Knud den Store

Canute the Great (engelsk) Knud den Store (Knud 2.) (dansk) Knut den mektige (norsk)
Konge af England
Kroning	6. januar 1017 London
Regerede	30. november 1016 – 12. november 1035
Forgænger	Edmund Jernside
Regent	Knud den Store
Efterfølger	Harald Harefod
Konge af Danmark Regerede: 1019 – 12. november 1035 Forgænger: Harald 2. Regent: Knud 2. den Store Jarl Ulf jarl Efterfølger: Knud 3. Hardeknud
Konge af Norge Regerede: 1028 – 12. november 1035 Forgænger: Olav den Hellige Regent: Knud den Store Indsat konge Svend Knutsson Efterfølger: Magnus den Gode
Konge af dele af Sverige Regerede: 1026 – 1030 Forgænger: Anund Jakob Regent: Knud den Store Efterfølger: Anund Jakob
Ægtefæller	Ælfgifu Emma af Normandiet
Børn	Med Ælgifu: Svend Knutsson Harald Harefod Med Emma: Hardeknud Gunhild
Fulde navn	Knud Svendsen
Hus	Jellingdynastiet
Far	Svend Tveskæg
Mor	Gunhild af Polen
Født	Ca. 995
Død	12. november 1035 Shaftesbury
Hvilested	Winchester Cathedral

Knud den Store (oldengelsk: Cnut se Micela, oldnordisk: Knútr inn ríki (født ca. 995, død 12. november 1035 i Shaftesbury) og kendt som eller Knud 2. var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som Nordsøimperiet. Han var søn Svend Tveskæg, hvilket gav man patronumet Sveinsson (oldnordisk) Sweynsson (engelsk). Efter hans arvinger allerede inden for et årti efter hans egen død, og den normanniske erobring af England i 1066 gjort at hans arv blev tabt. Han bliver populært omtalt i legenden om Kong Knud og tidevandet, som normalt^{[kilde mangler]} misvisende omtaler ham som en vildledt monark, der tror han har overnaturlige evner, modsat den oprindelige legende, som portrætterer en vis konge, der irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd.

Som dansk prins vandt Knud tronen i England i 1016 i kølvandet på flere hundrede års vikingeaktivitet i nordvest Europa. Da han senere besteg den danske trone i 1018 bragte han den engelsk og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magbase ved at forene danerne og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition, samt via ren brutalitet. Efter et årti med konflikt med modstandere i Skandinavien tog Knud Norges krone i Trondheim i 1028. Knud kontrollerede den svenske by Sigtuna (der er slået mønter her, som kalder ham konge, men der andre nedskrevne kilder om hans erobring eller okkupation af byen).

Herredømmet over England gav danerne et vigtigt link til havområdet mellem De britiske øer og Irland, hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde stoere interesser og udøvede stor indflydelse blandt norrøn-gælere. Knuds besiddelser i form af Englands bispedømmer og det kontinentale bispedømme i Danmark, som den tysk-romerske ærkebiskop af Bremen eller havde, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til den katolske kirke, og blandt mange magnater i kristendommen (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen på pallium til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej til Rom). Efter hans sejr i 1026 over Norge og Sverige, og på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser Konrad 2., udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne". De [[Angelsaksere|angelsaksiske}} konge brugte titlen "king of the English". Knuds titel var ealles Engla landes cyning - Konge over hele England ("king of all England"). Middelalderhistorikeren Norman Cantor har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".

England

Tvekamp mellem Edmund Jernside (venstre) og Knud (højre).

Mønt slået for Knud i London. CNUT REX ANGLORU[M] = "Knud, konge af England".

Efter Svend Tveskægs død i 1014 blev Knud af den danske hær valgt til konge i England, mens hans bror Harald blev valgt til konge i Danmark.

Det engelske rigsråd, der året forinden lovformeligt havde valgt Svend Tveskæg til konge, forkastede imidlertid den ca. tyveårige Knud og sendte bud til ekskong Ethelred, som var i landflygtighed i Normandiet. Ethelred vendte tilbage, og et oprør mod det danske herredømme tvang Knud til at flygte hjem til Danmark.

Harald Svendssøn skal have lovet ham hjælp og støtte til at generobre England, og i august 1015 sejlede Knud vestpå med en større flåde. Nogle områder, især i det gamle Danelagen, kongehyldede ham; men da Ethelred døde i foråret 1016, gjorde Ethelreds søn Edmund Jernside krav på kongemagten. Selv om Edmund tappert forsvarede London mod danskerne, forlod han ofte byen for at aflede danskerne fra deres belejringen. Det forlød, at han samlede fem hærstyrker det år, en for hvert slag. Under slaget ved Brentford sejrede han over danskerne, men det sidste og afgørende, slaget ved Assandun, fandt sted 18. oktober og endte i katastrofe for sakserne på grund af Eadric Streonas forræderi, da han flygtede med sine tropper. Denne gang ville Knud få en ende på kampene. Sakserne trak sig tilbage, men danskerne fulgte dem op ad floden Severn ind i Gloucestershire, hvor de to konger mødtes på øen Olney (eller Alney). De aftalte her at dele riget sig imellem.

