Det armenske folkedrab

Armenske flygtninge under beskyttelse af franske styrker.

Rafael de Nogales Méndez (1879-1936), en venezuelansk officer, som gjorde tjeneste i den osmanniske hær, skrev en detaljeret redegørelse for drab i sin bog "Cuatro años bajo la media luna"

Det armenske folkedrab (armensk: Հայոց Ցեղասպանություն, tyrkisk: Ermeni Soykırımı), også kendt som den armenske deportation, Armenien-massakren(e) eller det armenske holocaust refererer til den tvungne massedeportation af armeniere i det Osmanniske Rige i årene fra 1915 til 1917.

Begivenhederne førte til, at et omstridt antal armeniere omkom. Antallet af døde anslås fra forskellig side til at have været mellem 300.000 og 1,5 millioner. Det armenske folkedrab er genstand for omfattende kontroverser og diskussioner, specielt mellem Tyrkiet og Armenien. 24 lande, heriblandt Armenien, Frankrig, Argentina, Tyskland og Rusland betegner officielt hændelsen som folkedrab. I nogle af disse lande er det strafbart at hævde, at hændelsen ikke kan betegnes som folkedrab. For mange EU-lande er det en forudsætning – blandt mange andre – for Tyrkiets eventuelle optagelse i unionen, at landet anerkender betegnelsen folkedrab.

Tyrkiet benægter ikke begivenhederne, som førte til, at så mange armeniere døde, men man har konsekvent nægtet at anerkende, at der var tale om et folkedrab, og man mener desuden fra officiel side, at antallet af døde er overdrevet. Tyrkiet anslår, at 400.000 omkom, mens Armenien hævder, at tallet var 1,5 million. Internationalt bliver det stort set accepteret, at ca. 1 million armeniere blev myrdet under denne periode og under den efterfølgende tyrkiske uafhængighedskrig. Tyrkiet mener, at de deporterede armeniere døde som et resultat af sygdom, sult og intern etnisk strid i den enorme forvirring, som opstod i slutningen af 1. verdenskrig.

Den 23. april 2015 blev de dræbte armeniere helgenkåret af Karekin II, overhovedet for den armensk-ortodokse kirke.

Situationen for armeniere i Anatolien

”Den armenske befolknings fordeling i Tyrkisk Armenien, Kurdistan og Transkaukasien” (jo mørkere blå, desto højere andel armeniere) – kort fra Petermanns Geographische Mitteilungen (1896).

Sultan Abdülhamit 2.

I 1914, før 1. verdenskrig, blev det anslået, at det boede én til to millioner armeniere i Det osmanniske rige. De fleste af dem var armensk-apostoliske kristne af religion, med et mindretal af armenske katolikker og armenske protestanter. De fleste boede i det østlige Anatolien (også kaldet Vestarmenien), men der boede også mange armeniere i den vestlige del af Det osmanniske rige, især i hovedstaden Istanbul.

Før slutningen på 1800-tallet blev armenierne omtalt som "millet-i sadika" (loyal nation) af osmannerne. Dette betød, at de levede i harmoni med andre etniske grupperinger og ikke var i konflikt med den centrale regering. Men de kristne armeniere var underlagt den islamiske "dhimmi"-lov. Dette gav dem færre juridiske rettigheder end deres muslimske medborgere, men også færre pligter. De slap blandt andet at for betale velfærdsbidraget, som muslimer var pålagt. "Tanzimat"-grundloven fra midten af 1800-tallet gav dem flere rettigheder i lighed med andre minoriteter i Det osmanniske rige. Men sultan Abd-ul-Hamid 2. suspenderede grundloven tidligt i sin regeringstid og styrede nærmest enevældigt.

Den enkeltstående hændelse, som kan siges at være forløbet til folkemordet, er mest sandsynlig Den russisk-tyrkiske krig (1877-1878), som endte med russisk sejr. Men det er vanskelig at fastslå, hvornår det, som osmannerne kaldte "det armenske problem", opstod. Ved krigens afslutning havde Rusland kontrol over store landområder med armensk bosættelse, og russerne hævdede, at de kæmpede for de kristne i Det osmanniske rige. Derfor fik de støtte fra en god del armeniere, som til gengæld fik våben af russerne. Rusland var Det osmanniske rige militært overlegent, og på baggrund af støtteerklæringen fra Rusland og den vaklende osmanniske regering gennem de næste 15 år begyndte mange armeniere at tro på, at de kunne danne en selvstændig stat.

