Claude Lorrain

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Claude Lorrain

Personlig information
Født 1600 Rediger på Wikidata
Chamagne, Frankrig Rediger på Wikidata
Død 23. november 1682 Rediger på Wikidata
Rom, Italien Rediger på Wikidata
Gravsted Trinità dei Monti, San Luigi dei Francesi Rediger på Wikidata
Ægtefælle Blev aldrig gift Rediger på Wikidata
Familie Jean Dominique (nevø) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Elev af Goffredo Wals, Claude Deruet, Agostino Tassi Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Kunstmaler, gravør, tegner Rediger på Wikidata
Genre Landskabsmaleri Rediger på Wikidata
Bevægelse Klassicismen Rediger på Wikidata
Påvirket af Domenichino, Annibale Carracci Rediger på Wikidata
Signatur
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Claude Lorrain egentlig Claude Gellée (også Gillée, efter sit fødested kaldet Claude le Lorrain) (ca. 1600 i Champagne ved Mirecourt i Lorraine (Dept Vosges) – 1682 i Rom) var en fransk landskabsmaler og raderer.

Lorrain, hvis livsforhold i øvrigt langtfra er opklarede, kom i en tidlig alder til Rom, var så et par år i Neapel, hvor han under tyskeren Goffredo Wals lærte perspektiv og arkæologi, og vendte tilbage til Rom, hvor han i trange kår først måtte friste tilværelsen i en tjeners skikkelse hos maleren Agostino Tassi, hvem han hjalp i hans mangeartede produktion. Omtrent 1625 rejste han tilbage til sit fædreland, men opholdet i Nancy har næppe tiltalt ham, i alt fald er han atter 1627 i Rom, hans fremtidige hjem. Her studerede han flittigt sammen med vennen Joachim von Sandrart, der har skildret hans levned, omegnens natur, uddannede sig under indflydelse af Annibale Carracci, Paul Bril, Adam Elsheimer, men først og fremmest Nicolas Poussin og blev til sidst en meget anset kunstner, hvis billeder vandt så stort ry, at adskillige malere efterlignede ham og endog besmykkede deres arbejder med Lorrains flatterende navn, hvilket bidrog til — således har man i alt fald længe opfattet det — at Lorrain i en bog udførte tusktegninger af de landskaber, han malede, til verificering af omstridte billeder; denne bog, Sandhedens Bog (Libro d’invenzione ovvero libro di veritá), der udkom i stik af Richard Earlom i tre bind, London 1777—1804, under titlen Liber veritatis or a collection of 300 prints alter the original designs of Claude le Lorrain etc., er nu i hertugen af Devonshires eje. Det er Poussins ideale kunst, det heroisk-pastorale landskab, Lorrain udvikler videre; hans arbejder har dog mindre de Poussinskes strengt grandiose karakter, virker mildt og varmende med deres idylliske, elysiske fred og ubrudte harmoni; det gyldne lys, ofte solop- og nedgangsfænomener, stemmer alle billedets rige farvetoner til en festlig-skøn samklang; bag forgrundens staffage af mennesker og antikke bygninger (som han ofte lod andre udføre, og som til tider næsten synes at stride mod landskabets salige uberørthed), bag de kuplede træers tunge løvmasse med lysreflekserne inde i de dybe skygger åbner landskabet sig mod fjerne vidder, badede i gyldenduftigt lys, dette sollys, "hvis stråler Lorrain kendte udenad", og som snart blev optaget receptagtig af de talrige dyrkere af det ideale landskab; Lorrains arbejder er ikke landskabsportrætter, men stemningsfyldte forklarede gengivelser af den natur, han så og studerede nøje, og hvis enkelte elementer, som han omhyggelig gør rede for, han da komponerede sammen til et skønt afvejet hele. Prøver på Lorrains frodige produktion er til stede i de fleste gallerier, henimod en snes udmærkede arbejder i Louvre, mange i Londons National Gallery (Dronningen af Saba) og i Pradomuseet i Madrid, andre pragtstykker i Petrograds Eremitagen, Dresdens og Budapests gallerier, pinakoteket i München, i adskillige engelske privatsamlinger (Wellington-Galeri, Longford Castle, Holkham etc.), i Palazzo Doria i Rom (Møllen), i Berlins og Stockholms museer; i Nivaagaards Malerisamling et landskab. Af hans ca. 500 tegninger er en meget stor samling i British Museum i London, andre i Épinals bibliotek og Wiens Albertina. Også Lorrains over 40 raderinger er med deres fortrinlige lysvirkning af højt værd.

Galleri[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur angivet Salmonsens Konversationsleksikon[redigér | rediger kildetekst]

  • Guillaume de Leppel, Oeuvre de Claude Gelée, Dresden, 1806
  • Mark Pattison, Claude Lorrain sa vie et ses œuvres d’après des documents nouveaux, Paris, 1884
  • Owen John Dullea, Claude Gellée le Lorrain, London, 1887
  • George Grahame, Claude Lorrain, Portfolio, Marts, 1895

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.