Manchuer: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
In Manchu language
Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering
sprogret
Linje 1: Linje 1:
[[Fil:Manchuguard.jpg|thumb|200px|Hūrca Baturu Janggimboo, en af [[Qianlong]]kejserens livvagter (1760).]]
[[Fil:Manchuguard.jpg|thumb|200px|Hūrca Baturu Janggimboo, en af [[Qianlong]]kejserens livvagter (1760).]]
'''Manchuerne''' er et [[tungusere|tungusisk]] folk i [[Manchuriet]] i den nordøstlige del af det nuværende [[Kina]]. De udgør omkring 10 millioner mennesker (år 2000). Det traditionelle sprog er [[manchuisk]], men det benyttes kun af et fåtal. Manchuerne besejrede i [[1600-tallet]] [[Ming-dynastiet]], tog magten over Kina og indførte [[Qing-dynastiet]] i [[1644]]. Det bestod til [[Xinhai-revolutionen]] i [[1911]] som styrtede kejserdømmmet.
'''Manchuerne''' er et [[tungusere|tungusisk]] folk i [[Manchuriet]] i den nordøstlige del af det nuværende [[Kina]]. De udgjorde omkring 10 millioner mennesker (år 2000). Det traditionelle sprog er [[manchuisk]], men det benyttes kun af et fåtal. Manchuerne besejrede i [[1600-tallet]] [[Ming-dynastiet]], overtog magten Kina og indførte [[Qing-dynastiet]] i [[1644]]. Det bestod til [[Xinhai-revolutionen]] i [[1911]], som styrtede kejserdømmmet.


Manchuerne var blandt de oprindelige indbyggere i Manchuriet og tilhører den [[manchu-tungussprog|manchuu-tungusiske]] gren af den [[Altaiske sprog|altaisk]]e folke- og sprogstamme. [[Manchusproget]] var under Qing-dynastiet hoffets og den højere administration officielle sprog i det kejserlige Kina og måtte som sådant læres af alle embedsmænd. Manchuerne betragtede det tungusiske [[jurchen]]folk som sine ældste forfædre, som kineserne kalder ''nüzhen''. Efter kinesiske kilder boede de i begyndelsen af [[900-tallet]] mellem floderne [[Amur]] i nord og [[Sungari]] i vest, og var da underlagt [[khitaner]]ne, som antagelig også var af tungusisk herkomst.
Manchuerne er blandt de oprindelige indbyggere i Manchuriet og tilhører den [[manchu-tungussprog|manchuu-tungusiske]] gren af den [[Altaiske sprog|altaisk]]e folke- og sprogstamme. [[Manchusproget]] var under Qing-dynastiet hoffets og den højere administration officielle sprog i det kejserlige Kina og måtte læres af alle embedsmænd. Manchuerne betragtede det tungusiske [[jurchen]]folk som sine ældste forfædre, som kineserne kalder ''nüzhen''. Efter kinesiske kilder boede de i begyndelsen af [[900-tallet]] mellem floderne [[Amur]] i nord og [[Sungari]] i vest og var underlagt [[khitaner]]ne, som antagelig også var af tungusisk herkomst.


I [[1114]] gjorde jurchen-folket sig uafhængige og erobrede under deres høvding Aguda og hans dynasti, «[[Jin-dynastiet (1115-1234)|Jin]]» , efterhånden hele det store khitanrige (hele det østlige [[Centralasien]] og en del af det nordlige Kina) samt andre dele af Kina, med selve hovedstaden Nanjing (nu [[Beijing]]). Men efter [[Djengis Khan]] erobrede Kina ([[1215]]), vendte hans efterfølgere mod jurchen-folket. Jin-dynastiet blev styrtet ([[1234]]), og jurchenstammerne blev trængt nordover til [[Liaodong]], i den sydlige del af det senere Manchuriet.
I [[1114]] gjorde jurchen-folket sig uafhængigt og erobrede under deres høvding Aguda og hans dynasti, «[[Jin-dynastiet (1115-1234)|Jin]]» , efterhånden hele det store khitanrige (hele det østlige [[Centralasien]] og en del af det nordlige Kina) samt andre dele af Kina, med selve hovedstaden Nanjing (nu [[Beijing]]). Men efter [[Djengis Khan]] erobrede Kina ([[1215]]), vendte hans efterfølgere sig mod jurchen-folket. Jin-dynastiet blev styrtet ([[1234]]), og jurchenstammerne blev trængt til [[Liaodong]] i den sydlige del af det senere [[Manchuriet]].


I begyndelsen af [[1600-tallet]] var der en høvding, [[Nurhaci]], manchuernes nationalhelt, som forenede flere andre beslægtede stammer under det fælles navn ''manchu'' og gjorde sig i [[1616]] uafhængig af [[Ming-dynastiet]] i Kina. Hans efterfølgere indtog [[Beijing]] i [[1644]] og gjorde syvårige [[Shunzhi-kejseren|Shunzi]] til kejser. Efter kort tid var hele det kinesiske rige erobret af manchuernes dynasti [[Qing-dynastiet|Qing]], som bestod til 1911.
I begyndelsen af [[1600-tallet]] forenede høvding [[Nurhaci]], manchuernes nationalhelt, flere beslægtede stammer under det fælles navn ''manchu'' og gjorde sig i [[1616]] uafhængig af [[Ming-dynastiet]] i Kina. Hans efterfølger indtog [[Beijing]] i [[1644]] og gjorde syvårige [[Shunzhi-kejseren|Shunzi]] til kejser. Efter kort tid var hele det kinesiske rige erobret af manchuernes dynasti [[Qing-dynastiet|Qing]], som bestod til 1911.


