Islam

Tidslinje for Muhammeds liv
569~	Muhammeds fader Abdullah dør inden Muhammeds fødsel
570~	Muhammeds fødsel i Mekka (’elefantens år’)
576	Muhammeds moder Āminah dør
578	Muhammeds bedstefader og værge ʾAbd al-Muṭṭalib dør
583~	Muhammed tager på karavanerejser fra Mekka i Den Arabiske Halvø til Levanten (Syrien)
595	Muhammed stifter bekendtskab med og gifter sig med Khadīja
605~	Muhammed og Khadīja giver fødsel til datteren Fāṭima al-Zahra
610~	Første åbenbaring af Koranen
	Ærkeenglen Gabriel forekommer og forkynder den guddommelige åbenbaring overfor Muhammed (der tiltales ’Guds profet’)
	Muhammed forkynder og praktiserer islam privat (ægtefælle Khadīja og fætter Ali første ’muslimer’)
613~	Muhammed forkynder og praktiser islam offentligt
614~	Begyndelse på offentlig forfølgelse af Muhammed og første muslimer
615	Første muslimske udvandring (til Abessinien som tilflugt fra forfølgelse i Mekka)
615	Boykot af hashimitterne (en klan af den udvidede stamme Quraysh; varede ved indtil år 619)
619	Muhammeds onkel og stærke støtte Abū Ṭālib og Khadīja dør
620	Muhammeds rejse fra Mekka til Jerusalem og himmelrejse
622	Udvandring fra Mekka til Yathrib (som tilflugt fra forfølgelse)
	Udvandringen (Hijra), konstituerende begivenhed for begyndelsen af islamiske tidsregning
624/2	Muhammeds første barnebarn fødes (navngivet ’al-Ḥasan’ af ærkeenglen Gabriel, et navn ikke anvendt i før-islam)
	Slaget ved Badr (muslimske styrker besejrer en større ikke-muslimsk mekkansk styrke)
625/3	Muhammeds andet barnebarn fødes (navngivet ’al-Ḥusayn’ af ærkeenglen Gabriel, et navn ikke anvendt i før-islam)
	Slaget ved Uḥud (muslimske styrker lider nederlag til en mekkansk ledet hær)
628/6	Pagten ved Ḥudaybīyya (våbenhvile med de mekkanske modstandere af muslimer; islam prædikes og praktiseres offentligt igen)
	Muslimer får adgang og mulighed for at valfarte til Kabaen i Mekka
629/7	Første offentlige pilgrimsrejse til Kabaen i Mekka
630/8	Pagten ved Ḥudaybīyya brydes af en stamme allieret med mekkanerne
	Mekkanerne overgiver sig til muslimerne og accepterer religionen islam
	Islam accepteres af alle de arabiske stammer, og fredsaftale indgås med kristne og jødiske stammer i Den Arabiske Halvø
631/10	Episoden af gudsdommen (mūbahala) mellem kristen delegation fra Najrān og Muhammed (om islams syn på profeten Jesus; den kristne delegation trækker sig fra gudsdommen)
632/11	Muhammeds afskedsvalfart til Mekka
	Sidste åbenbaring af Koranen
	Muhammed afgår ved døden i Medina

Islam (arabisk: الإسلام al-islām, egl. ’underkastelse, hengivelse, overgivelse’) er en monoteistisk og abrahamitisk religion, der er stiftet af Muhammed ibn Abdallah i 600-tallets Arabien. Islams hellige skrift er Koranen, der opfattes som Guds bogstavelige ord formidlet til profeten Muhammed. En tilhænger af islam kaldes en muslim.

Hovedretningerne inden for islam er sunnisme (ca. 85 %), shiisme (10-15 %, primært i Iran, Irak, Azerbajdjan, Bahrain og Libanon) og ibadisme (næsten kun i Oman), der alle går tilbage til islams tidlige tid. På tværs af disse findes sufismen, der lægger vægt på en mere åndelig og spirituel praksis.

Islam er verdens næststørste religion med anslået 1,75 milliarder tilhængere. Islam er traditionelt udbredt i Mellemøsten (arabiske lande, Tyrkiet, Iran og Indonesien), Nord- og Østafrika, Centralasien, på det indiske subkontinent, i Malaysia og Indonesien, samt i dele af Europa (Balkan, dele af Kaukasus, Krim og dele af Rusland). I Danmark er anslået godt 5 % af befolkningen muslimer, hvilket gør islam til den næstmest udbredte religion i landet.

Definition

Islam betegner en eller flere af følgende betydninger:

1. den direkte eksistentielle betydning af helt at underkaste sig Gud;
2. den empiriske realitet af ’den islamiske verden’ ud fra et sociologisk perspektiv; eller
3. det ideale muslimske fællesskab som har rødder i dets religiøse identitet og tidlig islamisk historie.

Alle tre betydninger er tæt forbundet, både ud fra et historisk og moderne perspektiv, til islams brede betydning. Denne alsidige forståelse af betegnelsen islam danner også grundlag for dets definition. Inden for vestlig sprogbrug defineres islam oftest ud fra dets bogstavelige betydning ’underkastelse for’ Gud, hvorefter beskrivelsen tager afsæt i ’tidlig islam’, som det udviklede sig fra starten af det 7. århundrede til tilblivelsen af ’den islamiske verden’ op igennem tiderne indtil nutiden.

Ordet islam er på arabisk både et verbalsubstantiv ("underkastelse for, total hengivelse til Gud") og navn på islam som religion. Som verbalsubstantiv er betegnelsen tæt knyttet til (og til tider sammenfaldende med) termen aslama (’overgivelse, tilkendegivelse til Gud’). Det er bl.a. herfra at betegnelsen muslim (flertalsform muslimūn) udledes, da ’en der underkaster sig islam’ på dansk benævnes muslim (flertalsform muslimer). Den vestlige orddannelse og sprogbrug anvender generelt ikke islam som verbalsubstantiv, selvom det inden for bestemte domæner er ved at vinde indpas. Som navneord anvendes islam i omtale (eller dele) af religionen islam ud fra vidt forskellige religiøse, politiske og sociale aspekter. Flertydigheden i ordets betydning og struktur er ligeledes afspejlet i Koranens brug af termen islam. I daglig tale er det primært ’den islamiske verden’ samt de religiøse og politiske sfærer af religionen der forstås ved omtale af islam.

Islam er en åbenbaringsreligion, der lærer, at Gud åbenbarer sig over for skabelsen og verden, og at dette blev formidlet til profeten Muhammed ibn Abdullah (ca. 570-632) gennem ærkeenglen Gabriel. Denne åbenbaring fandt sted gradvis over en længere tidsperiode og er i sin helhed beskrevet i Koranen, der er islams hellige skrift og den centrale kilde til islam. Monoteisme er en grundsten i religionen og betones stærkt i både åbenbaringen og overleveringstraditionerne fra Muhammeds æra. Sammen med religionerne jødedom og kristendom er islam en abrahamitisk religion, hvilket viser tilbage til patriarken og profeten Abraham. Islam anser Moses og Jesus for at være tidligere profeter i en lang række, der begynder med Adam og slutter med Muhammed. Alle profeter anses som gudsmænd - uden derfor at være helt eller delvis guddommelige - der på Guds formaning har åbenbaret og vejledt om den samme religion. Jødedommen og kristendommen anerkendes som religioner og adskilles fra hedenskaben; men betragtes som afvigelser fra den rette lære, hvor deres respektive skrifter og lære anses for at have gennemgået menneskers forvanskning af Guds ord.

Historisk anses religionen islam for at fremkomme i Muhammeds levetid på Den Arabiske Halvø i det 7. århundrede. Siden da har islam været den dominerede religion i regionen, hvor udbredelsen ikke har været et resultat af målrettet missionsarbejde, men snarere en ”syntese mellem islams centrale trosindhold og de levende kulturer, der med tiden blev en del af den islamiske verden”. Den spredte sig hurtigt gennem større dele af Eurasien og Afrika og udgør i dag verdens næststørste religion med mere end 1,5 milliarder tilhængere (muslimer) der sammenlagt udgør omtrent en fjerdedel (23,2 % (2010)) af verdens befolkning. Demografisk er islam som religion i dag udbredt over hele verden (verdensreligion) og udgør majoriteten af befolkningen i 49 lande (ud af i alt 193 anerkendte lande i verden) og en signifikant minoritet i adskillige andre. Flere bevægelser (bl.a. Bahai, Ahmadiyya og Sikhisme) er siden helt eller delvis inspireret af islams lære.

Etymologi

Betegnelsen islam (arabisk: ”الإسلام”, translitteration: ”al-islām”, transskription: ”al-islam”, oversættelse: ”islam”, IPA: [isˈlɑːm] el. [ˈislɑm]) er afledt af den sproglige rod slm (س-ل-م) enten ud fra aslama eller sallama, begge verbalsubstantiver der betegner ’hengivelse, overgivelse, underkastelse’. Udsagnsord fra denne rod, særskilt sallama/yusallimu og aslama/yuslimu præsenterer betydning af at ”underkaste sig komplet” dette konnoteret med en relativ passiv indledning handling af underkastelse og hermed forbindes betegnelsen islam med bibetydningen af at dette gøres frivilligt og totalt. Til tider fremføres der argumenter for at begrebet egentlig er udledt fra salama der gengiver en helt anden betydning af tryghed og fred, en udlægning der kun betragtes sekundært til handlingen af overgivelse.

Sprogbrug

Hovedartikel: Islamiske begreber.

Begrebet islam anvendes i daglig tale om religionen islam (og dens tilhængere muslimerne), enten i lighed med eller forskellighed fra andre overbevisninger og trostolkninger. Adskillige ord har udviklet sig fra ordet islam, i overvejende grad ud fra den politiske diskurs af islam som religion, heriblandt ord som islamisme, islamisere, islamist og islamofobi.

Oprindelse

Ifølge islam fik Muhammed ibn Abdullah (ca. 570-632) i årene mellem 610 og 632 gennem ærkeenglen Gabriel overgivet en række åbenbaringer fra Gud,^, der senere i Muhammeds levetid blev samlet i det hellige skrift Koranen. Det var først i en alder af ca. 40 år at den første åbenbaring tilkom Muhammed i Hiragrotten i bjergene uden for hans fødeby Mekka på Den Arabiske Halvø:

Sura 96 (Første åbenbaringsvers)

₁    Læs op i din Herres navn, Han, som skabte;
₂      som skabte mennesket af levret blod!
₃    Læs op, og din Herre, den mest gavmilde,
₄      er den, der lærte med pennen,
₅        der lærte mennesket, hvad det ikke vidste.

