Stefan af Blois

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Stefan af Blois
Illustration af Matthew Paris, 1200-tallet.
Konge af England
Regerede 22. december 1135 - april 1141 og igen november 1141 - 25. oktober 1154
Regent Stefan af Blois
Ægtefælle
Matilda af Boulogne
Børn

Balduin af Boulogne, (ca. 1126-35)
Eustace af Boulogne (1130-53)
Matilda af Boulogne, (ca.1133-53)
William af Boulogne (ca. 1134-59))
Marie af Boulogne (ca. 1136-82)

Far Stefan 2. Henrik, greve af Blois
Mor Adela af Normandiet
Født 1096 i
Blois
Død 25. oktober 1154 i
Dover
Begravet Faversham Abbey i Kent

Stefan af Blois (fransk: Etienne de Blois, middelalderfransk: Estienne de Blois, engelsk: Stephen of Blois) (1096 i Blois25. oktober 1154 i Dover) var konge af England fra 1135 og til sin død. Perioden var dog afbrudt i nogle måneder i 1141, hvor kusinen Matilda regerede. Hans regeringstid var præget af borgerkrige, og perioden kaldes i engelsk historie anarkiet (The Anarchy).

Tidlige år[redigér | redigér wikikode]

Stefan var født i grevskabet Blois i Frankrig. Hans forældre var Stefan 2. Henrik, greve af Blois og Adela af Normandiet, hvis far var Vilhelm Erobreren. Stefan var det femte barn i en søskendeflok på ti.

Stefan blev i 1106 sendt til England for at blive opfostret hos sin morbror, kong Henrik den 1.. Han blev udstyret med titlen greve af Mortain i ca. 1115. I ca. 1125 blev han gift med Matilda af Boulogne. Denne Matilda var kusine til navnesøsteren Matilda af England, idet deres mødre, Mary af Skotland og Edith af Skotland, var søstre. Kort efter indgåelsen af ægteskabet døde Matildas far, Eustace 3. af Boulogne, og som eneste barn efterfulgte Matilda ham som grevinde af Boulogne. Stefan var hendes medregent indtil ca. 1150, og året efter blev titlen givet til deres søn, Eustace af Boulogne. Matilda var en vigtig støtte for Stefan under kampen om den engelske trone.

Regeringstid[redigér | redigér wikikode]

Konge af England[redigér | redigér wikikode]

Fantasiportræt af kong Stefan af England, udført af George Vertue (1684-1756)

Der var adskillige konkurrenter til at efterfølge Henrik 1. på den engelske trone. Den mindst populære var Stefans kusine, Matilda, Henrik 1.'s eneste legitime overlevende barn. Hun var upopulær ikke blot fordi hun var kvinde, men måske især fordi hendes ægtemand, (grev Geoffrey af Anjou) var normannernes fjende. De andre kongsemner var Robert, jarl af Gloucester, en illegitim søn af Henrik 1., Stefan samt Stefans ældre bror, Theobald af Blois. Theobald var ikke tilstrækkeligt interesseret i tronen til at ville kæmpe for den.[1] Før sin død i 1135 udnævnte Henrik 1. sin datter Matilda som sin arving, og han fik baronerne til at sværge hende troskab. Stefan var den første til at sværge eden. Da kong Henrik døde, greb Stefan imidlertid tronen og magten med hjælp fra sin bror, Henrik af Blois, der var biskop i Winchester. Stefan forsvarede sin handling med, at Henrik 1. havde ændret mening på dødslejet og udnævnt Stefan som sin efterfølger. Da han først var kronet, fik Stefan støtte fra flertallet af baronerne og det højtstående kleresi og fra paven. De første par år af hans regeringstid var forholdsvis fredelige.

I 1139 arresterede kong Stefan biskoppen af Salisbury, Roger, der var leder af den kongelige administration, og dennes to nevøer, Alexander og Nigel, der var biskopper i henholdsvis Lincoln og Ely. Han forlangte samtidigt, at de afleverede deres slotte til ham. De overgav slottene, men nedlagde øjeblikkeligt protest mod kongens handlinger. Stefans bror, biskop Henrik af Winchester, der var blevet udnævnt som pavens nye legat i England, indkaldte i august 1139 kongen til en kirkerådsforsamling for at forsvare sine handlinger. Biskop Henrik håndhævede kirkens ret til at undersøge og dømme i alle anklager mod kirkens folk. Stefan sendte Aubrey de Vere 2. til rådet som sin talsmand. Aubrey forklarede, at kongen ikke havde arresteret Roger i egenskab af biskop, men som kongelig embedsmand, der var i færd med at skifte side og støtte kongens rival, Matilda. Kongen fik støtte fra ærkebispen af Rouen, Hugh, der bad de arresterede biskopper forklare, hvordan de var i stand til at eje slotte og stadig være i overensstemmelse med kanonisk lov. Aubrey luftede kongens trussel om at ville klage til paven over kirkens chikane. Kirkeforsamlingen bakkede ud af sagen, og ærkebisp Hugh og biskop Henrik søgte kongens medvirken til at undgå en skilsmisse mellem monarkiet og kirken.[2] Kirken fortsatte med at støtte Henrik indtil 1141.[3]