Før krigen

Enver Pasja.

Et mindre armensk oprør i Bitlis-provinsen blev slået ned i 1894, men der kom flere armenske oprør. Der er blevet rapporteret om armenske grupper, som angreb landsbyer og dræbte civile i det osmanniske rige for at danne en selvstændig armensk stat, og mange af disse samarbejdede med både Rusland, England og Frankrig. Den 4. marts 1896 beskrev Williams fra det britiske konsulatet dette således:

"Dashnakere og hunchakere har terroriseret deres egne landsmænd, de har ophidset de muslimske folk med deres tyverier og tåbeligheder, og har lammet alle bestræbelserne på at gennemføre reformer; alle begivenheder der er foregået i Anatolien skyldes de forbrydelser, der er begået af de armenske revolutionære komiteer."

Armenske samfund over hele riget blev i de tre påfølgende år mål for forskellige angreb. Der findes ikke bevis for, at det var regeringen, som stod bag, men den undlod også at beskytte dem. Det bliver anslået, at 80.000 - 300.000 armeniere blev dræbte fra 1894 til 1897.

Blot fem år før 1. verdenskrig tog "Ungtyrkerne" magten. Denne bevægelse opstod blandt hemmelige foreninger af progressive studenter og militære kadetter med forskellig etnisk baggrund. De kom til magten i Det osmanniske Rige ved en "fredelig" revolution i 1908. Sultan Abd-ul-Hamid 2. ville ikke sende sine styrker mod de revolutionære, selv om han stod stærkere, i frygt for at det svækkede rige kunne blive endnu mere svækket af en borgerkrig. Den gamle sultan Abd-ul-Hamid 2. blev efterfulgt af sin langt mere generte, ængstelige og tilbageholdne yngre broder Mehmet 5. Han havde praktisk talt ingen magt, den reelle magt lå hos ungtyrkerne Enver Pasja, Talat Pasja og Djemal Pasja. Til at begynde med støttede den armenske befolkning og enkelte armenske politiske partier Ungtyrkerne i håb om, at Ungtyrkerne ville forbedre deres situation, og nogle armeniere blev valgt ind i det nye osmanniske parlament.

1. verdenskrig

Şükrü Kaya.

Første prioritet for Det osmanniske rige og krigsminister Enver Pasja var at genvinde de områder, som gik tabt i krigen mod Rusland næsten 40 år tidligere, og Det osmanniske rige allierede sig med centralmagterne under krigen. Til trods for, at Tyskland rådede Enver Pasja fra at angribe Rusland, gjorde han det nogen få måneder efter, at krigen brød ud. Det er anslået, at den osmanniske hær bestod af 100.000-190.000 soldater, men de var meget dårligt udstyrede, især med tanke på den kommende vinter. Russerne på deres side havde 100.000 soldater stationerede i området. Rusland tabte stort på den prøjsiske front og flyttede næsten halvdelen af soldaterne fra den tyrkiske front dertil og efterlod sig omkring 60.000 soldater. I begyndelsen avancerede den osmanniske hær langt og nåede i slutningen af 1914 byen Sarikamis, som ligger omtrent 100 km fra den nuværende grænse mellem Armenien og Tyrkiet. Her tabte osmannerne slaget om byen og mistede mellem 60.000 og 175.000 soldater. Tallene er usikre, men det er klart, at de tabte omtrent 70-80 % af deres styrker. De måtte trække sig langt tilbage og mistede store landområder.

Enver Pasja trak sig som øverstkommanderende for hæren og beskyldte offentligt armenierne for at have skylden for det katastrofale nederlag, da en del armenske oprørsgrupper havde angrebet tyrkiske forsyningsruter og gjort væbnet oprør mod osmanniske styrker i håb om at få sin selvstændighed. Armenske partier og guerillaer, som ønskede selvstændighed, havde eksisteret længe, og armenske grupper havde længe samarbejdet med Rusland, men dette førte til, at mange flygtede til de russisk-kontrollerede områder og lod sig hverve til den russiske hær og begyndte at kæmpe på russernes side mod det osmanniske rige.

Enver Pasja ønskede at løse det armenske problem og beordrede, at armeniere i den osmanniske hær skulle afvæbnes og gav ordre om deportation.

Deporteringen

Civile armeniere føres til et nærliggende fængsel i Mezireh af bevæbnede tyrkiske soldater. Kharpert, Det Osmanniske Rige, april 1915.