“

”

—Koranen kapitel 96:1-5 (Levret blod)

Denne begivenhed markerede begyndelsen på åbenbaringen og profetkaldet af Muhammed (profetisme). To årtier efter modtog profeten Muhammed den sidste åbenbaring under (eller kort efter) hans afskedsvalfart i år 632:

Sura 5 (Sidste åbenbaringsvers)

₅   …
     I dag har de, der er vantro, opgivet håbet over for jeres religion,
       så frygt ikke dem, men frygt Mig.
     I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer,
       og fuldbyrdet Min velsignelse over jer,
       og udvalgt islam som en religion for jer …

“

”

—Koranen kapitel 5:3 (Bordet)

Hermed blev islam som religion forkyndt profeten Muhammed mellem de første og sidste koraniske åbenbaringer, der tidsmæssigt strakte sig over 20 år. Imidlertid mener islams tilhængere ikke, at der kan tales om at ’islam begyndte’ ved de første åbenbaringer for Muhammed i Hiragrotten, fordi religionen islam betragtes som den selv samme religion der blev åbenbaret alle tidligere profeter og gudsmænd. Åbenbaringen stadfæster at både jødedommen og kristendommen hviler på guddommelige åbenbaringer og betragter bl.a. Abrahams skrifter, Davids salmer (’Salmerne’ Zabūr), Toraen af Moses (’Moseloven’ Tawrāt) og Evangeliet af Jesus (Injīl) som åbenbarede bøger og skrifter tilsvarende Koranen. Dertil betragtes profeterne og gudsmændene i profetrækken før Muhammed også som værende ḥanīf, en betegnelse der anvendes med reference til før-islamiske monoteister, som tillige hverken kan betragtes som værende jøder eller kristne i streng forstand, men nærmere mennesker af hengivende og underkastende karakter overfor Gud alene (med tilhørende betydning af fornægtelse af flerguderi). Tilhængere af islam bekender sig til, at alle de forrige skrifter blev åbenbaret af Gud men at skrifterne siden deres åbenbaring og senere nedfældning har gennemgået en forvanskning af Guds ord.

Islams oprindelse er hermed kendetegnet ud fra forskellige aspekter alt afhængigt om hvilken af de overordnede betydninger af islam der tages afsæt i. Fra et religiøst perspektiv er islams oprindelse knyttet til Guds skabelsesberetning, mens det ud fra et religionshistorisk perspektiv snarere betragtes i lyset af, at Muhammed får åbenbaret religionen islam i det 7. århundrede.

Islams historie

Hovedartikel: Islams historie.

Ved Muhammeds død i 632 strakte islams herredømme sig over den arabiske halvø. Han blev efterfulgt af en række kaliffer. De første fire kaldes under et for de retledte kaliffer, og deres kalifat for Rashidun-kalifatet. Her ekspanderede riget voldsomt ved en række militære sejre, således over det byzantinske rige og især Persien, der blev helt erobret i 643. Da store dele af befolkningen i de erobrede områder gik over til islam, steg antallet af muslimer dermed også kraftigt. Ekspansionen fortsatte under umayyade-dynastiet, hvor bl.a. resten af Nordafrika og den iberiske halvø blev erobret. Under abbaside-kalifatet 750-1258 oplevede riget med hovedstad i Bagdad en guldalder, hvor den klassiske islamiske kultur blomstrede, og man videreførte den intellektuelle arv fra antikken, bl.a. gennem en stor bølge af oversættelser fra den græske filosofi og fra syriske, persiske og indiske skrifter. Den mongolske invasion i 1258 og plyndring af Bagdad afsluttede abbasidernes magt. Abbasidekaliffen flygtede til Egypten og levede en skyggetilværelse der i mamelukkernes rige. I 1500-tallet erobrede osmannerne Mellemøsten og Egypten og overtog kaliftitlen, som de bevarede indtil 1924, hvor kalifatet blev afskaffet af den tyrkiske nationalforsamling. I 1500-tallet opstod også stormogulernes Indien, og Persien genopstod som et selvstændigt rige under safaviderne, der gjorde tolver-shiismen til statsreligion.

De tre store muslimske riger sakkede dog efterhånden alle bagud teknologisk og militært i forhold til de vestlige stormagter, og gradvis blev de underlagt europæisk indflydelse. Denne udvikling blev første gang mærkbar for mange af de osmanniske undersåtter under Napoleons felttog til Egypten og det kortvarige franske styre der i 1798-1801. Bevidstheden om de muslimske landes sociale og teknologiske efterslæb gav stødet til en række reformbestræbelser i forskellige dele af det osmanniske rige - i Egypten og de andre arabiske lande kendt som Al-Nahda og i de tyrkisktalende områder som tanzimat. Der voksede også en islamisk reformisme frem, der via ijtihad ønskede at nyfortolke islam for at tilpasse religionen til en mere moderne verden. Blandt hovedpersonerne var egypterne Rifa'a al-Tahtawi og Muhammad Abduh samt den formodentlig iransk-fødte Djamal ad-Din al-Afghani (1838-1897). I 1900-tallet udviklede de reformistiske ideer sig til en mere sekulariseret islamisk modernisme eller liberalisme, der blev talsmand for, at islam skulle have samme status i samfundet, som kristendommen havde i vestlige samfund. Samtidig voksede efter kalifatets afskaffelse også en mere konservativ islamisk fundamentalisme frem, der bl.a. resulterede i oprettelsen af det muslimske broderskab i 1928. Især efter 1970'erne fik den islamiske fundamentalisme mere indflydelse, dels som følge af den iranske revolution i 1979 og dels som følge af støtte fra det wahabitiske Saudi-Arabien.

Tro og vantro

Tro

Tro er inden for islam en sikkerhed og vished der udspringer af tillid i erkendelsen af forholdet mellem Gud og mennesket. Troens vished hviler i at religionen islam bekræfter troen, der således forudsætter at der er en forståelse for det man tror på. I modsætning til tro uden forståelse (tvang) er islam som tro med forståelse en ”overbevisning som indebærer en stadigt pågående overvejelse som kritisk prøver troen på om den svarer til virkeligheden”.^,, Islam som tro antages først efter tillid og forståelse til religionen, dette som den fremgår i trosakten og -indholdet.

Trosakten er accept af Gud, derigennem guddommelige åbenbaringer (Koranen) og profeten Muhammed. Trosakten er først og fremmest afspejlet i den islamiske trosbekendelse, der er den overordnede sammenfattende formulering af trosartiklerne og -indholdet. Hermed fungerer trosbekendelsen som udtryk for den centrale religiøse akt hvor læreindholdet er nærmere specificeret i trosindholdet (grundteksterne). Trosbekendelsen har det primære formål at fastslå den rette tro og anvendes også offentligt i forbindelse med bl.a. omvendelse (konversion) til islam. I almindelighed tjener den derudover også det formål at afværge kætteri. Trosbekendelsen er oprindeligt formuleret på arabisk og er to-ledet ”der er ingen gud(domme) uden Allah, og Muhammed er Allahs sendebud” ( Udtale ^?).

Som indhold er tro bestemt ved en overbevisning om at de guddommelige åbenbaringer er en bestemmelse for menneskets tilværelse. Trosindholdet består grundlæggende af troen på Gud, Hans engle, bøger og budbringere, det skjulte, dommedag og genopstandelsen. Den eksakte definition af tro er også et debatteret emne inden for islam, selvom trosindholdet har særlig fokus på opfyldelse (og ikke præstation), praktisering som tilbedelse og fordring af specifikke handlinger. I hverdagslivet vil tro, for de personer, der har antaget islam, være det ”[a]t følge Koranens ord og profeten Muḥammeds eksempel i stort som småt” og anses for at være ”befordrende for den personlige frelse ved Dommedag”.

Vantro

Sura 109 (Vantro)

₁    Sig: ’I vantro!
₂    Jeg tilbeder ikke den, som I tilbeder,
₃    og I tilbeder ikke den, som jeg tilbeder.
₄    Jeg vil ikke tilbede den, som I tilbad,
₅    og I vil ikke tilbede den, som jeg tilbeder.
₆    I har jeres religion, og jeg har min.’

“

”

—Koranen Sura 109 (Vantro)

Ifølge Islamisk Studiebogssamling har betydningen af vantro i tidens løb undergået en markant forvanskning indenfor islamsk fundamentalisme, hvor begrebet vantro bliver fortolket som, at alle ikkemuslimer er vantro - og dermed mindreværdige. Denne holdning er imidlertid uforenelig med Koranens centrale princip om det personlige ansvar, hvor troende muslimer står til ansvar for egen tro, tanker, ord og handlinger - og ikke til ansvar for øvrige medmenneskers tro, tanker, ord og handlinger.

Skabelsesberetning

I islam indebærer den eksklusive monoteisme, at Gud er altings skaber og opretholder. Gud alene er den alt ophøjede, evige levende, alvidende og almægtige, hvor Han skaber, hvad Han vil, ved blot at byde dets eksistens. Grundtanken i den islamiske skabelsesberetning er at Gud har skabt himlene og jorden og alt derimellem. Gennem forskellige fortællinger fra Koranen gengiver Gud forestillingen om menneskets tilblivelse og skabelsen som den fandt sted fra overgangen af intethed til skabelsen af alting. I Koranen findes både fragmenter og længere beretninger om skabelsen samt dens udformning.

Den islamiske skabelsesberetning er overvejende sammenfaldende med beretninger om skabelsen som præsenteret i de antikke jødiske og kristne skrifter, selvom beretningerne i de islamiske grundtekster oftest gengiver en anden nuance, beskrivelse eller dybde. ”Der er i Islam så meget, der minder om jødedom og kristendom, at der ikke kan være tvivl om afhængighed”. ”Muhammed, der antagelig ikke selv kunne læse, havde imidlertid ikke noget førstehåndskendskab til Biblen, og havde heller ikke i større udstrækning hørt bibelske beretninger blive gengivet ordret”.^,

Gud

Hovedartikler: Gud (monoteistisk) og Allah.

Sura 112 (Gud)

₁    Sig: ’Han er Gud, én.
₂    Gud, Den Evige.
₃    Han har ikke avlet, og Han er ikke avlet,
₄      ingen er Hans lige.’

“

”

—Koranen kapitel 112 (Den rene tro)

Allah (Allāh) er det arabiske ord i islam anvendt til at betegne den monoteistiske tros Gud; egentlig "Guden" eller blot "Gud". Betegnelsen Allah som anvendt om en eller flere guddomme var kendt blandt arabere på Den Arabiske Halvø inden islams fremkomst, hvor Koranen i mindre grad er optaget af at etablere Hans guddom som sådan, men i stedet at adskille den ene sande Gud (under det udvalgte navn Allah) fra den daværende fremherskende hedenske kontekst.. I Arabiske verden anvendes navnet Allah også som betegnelse for den jødiske og kristne Gud (der betragtes som den ene og samme guddom), fx ses i nylige oversættelser af den hebraiske (jødiske) Bibel og Det Nye Testamente anvendelsen af Allah for Jahve/Jehova og theos for guddom. Udover navnet Allah er Gud i islam (som skildret i Koranen) omtalt med mange såkaldt smukke navne,^, der hver især fremhæver ét af Guds mange karakteristika; imidlertid betragtes navnet Allah som Guds højeste navn. I folkesprog anvendes Khudā og Yazdān på persisk og Tengri (Tanrı) på tyrkiskmongolsk som ækvivalenter til navnet og betegnelsen Allah. Af historiske årsager finder man særlig den persiske betegnelse Khudā anvendt som standardnavn for Gud i regioner i Centralasien og det indiske subkontinent.

Gud er i islam enevældig, almægtig og alvidende og altings skaber, begyndelse og ende. Gud har ingen partnere, ingen medguder, hustruer, døtre eller sønner [Infoboks sura 112]. ”Det betyder, at den islamiske tradition ikke anerkender hverken det før-islamiske flerguderi, det kristne dogme om Jesus som Guds søn, eller dogmet om Treenigheden”^,. Guds absolutte enhed (Tawḥīd, troen på Guds absolutte enhed og bekræftelse af, at Gud er én og unik) er islams vigtigste budskab. Muslimers bekendelse til Guds enhed ”er islams bærende søjle, hvorfra alle andre søjler og trosartikler udledes samt anskues som sekundære hertil”. Troen på Gud og hans absolutte og transcendente eksistens skal betragtes som islams fundamentaldogme.

