I.G. Farben
| I.G. Farben | |
|---|---|
 | |
 | |
| Virksomhedsinformation | |
| Selskabsform |
Aktiengesellschaft  |
| Branche |
Kemisk industri |
| Grundlagt |
2. december 1916 |
| Etableringssted |
Frankfurt am Main, Hessen, Tyskland |
| Opløst |
31. oktober 2012 |
| Hovedsæder |
Frankfurt am Main, Hessen, Tyskland, I.G.-Farben-Haus, Hessen, Tyskland |
| Organisation | |
| Datterselskaber |
Buna-Werke Braunkohlenwerke Bruckdorf I.G. Bergwerke Deutsche Grube Soja AG Donau Chemie Gasolin (Tankstellenkette) Bayer WASAG Interhandel Leunaverkene Pulverfabrik Rottweil WCM (Unternehmen) Wagenmann & Seybel Deutsche Länderbank med flere |
| Eksterne henvisninger | |
| OpenCorporates |
de/M1201_VR7968 |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. | |
I.G. Farben (Interessen Gemeinschaft Farbenindustrie), var en tysk kemi- og medicinalkoncern, bestående af medicinalselskaberne Bayer og Hoechst, kemiselskabet BASF, samt en række mindre selskaber. I.G.Farben var i sin storhedstid verdens største kemi- og medicinalselskab, og den fjerdestørste industrikoncern i verden (efter General Motors, U.S. Steel og Standard Oil).
Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland blev koncernen ifølge dokumenterne fra Nürnbergprocessen "en integreret del" af det nazistiske regime i Tyskland fra 1933 til 1945. Den øverste ledelse af I.G.Farben blev efter 2. verdenskrig dømt for krigsforbrydelser, plyndring af konkurrerende virksomheder i de tysk-besatte områder, samt oprettelse og drift af koncentrationslejre og slavelejre under umenneskelige forhold. [1][2][3]
I.G.Farbens strategiske samarbejde med nazipartiet besegledes ifølge Nürnberg-dokumenterne, før nazisterne kom til magten. Det fremgik under retssagen bl.a. i form af en pengegave på 400.000 rigsmark fra I.G.Farbens finansafdeling til nazipartiets hemmelige fond, "The National Trust Fund", foretaget den 27. februar 1933. [4]
Overførslen fandt sted samme dag som rigsdagsbranden - en uge før det tyske valg 5. marts, og fire uger før nazisternes egentlige magtovertagelse den 24. marts 1933.[5]
Grundlæggelse[redigér | rediger kildetekst]
Koncernen blev grundlagt juledag i 1925 ved en gigantisk fusion mellem Bayer (27,4%), BASF (27,4%), Hoechst (27,4%), Agfa (9,0%), Chemische Fabrik Griesheim-Elektron (6,9%), og Chemische Fabrik vorm. Weiler Ter Meer (1,9%). Koncernen blev indtil den økonomiske krise i 1929 betragtet som et nationalt symbol på Weimarrepublikkens genrejsning efter det økonomiske kaos, der fulgte i kølvandet på kejserrigets nederlag i første verdenskrig.
Koncernens forskere leverede væsentlige bidrag til flere områder indenfor kemien: Otto Bayer udviklede fremstillingsmetoden til polyurethan i 1937, og flere af I.G.Farbens forskere modtog Nobelprisen, herunder Carl Bosch og Friedrich Bergius (Nobelprisen i kemi, 1931), Gerhard Domagk (Nobelprisen i medicin (1939) og Kurt Alder (kemi, 1950).
Samarbejde med naziregimet[redigér | rediger kildetekst]
Efter nazisternes magtovertagelse udspilledes det tætte samarbejde med naziregimet. Alle koncernens aktiviteter var, ifølge anklagerne ved Nürnberg-processen, synkroniserede med naziregimets planer om opbygning af militæret til aggressiv krig i den hensigt at opnå overherredømme i Europa. I.G.Farbens øverste ledelse havde ifølge retsdokumenterne et afgørende ord i beslutningerne om, hvilke lande den tyske hær skulle invadere, sådan at koncernen smertefrit kunne overtage sine konkurrenter i nabolandene samt disse landes miner, råstoffer og kemivirksomheder. Disse konkurrerende virksomheder blev overbragt til I.G.Farben kvit og frit af værnemagten umiddelbart efter de tyske militære invasioner i Østrig, Tjekkoslovakiet, Polen, Frankrig, Norge og Sovjetunionen.[6]
I 1920'erne havde koncernen desuden erhvervet patentet på insektmidlet Zyklon B, og leverede denne giftgas i krystalform til naziregimet, der tog Zyklon B i anvendelse til drab på fangerne i udryddelseslejrene Auschwitz og Majdanek. I.G.Farben drev desuden sine egne lejre, slavelejren I.G. Auschwitz og koncentrationslejren Buna/Monowitz. [7]
I.G. Farben havde frem til USA's indtræden i anden verdenskrig et nært samarbejde med de amerikanske olie- og kemivirksomheder Standard Oil og DuPont, hvilket ifølge Nürnberg-dokumenterne forsinkede de amerikanske selskabers udvikling af syntetisk gummi, sådan at Tyskland stod stærkere militært end sine modstandere ved krigens udbrud.[2] Under krigen tvang I.G.Farben desuden ledelsen af virksomheden Norsk Hydro [8] til at indgå i et for Norsk Hydro skadeligt medejerskab af virksomheden Nordisk Lettmetall S/A. I.G.Farben-ledelsen blev dømt for dette forhold under punktet plyndring af fremmede virksomheder.