Traditionelt var manchuerne for det meste et bofast, landbrugs- og håndværksorienteret folk. De gik over til [[buddhismen]]. Kun nogle få nordlige stammer, [[soloner]], [[daur]]er og andre, som imidlertid nærmere er tunguser, holdt fast ved deres gamle [[shamanisme]] og [[nomade|nomadiske]] leveform. I militær henseende var manchuerne inddelt i [[De otte bannere]].
Traditionelt var manchuerne for det meste et bofast, landbrugs- og håndværksorienteret folk. De gik over til [[buddhismen]]. Kun nogle få nordlige stammer, [[soloner]], [[daur]]er og andre som nærmere er tunguser, holdt fast ved deres gamle [[shamanisme]] og [[nomade|nomadiske]] leveform. I militær henseende var manchuerne inddelt i [[De otte bannere]].


Efter revolutionen i 1911 mistede manchuerne deres særstilling som priviligeret gruppe og blev udsat for et hårdt assimilationstryk. De er regnet med i Folkerepublikken Kina som en [[Kinesiske nationaliteter|offentlig anerkendt national minoritet]].
Efter revolutionen i 1911 mistede manchuerne deres særstilling og blev udsat for et hårdt [[assimilation]]stryk. De er regnet med i [[Folkerepublikken Kina]] som en [[Kinesiske nationaliteter|offentlig anerkendt national minoritet]].


==Litteratur==
==Litteratur==

Versionen fra 18. jun. 2019, 07:40

Hūrca Baturu Janggimboo, en af Qianlongkejserens livvagter (1760).

Manchuerne er et tungusisk folk i Manchuriet i den nordøstlige del af det nuværende Kina. De udgjorde omkring 10 millioner mennesker (år 2000). Det traditionelle sprog er manchuisk, men det benyttes kun af et fåtal. Manchuerne besejrede i 1600-tallet Ming-dynastiet, overtog magten Kina og indførte Qing-dynastiet i 1644. Det bestod til Xinhai-revolutionen i 1911, som styrtede kejserdømmmet.

Manchuerne er blandt de oprindelige indbyggere i Manchuriet og tilhører den manchuu-tungusiske gren af den altaiske folke- og sprogstamme. Manchusproget var under Qing-dynastiet hoffets og den højere administration officielle sprog i det kejserlige Kina og måtte læres af alle embedsmænd. Manchuerne betragtede det tungusiske jurchenfolk som sine ældste forfædre, som kineserne kalder nüzhen. Efter kinesiske kilder boede de i begyndelsen af 900-tallet mellem floderne Amur i nord og Sungari i vest og var underlagt khitanerne, som antagelig også var af tungusisk herkomst.

I 1114 gjorde jurchen-folket sig uafhængigt og erobrede under deres høvding Aguda og hans dynasti, «Jin» , efterhånden hele det store khitanrige (hele det østlige Centralasien og en del af det nordlige Kina) samt andre dele af Kina, med selve hovedstaden Nanjing (nu Beijing). Men efter Djengis Khan erobrede Kina (1215), vendte hans efterfølgere sig mod jurchen-folket. Jin-dynastiet blev styrtet (1234), og jurchenstammerne blev trængt til Liaodong i den sydlige del af det senere Manchuriet.

I begyndelsen af 1600-tallet forenede høvding Nurhaci, manchuernes nationalhelt, flere beslægtede stammer under det fælles navn manchu og gjorde sig i 1616 uafhængig af Ming-dynastiet i Kina. Hans efterfølger indtog Beijing i 1644 og gjorde syvårige Shunzi til kejser. Efter kort tid var hele det kinesiske rige erobret af manchuernes dynasti Qing, som bestod til 1911.

Traditionelt var manchuerne for det meste et bofast, landbrugs- og håndværksorienteret folk. De gik over til buddhismen. Kun nogle få nordlige stammer, soloner, daurer og andre som nærmere er tunguser, holdt fast ved deres gamle shamanisme og nomadiske leveform. I militær henseende var manchuerne inddelt i De otte bannere.

Efter revolutionen i 1911 mistede manchuerne deres særstilling og blev udsat for et hårdt assimilationstryk. De er regnet med i Folkerepublikken Kina som en offentlig anerkendt national minoritet.

Litteratur

  • Elliott, Mark C. The Manchu Way: The Eight Banners and Ethnic Identity in Late Imperial China. Stanford, CA: Stanford University Press, 2001.
  • Rhoads, Edward J. M. Manchus & Han: Ethnic Relations and Political Power in Late Qing and Early Republican China, 1861-1928. Seattle, WA: University of Washington Press, 2000.

Eksterne henvisninger


Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Manchuer&oldid=9974046"