Engle

Hovedartikel: Engle.

Åbenbaring

Hovedartikler: Islams hellige skrifter og Koranen.

Profeter

Hovedartikler: Profeter, Islams profeter og Muhammed.

I islam er profeter (Nabī) og budbringere (Rasūl) mandlige personer som forkynder Guds vilje gennem åbenbaringer som modtaget gennem ærkeengelen Gabriel af Gud. Hermed fungerer profeter som ”det redskab, Gud vælger til at gøre sin åbenbaring kendt for mennesket”. Åbenbaringen i islam indebærer bl.a. forkyndelsen af fundamentet for Guds enhed og kampen mod alle former for afvigelse fra den monoteistiske tro, lære mennesket om det guddommelige og viderebringe det salige budskab (selvransagelse), definer og etabler retfærdighed; og virke som midlet mod at mennesket skal kunne have et argument mod Gud ved dommedagen.

De islamiske teologiske værker gør gældende at der sammenlagt er blevet sendt 124.000 profeter til mennesket, hvoraf den første er Adam og den sidste er Muhammed. En række velkendte profetskikkelser fra Det Gamle Testamente og Det Ny Testamente går igen i islam, hvor følgende omtales direkte ved navn i Koranen:

Adam, Enok, Noa, Abraham, Ismael, Isak, Lot, Jakob, Josef, Job, Moses, Aron, Elisa, Ezekiel, David, Salomon, Elias, Jonas, Zakarias, Johannes Døber, Jesus.

I islam slutter profetrækken med Muhammed, der også omtales som ’profeternes segl’; en betegnelse for Muhammeds rolle som den profet og budbringer, der bekræfter (besegler) de tidligere profeters åbenbaringer.^,, Muhammed er dermed det endelige symbol på islams række af profeter og budbringere, til hvem Gud nedsendte de monoteistiske åbenbaringer, der er samlet i helligskriftet Koranen. Teologisk spiller Muhammed en lige så væsentlig rolle som alle andre profeter og budbringere i islam, hvor han ideologisk har en særskilt rolle som værende den sidste profet og budbringer der bragte Guds endelige budskab, navnlig islam.

Genopstandelsen & Dommedagen

Hovedartikel: Qiyamah.

Trosartikler

Tidebøn

Muslimer er forpligtet til at bede fem tidebønner (salat) hver dag. Tidebønnerne udføres efter et systematisk ritual vendt mod Kabaen i Mekka.

Muslimer i fællesbøn ved Jama Masjid-moskéen i Indien i 2011. Muslimers bøn betegner især menneskets henvendelse til Gud, hvor de daglige tidebønner er blandt de vigtigste former for ihukommelse og tilbedelse af Gud. Under bønneritualet indtages oftest bestemte kropsstillinger, hvor der i hver position fremsiges bestemte lingvistiske bønnefraser. Alle tidebønner indledes med henblik på udførelse af ritualet med henvendelse til Gud alene, hvor krop og ansigt er vendt mod bederetningen Kabaen i Mekka i det nuværende Saudi-Arabien.

Lære

Trosretninger

Sunnisme	Shiisme	Ibadisme
Sunni-baseret teologi (i.) Mu'tazili-skolen Mu'tazilismen opstod i det 8. århundrede af Wasil ibn Ata (d. 748). Skolens tilhængere omtales som mu'taziliter. (ii.) Ash'ari- og Maturidi-skolen Ash'arisme-skolen blev til i det 9. århundrede og navngivet efter Abu al Hasan al-Ash'ari (874–936). Skolen har i dag en bred følgekreds blandt sunnier over hele verdenen. Skolens tilhængere omtales som ash'ariter. Maturidi-skolen blev til i det 9. århundrede og er navngivet efter Muhammed Abu Mansur al-Maturidi (853–944). Skolen har i dag en bred følgekreds, hvor den sunnitiske hanafi-retsskole praktiseres. (iii.) Salafi-skolen Salafisme (wahabisme) blev udviklet i det 18. århundrede af Muhammed ibn Abd al-Wahhab (1703–1792). Skolens tilhængere omtales som salafister, salafitter, salafi-bevægelsen, wahabier eller wahabiter.	Shia-baseret teologi (i.) Ithna'ashari-skolen Ithna'ashari shiisme betegner den gruppe af shiitter der anerkender 12 imamer med Imam Ali (d. 661) som den første og Muhammed al-Mahdi som den sidste. Ithna'ashari-skolen er den største shiitiske gruppe. Skolens tilhængere omtales bredt som shia, shiitter. (ii.) Zaidi-skolen Zaidisme betegner den mindre gruppe af shiitter der anerkender fem legitime imamer med Imam Ali som den første og Zaid ibn Ali som den femte og sidste. Skolens tilhængere omtales som zaiditer. (iii.) Isma'ili-skolen Isma'ilisme betegner den mindre gruppe af shiitter der anerkender syv legitime imamer med Imam Ali som den første og Isma'il ibn Jafar som den syvende og sidste (af en cyklus af syv vedvarende imamer). Skolens tilhængere omtales som isma'ilitter.	Ibadi-baseret teologi Ibadi-skolen Ibadismen har sin oprindelse blandt kharijiterne. I nyere tid har Ibadiskolen i højere grad nærmet sig ortodokse trosretninger og over tidens løb opdelt sig i adskillige nye grupperinger. Skolens tilhængere omtales som ibaditter. Ibadiskolen er fra et historisk perspektiv interessant; udgør i dag mindre end 0,5 % af muslimer på verdensplan.

Mystik

Sunnisme	Shiisme
Sunni-ordener Badawiyya Oprettet og navngivet efter Ahmad al-Badawi (d. 1276), Aktiv indflydelse i Egypten og Sudan. Chishtiyya Oprettet og navngivet efter Mu'in al-Din Chishti (d. 1236) fra daværende Khorasan. Større indflydelse i Indien. Khalwatiyya Oprettet og navngivet efter Umar al Khalwati (d. 1397). Bred indflydelse i Balkanhalvøen, Syrien, Libanon og Nordafrika. Kubrawiyya Oprettet og navngivet efter Najmuddin Kubra (d. 1221) from Khwarezm (Centralasien), i nuværende Usbekistan. Indflydelse i Centralasien. Mawlawiyya Oprettet og opkaldt efter Jalal al-Din Rumi (d. 1273). Indflydelse i Tyrkiet. Naqshbandiyya Oprettet og navngivet efter Baha al-Din Naqshband (d. 1389) fra Bukhara, i nuværende Usbekistan. Indflydelse i Kina til Nordafrika, Europa og Amerika. Qadiriyya Oprettet og navngivet efter 'Abd al-Qadir al-Jilani (1077–1166) fra Baghdad, Irak. Indflydelse i Marokko til Malaysia fra Centralasien til Sydafrika. Rifa'iyya Oprettet og navngivet efter Ahmad ibn Ali al-Rifa'i (d. 1182) fra sydlig Irak. Indflydelse i større dele af den islamiske verden, særlig i Egypten. Shadhiliyyah Oprettet og navngivet efter Abu al-Hassan al-Shadili (d. 1258). Indflydelse i stor dele af Nordafrika og Egypten. Suhrawardiyya Oprettet og navngivet efter Abu Najib Suhrawardi (d. 1168) fra Irak.. Indflydelse i Indien. Tijaniyya Oprettet og navngivet efter Ahmad al-Tijani (d. 1815) som boet i Fez, Marokko. Indflydelse i Senegal, Nigeria, Mauretanien og stor dele af Subsaharisk Afrika. Yashrutiyya Oprettet og navngivet efter Ali Nur al-Din al Yashruti (d. 1892) fra Palæstina. Stærk indflydelse i nuværende Syrien og Libanon (Levanten).	Shia-ordener Irfan Mulla Sadr al-Din Muhammed Shirazi (1571–1636) fra Iran betragtes som en af de største personligheder indenfor shiitshisk mystik.

Ideologi

Sunnisme
Traditionel
Lovskole	Opkaldt efter	Tilblivelse
Hanafi (Ḥanafiyya) Hanafitter, tilhængere af den hanafitiske skole	Abu Hanifa (697/699–767)	Kufa, Irak
Shaf'i (Shāfiʿiyya) Shafiitter, tilhængere af den shafiitiske skole	Al-Shaf'i (767–820)	Egypten/Medina, Saudi-Arabien
Maliki (Mālikiyya) Malikitter, tilhængere af den malikitiske skole	Malik ibn Anas (ca. 711/716–795)	Medina, Saudi-Arabien
Hanbali (Ḥanābila) Hanbalitter, tilhængere af den hanbalitiske skole	Ahmad ibn Hanbal (780–855)	Baghdad, Irak
Islamisk fundamentalisme
Lovskole	Opkaldt efter	Tilblivelse
Wahabisme/Salafisme	Muhammad ibn Abd al-Wahhab (1703–1792)	Saudi-Arabien
Islamisk modernisme
Reformbevægelse der strækker sig over forskellige lovmæssige, ideologiske og teologiske skoler.

Kalender

Uddybende artikel: Islamisk kalender

Den islamiske kalender vedrører den måde, hvorpå året inddeles, mens kronologien vedrører islamisk tidsregning. Historisk dateres den islamiske kalender og tidsregning tilbage til profeten Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina i år 622. Dermed svarer år 0 i den islamiske kalender til år 622 i den gregorianske kalenderår.

Året inddeles i dage (døgn) i uger af syv dage og i tolv måneder af 29 eller 30 dage uden tilføjelse af skuddage eller -måneder. Den fastlagte nytårsdag (årets første dag) er 1. Muharram. Afgørelsen af hvornår en ny måned begynder, træffes ved simpel observation af nymånen. Idet kalenderen er afgørende for fastlæggelsen af de religiøse fester har kalenderspørgsmålet altid spillet en væsentlig rolle for religiøse og teologiske aspekter indenfor islam.

Måned

Nymånedag er når den første spæde månesegl af den tiltagende måne observeres og markerer starten på en ny måned i det islamiske kalenderår. Nymånedag er bl.a. vigtig i den islamiske festkalender, fordi fester dateres i deres bestemte måneder ud fra nymånedagen. Særligt er nymånedagen efter fastemåneden Ramadan speciel, da den netop indleder fastebrydningsfesten. Halvmånen, der er tiltagende ved nymåne, er i den islamiske verden et udbredt islamisk symbol der identificeres med det islamiske eller den islamiske verden; symbolet anvendes bl.a. i forskellige nationalflag (se stjerne og halvmåne flag).

Måned betegner den tidsenhed af 29 eller 30 dage, hvori det islamiske kalenderår inddeles. Som ordet måned (afledt af måne) viser, beregnes en måned fra ét måneskift til det næste, i alt 12^, i løbet af et år. Den første dag i hver måned begynder ved solopgang efter nymånens tilsynekomst (nymånedag). Dette giver et måneår på omtrent 354 dage (mens et solår er på omtrent 365 ½ dage). ”Det betyder, at det islamiske år [måneår] og dets forskellige måneder i forhold til solåret bevæger sig ’bagud’ fra det ene år til det andet”.^, Hermed falder de forskellige islamiske måneder over en årrække ved forskellige datoer i forhold til solåret og det gregorianske kalenderår. Efter det gregorianske kalendersystem falder dagene 10-12 dage tidligere til sammenligning med det foregående år, og månederne i den islamiske månekalender gennemløber i løbet af en periode på ca. 33 år alle årstiderne. Inddeling af året i månekalender bruges den dag i dag i den islamiske festkalender, særligt forbundet med religiøse riter og ritualer.

I den islamiske verden opererer en række lande med parallelle kalendersystemer, hvor den gregorianske kalender (eller andre solkalendere) har vundet indpas som følge af det globaliserede hverdagsliv og forretningsverdenen.

Idet helligdage og højtider falder på forskellige årstider, vil f.eks. fasten til tider ligge sammenfaldende med lange, varme sommerdage og andre gange på kortere, kolde vinterdage i Danmark.

Højtider

I islam betegner højtider perioder omkring en religiøs (fest)dag eller vigtig (og festlig) begivenhed, oftest fejret ved sammenkomster i familier, menigheder og moskéer.

Særlige betydningsfulde islamiske højtider:

Fastemåneden

Fasten i den islamiske kalenders niende måned Ramadan er en højtid der fejres af alle modne og raske muslimer fra daggry til solnedgang gennem hele måneden. Fasten er kendetegnet ved fastereglerne, der bl.a. kræver afholdelse fra al slags mad (føde), drikke (væske), rygning og seksuelt samkvem.^,, Afholdelsen er både religiøst, socialt og sundhedsmæssigt grundet, hvor særlig åndelig og andægtig karakter tilstræbes, hvorigennem den enkelte forbedrer og styrker sin tro gennem fasteritualet. I Danmark er fastemåneden særlig vanskelig at holde når den falder i sommermånederne, hvor fastedagene (dvs. lyse dagtimer) kan strække sig over 18 timer. Fastemåneden er tæt knyttet ”til koranrecitation. Dette er i høj grad indvirket af, at profeten Muḥammad modtog sin første åbenbaring i Ramaḍān”. Fasteperioden benyttes desuden til bøn og eftertanke og ender med en fest, fastebrydningsfesten (Eid ul-Fitr).

Valfarten

Den Store Valfart (hajj) i den islamiske kalenders tolvte og sidste måned Dhu al-Hijja er en højtid der er pligtig for enhver moden muslim mindst én gang i livet. De religiøse forordninger, heriblandt iklædning af hvide gevandter, religiøs afrensning, gang rundt om Kabaen, småløb mellem højene Safa og Marwa, rituel stening af en stenstøtte der symboliserer Satan og ofring, er alle sammen rituelle handlinger tilknyttet den Store Valfart. Tilsvarende kristendommen betragtes slagteofring inden for islam også som ét af de mest centrale religiøse fænomener overhovedet.^, ”Pilgrimsfærden er fra begyndelsen til slut reguleret i alle enkeltheder, meget lidt er overladt til et individuelt forgodtbefindende.” Selve valfarten strækker sig fra den 8. til den 12. i måneden, hvortil dagene forinden højtiden også anvendes til tilrådet religiøse forordninger tilknyttet valfarten. Den Store Valfart ender med en fest, offerfesten, der ”finder sted samme dag over hele den islamiske verden”.^, Skønt et mindretal af muslimerne tager del i valfarten (pilgrimsfærd), svarende til omtrent 3 millioner muslimer, fejres offerfesten af alle muslimer i hele verden.

Dag

En dag regnes fra solopgang til solnedgang, mens den i betydning af døgn regnes fra solnedgang til solnedgang. Ved sidstnævnte betydning hænger beregningen sammen med den islamiske månekalender, efter hvilken måneden begynder ved nymånens tilsynekomst. Af ugens syv dage har kun den 6. og 7. navne, henholdsvis jum’a (fredag) og sabt (lørdag, efter sabbat); de øvrige kaldes den 1., 2. osv. Fredag bliver fejret som en glædesdag og selvom den religiøst ikke betragtes som en hviledag, har adskillige muslimske lande enten indført den som fridag eller begyndelsen på weekenden (oftest til lørdag aften).

Fredag

Fredag, som på arabisk er opkaldt efter fredagsbønnen (jum’a), er ugens sjette dag og er i islam særligt kendetegnet netop ved fredagsbønnen. Dagen er ”ikke en hviledag, som f.eks. søndagen er blandt kristne eller sabbaten blandt jøder”,^, hvor ”deltagelse i fredagsbønnen opfattes som en pligt for muslimer, der har fri”. Det er anbefalet at muslimer om muligt forretter fredagsbønnen over middag i fællesskab med andre,^, hvortil det er tilrådet at dette sker i moskéer. I tilfælde af, at man ikke deltager i fredagsbønnen, kan man i stedet udføre den sædvanlige middagsbøn. I den muslimske verden vil butikker, caféer og offentlige kontorer som regel lukke i timerne midt på dagen for netop at tilskynde deltagelse til fællesbønnen.

Helligdage

Fejring af Muhammeds fødselsdag af muslimer i et optog i byen Putrajaya, Malaysia 2013. Fejring af Muhammed ved en fest er frivillig i modsætning til de obligatoriske fester i lovteksten (eksempelvis fastebrydningsfesten og offerfesten); alle betydningsfulde fester fejres bredt, oftest af en bys befolkning eller et helt folk. Forskellige sociale sammenhænge har deres egne måder at fejre fester, hvor selve udformningen af islamiske fester er varierende selvom temaet gennemgående er identisk.

Hovedartikel: Islamiske helligdage.

Helligdage er indenfor islam særlige periodisk tilbagevendende dage der kendetegnes ved det, der forgår på dem. En helligdag udskiller sig fra søgnedagene og viser sig bl.a. ved forbud mod de fleste dagligdags gøremål, ved f.eks. specielle spise- og påklædningsskikke og ved en forpligtelse til koncentration om helligdagens særlige riter og ritualer. Festlige helligdage er oftest muntert eller højtideligt præget.

Særlig betydningsfulde islamiske helligdage:

Natte- og Himmelrejsen (al-’Isra' wa al-Mi’rāj)

Fejringen af profeten Muhammeds natlige rejse fra Mekka til Jerusalem^, på én nat og hans (legemlige el. åndelige) himmelrejse gennem de syv himmelske regioner og derpå tilbage til jorden.^,,,, Dagen fejres som en bekræftelse af islam, og specielt som en af de guddommelige velsignelser, undere og mirakler der tilkom profeten Muhammed.

Fastebrydningsfesten (Īd al-Fiṭr)

Festen afslutter fastemåneden Ramaḍān og indvarsles ved nymånedag, den 1. Shawwāl. Festen varer normalt tre dage, hvor det særligt er forbudt at faste på disse festdage. Fastebrydningsfesten har forskellige skikke i forhold til lokale skikke i den islamiske verden, hvor de mest udbredte er, at børnene iklædes nyt tøj, at man besøger slægtninge samt spiser søde sager og giver gaver. Ved fastebrydningsfesten er der foreskrevet en særlig fællesbøn, festbønnen, samt foreskrevne regler for betaling af en særlig almisse (zakat) til de fattige.

Muhammeds fødselsdag (Mawlid al-Nabī)

Fejring af årsdagen for profeten Muhammeds fødsel den 12. el. 17. Rabī' al-Awwal.^, Muhammeds fødselsdag fejres over hele den islamiske verden og antager i nogle lande omfang af en folkefest; ”gader og folk udsmykkes, søde sager falbydes og spises, de fattige bespises, og Koranen og mawālid, hyldestdigte til Profetens ære, reciteres offentligt”. Årsdagen for Muhammeds fødsel er det nærmeste der kan sammenlignes med juleaften (spisning s.m. slægt og venner, gaveudveksling osv.) Talrige muslimer anvender samme lejlighed til at valfarte og besøge profetens fødested i Mekka og gravsted i Medina.

Offerfesten (Īd al-Aḍḥā)

Festen fejres den 10. Dhū al-Ḥijja med et dyreoffer i valfartsmåneden. Offerhandlingen finder for pilgrimsrejsende sted ved Mina (ved Mekka), hvor ofringen også afslutter de rituelle handlinger under valfarten; for andre muslimer foregår den mere begrænset hvor de bor. Ved offerfesten er der foreskrevet en særlig fællesbøn, festbønnen. Offerfesten inden for islam pålægger muslimer at slagteofre, oftest beskrevet symboliserende med profeten Abraham der var villig til at ofre sin søn Ismael.^, Talrige muslimer anvender samme lejlighed til at valfarte og besøge profetens fødested i Mekka og gravsted i Medina. ”Ritualet kan siges at tematisere den troendes vilje til absolut lydighed og underkastelse over for Gud, ligesom Gud også tænkes at belønne den troende for selve viljen til lydighed”. Offerfesten er en af de vigtigste islamiske højtider. I islamiske lande er det en fridag, hvor man besøger slægtninge og bekendte. ”I Danmark er det ikke tilladt at ofre selv, og mange danske muslimer med indvandrerbaggrund vælger derfor at sende penge til deres respektive hjemlande for at få slægtninge til at foretage ofringen i deres sted. En anden mulighed er at bestille et dyr fra en islamisk slagter i Danmark; dyret bliver så slagtet på et dansk slagteri. Endelig er der muslimer i Vesten, som donerer pengene til muslimske nødhjælpsorganisationer, der deler kød ud til fattige i muslimske lande”.

Demografi

Hovedartikel: Muslimske verden.

Muslimer som andel af befolkningen i verdens lande ifølge tænketanken Pew Forum i 2012.

I 2015 vurderes den muslimske befolkning i hele verden til at udgøre 1,75 mia eller 24,1 % af verdens befolkning. Muslimerne er dermed den næststørste verdensreligion efter de kristne, som udgør 31,2 % af den globale befolkning. Den muslimske befolkning vokser samtidig relativt hurtigt, og ifølge den amerikanske tænketank Pew Research Centers befolkningsfremskrivning vil der i 2060 være næsten lige så mange muslimer som kristne i verden (henholdsvis 31 og 32 % af verdens befolkning).

I 49 lande udgør muslimerne et flertal af befolkningen (pr. 2010). Islam er den dominerende religion i Mellemøsten og dele af Afrika og Asien. Flest muslimer bor i Indonesien (nemlig 209 millioner eller 87 % af befolkningen) og næstflest i Indien (176 millioner eller 14½ % af alle inderne). Godt 60 % af alle verdens muslimer bor i Syd- og Sydøstasien inklusive det indiske subkontinent, 20 % bor i Mellemøsten og Nordafrika, og 18 % i Afrika syd for Sahara. Araberne udgør knap 15 % af alle muslimer verden over. I Mellemøsten er de ikke-arabiske lande Tyrkiet og Iran de største muslimske lande; i Afrika har Egypten og Nigeria de største muslimske befolkningsgrupper.

Omtrent 85 % af verdens muslimer er sunnimuslimer og 15 % er shiamuslimer, mens et lille antal hører til andre retninger.

Islam i Danmark

Hovedartikel: Islam i Danmark.

I Danmark anslås det, at der var ca. 306.000 muslimer, svarende til 5,3 % af befolkningen i efteråret 2017. Islam er dermed Danmarks næststørste religion, tilsvarende situationen i mange andre europæiske lande. De tidligste oplysninger om muslimer i Danmark er fra folketællingen i 1880, hvor der var registreret seks muslimske mænd og to kvinder. I 1960'erne var der en indvandring af gæstearbejdere fra især Tyrkiet, Pakistan, Marokko og Jugoslavien, og senere er den blevet suppleret med indvandring af ikke mindst familiesammenførte og flygtninge fra muslimske lande. Samtidig anslås det, at knap 4.000 nulevende danskere har konverteret til islam. Blandt de mere kendte er imamen Abdul Wahid Pedersen og forfatteren Aminah Tønnsen.