Nürnberg dommen[redigér | rediger kildetekst]
Koncernen blev opløst af de allierede efter anden verdenskrig, og 13 ud af 23 anklagede medlemmer af I.G.Farben-ledelsen blev idømt fængselsstraffe ved Nürnberg-processens Trial no. 6 den 30. juli 1948 for deres medvirken til krigsforbrydelser, herunder spionage og plyndring af andre nationers virksomheder i de tysk-besatte områder, samt oprettelse og drift af I.G.Farbens koncentrationslejr Buna/Monowitz og dens koncentrationslejr I.G.Auschwitz under stærkt umenneskelige forhold.
Den ene af de tre dommere og reservedommeren i sagen ønskede også de anklagede dømt for planlægning og initiering af krig og konspiration imod freden, men de to dommere, som udgjorde flertallet i dommerkollegiet, frikendte dem for dette, idet de ikke mente det bevist, at I.G.Farben-ledelsen agerede på eget initiativ. De 13 dømte fik herefter mellem otte og to års fængsel.[9][10][11]
Efter Nürnberg[redigér | rediger kildetekst]
Efter Nürnbergprocessen blev I.G. Farben i 1951 opsplittet, og de oprindelige selskaber blev udskilt fra koncernen. De nuværende selskaber fra I.G. Farben er de samme som tidligere - kemiselskaberne Agfa og BASF, samt medicinalselskaberne Bayer og Hoechst (i dag Sanofi-Aventis).
Flere af de dømte I.G.Farben-ledere vendte tilbage til deres virksomheder efter udstået straf. Den dømte I.G.Farben-direktør, Fritz ter Meer, som fik syv års fængsel i Nürnberg, blev senere bestyrelsesformand i Bayer AG, og selskabet ærer ham stadig efter hans død - under stærk kritik fra jødiske organisationer. [12]
Noter[redigér | rediger kildetekst]
- ^ - IG Farben: Official Records from the Nuremberg War Crimes Trials - Online Academy: profit-over-life
- ^ a b - Trial 6, 1947: Indictment, I.G. Farben Case - School of Law, University of Georgia
- ^ - Verdens mest foragtede firma lukker og slukker - Berlingske, 22. august 2011
- ^ - Just one of tens of thousands of breathtaking documents - Online Academy: profit-over-life
- ^ - On February 27, 1933 - Online Academy: profit-over-life
- ^ - The Cooperation between I.G. Farben and the Nazi Regime - The Norbert Wollheim Memorial
- ^ - The Norbert Wollheim Memorial
- ^ - Hydro i nazi-samarbeid Arkiveret 16. oktober 2018 hos Wayback Machine Dagens Næringsliv, 2004
- ^ - Karl Heinz Roth: The I.G.Farben trial - J.W. Goethe Universität, 2010
- ^ - The I.G.Farben trial in Nuremberg (1947/48) - Norbert Wollheim Memorial
- ^ - Defendants in the I.G. Farben Trial in Nuremberg: Convictions, Prison Terms, and Dates of Release - Wollheim Memorial
- ^ - Bayer honours war criminal Fritz ter Meer cbgnetwork.org
Kilder[redigér | rediger kildetekst]
- Aftalion, Fred,; Benfet, Otto Theodor (1991), A History of the International Chemical Industry, Philadelphia, PA: University of Pennsylvania Press, ISBN 0-8122-8207-8
{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: Ekstra punktum (link) CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link) - Beer, John Joseph (1981), The Emergence of the German Dye Industry, Manchester, NH: Ayer Company Publishers, ISBN 0-405-13835-0
- Borkin, Joseph (1978), The Crime and Punishment of I.G. Farben, New York, London: The Free Press, division of Macmillan Publishing Co., ISBN 0-02-904630-0
- Borkin, Joseph (1990), Die unheilige Allianz der IG Farben. Eine Interessengemeinschaft im Dritten Reich (tysk), Frankfurt am Main: Campus Verlag, ISBN 3-593-34251-0
- Chandler, Alfred DuPont (2004), Scale and Scope: The Dynamics of Industrial Capitalism, Cambridge, MA: Belknap Press of Harvard University Press, ISBN 0-674-78995-4
- Dubois, Jr., Josiah E. (1952), The Devil's Chemists (PDF), Boston, MA: Beacon Press, ASIN B000ENNDV6, arkiveret fra originalen den 24. december 2016, hentet 4. juli 2019
{{citation}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link) - Hayes, Peter (1987), Industry and Ideology IG Farben in the Nazi Era, Cambridge, United Kingdom: Cambridge University Press, ISBN 0-521-32948-5
- Jeffreys, Diarmuid (2008), Hell's Cartel-IG Farben and the making of Hitlers War Machine, New York: Metropolitan Books-Henry Holt and Company, ISBN 978-0-8050-9143-4
- Kreikamp, Hans-Dieter (1977), "Die Entflechtung der I.G. Farbenindustrie A.G. und die Gründung der Nachfolgegesellschaften" (PDF), Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte (tysk), Munich: Oldenbourg Verlag, 25 (2): 220-251, hentet 2008-10-27
- Plumpe, Gottfried (1990), Die I.G. Farbenindustrie AG: Wirtschaft, Technik und Politik 1904–1945 (tysk) (Schriften zur Wirtschafts- und Sozialgeschichte udgave), Berlin: Duncker & Humblot, ISBN 3-428-06892-0
- Tammen, Helmuth (1978), Die I.G. Farbenindustrie Aktiengesellschaft (1925–1933): Ein Chemiekonzern in der Weimarer Republik (tysk), Berlin: H. Tammen, ISBN 3-88344-001-9
 | Spire Denne artikel om et firma eller en virksomhed i Tyskland er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |