Saltplante
En halofyt eller saltplante er en plante som vokser mens den er udsat for saltholdighed i rodområdet eller ved saltsprøjt, som f.eks. i salte halvørkner, mangrove sumpe, marsk og havkyster. Et eksempel på en saltplante er Almindelig Tagrør. Det er kun få planter, som er halofytter – måske kun 2% of alle plantearter. De fleste plantearter er "glykofytter", og beskadiges let af saltholdighed.[1]
En kvantitativ mål af saltholdighedstolerance er "totalt opløst tørstof" i kunstvandingsvand som en plante kan tåle. Havvand indeholder typisk 40 gram per liter (g/l) tørstofssalte (mest natriumklorid og kaliumklorid). Bønner og risplanter kan tåle omkring 1-3 g/l og henregnes under glykofytter (hvilket de fleste afgrødeplanter er). I den anden ende af salttolerancer er der Salicornia bigelovii vokser godt ved 70 g/l tørstofssalte, og er en lovende afgrøde saltplante.[2] Planter såsom Almindelig Byg og den ægte daddelpalme (Phoenix dactylifera) kan tåle omkring 5 g/l og kan betragtes som marginale saltplanter.[1]
Saltplanter til biobrændstof[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende artikel: BiobrændstofNogle saltplanter bliver testet til "3. generations" biobrændstof forløbere. [3] Saltplanter såsom Salicornia bigelovii kan vokse i barske miljøer og kan typisk ikke resursekonkurrere med afgrødeplanter, hvilket gør dem til lovende biodiesel-kilder [4] eller bioætanol.
Kilder/referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b Glenn, E. P., Brown, J. J., and Blumwald, E. (1999). "Salt Tolerance and Crop Potential of Halophytes", Critical Review in Plant Sciences, Vol. 18, No. 2, pp. 227-255. DOI: 10.1080/07352689991309207
- ^ Glenn, E. P.; Brown, J. J.; O'Leary, J. W. (1998). "Irrigating Crops with Seawater", Scientific American, Vol. 279, no. 8, aug. 1998, pp. 56-61.
- ^ "Pressroom - Fact Sheet: Alternative Fuels". IATA. august 2008. Arkiveret fra originalen 29. maj 2009. Hentet 2008-11-18.
- ^ Glenn, Edward P.; Brown, J. Jed; O'Leary, James W. (august 1998). "Irrigating Crops with Seawater" (PDF). Scientific American. USA: Scientific American, Inc. (August 1998): 76-81. Hentet 2008-11-17.
|