Som følge af den forskelligartede indvandring er de danske muslimer i dag præget af en meget høj grad af etnisk og kulturel fragmentering, samtidig med at et stigende antal danske muslimer er født og opvokset i landet. Væksten i befolkningsgruppen har bevirket, at spørgsmålet om islams rolle i det danske samfund er blevet et væsentligt offentligt debatemne. Det gælder f.eks. spørgsmål som kvinders hovedbeklædning, religiøse symboler i det offentlige rum, madpolitik i offentlige institutioner og mandlig omskæring. Samtidig efterlyser mange danske muslimer dannelsen af en stærkere dansk-muslimsk identitet med en tolkning af islam, der tager udgangspunkt i en dansk-muslimsk virkelighed, og som finder løsninger, der gør det nemmere at forene en muslimsk tro med det at være en moderne og aktiv borger i Danmark.

Liv

I islam er alt i universet gudskabt, og der kan ikke tales om liv uden om Gud. Menneskelivet er knyttet til ånd (sjæl), væsen og blod (legeme), hvor det verdslige liv er skænket af Gud og begrænset af døden. Menneskelivet anskues som det syn på eller den holdning til tilværelsen, hvor Guds åbenbaring og menneskets tanker om livet, samt dets mening, er i centrum. Ud fra et mere generelt, samt biologisk perspektiv, opdeles livet inden for islam i fire stadier:

• Uterus hvori livet (og fosteret) dannes
• Verden hvori livet leves
• Skærsilden (hvor kroppen jordfæstes) hvori livet hviler (til dommedag)
• Det Hinsidige hvori livet eksisterer i Paradis og Helvede

Fra et personligt aspekt (livet i den verdslige verden) er det ”personens centrale vurderingssystem og personens grundholdning og det personen mener at vide om sig selv og sin omverden, hvilket påvirker hans centrale vurderingssystem eller grundholdning på en måde, som personen er klar til at acceptere” der definer anskuelsen af liv. Fra et guddommeligt aspekt (livet i den verdslige verden) er det en tilværelse af anstrengelse og kamp (jihad) for livet mod døden, hvor salighed, fromhed og gudsfrygtig karakter er centralt med henblik på individets vurderingssystem, hvormed liv herigennem leves i harmoni med Gud.

Livsførelse

I islam er livsholdninger og handlinger styret af principper og pligtlære, og sekundært hertil, omstændigheder. Denne levemåde er religiøst begrundet, hvor alle påbud og forbud givet af Gud danner fundamentet for from livsførelse. Livet, og dermed en mangfoldig og forskelligartet levevis, er en guddommelig velsignelse. Islam ”bekræfter en forenelig samfundsstruktur, hvor den uforanderlige menneskelige værdighed har forret og er i stand til at tilpasse sig behovet fra forskelige samfund og deres traditioners konstante forandringer”. Mennesket er pålagt pligter som har sammenhæng med de relationer man står i til andre mennesker. Måden man lever på tager dermed afsæt i de etiske, moralske og normsættende (kulturelle) kodekser og love.

Sprog

I islam betragtes forskellen i sprog som en af Guds velsignelser overfor menneskeheden. Muhammeds modersmål var arabisk, som han alene beherskede som talesprog.^, Islams hellige skrift blev åbenbaret på arabisk (al-ʿarabiyya), et talesprog der har sin oprindelse i det 5. århundrede, hvor Koranen som nedfældet i det 7. århundrede betragtes som det første samlede værk på arabisk (skriftsprog).^{[kilde mangler]} Som tidlig islam har sin oprindelse på Den Arabiske Halvø har andre tale- og skriftsprog i området været domineret af semitiske sprog op indtil islams fremtræden i det 7. århundrede, hvorefter arabisk hurtigt blev dominerende. Siden hen er ”den islamiske verden dominere[t] af flere store sprog: arabisk, tyrkisk, farsi, urdu, bangladeshi og forskellige filippinske og indonesiske sprog”. Eftersom åbenbaringen er åbenbaret og nedfældet på arabisk, betragtes ’klassisk arabisk’ (al-ʿarabiyya) også med en vis grad af veneration. Hertil kommer at visse ritualer (f.eks. ægteskabserklæringer og tidebønnen), foredrag og recitation (f.eks. poesi og koranlæsning) og højtidelige bekendtgørelser (f.eks. trosbekendelsen) fremsiges på klassisk arabisk, der herved fremmer klassisk arabisk som et internationalt fællessprog (lingua franca) for den religiøse islamiske identitet og dermed også den islamiske verden.

En række almindelige arabiske udbrud, udtryk og fraser der er særligt forbundet til islams religiøse identitet og anvendes af muslimer fra forskellige lande:

• Allahu Akbar (’Gud er størst’) udtryk for lovprisning af Gud eller udtryk for glæde, lettelse eller forløsning. Betegnelsen Takbir er verbet der betyder at recitere udtrykket Allahu Akbar
• Basmala (navneord der betyder det at recitere formularen ’I den nådige og barmhjertige Guds navn’) anvendes overalt i den islamiske verden til alt lige fra rituelle og ceremonielle sammenhænge til indledning af udtalelser, dokumenter, lovprisning med videre
• Hamdala (navneord der betyder det at fremsige Alhamdulillah: ’priset være Gud’) udbrud for taknemmelighed, positiv overraskelse og glæde
• Inshallah (’om Gud vil’) er et udtryk for håb såvel som et udtryk for menneskets fromme anerkendelse af Guds almagt
• Mashallah (’Guds vilje’) udbrud for glæde, lovprisning eller anerkendelse for en begivenhed eller hændelse (der lige har fundet sted)
• Salam (’fred’) eller Salam Alaykum (’fred være med dig’) er den muslimske hilsen. Betegnelsen har til tider en underforståelse af ’Guds fred som skænkes den der hengiver sig til Ham’
•  Shahadah ^? (’vidnesbyrd’, navneord der betyder ’det at recitere trosbekendelsen’)

Leveregler

Føde

Valg af den føde der kan spises (fødevarer, spiseregler) inden for den brede islamiske verden er ikke kun bestemt af klimatiske, økologiske og teknologiske vilkår, men også af kulturelle og religiøse valg. I islam påbyder Gud overfor de som tror, at spise af de gode ting som Han har forsynet menneskeheden med. Ifølge de islamiske renhedsbestemmelser er kød fra selvdøde dyr og ådsler generelt, og mere specifikt bestemte dyrearter, særlig rovdyr og visse krybdyr ikke tilladt at spise (hertil tilføjes også andre dyrearter, såsom aber, svin (både indenfor jødedom og islam), hunde og katte). I visse tilfælde redegøres for disse bestemmelser ud fra rationelle (f.eks. hygiejniske eller økonomiske), spirituelle (f.eks. asketiske eller sjælefred) eller religiøse grunde. Selvom redegørelsen tager en eller flere af følgende grunde i betragtning, er de islamiske grundtekster og teologiske værker klare i bestemmelsen om hvilke overordnede og specifikke kategorier af føde, både vegetariske og ikke-vegetariske, der må indtages.

Afgudsofferkød (offerkød) kalder muslimerne det kød, der ofres til afguder eller andre end Gud. Islam forbyder at spise afgudsofferkød og betragter det som en synd. Kød der slagtes efter de islamiske forskrifter, omtales på dansk generelt som halal-slagtet (hvor betegnelsen ’ḥalāl’ på arabisk betyder ”tilladt” i modsætning til ’ḥarām’ der betyder ”syndefuldt”).

I Danmark er slagtning efter islamiske ritualforskrifter tilladt, hvor flere spisesteder er forsynet med et såkaldt halal-certifikat, der indikerer at steder overholder de islamiske forskrifter for renlighed, behandling og slagtning af dyr. ”Blandt muslimer i Danmark er der i øvrigt en stigende tendens til at lægge vægt på dyreetiske principper, igen betinget af de religiøse skrifter. Man betoner således nødvendigheden af gode opvækstvilkår for dyr og retter kritik mod, hvad man anser for hensynsløs behandling af dyr forårsaget af kommercielle produktionsbetingelser”. Ved socialt samvær på spisesteder der ikke er halal-certificeret, vil muslimer generelt holde sig til fiskeprodukter (der overordnet set ikke kræver halal-slagtning) eller vegetabilske retter.

Væske

Udover at vand i islam fungerer som en livsnødvendighed for menneskets overlevelse og velbefindende (frugtbarhed, drikkevand), spiller det en afgørende rolle i de islamiske grundtekster,^, hvor det også gennemgående anvendes i religionens ritualer (abultion, abdest). Anden form for vandholdig opløsning der kan indtages, sidestilles ikke med drikkevand, hvortil visse af disse også betragtes som syndige at indtage, særskilt blod samt alkoholholdige drikke, f.eks. mjød, øl og vin. ”I en nærorientalsk, monoteistisk sammenhæng er forbuddet mod vindrikning ikke enestående for islam, men har indgået i flere af regionens nært beslægtede religioner”. Ligesom føde er underlagt renhedsbestemmelser, er der forskellige væsker (både drikkelige som udrikkelige), hvor berøring med disse i forskelligt omfang kræver vask af kroppen, tøjet eller stedet.

I Danmark er alkoholkulturen en tæt indgroet del af socialt samvær; ved fælles kulturelle og sociale begivenheder (festival, koncert), uddannelsesinstitutioner (rustur, fredagsbar), erhvervslivet (julefrokost, reception, sammenkomst) eller ved private begivenheder (fest, fødselsdag, cafe- og bytur) er alkoholindtagelse en stor del af selve samværet. Islam der har en så at sige nul-tolerance overfor alkohol, gør det umuligt for muslimer at indpasse sig i denne alkoholkultur og fører ofte til socialt fravær fra begivenheder der ellers betragtes som vigtige for sameksistens (integration) på tværs af overbevisninger. Dette har bl.a. medført at flere danske private virksomheder og offentlige institutioner har indført en alkoholpolitik der skal skabe rum for social udfoldelse uafhængigt af social eller religiøs overbevisning.

Beklædning

Irakisk mand iført hovedbeklædningen shemagh (bedre kendt som ’palæstinensertørklæde’) i Irak, 2003. Klædningsstykker kan have både praktiske, symbolske og religiøse funktioner, hvor selve udseendet af beklædningen varierer. Der er ingen terminologisk forskel på mands- og kvindeklæder i islam. Tillige eksister der ikke bestemte klæder som autoritativ i islam, oftest varierer muslimers beklædning fra område til område. Tilhylning og tildækning af kroppen i forhold til personens egen krop og til andre opnås gennem mange forskellige typer af beklædning i den islamiske verden.