Krig mod Matilda[redigér | redigér wikikode]

I 1139 ankom Stefans kusine, Matilda, til England. Stefan stødte sammen med Matildas støtter adskillige steder, inklusiv Beverston Castle og Lincoln. Stefan havde mistet mange støtter, og landet blev plaget af en borgerkrig, almindeligt omtalt som anarkiet. Onde varsler hjemsøgte ham før slaget ved Lincoln i 1141, hvor Stefan mødte styrker ledet af Robert af Gloucester (Matildas halvbror)og Ranulph af Chester. Ifølge krønikører kæmpede Stefan tappert, men blev taget til fange af en ridder ved navn William de Cahaignes (en slægtning til jarl Ranulph). Stefans hær blev besejret, og han selv blev som krigsfange bragt til kusinen Matilda og fængslet i Bristol.

Matilda fortsatte mod London for at blive kronet. Stefans hustru, Matilda af Boulogne, søgte støtte til sin mand blandt Londons indbyggere og baroner. Og da jarlen af Gloucester, der var den dygtigste forkæmper for Matilda af England, blev taget til fange før hun nåede London, så Matilda af England sig tvunget til at fangeudveksle Stefan med halvbroderen, Robert af Gloucester. Stefan blev således genindsat på tronen i november samme år. I december 1142 blev Matilda besejret ved Oxford, men det lykkedes hende at flygte klædt i hvidt gennem sneen til Wallingford Castle, der tilhørte hendes støtte, Brien FitzCount.

I 1147 besluttede Matildas teenagesøn, den 14-årige Henrik, at deltage i kampen ved at samle en mindre hær af lejesoldater og invadere England. Rygter om denne hærs størrelse skræmte Stefans følge fra vid og sans, selvom styrken reelt var meget lille. Invasionen mislykkedes på grund af manglende forberedelser. Henrik invaderede igen i januar 1153, og da lykkedes det ham at sikre sin ret til at efterfølge Stefan som konge af England i en skriftlig traktat indgået med Stefan Treaty of Wallingford.

Forlig og død[redigér | redigér wikikode]

Det lykkedes Stefan at holde fast ved den vaklende trone i resten af sit liv. Efter en militær træfning ved Wallingford med Matildas søn, Henrik, og efter sin egen søn og arvings, Eustaces, død i 1153, blev han overtalt til at indgå et kompromis med Matilda (kendt som traktaten ved Wallingford eller Winchester). Traktaten bestemte, at Stefans anden søn, William af Blois, skulle forbigås i forbindelse med den engelske trone, og i stedet skulle Henrik efterfølge Stefan.

Stefan døde på Dover Kloster i Dover og blev begravet i Faversham Abbey, som han og hans hustru havde grundlagt i 1148.

Ved siden af sine ægtefødte børn var Stefan far til mindst tre illegitime børn, hvoraf det ene, Gervaise, blev abbed i Westminster.

Foregående: Konge af England
1135-1141
1141-1154
Efterfølgende:
Henrik 1.
1100-1135
Henrik 2.
1154-1189
Foregående: Hertug af Normandiet Efterfølgende:
Henrik I Henrik 2.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Davis: King Stephen: 1135-1154, s.14-15
  2. William of Malmesbury: Historia Novella, s. 34-38.
  3. Kenji Yoshitake: "The arrest of the bishops in 1139 and its consequences," i Journal of Medieval History, vol. 14: 2 (1988), s. 97-114.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Davis, Ralph Henry Carless: King Stephen: 1135-1154, (1967).
  • William of Malmesbury: Historia Novella, s. 34-38, (omkring 1140)
  • Yoshitake, Kenji: "The arrest of the bishops in 1139 and its consequences" i Journal of Medieval History, vol. 14, nr. 2, s. 97-114, (1988).
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: