Gerhard 3. af Holsten: Forskelle mellem versioner
m Opdatering |
LostPast (diskussion | bidrag) |
||
| Linje 51: | Linje 51: | ||
Med sine lejetropper deltog Gerhard i alle nabolandenes kampe: i [[Danmark]], [[Sverige]] og Nordtyskland, og derved skaffede han sig ikke kun formue og indflydelse, han blev tillige kendt som en enestående hærfører. I 1317 måtte han kæmpe mod sin fætter Adolf, som forsøgte at vinde den myrdede greve Adolfs land, og besejrede denne fuldstændigt. I [[1319]] foretog Gerhard et hærtog mod [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] og vandt en stor sejr, men blev kort efter drevet på flugt og sluttede fred i 1323. |
Med sine lejetropper deltog Gerhard i alle nabolandenes kampe: i [[Danmark]], [[Sverige]] og Nordtyskland, og derved skaffede han sig ikke kun formue og indflydelse, han blev tillige kendt som en enestående hærfører. I 1317 måtte han kæmpe mod sin fætter Adolf, som forsøgte at vinde den myrdede greve Adolfs land, og besejrede denne fuldstændigt. I [[1319]] foretog Gerhard et hærtog mod [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] og vandt en stor sejr, men blev kort efter drevet på flugt og sluttede fred i 1323. |
||
I 1325 kom Gerhard i kamp med den danske [[konge]] [[Christoffer 2.]] |
I 1325 kom Gerhard i kamp med den danske [[konge]] [[Christoffer 2.]] Anledningen til striden var spørgsmålet om formynderskabet for [[hertug]] [[Valdemar 3. af Danmark| Valdemar af Sønderjylland]], som var Gerhards søsters søn. Da Valdemar i 1326 blev valgt til dansk konge, blev Gerhard hans formynder, rigets forstander og fik [[Sønderjylland]] som arveligt len i [[Nyborg]] den [[15. august]] [[1326]]. Gerhard tog tillige [[Vordingborg]] i besiddelse. |
||
I 1328 nedkæmpede Gerhard et bondeoprør på [[Sjælland]], og 1329 nedkæmpede han et angreb af jyderne på [[Hestebjerg (Slesvig)|Hestebjerg]] ved [[Gottorp Slot]]. |
I 1328 nedkæmpede Gerhard et bondeoprør på [[Sjælland]], og 1329 nedkæmpede han et angreb af jyderne på [[Hestebjerg (Slesvig)|Hestebjerg]] ved [[Gottorp Slot]]. |
||
Versionen fra 17. jun. 2019, 19:14
| Gerhard 3. af Holsten | |
|---|---|
| Født |
1293  |
| Død |
1. april 1340 Randers, Danmark |
| Far |
Henrik 1. af Holsten |
| Mor |
Helvig af Bronckhorst |
| Søskende |
Elisabeth af Holsten-Rendsborg |
| Ægtefælle |
Sophie af Werle (fra 1315) |
| Børn |
Henrik 2. af Holsten, Elisabet af Holsten, Adolf af Holsten, Nikolaus af Holsten |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse |
Aristokrat |
| Arbejdssted |
Danmark |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Gerhard 3. af Holsten (1292–1340) blev i Danmark kaldt Grev Gert eller Den kullede (skaldede) greve, i Holsten Gerhard den Store. Han regerede fra 1312 i Holsten sammen med fætteren Johan 3. Da kong Christoffer 2. brød sin håndfæstning og begyndte at udskrive store skatter, søgte danske stormænd hjælp hos grev Gerhard til at fordrive ham. Han fordrev i 1326 Christoffer 2. og blev rigsforstander for Valdemar 3., hertug af Slesvig og efterhånden Danmarks største pantherre. Gerhard fik i 1329 Fyn i pant og i 1332 også Jylland efter at have besejret Christoffer 2. Under et jysk oprør blev han 1340 dræbt i Randers af Niels Ebbesen.
Liv og gerning
Greve Gerhard "den store" blev i 1326 den første schauenburgske hertug af Slesvig (Sønderjylland).
Efter faderen Henriks død 1304 satte sig den unge Gerhards farbroder, Gerhard 2. "den blinde", i besiddelse af hans arv, og unge Gerhard synes at være opdraget hos sine mødrene frænder. 1312 måtte han forsvare sine arvekrav på Stormarn mod farbroderen, og først efter dennes død samme år optrådte Gerhard som greve af Rendsborg (tysk: Rendsburg), hvilket var hans retmæssige fædrenearv i Holsten.
I 1315 kom Gerhard i besiddelse af Segeberg slot, dette efter at Hartwig Reventlow af personlige grunde havde overfaldet og dræbt den der residerende greve Adolf. Omtrent samtidigt samlede Gerhard under sig en del af den kielske linjes land. Som anfører for lejetropper bistod han 1316-1317 kong Erik Menved i striden med markgreven af Brandenburg og fik for sin medvirken delvis Fyn i pant.