Sejrherren Knud fik hele landet nord for Themsen, mens Edmund skulle regere syd for London. Edmund døde imidlertid allerede i november, og i januar 1017 tog stormændene Knud til konge over hele England. Han giftede sig med Ethelreds enke Emma, formentlig for at undgå ubehageligheder fra Ethelreds overlevende sønner i Normandiet.

Samme år delte Knud England ind i fire store jarledømmer, East Anglia, Northumbria, Mercia og Wessex. I 1018 sendte han ledingsflåden hjem til Danmark efter at have opkrævet den sidste danegæld i England, en uhyre sum af £ 82.500. Samme år døde hans bror Harald. Knud rejste til Danmark året efter og modtog den danske krone.

Rom

Påskedag 1027 tilbragte Knud i Rom, hvor Europas mægtigste herskere var samlet for at overvære pave Johannes 19.s kroning af den tysk-romerske kejser Konrad 2. Udadtil var det en valfart, men Knud var i Rom med tanke på alliancer, der skulle sikre og udbygge hans magt som hersker over Nordsøimperiet - Danmark, England, Norge - og dele af Sverige. "...om hele mit folks velfærd, danskes som angelsakseres," sagde Knud selv. Han var da også heldig med at opnå aftaler om lavere afgifter til kirken, samt vedtagelser om sikrere og afgiftsfri rejser for pilgrimme undervejs til og fra Rom. Han opnåede også, at kejser Konrad anerkendte Ejdergrænsen mellem Danmark og Det Tysk-romerske Rige.

Ifølge den angelsaksiske krønike førte Knud derefter en hær ind i Skotland og tvang kong Malcolm 2. til underkastelse.

Norge

I Norge regerede på Knuds tid kong Olav den Hellige, der virkede så brutalt for kristendommens udbredelse i det stadig hedenske Norge, at det gav ham mange fjender. De norske stormænd kontaktede derfor kong Knud, som imidlertid opholdt sig i England. Olav indgik et militært forbund med den svenske konge Anund Jakob, som også frygtede Knud, og angreb i 1027 Danmark for at svække Knuds magt.

Ulf jarl, der var gift med Knuds søster Estrid, havde styret Danmark som rigsforstander siden 1019. Efter angrebet mente han, at det ville være bedst, hvis danskerne fik én konge at samles om, og udråbte straks Knuds og Emmas søn Hardeknud til konge. Så snart Knud den Store fik det at vide, skyndte han sig til Danmark med en stor flåde. Knud var meget vred over det kongevalg, Ulf jarl havde foretaget, og fik hurtigt fordrevet Olav fra Sjælland og over til Skåne. Det kom til et søslag ved Helgeåens udløb i Østersøen. I starten gik det dårligt for danskerne, men så fik kongen hjælp af Ulf, der kom med den del af flåden, der lå i Danmark. Der kom ikke nogen enlig sejrherre fra slaget, men danskernes fjender var drevet på flugt.

Kong Knud og Ulf jarl var herefter ikke særlig gode venner. Efter søslaget overvintrede de i Roskilde, hvor de kom op og skændes over et skakspil. Efter at Ulf havde væltet brættet og gik mod døren, råbte kongen efter ham: "Flygter du nu, du rædde ulv?" Ulf vendte sig om i døren og svarede: "Længere var du flygtet ved Helgeå, om du havde kunnet. Dengang kaldte du mig ikke den rædde ulv, da jeg kom dig til hjælp, fordi svenskerne havde banket jer som hunde!" Det svar gjorde ikke kongen mildere stemt, og næste morgen bad han en skosvend om at dræbe Ulf; men svenden kom tilbage med uforrettet sag, da jarlen var gået i kirke. Det anfægtede ikke Knud, som i stedet befalede nordmanden Ivar Hvite at dræbe Ulf, og han gik hen i Trefoldighedskirken, hvor han ved koret fandt Ulf og dræbte ham. Knud måtte sone mordet med mandebod til sin søster og selvfølgelig også til kirken, der var blevet vanhelliget ved denne udåd. Enken skænkede den bod, hun fik, til kirken, hvor hun lod Ulf begrave. Kirken fik så mange penge ind, at der blev råd til at opføre en stenkirke i stedet for trækirken. Det var i så fald Danmarks første kirke af sten.

Knud 2. Stores erobringer, 1014-1035      Knud den Stores rige.      Knud den Stores vasalstater.      Knud den Stores allierede.

Knud var også stadig vred på den norske kong Olav for angrebet på Danmark. Med 1.500 skibe sejlede han derfor til Norge i 1028 for at erobre landet, men slap for at måtte kæmpe, da han ved ankomst blev hyldet som norsk konge af folket. Olav flygtede til Rusland, men døde i 1030 i slaget ved Stiklestad. Knud dannede en alliance med sin søstersøn Håkon Eriksson jarl som vicekonge, og indsatte sin tidligere frille Ælfgifu og deres søn, den mindreårige Svend, som regenter. Et oprør umiddelbart efter Knuds død førte til fornyet norsk selvstændighed.