Islam identificerer ingen bestemte klædningsstykker som autoritativ påklædning, idet mænds og kvinders beklædning har varieret fra område til område og fulgt lokale skikke. I islam hører beklædning på linje med bl.a. føde og væske til de basale fornødenheder for mennesket i samfundet. Ud fra en religiøs kontekst er det særligt tilhylning og slør der udgør en væsentlig del af beklædningen, stærkt betonet af dets praktiske, symbolske og metaforiske funktion. Hertil er beklædning stærkt afhængig af social status, økonomisk formåen og kulturelle forhold, hvorimod klædernes funktion og symbolik ud fra det religiøse perspektiv udgør en langt større rolle i islam end deres faktiske udseende. Beklædning findes i to hovedformer, bestemt af, om beklædning står i forhold til personens egen nøgne krop eller andre menneskers beklædning. I det første tilfælde er beklædningens grundfunktion at skjule, hvor det i det andet tilfælde er at fremvise anstændig beklædning. Den minimale beklædning er forordnet overfor begge køn, der omhandler tildækning af den nøgne krop, hvor netop nøgenhed inden for islam er stærkt forbundet med seksualitet. De teologiske værker foreskriver nærmere bestemmelser for hvad der skal tilhylles og hvornår det skal aktualiseres, både i hjemmet overfor kernefamilien, i privaten overfor den udvidede familie, overfor det modsatte køn og i offentligt rum. Klæde i form af tilhylning, -dækning og slør er i islam oftest tegn på fromhed, ærbarhed og kyskhed.^,

Beklædnings- og pyntegenstande i forhold til personens egen krop (samt overfor kernefamilien og evt. ægtefælle) betragtes ud fra en neutral interesse, hvorimod det i forhold til mennesker i det offentlige rum kan bringe forargelse og fordærv. De moralske kodeks som enten tillader eller syndiggør (korruption) genstandene tager afsæt i grundteksterne og de teologiske værker. Her opdeles de med henblik på formål og funktion. Pyntegenstande med udtryk for skønhed (f.eks. ankelkæder, øreringe, armbånd, ankellænker, amuletter, fingerringe, halsringe og næseringe) betragtes anderledes end pyntegenstande med udtryk for funktionalitet eller redskab (f.eks. kapper, turban, slag, tasker og kjortler). Selvom overgangen til tider er uklar, er udsmykning i det offentlige (enten som beklædning eller genstand) generelt betragtet som (moralsk) syndefuldt.

I Danmark og store dele af Europa har sløret inden for islam, særlig den kvindelige tilhylning og -dækning, fyldt en stor del af den offentlige debat, stærkt tilknyttet emner som ligestilling og frigørelse, undertrykkelse, kønsdiskrimination og dertil hørende offentlig anvendelse heraf. En række kvindeklæder og betegnelser relateret hertil – eksempelvis hijab, chador, niqab og burka – er alle betegnelser forbundet hermed. Den mandlige tilhylning og tildækning har nærmest været helt fraværende fra debatten, selvom mandlige hovedbeklædninger (fez, turban, taqiya) fylder en tilsvarende del af religionen. Visse anser dette som endnu et tegn på politisk og religiøs polemik og til tider institutionaliseret intolerance overfor muslimer og den islamiske identitet i Europa, dermed også religion i al almindelighed (religionsfrihed).

Udseende

Ud fra kulturelle og sociale aspekter er den almindelige antagelse, at status viser sig gennem udseendet (f.eks. kan den rige og den fattige umiddelbart kendes på udseendet), der derved har stor betydning og kan bruges som signal. En tilsvarende forståelse er gældende indenfor den religiøse sfære af islam, hvor man hævder, at de troendes udseende er oplysende og glansfuldt i modsætning til de ikke-troende, der vil have et mørkt og dystert ansigt. Forskellen mellem udseendets skønhed er dets ydre (adfærd, materialiseret) eller indre (hengivende) karakter (personlighed, livsstil), er at førstnævnte oftest udmøntes i form af smykker og pynt og sidstnævnte henviser til hjertets skønhed og fromme gerninger. Gud ser ikke alene på det ydre, men kender til hjerte og menneskets gerninger og kender dermed også de fromme, der i udseendet har en ’famlet skønhed’ (hykleri).

I islam skal mænd og kvinder være uden smykker og pynt (ved omgang i det offentlige) og i stedet henvise til hjertets skønhed og fromme gerninger. Kropsudsmykning af ansigt, hænder og andre dele af kroppen der ikke tilhylles, er ikke tilladt (overfor fremmede); dette indebærer f.eks. tatoveringer og henna-udsmykning af disse områder af kroppen samt ansigtspiercinger og tilsvarende smykker og pyntegenstande.

Inden for islam er det en selvfølge og forpligtelse, at en mand har skæg. Udover at skægget virker som et tegn på værdighed og modenhed (manddom), eksisterer der forbud i de teologiske værker mod studsning af hele eller dele af skægget. I visse dele af den islamiske verden afspejler længden bl.a. fornem rang, hvor det i andre er skægprydelsen (i form af bestemt afskæring) der har denne effekt. Det rituelle skæg kan have forskellige mønstre, hvor den mest kendte er det rundskårne fuldskæg og afskåret moustache. I tæt forbindelse med renligheden er påbuddet forbundet med hygiejniske foranstaltninger med hyppig vedligeholdelse og pleje af skæg for bl.a. at undgå hudsygdomme.

Omskæring

Omskæring er inden for religionerne jødedom og islam en rituel bortoperation af det mandlige lems forhud,^, der i islam foretages på nyfødte drengebørn til unge drenge inden pubertetsalderen. Skønt der er visse overordnede ensartede hovedtræk mellem omskæring i islam og andre religionsformer, har ritualet i enkeltheder varieret i forskellige samfund og overbevisninger. I islam er ritualet forordnet i de teologiske værker hvor flertallet betragter omskæring som et pligtigt ritual for alle drenge. Tilsvarende er ritualet stærkt tilknyttet ved omvendelse til islam, uafhængigt af personens alder ved omvendelsen. Ritualet er forbundet med aspekter af renlighed, frugtbarhed og riter, knyttet til de generelle bestemmelser og konsekvenser af patriarken og profeten Abrahams omskæring og pagt med Gud. Hertil er også større islamiske ritualer koblet til forpligtelsen af at det mandlige køn er omskåret, særskilt pilgrimsrejsen.

Islam rummer ingen udtalelser om omskæring af pigebørn eller kvinder (kvindelig omskæring). Religionen praktiser ”omskærelse af drenge, mens omskærelsen af piger, som praktiseres i visse lande der har islam som hovedreligion, må være en mere lokal tradition”. Inden for andre religions- og traditionsformer omskæres piger; specielt i Egypten, hvor det er meget udbredt: ”her praktiseres omskæringen også af de [kvindelige] kristne koptere”. Den danske debat om omskæring af kvinder inden for islam tyder på at være en fejlslutning som led af, at det praktiseres i visse lande med islam som statsreligion. Den internationale debat om omskæring har primært haft fokus på sundhedsmæssige aspekter ved omskæring, særligt som en prævention eller forebyggende beskyttelse mod HIV, som udmeldt ved forskellige internationale studier og pressemeddelelser af bl.a. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og de Forenede Nationer (FN).

Omtrent en tredjedel af verdens mænd er omskårne. ”I Danmark og i resten af Europa bliver det mere og mere almindeligt, at muslimske drenge får foretaget operationen af kirurger som nyfødte,” enten på privathospitaler eller specialklinikker. ”Muligheden for at blive omskåret af religiøse grunde på et offentligt hospital [i Danmark] blev afskaffet i 2003”.

Identitet

Bevidstheden om egen personlighed inden for islam er grundfæstet i at mennesket har ansvar og indflydelse, overfor sig selv, andre og Gud. Det at være ”ansvarlig betyder at man selv står inde for det som man er eller gør og at man kan drages til ansvar for sine handlinger”. Ud fra et juridisk perspektiv forudsætter ansvar en vis tilregnelighed og selvbestemmelse, hvor islam skelner mellem myndige og umyndige personer. Selvom mennesker til en vis grad styres af arv og miljø (faktorer som man ikke nødvendigvis direkte har magt over), står man som myndig (eller værge for en umyndig) til ansvar overfor handlinger eller valg man har tilsluttet sig der går imod egen vilje. Dette medfører at man hverken kan drages til ansvar for andre (dette med undtagelse af værger) eller for ens handlinger, der i god tro er uvidende.

Inden for islam er det ved kønsmodningens indtræden, der bl.a. markerer barndommens ophør (samt fravær af handicap der har varige konsekvenser for ’normal’ livsførelse), at mennesket betragtes som myndigt. Overgangen fra umyndig til myndig (barn til voksen) har stor betydning for de nye voksnes ansvarsrolle og identitet i den islamiske verden.

Menneskesyn

Grundlæggende for de islamiske forestillinger om mennesket er dets skabelse, som sætter det ind i et særligt forhold mellem Gud og verden, skaberen og de øvrige skabninger. På den ene side er mennesket en del af skabningen, og som alle andre skabninger underkastet skaberens suveræne almagt; på den anden side er mennesket skabt som den fremmeste skabning sammenlignet med andre skabninger som engle, jinn og dyr. Et væsentligt element i forholdet mellem Gud og mennesket er at mennesket som sådant er defineret som et religiøst væsen hvor islam grundlæggende konstituerer det at være menneske. Den monoteistiske gudstro blev ifølge Koranen bevidnet ved skabelsen af mennesket med løftet om en tilværelse i forløsning, såfremt mennesket gebærder sig ret og formaner det der er sandt. Blandt mennesket vil ikke-troende være de der forsømmer den guddommelige pagt (eller modstår menneskets medfødte natur) og dermed lader sig lede på afveje af det slette.

Mennesket er dermed grundlæggende født gudfrygtig med en ”religiøse længsel eller oplevelse som et hovedtema i sit liv”; dette kan enten efterleves for opnåelse af forløsning eller bortkastes og dermed vildledes. Dette forudsætter at mennesket nødvendigvis tilkendes en vis grad af fri vilje, selvom Gud samtidig afholder dem Han vil fra vildledelse. Menneskesynet ud fra gudsforholdet er dermed hverken præget af absolut fri menneskelig vilje eller forudbestemmelse, men a en flydende kobling mellem skæbne og handlefrihed. Det er ved dødens indtræffelse og sjælens midlertidige ophold i skærsilden og senere varige ophold i dødsriget (paradis eller helvede) at mennesket modtager sin fulde fortjeneste af Gud ved dommedag.

Menneskerettigheder

Menneskerettigheder inden for islam er rettigheder der tilkommer alle mennesker med hensyn til f.eks. race, køn, sprog eller religion. Hvor de vestlige menneskerettigheder tager udgangspunkt i den forestilling, at mennesket er alle tings mål, fastholder islams menneskesyn, at mennesket er skabt af Gud, og at Gud er altings mål. Islams menneskerettigheder har afsæt i religionen, hvor naturretlig tænkning, baseret på forestillingen om eksistensen af en universel menneskelig natur legemliggjort i individerne og identiteten i denne menneskenatur på tværs af samfundsklasser og sociale omskiftelser, særligt skal tolkes ud fra grundteksterne. Rettighederne har baggrund i menneskets og borgernes ret (både på et individuelt og kollektivt stadie), herunder retten til liv, frihed, sikkerhed, lighed, retfærdighed, ytringsfrihed, tryghed og ejendom.

Adskillige formuleringer af menneskerettigheder har eksisteret siden tidlig islam, hvor systematisk udformning af islamiske menneskerettigheder (tilsvarende f.eks. FN’s menneskerettigheder) først er blevet til fra slutningen af det 20. århundrede.

De islamiske menneskerettighedsidealer er ikke altid sammenfaldende med de vestlige, der afgrænser individets rets- og frihedssfære over for staten. Selvom forskellige initiativer har forsøgt at tilvejebringe et kompromis mellem de islamiske og vestlige idealer, er den fundamentale forskel mellem altings mål (dvs. Gud eller mennesket) med til at præge forskelligheden af hvordan f.eks. friheds-, ligheds- og delagtighedsrettigheder udlægges. Dertil eksisterer der i et vist omfang på tværs af landsgrænser forskellighed i hvordan menneskerettigheder tolkes ud fra de teologiske værker og herefter udmøntes som islamisk ret; et element der gennemsyrer diversiteten og forståelsen af den ideale islamiske styreform. I Danmark har forskelle i disse idealer til tider ført til kontroversielle offentlige og politiske debatter, særligt om emnerne sammeneksistens (integration, akkulturation, assimilation) ægteskab (arrangeret ægteskab, flerkoneri), kvinders påklædning og kønsroller (kvindefrigørelse) og ytringsfrihed.

Kønsroller

Den islamiske verdens syn på kønsrollerne i almindelighed har varieret i forskellige muslimske samfund gennem tiderne, hvor de antikke kulturelle normer – der hvor kvinder primært varetager arbejdet i hjemmet og mændene tager sig af arbejdet udenfor – har været den dominerende sociale rollefordeling mellem mænd og kvinder. Denne (stereotype) forestilling om den adfærd som er typisk for mænd og kvinder skal sidestilles måden at være til på som mand eller kvinde; dvs. kønsrollen som den udspringer fra biologiske og psykiske faktorer der udmøntes som en social identitet. Islam adskiller sig fra de fleste andre religioner i verden ved at henvende sig direkte til både mænd og kvinder^{[kilde mangler]}, hvor belønningen for fromhed og gudshengivelse loves overfor begge køn.

Tilsvarende den antikke jødedom og kristendom er kønsrollen inden for islam domineret af den patriarkalske kultur, hvor manden fungerer som familiens og samfundets overhoved. Udmøntningen af dette inden for den religiøse sfære ses ved at kønnet er tildelt forskellige religiøse funktioner og pligter inden for bestemte domæner, både på individuelle og kollektive områder. Ud fra et samfundsmæssigt perspektiv er det oftest sådan at manden indtager de dominerende positioner som overhoved (for familien), embedsmænd og lærde (dog er der undtagelser, som bekræfter reglen). Hertil er krigstjeneste forbeholdt mænd og funktionen ved diverse menigheder (bl.a. i moskéen) primært varetaget og hvervet af mænd (oftest omtalt som imam) selvom kvinder kan have en underordnet funktion.

På trods af det noget ensidigt patriarkalske billede, der tegner sig når kønsrollerne vurderes formelt, er muslimernes historie og grundtekster fyldt med fortællinger om kvinder som anvender deres køn eller marginaliserede position til at få indflydelse for sig selv, deres familie eller folk. Disse fortællinger har bl.a. en stor symbolsk betydning i udvikling af den folkelige identitet og kønsroller som tolket ud fra de religiøse skrifter.

Kønsadskillelse

Drenge- og pigebørn side om side i en skole i Paktia provinsen, Afghanistan 2007. Personsanseelse af kønsrolleopdelingen i den islamiske verden er mange, hvor særligt forudindtagede holdninger om kønsseparation og -adskillelse tager afsæt i ydre og overfladiske kriterier om islamisk påklædning og identitet. Der eksister oftest en grundlæggende mistillid til det tilsyneladende (eller ukendte), der gengiver et kritisk indtryk af vilkårene i islam. Kønsopdeling inden for islam er tæt forbundet med puberteten og seksualitet, hvor opdelingen i højere grad praktiseres, både kollektivt (i den islamiske verden) og individuelt, som mennesket går fra barn til voksen.

Der optræder flere passager i Koranen, der enten direkte eller indirekte siger, at mænd står over kvinder. Der er dog også passager i Koranen, der kan fortolkes som en opfordring til ligestilling, selv om versene ikke siger det direkte: , ligesom ikke alle moderne retninger indenfor islam praktiserer kønsadskillelse. ^{[kilde mangler]}

Kønsopdeling

Kønsopdeling af kvinder og mænd har eksisteret i mange samfund og har været praktiseret i forskellige sammenhænge gennem tiderne og med forskelle fra kultur til kultur. Overordnet udledes samfundsinstitutionerne og normsystemerne ud fra kønnets biologiske, sociale eller religiøse identitet, rolle og funktion. I den islamiske verden er kønsopdeling og omgang mellem personer af modsat køn i det offentlige rum i varierende grad enten praktiseret frit i samfundet eller forordnet som love. Opdelingen anvendes regulerende som en institution for at forebygge kaos, fristelser og fordærv, særligt med afsæt i menneskets seksualitet. Det er oftest med afsæt i den ærbødige og asketiske livsførelse sådanne opdelinger i praksis udmøntes, uafhængigt af deres karakter som individuel eller kollektiv forpligtelse.

Kønsopdelingen i islam er tit blevet opfattet som kvindediskriminerende, et synspunkt der dog er meget omstridt, da nogle mener, at kønsopdelingen tager udgangspunkt i lige regler for mænd og kvinder. I Danmark er det især debatten om muslimske kvinders klædedragt, der er i fokus, når der debateres kønsopdeling i islam, hvor mange ser burka og niqab som værende undertrykkende og [[hindring for integration. Det at kønnet opdeles ved større religiøse forsamlinger (konferencer, menigheder, bedehuse) eller brug af offentlige faciliteter (svømme- og gymnastikhaller, anstalter, forsamlingshuse) med særlig hensyntagen og tilpasning til den islamiske identitet, betragtes af islamkritikere som udemokratisk og, ligesom burka’en, kvindeundertrykkende, mens andre har argumenteret for, at forholdene for mænd og kvinder overvejende er ligeværdige i det offentlige rum og sidestiller dermed islam-kritikeres holdning med islamofobi og fornægtelse af religionsfriheden.

Seksualitet

Islams syn på seksuel identitet, -adfærd, -handlinger og følelser har i grundteksterne ”et positivt syn på seksualiteten hos både mænd og kvinder” og ”anerkender menneskets seksuelle behov og anser kærlighed mellem ægtefæller som en gave fra Gud”. Seksualitet betragtes som en naturlig del af den menneskelige eksistens, hvor partnerne bl.a. omtales som klædning for hinanden og som en vej til sjælefred. Legale former for seksualitet er hverken anset for syndige eller forbeholdt reproduktion. Prævention og afbrudt sameleje er f.eks. tilladt, hvilket er en indikation af, at samleje ikke alene drejer sig om formering. I islam er det en grundværdi og forskrift, at seksualitet foregår inden for rammerne af ægteskab. Seksuelle forhold mellem personer, der ikke er gift (hor) eller mellem personer af samme køn (homoseksualitet) betragtes som overskridelse af religionens grænser. Udover at hor og homoseksualitet i den islamiske verden betragtes som en skændsel for samfundet, er det inden for grundteksterne (og senere også den islamiske ret) også belagt med strenge strafferammer. Andre juridiske bestemmer om seksualitet, bl.a. om renlighed, kønsdele, udflåd herfra og samlejestillinger nævnes i grundteksterne og beskrives mere detaljeret i de teologiske værker.

Løfte om seksuel afholdenhed (cølibat) har ingen islamisk begrundelse, og den askese der fordres af muslimer (både lægmænd som prædikanter) i grundteksterne, rummer intet krav om seksuel afholdenhed. Derimod er seksuel afholdenhed påkrævet under særlige riter og ritualer, f.eks. pilgrimsfærden og faste. Særligt er samleje med en menstruerende kvinde, samt efter børnefødsler, ikke tilladt.

Abort

Abort der fremprovokeres ved indgreb (fosterdrab) betragtes i islamisk ret som forbudt og et overgreb på liv; særligt betragtes fostret fire måneder efter undfangelsen som besjælet af Gud og dermed beseglet af livets hellighed. I særtilfælde hvor det f.eks. drejer sig om den svangre kvindes overlevelse, voldtægt eller andre særlige specielle tilfælde er der udbredt enighed om svangerskabsafbrydelse. I tilfælde af spontan abort (dødfødsel) efter fire måneder skal fosteret - i lighed med alle andre afdøde - jordfæstes ved en begravelsesceremoni.

Jomfru

Jomfru betegner inden for islam en (ung) kvinde som ikke har haft samleje (der indebærer indføring af penis i skeden), og derfor har bevaret sin mødom; oftest anvendt bredt i omtale af alle ugifte piger og kvinder. I teknisk og juridisk forstand kan jomfru også anvendes om mænd der ikke har haft samleje, dvs. ugifte mænd, selvom denne betegnelse ikke er gængs anvendt. Jomfruelighed er inden for islam både i renheds og i seksuel forstand tæt forbundet med det kvindelige køn og kvindens dyd indtil giftermålet. Ud fra forskellige sociale, kulturelle og samfundsmæssige forordninger har jomfruelighed og jomfrubevis været en central forordning. Måske har arveretslige implikationer betydet, at det har været en ønskværdig forudsætning at vide om kvinden er jomfru ved ægteskabets indgåelse. Generelt påfalder bevisbyrden for kvindens jomfruelighed hendes familie. Herudover har faderen en anden ret over jomfruens ægteskab, idet kvinden traditionelt giftes bort (ægteskab). Der er inden for islam ingen hellighed forbundet med slægtens afkom af en ikke jomfruelig kvinde, ej heller er der begrænsninger for at kvindelige jomfruer ikke kan ægtes af bestemte samfundsklasser (f.eks. præster).

Den dydighed der er forbundet med muslimske kvinders jomfruelighed er tæt forbundet med mødommen (jomfruhinden). Selvom de teologiske værker beskriver den fromhed der er tilknyttet en jomfru og de retslige værker anfører retslige love og forordninger om en jomfrus værge og rettigheder, er der ingen nærmere forpligtelser eller begrænsninger for jomfruelige kvinder. I tilfælde med en brudt jomfruhinde (enten fra et tidligere ægteskab, tilfældigt brud eller som horkvinde), hvor kvinden gerne vil fremstå som jomfru, kan kvinderne i det 21. århundrede få foretaget en mødomsrekonstruktion; sådan et moderne biologisk indgreb ligger uden for religionen islam og dermed forståelsen af jomfruelighed.

Ægteskab

Ægteskab er inden for islam en bindende kontrakt mellem en mand og en kvinde, der for mandens part indebærer forsørgerpligt og sigter mod samliv i fælles hjem. Hermed fungerer ægteskabet som det retsmæssigt regulerede forhold mellem mand og kvinde med henblik på varigt fællesskab, hvor ægtefællernes retlige status er forskellige. Traditionelt er manden formelt kvindens juridiske overhoved, mens kvindens sociale berettigelse som ægtefælle er fødslerne og opfostring af børnene. ”Islams regler for ægteskab søger først og fremmest at sikre, at alle ved, hvem der har forsørgelsespligt over for de børn, der bliver resultatet af et indgået ægteskab”. Herudover imødekommer religionen også andre ægteskabstyper med andre formål end børnefødsel, bl.a. undgåelse af utugt og gensidig kendskab og støtte til ægtefællerne. De islamiske grundtekster indeholder lovbestemmelser om ægteskab i almindelighed samt fortællinger om hustruers list og magtudfoldelse, der gennemgående anvendes til at forme og karakterisere kvindens identitet, ansvar og rolle som en tro ægtefælle. I islam vurderes ægteskab som en central samfundsinstitution, hvor der også fremgår klare regler om hvem man kan giftes med (incestforbud), flerkoneri (polygyni) og ægteskabslovgivning generelt.

