kunne tolkes som at jøderne ikke overvandt ham, da han, underforstået, opstod.

Islams eneste kilde til synet på Jesus er åbenbaringerne fra Muhammed. Enkelte muslimske teologer har henvist til det apokryfiske skrift Barnabasevangeliet, der dog sandsynligvis er skrevet i det 14-16. århundrede i Italien eller Spanien under stærk muslimsk påvirkning .

Billeder af Jesus

Cristo Redentor - Rio de Janeiro, Brasilien

En 30 m høj statue af Kristus kan ses i Rio de Janeiro, der er den fjerdehøjeste i verden. I Cochabamba i Bolivia står den 34,2 m høje Cristo de la Concordia ((spansk): Harmoniens Jesus)[75]. Men der findes ingen samtidige billeder og figurer af ham, da jøderne havde billedforbud.

Litteraturhenvisning

Kilderhenvisninger

  1. ^ Matthæus Evangeliet kap. 2, vers 1-18. Bibelselskabet. Hentet 22/4-2019
  2. ^ Lukas Evangeliet kap. 2, vers 1-7. Bibelselskabet. Hentet 22/4-2019
  3. ^ Kvirinius’ folketælling – rabler det mon for Lukas?. Menighedsfakultetet. Hentet 22/4-2019
  4. ^ ἡγεμονεύω. Blue letter bible. Hentet 22/4-2019
  5. ^ Det Nye Testamente - Konkordans og Krydsreference, Lukas Kap 2. Biblen. Hentet 22/4-2019
  6. ^ Matt 2,1; Luk 2,4-7
  7. ^ Matt 1,18; Luk 1,35
  8. ^ Luk 1,8-20
  9. ^ Ikke på fødselsnatten, som der ofte fremstilles i krybbespil
  10. ^ Matt 2,1-12
  11. ^ Matt 1,13-16
  12. ^ Matt 2,19-12;
  13. ^ Luk 2,39-40
  14. ^ Luk 2,41-52
  15. ^ Matt 13,55-56; Mark 6,3
  16. ^ Luk 1,36
  17. ^ Joh 19,25
  18. ^ Matt 3,13-17; Mark 1,9-11; Luk 13,6-9
  19. ^ Matt 4,1-11; Mark 1,12-13; Luk 4,1-13
  20. ^ Joh 2,1-12
  21. ^ F.eks. Helbrelsen af Peters svigermor: Matt 8,14-15; Mark 1,29-31; Luk 4,38-39
  22. ^ Mark 1,40-41
  23. ^ Mark 1,21-28; Luk 1,21-28
  24. ^ Der berette om tre dødeopvækkelser i evangelierne: Synagogeforstanderens datter (Matt 9,18-26; Mark 5,21-43; Luk 8,40-56), Enkens søn fra Nain (Luk 7,11-17) og Lazarus (Joh 11,1-44)
  25. ^ Matt 12,28
  26. ^ Matt 14,22-33; Mark 6,45-52; Joh 6,16-21
  27. ^ Matt 14,13-21; Mark 6,30-44; Luk 9,10-17; Joh 6,1-15
  28. ^ Fx Mark 7,24; 8,27
  29. ^ Matt 10,1-4; Mark 3,13-19; Luk 6,12-16
  30. ^ Luk 19,1-10
  31. ^ Luk 8,2
  32. ^ Luk 15,1
  33. ^ Matt 5,1- 7,27 Luk
  34. ^ Matt 5,3-12; Luk 6,20-23
  35. ^ Matt 6,9-13
  36. ^ Matt 7,12
  37. ^ Matt 5,17-48
  38. ^ Matt 6,24-34
  39. ^ Matt 7,1-5
  40. ^ Matt 13,1-23; Mark 4,1-20; Luk 8,4-15
  41. ^ Matt 13,31-32 Mark 4,30-32 Luk 8,22-25
  42. ^ Matt 18,12-14; Luk 15,4-7; Joh 10,1-31
  43. ^ Matt 25,1-13
  44. ^ Matt 21,53-46; Mark 12,1-12; Luk 20,9-19
  45. ^ Luk 15,1-10
  46. ^ Luk 10,25-37
  47. ^ Luk 18,9-14
  48. ^ Jesu veråb over disse grupper er særdeles betegnende (Matt 23,1-36; Luk 11,37-54)
  49. ^ Matt 16,13-20; Mark 8,27-30; Luk 9,18-20