Historien om kong Knud i strandkanten

Knud i strandkanten med sit følge. Fra før 1885 og gengivet i Famous Men of the Middle Ages (1904).

Ifølge Historia Anglorum af Henry af Huntingdon, en krønike om Englands historie fra oldtiden frem til samtiden (1154), befandt kong Knud sig en gang ved stranden, hvor han forbød tidevandet at stige op og gøre hans fødder våde. Det gjorde tidevandet nu alligevel, og derefter, siger sagnet, "tog kong Knud aldrig igen sin guldkrone på, men satte den på et billede af den korsfæstede Herre, i evig lovprisning af Gud, den store konge." Historien genfortælles i The History of England af David Hume. Her er kongens hensigt at sætte sine hoffolk på plads, for deres overdrevne smiger hørte ingen steder hjemme.

Død

Da Knud døde i Shaftesbury i Dorset, var han ifølge samtidige kilder "fyrre år", alternativt "næppe fyldt fyrre år". Ud fra det må han være født i 995 eller 996. Sit tilnavn, som han givetvis aldrig selv har hørt, fik han da han ved sin død var konge over de tre riger Norge, Danmark og England.

Knud blev fulgt af sin søn Hardeknud i Danmark, mens hans søn med Ælfgifu, Harald Harefod, tog magten i England. Hans datter Gunhild blev gift med den tyske kejsersøn Henrik (den senere kejser Henrik 3.).

I 2015 blev det foreslået, at Knud muligvis døde af Brugadas syndrom.

Anetavle

Knud den Stores anetavle

Hardeknud               Gorm den Gamle                       Harald Blåtand                             Thyra Danebod                       Svend Tveskæg                                   (Mistivoj ?)                       Gunhild? eller Tove af Danmark?                             Knud d. Store                                         Lestek               Siemomysł                       Mieszko 1. af Polen?                             Gunhild af Polen

Litteratur

• Adam of Bremen (1917), Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontifificum, or History of the Archbishops of Hamburg-Bremen. English translation by F. J. Tschan., Hamburg: Hahnuni
• Campbell, Alistair, red. (1998), Encomium Emmae Reginae, London: Cambridge University
• Ellis, P. B. (1993), Celt & Saxon, Suffolk: St. Edmundsbury Press
• Forte, A.,; et al. (2005), Viking Empires (1st udgave), Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 0-521-82992-5{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Ekstra punktum (link)
• Frank, R. (1999), King Cnut in the verse of his skalds. In The Reign of Cnut, London: Leicester University Press, ISBN 0-7185-0205-1
• Henry of Huntingdon (1853), The Chronicle of Henry of Huntingdon, comprising The History of England, From the Invasion of Julius Caesar to the accession of Henry II. English translation by T.A.M. Forester, London: Henry, G. Bohn
• Hudson, B. T. (1994), Knutr & Viking Dublin, Scandinavian Studies
• Jones, Gwyn (1984), A History of the Vikings (2nd udgave), Oxford: Oxford University Press, ISBN 0-19-285139-X
• Lawson, M. K. (2004), Cnut – England's Viking King (2nd udgave), Stroud: Tempus, ISBN 0-7524-2964-7
• Lawson, M. K. (2011). Cnut, England's Viking King 1016-35 (2011 udgave). Stroud, UK: The History Press. ISBN 978-0-7524 6069 7.
• Olsen, O. (1992), Christianity & Churches. In From Viking to Crusader – The Scandinavians & Europe 800–1200, Copenhagen: Nordic Council Of Ministers
• Ranelagh, John O'Bernie (2001), A Short History of Ireland, Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 0-521-46944-9
• Sawyer, P. (1997), The Oxford Illustrated History of the Vikings (1st udgave), Oxford: Oxford University Press, ISBN 0-19-820526-0
• Scocozza, Benito (1998). Politikens bog om danske monarker (2011 udgave). Danmark: Politikens Forlag. ISBN 87-567-5772-7.
• Snorri Sturluson (1990), Heimskringla, or The Lives of the Norse Kings. English translation by Erling Monsen & A. H. Smith., Mineola, New York: Dover Publications, Inc., ISBN 0-486-26366-5
• Swanton, Michael, red. (1996), The Anglo-Saxon Chronicle, New York: Routledge, ISBN 0-415-92129-5
• Thietmar (1962) Chronik: Chronicon; Neu übertragen und erläutert von Werner Trillmich. Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft
• Trow, M. J. (2005), Cnut – Emperor of the North, Stroud: Sutton, ISBN 0-7509-3387-9
• William of Malmesbury (1998), Gesta Regnum Anglorum. English translation by R.A.B. Mynors, Oxford: Clarendon Press

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Knud den Store
• Knud den Store på gravsted.dk

Foregående:	Konge af England 1016-1035 Konge af Danmark 1019-1035 Konge af Norge 1028–1035	Efterfølgende:
Edmund Jernside (1016) Harald 2. (1014-1018(?)) Olav den Hellige (1015–1028)		Harald Harefod (1035-1040) Knud 3. Hardeknud (1035-1042) Svend Knutsson (dansk styre) (1030–1035)