Simon Crüger
 | Denne artikel bør formateres, som det anbefales i Wikipedias stilmanual. (marts 2012) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
| Simon Crüger | |
|---|---|
| Født |
1687  |
| Død |
24. april 1760 |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse |
Kirurg |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Simon Crüger (eller Krüger), 1687-1760, Kirurg. Hans Forældre vare Skoleholder Johann Krøger og Helvig Andersdatter. Hans Fødselsdag og Fødested ere ubekjendte. Som en ung Barberkirurg af lovende Evner fik han ikke alene Lejlighed til at uddanne sig paa den sædvanlige Svendefart, men knyttedes ogsaa tidlig som Discipel og Amanuensis til den forholdsvis kundskabsrige og mellem Doctores optagne forhenværende Amtsmester Johannes de Buchwald (III, 225); 1712 ansattes han som Marinekirurg under Jens Bings Overmedikat, 1715 som Kirurg ved Krigshospitalet paa Ladegaarden, og 1720 opnaaede han at blive Regimentskirurg ved Drabantgarden og kongl. Livkirurg. Tillige udfoldede han nu en betydelig Manuduktørvirksomhed for Barbersvendene og udgav i den Anledning en kort anatomisk Ledetraad: «Generaltabellen von den Gebeinen des menschlichen Köorpers» (1721, Fol.). Sammen med Livkirurgikatet betroedes der ham Posten som kongl. Kammertjener med en Gage af 400 Rdl., men dermed var hans Held foreløbig forbi. Han indvikledes i de daværende Hofintriger mod Dronning Anna Sophie og maatte i Sommeren 1728 pludselig opgive sin Stilling og forlade Landet. Ledsaget af en ung Søn, han havde i sit 1714 indgaaede Ægteskab med Margrethe f. Schmidt, og som ogsaa var bestemt for Kirurgien, rejste han til Paris, hvor Anatomi og Kirurgi netop den Gang toge et glimrende Opsving, og hvor han særlig nød godt af sin berømte Landsmand Winsløws Vejledning. Efter Kong Frederik IV’s Død kom K. 1731 tilbage til Kjøbenhavn og dokumenterede derefter sine udvidede Kundskaber og Erfaringer ved, assisteret af sin Søn, at holde anatomiske og kirurgiske Øvelser for Barbererne. Han blev Huslæge hos Hofprædikant Bluhme, kom vistnok derved i Forbindelse med A. Hojer ligesom ogsaa med J. L. Holstein og havde som et af Ofrene for Anna Sophies Uvilje gunstige Betingelser for at komme i Gunst hos den nye Konge.
Den Plan, som Crüger sikkert allerede tidlig havde undfanget om at reformere den hidtil meget tarvelige danske Barberkirurgi, navnlig ved Oprettelse af en selvstændig kongelig Læreanstalt under hans Ledelse og nærmest efter fransk Mønster, søgte han nu af al Kraft at realisere. 1732 kunde han efter kongelig Befaling forelægge udførlige Promemorier desangaaende for Regeringen, og skjønt han mødte Modstand saa vel hos Rivaler, der omgikkes med lignende Planer, som hos det medicinske Fakultet og de privilegerede Amtsmestre, naaede han ved Energi og Snarraadighed sit Maal i 1736; ved den 30. April s. A. emanerede kongl. Anordning indrettedes ikke alene en saadan Læreanstalt (Theatrum anatomico-chirurgicum), men han stilledes i Spidsen derfor som en Generaldirektør, der «alene skulde gouvernere alle Sager, som angaa Kirurgien i Kongens Riger og Lande» – altsaa med en ganske overordentlig Magtfuldkommenhed ligesom ogsaa med en anselig aarlig Gage af 800 Rdl. Endnu samme Foraar havde han sin Anstalt fuldt færdig i en Gaard paa Kjøbmagergade i rummelige Lokaler, der i den følgende Tid ogsaa fik en smuk ydre Udstyrelse.