Den 25. maj 1915 beordrede indenrigsminister Talat Pasja tvungen deportering af hundredetusinder, muligvis over en million, etniske armeniere fra hele Østanatolien til Mesopotamien og til det, som senere blev Syrien. Mange armeniere drog til den syriske by Dayr az Zawr og den omkringliggende ørken. Under deporteringen døde mange armeniere af sult og kulde, og mange blev angrebet af kurdiske landevejsrøvere. Nogle blev også dræbt af hidsige tyrkiske soldater. Nogle af overgriberne blev senere straffet af den tyrkiske regering for det, de havde gjort, men der er ingen tvivl om, at en del også slap med milde straffe eller ingen reaktion. Deportationerne endte med katastrofe, fordi det svækkede osmanniske rige ikke kunne give tilstrækkelig beskyttelse til armenierne, hvilket førte til at de, foruden at omkomme af sult og kulde også blev angrebne og udplyndrede og i mange tilfælde dræbt af civile bander.

Flere kilder hævder, at 25 større koncentrationslejre eksisterede og stod under kommando af Şükrü Kaya, en af Talat Pasjas nærmeste medarbejdere.

Kort over de oprettede lejre. Nederst ses med hvidt målet for deportationen.

Disse var:

• Dayr az-Zawr
• Ra's Al Gul
• Bonzanti
• Mamoura
• Intili
• Islahiye
• Radjo
• Katma
• Karlik
• Azaz
• Akhterim
• Mounboudji
• Bab
• Tefridje
• Lale
• Meskene
• Sebil
• Dipsi
• Abouharar
• Hamam
• Sebka
• Marat
• Souvar
• Hama
• Homs
• Kahdem

Det er hævdet, at majoriteten af disse lejre skal have været placeret nær grænsen til Irak og Syrien, og nogle af disse skal have været midlertidige lejre. Andre blev kun brugt som massegrave, som Radjo, Katma, og Azaz, og blev lukket i efteråret 1915. Nogen historikere mener også, at Lale, Tefridje, Dipsi, Del-El, og Ra's al-'Ain blev bygget specifikt for dem som man forventede ikke ville komme til at overleve mere end nogen få dage. De fleste af vagterne i lejrene var armenske. Det er blevet påstået, at mange blev brændte, druknede, forgiftede og regelret henrettede i disse lejre.

I byen Edessa (senere Şanlıurfa) gjorde den armenske befolkning oprør mod den osmanniske regering tidligt i 1916 og fik kontrol over byen. Osmanniske styrker angreb byen med artilleri, men kunne alligevel ikke erobre den. Friherre Colmar von der Goltz, som var den nærmeste tyske general, formåede at forhandle en aftale frem med armenierne om, at de skulle godtage at blive afvæbnet mod løfte om, at de ikke skulle deporteres. Dette gik armenierne med på, men de blev alligevel deporteret på et senere tidspunkt.

Deporteringens natur

Det er antaget, at mellem 400.000 og 1,5 millioner armeniere blev deporterede i denne periode. Ordet "deportation" er blevet tolket forskelligt op gennem tiderne. Nogen bruger ord som "omplacering" om "deportation", andre "landsforvisning" eller til og med "etnisk udrensning". Mange historikere mener, at deportationerne praktisk talt var en massehenrettelsesmetode ved, at armenierne blev tvungne til at gå lange strækninger gennem ørkenen uden mad, vand eller beskyttelse mod lokale kurdiske og tyrkiske kriminelle. Men der findes også historikere, som mener, at deportationerne ikke havde til hensigt at dræbe armeniere.

Det er mange historikeres opfattelse, at det omstridte folkemord på armenierne startede efter krigserklæringen i oktober 1914. Andre mener, at det begyndte allerede i februar 1914 efter et osmannisk-tysk møde, der et forslag om at deportere alle osman-armeniere blev lagt frem. Andre førkrigstiltag mod armenierne er også rapporteret. Donald Bluxham skriver, at armenske bosættelser nær rigets grænser blev plyndrede af osmanniske styrker i sommeren 1914.

I 1914 vedtog den osmanniske regering en ny lov for at styrke krigsberedskabet. Den krævede, at alle mænd i alderen 18 til 45 enten måtte lade sig rekruttere til hæren eller betale gebyrer for at slippe. Dette resulterede i, at de fleste armenske mænd i denne aldersgruppe meldte sig til tjeneste.

Oprøret i Van

Armenske styrker som kæmper mod osmannerne i Van.

Den 2. marts 1915 blev armenierne i Dörtyol evakueret af osmanniske ledelsesmagter. Russiske styrker nærmede sig Van-søen, og derfor beordrede den regionale ledelse henrettelse af fem armenske ledere, som havde samarbejdet med russerne. Dette uløste en revolution i Van den 20. april. Denne revolution svækkede Det Osmanniske Rige yderligere. Det bliver også påstået, at guvernøren af Van, Jevdet, angreb byen under påskud af, at det skulle hindre oprør. Det hævdes også, at Jevdet havde en plan om at dræbe alle mænd i Van. Russerne erobrede byen i maj 1915, men forlod den allerede i august, og osmannerne tog igen kontrol over byen. Så blev de igen fordrevne af russerne i september. Ved krigens slutning lå byen i ruiner.

Fire dage efter, at urolighederne startede i Van, den 24. april 1915, arresterede regeringen ifølge osmanniske kilder 2.345 armenske intellektuelle. Det er antaget, at de fleste af disse hurtigt blev henrettede. Grunden til dette skulle være, at "Ungtyrkerne" ønskede at stoppe "Tashnak-bevægelsen", som var en militær-politisk organisation som samarbejdede med russerne om en selvstændig armensk stat. Den 24. april er i dag en officiel helligdag i Armenien til minde om disse henrettelser.

Teşkilat-ı Mahsusa og "Specialorganisationen"

Teşkilat-ı Mahsusa var en organisation oprettet af det osmanniske forsvarsdepartement for at bekæmpe arabisk separatisme og vestlig imperialisme. Dens formål var at bekæmpe undergravende virksomhed og muligt samarbejde med ydre fjender. Formålet blev udvidet til at omfatte forfølgelse af armenierne, som stod i ledtog med Rusland. De tidligste kilder, som omtaler organisationen, skriver sig fra 1903 og 1907. Den blev styrket organisatorisk i 1913 efter Balkankrigene. Lederen var forsvarsminister Enver Pasja, som rekrutterede mange dygtige officerer til at opbygge en irregulær militær enhed, en "specialstyrke".

Desuden skal Ungtyrkernes ledelse İttihat ve Terakki Cemiyeti i juli 1914 have oprettet en halvoffentlig "specialorganisation", som skulle gennemføre en deportation af armenierne. Den skulle være en "stat i staten" og stå frit til at handle uden direkte ordre.

Senere i 1914 løslod den osmanniske regering flere kriminelle for at bemande denne organisation. Ifølge Mazhar-kommissionen blev 124 kriminelle løsladte fra Pimian-fængslet, og mange flere fulgte: nogen måneder senere blev 49 kriminelle løsladte i Ankara. Lidt efter lidt blev flere og flere løsladte, og i begyndelsen af 1915 var tusindvis af fanger løsladte for at blive medlemmer i denne organisation. Senere blev de sat til at eskortere konvojerne af deporterede armeniere. Vehib, øverstkommanderende for den osmanniske hær, kaldte disse for "slagtere af den menneskelige race".

Organisationen blev ledet af centralkomiteens medlemmer doktor Nazim, Behaeddin Sakir, Atif Riza og direktøren for offentlig sikkerhed, Aziz Bey. Hovedkvarteret for Behaeddin Sakir var i Erzurum, og derfra ledede han styrkerne i øst. Aziz, Atif og Nazim Bey havde sit hovedkvarter i Istanbul, og deres afgørelser blev godkendte og iværksatte af Cevat Bey, militærguvernøren i Istanbul.

Ifølge den samme kommissionen og anden dokumentation blev de kriminelle bevidst udvalgte til formålet. De måtte være nærmest umenneskelige for at komme med i den specielle organisation. Mazhar-kommissionen opgav som dokumentation under krigsretten lister over nogen af de kriminelle. En af listerne viser, at 50 af de 65 løsladte kriminelle var fængslede for mord. Denne udvælgelsesproces viser efter manges mening, at den osmanniske regering planlagde et overlagt folkemord på den armenske befolkning.