Med sine lejetropper deltog Gerhard i alle nabolandenes kampe: i Danmark, Sverige og Nordtyskland, og derved skaffede han sig ikke kun formue og indflydelse, han blev tillige kendt som en enestående hærfører. I 1317 måtte han kæmpe mod sin fætter Adolf, som forsøgte at vinde den myrdede greve Adolfs land, og besejrede denne fuldstændigt. I 1319 foretog Gerhard et hærtog mod Ditmarsken og vandt en stor sejr, men blev kort efter drevet på flugt og sluttede fred i 1323.
I 1325 kom Gerhard i kamp med den danske konge Christoffer 2. Anledningen til striden var spørgsmålet om formynderskabet for hertug Valdemar af Sønderjylland, som var Gerhards søsters søn. Da Valdemar i 1326 blev valgt til dansk konge, blev Gerhard hans formynder, rigets forstander og fik Sønderjylland som arveligt len i Nyborg den 15. august 1326. Gerhard tog tillige Vordingborg i besiddelse.
I 1328 nedkæmpede Gerhard et bondeoprør på Sjælland, og 1329 nedkæmpede han et angreb af jyderne på Hestebjerg ved Gottorp Slot.
Da kong Christoffer 2. genindsattes i 1330, fik Gerhard Fyn som arveligt len mod tilbagegivelse af Sønderjylland, hvilket overdroges til den afsatte kong Valdemar. Vilkåret for dette var, at hvis Valdemar døde uden arvinger, skulle Gerhard genfå Sønderjylland og tilbagegive Fyn. Gerhard fik ydermere Nørrejylland som pant for sine krigsomkostninger, og Christoffers ældste søn, Erik, skulle ægte Gerhards søster Elisabet.
Som følge af en strid mellem Gerhard og hans fætter Johan "den milde", en halvbroder til kong Christoffer 2., udbrød striden mellem Gerhard og Christoffer på ny i 1331. Erik forskød Elisabet og angreb sammen med faderen Sønderjylland. Ved Dannevirke led Erik imidlertid et totalt nederlag og døde umiddelbart efter af sine sår. Kort efter sluttedes en fred i Kiel i januar 1332, hvorved Gerhard fik Nørrejylland og Fyn i pant for 100.000 mark sølv. Da Christoffer 2. døde i 1332 blev der ikke valgt nogen ny konge. Christoffer 2.s anden søn, Otto, gjorde i 1334 et forsøg på at genvinde sin faders land, men Gerhard besejrede ham på Taphede ved Viborg og førte Otto som fange til Segeberg.
Gerhard, der havde begyndt som greve i en fjerdedel af Holsten, var nu herre over det halve Danmark. Umiddelbart efter kom han imidlertid i strid med søstersønnen hertug Valdemar, som var blevet træt af det lange formynderskab (til 1336), og med indbyggerne i Nørrejylland, som rejste sig mod det tyske åg (den kullede greve var deres øgenavn på Gerhard, sigtende til hans skaldede isse). For at redde sig ud af disse vanskeligheder indgik Gerhard et forlig i Lübeck den 11. februar 1340 med hertug Valdemar og prins Valdemar, Christoffer 2.s yngste søn. Nørrejylland overdroges til hertug Valdemar mod en indløsning af 43.000 mark sølv, og for en del af denne sum fik Gerhard indtil videre Sønderjylland i pant, men hertug Valdemar var berettiget til at genindløse dette.
Men trods overgivelsen af Nørrejylland til hertug Valdemar forsøgte Gerhard selv at underkue oprøret der. Han samlede en stor hær af tyske lejeknægte og for hærgende frem i landet lige til Randers, hvor han natten til den 1. april 1340 blev overfaldet og dræbt af den danske ridder Niels Ebbesøn. Gerhard var på dette tidspunkt under bedring efter en svær sygdom, da han blev offer for drabet. Gerhards lig førtes af sønnerne Henrik og Claus til klosterkirken i Itzehoe.
Om Gerhard lyder eftermælet at han var en dygtig feltherre og en klog statsmand men hård og hensynsløs i valget af midler. Holstenerne gav ham senere tilnavnet den store, mens han i Danmark vedvarende kaldtes for den kullede greve.
Gerhards store vælde faldt sammen ved hans død, men satte sig varige spor i Sønderjylland.
Ægteskab
Han blev gift med Richiza, datter af Erik Glipping og Agnes af Brandenburg og blev således stamfader for det oldenborgske kongehus.
| P | I | II |
|---|---|---|
Proband: |
Farfar: Gerhard 1. af Holsten | |
| Farmor: Elisabeth af Mecklenburg | ||
| Mor: Hedvig af Bronkhorst |
Morfar: Vilhelm af Bronkhorst | |
| Mormor: Irmgard af Randerode |