  50. ^ I Johannesevangeliet bekender Jesus dog fuldstændigt åbent sig selv som Guds søn (Joh 5,19)
  51. ^ Matt 16,21-23; Mark 8,31-33; Luk 9,21-22
  52. ^ Matt 20,28; Mark 10,45
  53. ^ Joh 6,51
  54. ^ Joh 10,11
  55. ^ Joh 11,25
  56. ^ Joh 8,12
  57. ^ Joh 15,1
  58. ^ Joh 3,16
  59. ^ Luk 24,25-27.44-47
  60. ^ Matt 28, 16; Luk 24,47-49 og ApG 1,8
  61. ^ Historikeren E. P. Sanders skrev i 1985 bogen "Jesus and Judaism" som ændrede forskningen af den historiske Jesus. Senere fulgte J. D. Crossan og G. Theissen. Herhjemme har Bent Kim Jepsen skrevet "Jesus ville henrettes" (2005) og "Nyt forsvar for kristendom" (2007).
  62. ^ Blomberg 2009, s. 431–436.
  63. ^ Steve Mason, Josephus and the New Testament, side 151(Hendrickson Publishers 1992 ISBN 0-943575-99-0)
  64. ^ Antiquities Judaicae 18.63-64. Den oversættelse er efter den engelske oversættelse "Josephus, Complete works" oversat af Whiston, Kregel Publications, Grand Rapids, side 379.: "Now, there was about this time, Jesus, a wise man, if it be lawfull to call him a man, for he was a doer of wonderful works, - a teacher of such men as receive the truth with pleisure. He drew over to him many of the Jews, and many of the Gentiles. He was [the] Christ; and when Pilate, at the suggestion of the principal men amongst us, had condemned him to the cross, those that loved him did not forsake him, for he appeared to them alive again the third day, as the divine prophets had foretold these and then ten thousand other wonderful things concerning him; and the tribe of Christians, so named from him, are not extinct at this day."
  65. ^ Mason 170
  66. ^ Mason 170-171
  67. ^ Mason 175
  68. ^ Matt 24,15-22; Mark 13,14-19; Luk 21,20-34; Joh 2,18-21
  69. ^ Andre afgørelse ved koncilerne afviser nogle protestantiske kirker. F.eks. afgørelsen angående brug af billeder/Ikoner fra det syvende økumeniske koncil bliver traditionelt afvist af den reformerte kirke.
  70. ^ ApG 2,32; 3,15; 4,10; 5,30; 10,40; 13,33; 17,31; 26,23
  71. ^ Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse (Nicaenum). Formuleret i 325, stadfæstet i 381 hvor den også blev forlænget med tredje trosartikel. Citat her er fra anden trosartikel om Jesus Kristus
  72. ^ Nicaenum – Anden trosartikel
  73. ^ Den athanasianske trosbekendelse, ukendt forfatter og affattelsestidspunkt. Trosbekendelsen er en af de tre oldkirkelige symboler" i den katolske, anglikanske og lutherske kirke, hvorimod den ikke bruges i den ortodokse og reformerte.
  74. ^ Gustaf Aulén Den kristna försoningstanken. Stockholm: 1930.
  75. ^ Kuriositas (22. februar 2013). "The Tallest Statues of Jesus Christ in the World".

Eksterne henvisninger

 Wikimedia Commons har medier relateret til:

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Jesus&oldid=9938420"