Døde armeniere 1914 - 1923

Det er ingen klare tal på hvor mange armeniere, som døde under denne periode, ej heller over hvor mange, som døde som følge af osmanniske forbrydelser. Tallene varierer fra 250.000 til 1,5 millioner mennesker. Det er imidlertid strid om hvor mange armeniere, der var i Tyrkiet i denne periode. Nogen af skønnene ligger på mellem 1,5 millioner til 2 millioner armeniere. Samtidig osmannisk statistik viser, at der boede omkring 1,2 mio. armeniere inden for rigets grænser. Skønnet på omkring 2 millioner dræbte virker derfor urealistisk. I diskussionen om antallet dræbte bliver heller ikke dræbte på den tyrkiske side nævnt. Kilder nævner omkring 500.000 dræbte tyrkere i samme periode. Omkring 523.000 tyrkiske muslimer blev dræbte af armenske organisationer, som ønskede at oprette en armensk stat, hovedsagelig i områder, som kom midlertidig under armensk kontrol ved hjælp af russiske invasionsstyrker. Der er derfor lidt tvivl om, at hævnlysten tog overhånd, og det gik ud over civile, som ikke var en del af de politisk styrede hændelser.

Skandinavisk mission og diplomati

Skønt Sverige var neutralt under første verdenskrig havde Sverige permanente repræsentanter i det Osmanniske Rige. Disse fulgte nøje sagernes udvikling og rapporterede jævnligt herom. Landets ambassade i Konstantinopel blev ledet af ambassadør Cossva Anckarsvärd med M. Ahlgren som gesandt og kaptajn Einar af Wirsén som militærattaché. 7. juli 1915 sendte Anckarvärd en tosiders rapport om det armenske folkedrab til Stockholm. Rapporten begyndte som følger:

	Forfølgelsen af armenierne har nået hårrejsende højder og peger alle i retning af det faktum, at Ungtyrkerne ønsker at benytte sig af muligheden, idet der af forskellige årsager ikke er noget effektivt pres udefra, der kan frygtes; at en gang for alle få afsluttet det armenske problem. Midlerne hertil er ganske simple og går ud på at udrydde det armenske folk.
Cossva Anckarsvärd

Den 9. august samme år sendte Anckarsvärd en nu rapport, der bekræftede hans tidligere mistanke om den tyrkiske regerings planer: "Det er tydeligt, at tyrkerne benytter sig af muligheden, her under krigen, at udslette det armenske folk, således at når krigen er slut, eksisterer det armenske problem ikke længere."

Idet han reflekterede over situationen i Tyrkiet mod slutningen af krigen, præsenterede gesandt Ahlgren en analyse af den herskende situation i Tyrkiet og de strenge tider, der havde ramt befolkningen. I en forklaring af de stigende leveomkostninger identificerede han en række årsager: "forhindringer for indenrigshandel, den næsten totalt paralyserede internationale handel og endelig det voldsomme fald i arbejdskraft, som dels skyldes mobilisering, men dels også udryddelsen af den armenske race."

Wirsén afsatte i sine erindringer om sin mission på Balkan og i Tyrkiet, Minnen från fred och krig (Erindringer fra fred og krig) et helt kapitel med titlen "Mordet på en nation" til folkemordet på armenierne. I en kommentar til den fortolkning, at deportationerne skyldtes det påståede samarbejde af armenierne med russerne, skrev Wirsen, at deportationerne ikke var andet end et dække for deres udslettelse: "Officielt havde disse til formål at flytte hele den armenske befolkning til steppeområderne i det nordlige Mesopotamien og Syrien, men i realiteten var formålet at udrydde armenierne, hvorved det rene tyrkiske element i Lilleasien ville få en dominerende plads." Han konkluderede: "Udryddelsen af det armenske folk i Lilleasien må oprøre alle menneskelige følelser ... Måden, hvorpå det armenske problem blev løst, var hårrejsende. Jeg kan stadig se for mig Talaats kyniske udtryk, da han understregede, at det armenske spørgsmål var løst."

Den norske missionær Bodil Biørn drev i byen Mezereh (nu Elazığ) og senere i Muş et børnehjem sammen med svenskeren Alma Johansson, hvor de arbejdede for enker og forældreløse børn. Biørn var vidne til massakrerne i Mush og så de fleste af de børn, der var i hendes varetægt, blive myrdet sammen med armenske præster, lærere og hjælpere. Hun undslap efter ni dages hesteridt, men forblev i området i yderligere to år og under stadigt vanskeligere betingelser. Efter en periode hjemme i Norge vendte hun tilbage til Armenien og arbejdede for armenske flygtninge i Syrien og Libanon til sin pensionering i 1932. Biørn var også en habil fotograf. Mange af hendes fotografier befinder sig nu i Norges Riksarkiv. Sammen med de kommentarer, hun skrev i sit fotoalbum eller på billederne bagsider, bærer disse billeder et stærkt vidnesbyrd om de uhyrligheder, hun overværede.

Den danske missionær Maria Jacobsen, der arbejdede i Harput, skrev om sine oplevelser i sin dagbog med titlen Maria Jacobsen – dagbog fra det armenske folkedrab, som ifølge folkedrabsforskeren Ara Safarian er en "dokumentation af største betydning" for forskningen i det armenske folkedrab. Jacobsen blev senere kendt for at have reddet tusinder af armeniere på forskellig måde i tiden efter folkemordet. Hun skrev: "det (er) ganske tydelig at Meningen med deres Afsendelse er det Armeniske Folks Udryddelse." En anden dansk missionær Aage Meyer Benedictsen skrev om massakrerne, at det var "en rystende forbrydelse, muligvis den største i verdenshistorien: Forsøget, planlagt og udført med koldt blod på at myrde et helt folk, armenierne, under verdenskrigen." Den danske professor i filologi Johannes Østrup ved Københavns Universitet mødte flere ungtyrkiske ledere og politikere i tiden op til verdenskrigen. I sine erindringer mindes Østrup sit møde med Talat Pasha i efteråret 1910, hvor Talat åbent talte om sine planer om at "udrydde" armenierne. Den danske lærer Karen Jeppe arbejdede med nødhjælp i Urfa og hjalp flere armeniere med at skjule sig, ligesom hun senere som kommissær for Folkenes Forbund ydede nødhjælp i Aleppo for armenske flygtninge og arbejdede for at befri fangne armeniere, der var gjort til slaver.

Udstilling og skulptur i Danmark

Kontroversen om det armenske folkedrab dukkede op i dansk sammenhæng i december 2012. Grunden var, at det Kongelige Bibliotek sammen med den armenske ambassade havde arrangeret udstillingen “Det armenske folkedrab og den skandinaviske reaktion” (“The Armenian Genocide and Scandinavian Response”), som den tyrkiske ambassade i København gjorde indsigelse imod. Det Kongelige Bibliotek har tilbudt den tyrkiske ambassade på visse betingelser at kunne foranstalte en ”paralleludstilling” på et senere tidspunkt. Det vides ikke, om udstillingen kan realiseres, ligesom titel og dato for udstillingen ikke er fastlagt. . Set fra Det Kongelige Biblioteks synspunkt er den planlagte udstilling opgivet, da biblioteket endnu ikke har hørt videre i sagen.

I forbindelse med 100-årsmindedagen blev det annonceret, at der skulle opstilles en skulptur på 9 meter med navnet The Draem (Danish Remembrance Armenian Empathy Messenger) i ti dage fra den 23. maj 2015 på Kultorvet i København. Beslutningen blev kritiseret af den tyrkiske ambassade, som i en mail til Politiken kaldte det "moralsk uholdbart og juridisk ubegrundet" at benytte ordet folkedrab om begivenheden. Den danske regering under Helle Thorning-Schmidt anerkender ikke officielt betegnelsen folkedrab.

Litteratur

• Bjørnlund, Matthias: Det armenske folkedrab, fra begyndelsen til enden København Kristeligt Dagblad 2013, 383 sider

Eksterne henvisninger

• Avedian, Vahagn (21. maj 2008). "The Armenian Genocide 1915: From af Neutral Small State's Perspective: Sweden" (PDF). Uppsala Universitet. Hentet 23. marts 2017.
• Torben Jørgensen: "Tilfældet Armenien" (Historisk Tidsskrift, bind 100, 1 (2000); s. 114-137)
• Fridtjof Nansen: Gjennem Armenia; Kjøbenhavn 1927
• Det armenske folkedrab hos Dansk Institut for Internationale Studier
• Torben Jørgensen: Side om Det armenske folkedrab på hjemmesiden for Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier under Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
• [1] Anmeldelse af Helle Schøler Kjær: Danske vidner til det armenske folkemord

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Det armenske folkedrab

Se også

• Hamidian-massakrene (1894-96)
• Krigsforbrydelse
• Den Internationale Straffedomstol
• Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien
• Det Internationale Tribunal for Rwanda