Stadsret

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Flensborgs stadsret fra 1284
Höchst stadsret fra 1356

Stadsret (tysk Stadtrecht) var en vigtig del af europæiske byer gennem middelalderen.

Juridisk set var en by unik fra de omkringliggende områder ved at byen var tildelt et frihedsbrev fra den herskende monark. Det definerede byens privilegier og lovene. De mest basale privilegier var retten til at handle og oprettelsen af lav. En mindre grad af selvstyre, en repræsentation i en stadsforsamling, og skattelettelser kunne også blive tildelt. Omkring 1200 fik Slesvig som den første danske by stadsret [1].

En stadsret kunne i Tyskland anses, som en rettighed, for en by, at være en by. Denne rettighed var udbredt blandt de kejserlige byer og hansestæderne. Det sikrede dem privilegier i form af handelsaktivitet, også en form for juridiske og politisk uafhængighed.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]