Lige over for dette imponerende fait accompli nedlagde hans Fjender dog ikke Vaabnene, og han fik i den følgende Tid mange Kampe at bestaa. Navnlig blev hans hele Magtstilling stærkt truet, da hans tro Beskytter A. Hojer i 1739 var død, og der i 1740 ved en kongl. Forordning var grundet en ny Medicinalavtoritet med et Myndighedsomraade, der skulde omfatte hele Medicinalvæsenet, nemlig det anselige Collegium medicum, hvis egentlige Medlemmer vare Kirurgernes fødte Fjender Fakultetsprofessorerne og Livmedici, medens K. kun skulde knyttes dertil som Assessor. I den heftige Kamp, han i de følgende Aar maatte føre, gik han dog ogsaa sluttelig af med Sejeren; navnlig lykkedes det ham fuldstændig at forhindre Fremkomsten af den Medicinalanordning, som Kollegiet havde det Mandat at udarbejde, og som særlig skulde indskrænke hans Magt. I snild Taktik, i Kraft og hensynsløs Ubøjelighed viste han sig at være sine fornemme Modstandere langt overlegen, og sine farligste Modstandere, Amtsbarbererne, forstod han at afvæbne og forsone ved nogle Indrømmelser, hvorved deres vundne Privilegier væsentlig bevaredes. Da han 1746 nød den Udmærkelse at blive udnævnt til Justitsraad og derved kom op i Rang med Universitetsprofessorerne, vare hans Trængselsaar afsluttede og hans souveræne Magt over alt, hvad der angik Kirurgien, i Hovedsagen opretholdt.
Sin Virksomhed i Læreanstalten, som han strax 1736 havde paabegyndt med Bistand af sin nævnte Søn og fortsat i Kampaarene, kunde han nu uforstyrret tage sig af til Ophjælpning af den danske Barberkirurgi og særlig til Uddannelse af dygtige Militærlæger. Han havde erhvervet sig solide Kundskaber og praktisk Færdighed i Anatomi og Kirurgi og var for saa vidt sin Læreropgave voxen, om han end var blottet for virkelig videnskabelig Dannelse og overhovedet var alt andet end lærd. Som Forfatter er han kun optraadt med Publikationen af de nævnte Generaltabeller og en lille Katalog over Samlingerne i Læreanstalten. Sønnen synes at have været en udmærket og af Disciplene skattet Lærer ligesom ogsaa, i Modsætning til Faderen, en fordringsløs, for sin stille Gjerning levende Personlighed. Men han døde i en tidlig Alder, og derefter traadte forskjellige Mangler ved Læreanstalten tydelig frem, skjønt K. i øvrigt havde det Held baade i sin tidligere og sin senere Virksomhedsperiode at have Disciple, der gjorde Anstalten Ære. Ikke blot forsømtes i høj Grad den K. fjærntliggende, vigtige medicinske Side i Undervisningen – han forstod med Omgaaelse af et Reskripts Paalydende at holde Fakultetets Medlemmer borte fra sine Examiner –, men ogsaa den anatomisk-kirurgiske Undervisning, hvortil han begrænsede sig, blev efter kompetente Vidnesbyrd efterhaanden temmelig utilfredsstillende, saa at de af Anstalten fremgaaede Kirurger i det hele næppe vare meget dygtige eller kundskabsrige. K. synes navnlig at have interesseret sig for Afholdelse af Examiner, hvor han kunde vise sig i sin Magtudfoldelse.
Det er overhovedet ikke som egentlig kirurgisk Reformator, men derimod som kirurgisk Magthaver, som praktisk dygtig Administrator og Organisator, at han i sin indflydelsesrige og fremskudte Stilling har sat sig de tydeligste Spor og ogsaa erhvervet sig Fortjeneste, om end hans Stridbarhed nok kunde vise mindre heldige Virkninger. Med sine Mangler betegnede hans Læreanstalt utvivlsomt et virkeligt Fremskridt i Uddannelsen af Barberkirurger, og i Oprettelsen af en anden ikke mindre i lægevidenskabelig end i filanthropisk Henseende vigtig Institution, det kongl. Frederiks Hospital, havde han megen Del og viste sig utrættelig virksom baade som Medlem af Kommissionen for Hospitalets Indretning og senere som tilforordnet i Direktionen. At han i denne sin Egenskab i øvrigt stadig var sig selv lig og ikke var nogen mild eller hensynsfuld tilsynshavende, foreligger der Vidnesbyrd om, blandt andet i hans Optræden mod Hospitalets Overmedikus Jensenius. Naar han mod de øvrige Kommissionsmedlemmers Vilje trumfede sin Protegé Amtsmesteren Spierling igjennem som Hospitalets Overkirurg, var dette vistnok et af de mindre heldige Resultater af den ubøjelige Kraft og Halsstarrighed, der aabenbart var et særlig fremtrædende Karaktermærke for denne i det hele mærkelige Mand, i hvis Portræt i det kirurgiske Akademi disse Karakteregenskaber ogsaa tydelig nok komme til Syne.
Han døde pludselig 26. April 1760. Ingen af hans Børn overlevede ham, men derimod Hustruen, der døde 22. Marts 1763.
Kilder[redigér | rediger kildetekst]
- Krüger (Crüger), Simon i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 9, 1895), forfattet af Jul. Petersen
- Crüger, Simon i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1916), forfattet af G. N.
- Klaus Larsen, "Kirurgiens far fundet på Rigshospitalet", Ugeskrift for Læger
|
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). |