Ægteskab kan opløses på mandens forlangende gennem skilsmisse. Inden for de juridiske rammer kan ”ægteskabet også opløses af en dommer, dersom den ene part kan godtgøre, at den anden part ikke opfylder de ægteskabelige pligter” eller ægteskabskontrakten. Islam påkræver at både manden og kvinden skal kræve ægteskabet opløst i tilfældet af ægtefællens vantro (frafald).

Blandt muslimer i vestlige og ikke-muslimske lande er det først og fremmest den religiøse vielse (dvs. en vielse der ikke nødvendigvis er anerkendt eller registreret af en myndighed) der er af central betydning, da alene sådan en er religiøst forordnet. En religiøs vielse har normalt ingen retslig gyldighed, hverken positivt eller negativt, og er fuldt lovlig efter dansk ret. Således vil religiøst viede muslimer oftest omtale hinanden som ægtemand og ægtekone, selvom de borgerligt ikke er gift. I tilfældet af muslimske mænd, der har indgået religiøse vielser med flere end en kvindelig partner, vil denne efter dansk lov om civilstand betagtes som ugift eller enlig (hvis han ikke bor sammen med partnerne), uafhængigt af om partnerne er udenlandske eller danske statsborgere. I tilfælde af at et muslimsk ægteskab er indgået ved en myndighed i udlandet og samtidig er i strid med dansk ret, er ægteskabet ugyldigt i Danmark.

Ægteskabstyper

Uddrag af afsnit om Nydelsesægteskab (mutʿa):

På trods af sin religiøse legitimitet er nydelsesægteskab generelt et prekært emne blandt Shia og Sunni. Oftest snakkes der ikke åbent eller offentlig om det; normen er snarere at sådanne ægteskaber finder sted i privaten og kun kendes af de to partner, der er involveret. Netop denne ægteskabsform har dog fået stor udbredelse blandt Shia og visse Sunni i Vesten, hvormed der er pustet nyt liv i nydelsesægteskabsforordningen. Det er nemlig unge muslimer i Vesten, som primært anser nydelsesægteskab som en ventil for deres seksuelle lyster eller en mulighed for at komme arrangerede ægteskaber til livs. I sidstnævnte tilfælde vil parterne oftest aftale en klausul i ægteskabskontrakten, hvor de tager forbehold for fysisk samvær eller omgang, mens de med dette ægteskab får mulighed for at mødes for at lære hinanden bedre at kende som eventuelt fremtidige partner i et almindeligt ægteskab.

“

”

—Shiisme - Oprindelse, Tro & Praksis, doktriner (andre praksis), nydelsesægteskab (mutʿa) s. 349.

Islam skelner mellem forskellige typer af ægteskaber, særligt mellem ægteskab (nikāḥ) og nydelsesægteskab (nikāḥ al-mutʿa), begge former er omtalt i Koranen. Blandt visse senere islamiske lovskoler betragtes nydelsesægteskab som en forældet praksis. De islamiske lovskoler der stadig bekender sig til begge ægteskabstyper, praktiserer også stadig begge typer.

Arrangerede ægteskaber

Islam er i høj grad sammenfaldende med de jødiske og kristne skrifter hvad angår arrangeret ægteskab, hvor ”ægteskaber arrangeres af repræsentanter for de to familier. Frieren medbringer en brudesum til pigens familie, mens hun til gengæld fører en medgift med ind i ægteskabet”. Det er familiens overhoved der arrangerer ægteskabet, hvor ægteskabet fungerer ”som en social kontrakt med juridiske og økonomiske konsekvenser. Manden gifter sig, kvinden bortgiftes og indføres som fremmed i hans slægt”. Ud fra et samfunds og politisk perspektiv anvendes arrangerede ægteskaber bl.a. til at besegle alliancer mellem stammer, folk og familier.

Arrangerede og forældre-guidede ægteskaber finder også sted blandt muslimer i den vestlige verden, hvor det ”bl.a. på baggrund af disse forhold og den generelle udlændingedebat, at et flertal i Folketinget i 2002 indførte den såkaldte 24-års regel, der bl.a. kræver at begge parter skal være 24 år, hvis man ønsker en ægtefælle fra udlandet indført til landet”. Reglen forhindrer ikke selve indgåelsen i ægteskab, alene tildeling af opholdstilladelse i Danmark. Forskellige menigheder og foreninger der kæmper for retten til ægteskab på tværs af landegrænser og nationaliteter, er opstået i kølevandet af loven.

Tvangsægteskaber

Tvang i betydningen retslige sanktioner, indgreb i handlefrihed, social kontrol og tilsvarende er en integreret del af alle rets- og lovfunderede samfundsstrukturer og religioner. Hvad angår trosforholdt og religiøsitet, fastslår islam, ”at der ikke bør udøves tvang i religionen”, og dermed heller ikke indenfor ægteskaber, der er en religiøs forordning.

Udlændingedebatten i Danmark om arrangerede ægteskaber har til tider stillet spørgsmålstegn ved forskellen og ligheden mellem tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber, der herigennem har været tonesættende for hvordan islamiske ægteskaber i al almindelighed praktiseres. Diskursen må antages at være politisk betonet, eftersom det i en lang række muslimske lande er ”muligt at indgå og opløse ægteskab efter juridiske regler”, der er identiske med, eller tager afsæt i, den vestlige verdens retstraditioner.

Blandede ægteskaber

Blandede ægteskaber er i islam ægteskaber, hvor alene manden som den ene ægtefælle er muslim. Det kun tilladt muslimske mænd at indgå blandet ægteskab med kvinder der enten er jøder eller kristne; islam tillader ikke muslimske kvinder at indgå i blandet ægteskab (endogami).^, Blandt visse senere islamiske lovskoler er der herudover også lovgivet om ægteskab på tværs af islamiske trosretninger. Selvom der samfundsmæssigt kan være forhindringer for ægteskab mellem to muslimer fra hvert sit land eller sin kultur, eksisterer der ingen religiøse forhindringer for sådanne typer af blandede ægteskaber inden for islam.

Familie

Familie kan inden for islam anvendes i betydningen kernefamilie, dvs. ægtepar samt disses børn, eller den udvidede familie, der ud over det mandlige overhoved, hans hustru(er) og ugifte børn evt. også omfatter sønner og disses hustruer og børn. Generelt anvendes det som betegnelse for husets blodbeslægtede medlemmer, hvor omfanget af familien er stærkt afhængigt af det muslimske samfund.

Slægtskab afledes igennem det fædrene overhoved (patrilineær) hvor det normalt også vil være den gifte kvinde der flytter til sin mands familie (patrilokal). I nogle samfund vil ægteparret bosætte sig nogle år hos en af familierne, hvorefter de kan etablere sig uafhængigt af familien – en familiestruktur der er blevet mere udbredt blandt muslimske familier i vesten.

Litteratur

Encyklopædier

• Bearman, P.J.; Bianquis, Th.; Bosworth, C. E.; van Donzel, E.; Heinrichs, W. P. (red.). Encyclopaedia of Islam Online. Brill Academic Publishers. ISSN 1573-3912. {{cite encyclopedia}}: Manglende eller tom |title= (hjælp); Ugyldig |ref=harv (hjælp) (engelsk)

• John Louis Esposito, red. (2003). The Oxford Encyclopedia of the Modern Islamic World. Oxford University Press. ISBN 978-0195125580. {{cite encyclopedia}}: Manglende eller tom |title= (hjælp); Ugyldig |ref=harv (hjælp) (engelsk)

Leksika

• Butler, Jean og Hoffmann, Thomas, red. (2008). Gads leksikon om islam. Gads Forlag. ISBN 978-87-12-04303-4. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: editors list (link) (dansk)

• Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager, red. (2008). Gads Bibel Leksikon. Gads Forlag. ISBN 978-87-12-04053-8. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: editors list (link) (dansk)

• Hvidtfeldt, Arild (1991). Politikens Religionsleksikon. Politikens Forlag. ISBN 87-567-4789-6. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp) (dansk)

• Simonsen, Jørgen Bæk (2001). Politikens Islamleksikon. Politikens Forlag. ISBN 87-567-6565-7. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp) (dansk)

• Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger, red. (1998). Gyldendals Religionsleksikon - Religion/Livsanskuelse. Gyldendal. ISBN 978-87-00-32564-7. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: editors list (link) (dansk)

Bøger

• Guillaume, Alfred (1955). The Life of Muhammad - A Translation of Ibn Ishaq's Sirat Rasul Allah. Oxford University Press. ISBN 987-0-19-636033-1. {{cite book}}: Tjek |isbn=: invalid prefix (hjælp); Ugyldig |ref=harv (hjælp) (engelsk)

• Haleem, Muhammad Abdel (2011). Understanding the Qur’an - Themes and Style. I.B.Tauris. ISBN 978-1-84511-789-4. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp) (engelsk)

• Kashi, Iman (2012). Shiisme - Oprindelse, Tro & Praksis. Forlaget Hjelm. ISBN 978-87-995500-0-5. {{cite book}}: Ekstern henvisning i |title= (hjælp); Ugyldig |ref=harv (hjælp) (dansk)

• Provencal, Philippe (2016). Moderne islam - lille idéhistorie. U Press. ISBN 978-87-93060-47-0. {{cite book}}: Ugyldig |ref=harv (hjælp) (dansk)

Shiisme:

• Kashi, Iman (2012). Shiisme – Oprindelse, Tro & Praksis. København. ISBN 978-87-995500-0-5. (dansk)
• Hansen, Henny Harald (1983). Shi'a Islam. København. (dansk)
• Momen, M. (1987). An Introduction to Shi'i Islam: History and Doctrines of Twelver Shi'ism. Yale. ISBN 978-0-300-03531-5. (engelsk)

Sunnisme:

• Kitir, Deniz (2010). Klassisk & moderne islam. ISBN 978-87-616-2386-7. (dansk)
• Rahbek, Birgitte (2008). Den arabiske verden. ISBN 978-87-02-04487-4. (dansk)
• Halverson, Jeffry (2010). Theology and Creed in Sunni Islam: The Muslim Brotherhood, Ash'arism, and Political Sunnism. ISBN 978-0-230-10279-8. (engelsk)

Se også

Trostolkninger

• shiisme, sunnisme, (sufisme)

Bevægelse & partier

• ahmadiyya, alawisme, alevisme, drusere, salafisme, wahhabisme

Religiøse titler

• alim, apostel, akhond, ayatollah, imam, kalif, marja, mufti, mujtahid, mullah, profet, qadi, sayyid, sheik

Væsner & skabninger

• dyr, dæmon (ifrit), engle, houri, jinn, mennesker

Andre sider

• verdensreligion
• Islams profeter
• Islamiske begreber
• Islamiske ekspansion
• Islamiske helligdage
• Islamiske kalender
• Religiøse retninger inden for islam

Se også artikler, som begynder med Islam

Eksterne henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Wikimedia Commons

Akademiske ressourcer

• Forum for Islamforskning (FIFO) (webside) (dansk)

Online ressourcer

• Den Store Danske, Islam (artikel) (dansk)
• Encyclopædia Britannica, Islam (artikel) (engelsk)

Eksempler på danske hjemmesider om islam:

• Inspiration fra Islam - information om islam med udgangspunkt i sunni-islam. Alment, for studerende, muslimer. (dansk)
• Islam - information om religionen islam med udgangspunkt i shia-islam, dette med fokus på hvad er islam, hvad mener muslimer og islam i Danmark. (dansk)

LA-ikon