Storhertugdømmet Oldenborg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Storhertugdømmet Oldenborg
Großherzogtum Oldenburg
Flag of France.svg
1814–1918 Civil flag of Oldenburg.svg
Flag Våben
Flag Rigsvåben
Geografisk placering af Großherzogtum Oldenburg
Oldenborg i det Tyske Rige
Hovedstad Oldenburg
Styreform Konstitutionelt monarki
Storhertug
 - 1814–1823 Peter Friedrich Wilhelm
 - 1823–1829 Peter I
 - 1829–1853 Augustus
 - 1853–1900 Peter II
 - 1900–1918 Frederick Augustus II
Staatsminister
 - 1814–1842 Karl von Brandenstein
 - 1916–1918 Franz Friedrich Ruhstrat
Historisk periode ikke oplyst
 - Wienerkongressen 1814
 - Novemberrevolutionen 9. november 1918
Valuta Daler
(frem til 1858)
Vereinsthaler
(1858–1873)
Goldmark
(1873–1914)
Papirmark
(1914–1918)
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Oldenburg (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Oldenburg (flertydig))

Storhertugdømmet Oldenborg (tysk: Großherzogtum Oldenburg, også kendt som Holstein-Oldenburg) var et storhertugdømme efter Wienerkongressen i 1815 under først Det tyske forbund (1815-1866), Det nordtyske forbund (1866-1871) og Det Tyske Kejserrige (1871-1918). Oldenborg bestod af tre vidt adskilte områder: Oldenburg, Eutin, Birkenfeld. Det var rangeret som det tiende største blandt de tyske stater, og havde én stemme i Forbundsrådet samt tre pladser i Rigsdagen.

Befolkningsforhold[redigér | redigér wikikode]

Størstedelen af storhertugdømmets indbyggere var fra det saksiske folkeslag, selvom der mod nord og vest også var mange efterkommere af friserne. Forskellen mellem de to folkeslag var for det meste mærkbar, selvom plattysk stadig var det dominerende sprog i hertugdømmet. Dog blev der i området omkring Saterland hovedsageligt talt saterfrisk.

Befolkningen var noget ulige fordelt. Nogle enkelte steder boede der over 300 pr. kvadratkilometer, mens der i gesten boede omkring 40 pr. kvadratkilometer. Omkring 70 % af befolkningen boede i landdistrikter. Havnen i Wilhelmshaven ved Jadebusen, blev opført af Kongeriget Preussen, der overtog dette areal fra Oldenborg ifm. Jade-traktaten.

Historie[redigér | redigér wikikode]

1813–1848[redigér | redigér wikikode]

Det oldenborgske Birkenfeld 1881 (Richard Andree)
Oldenborgs eksklaver i grønt

Efter Napoleons fald kom Peter 1. i november 1813 tilbage til sit land[1][2] fra sit eksil, som han havde tilbragt i Rusland[2][3]. Ved Wienerkongressen 1814–1815 ophøjedes landet til storhertugdømme, men Peter 1. antog dog aldrig denne titel. Samtidig, som landet genoprettedes, fik man, som eksklave, tillige fyrstendømmet Birkenfeld. Nu omfattede landet tre forskellige områder, efter som allerede tidligere tillige fyrstendømmet Lübeck var en eksklave. I to trin, 1818 og 1823, fik Oldenborg herredømmet over Jever tilbage fra den russiske zar Alexander 1.[3][4][5][6] Da Peter 1. døde i maj 1829, overtog hans ældste søn August regeringen. Han antog samtidigt titlen storhertug.

1848–1900[redigér | redigér wikikode]

Slottet Oldenburg.

Som en følge af revolutionerne i 1848 udarbejdedes en første oldenborgsk forfatning. Den trådte i kraft den 18. februar 1849 men revideredes allerede i 1852. I februar året efter, 1853, døde August 1., og hans ældste søn Peter blev storhertug. Under Peters regering blev 1854 herredømmet In- og Kniphausen atter en del af Oldenborg. I 1854 gik Oldenborg ind i den tyske toldunion. I den dansk-tyske krig 1864 var Oldenborg neutral, men neutraliteten blev krænket af de preussiske tropper i Schwartau under deres opmarsch i slutningen af januar. I krigen mellem Preussen og Østrig 1866 kæmpede oldenborgske tropper på Preussens side mod Østrig, og året efter blev landet en af medlemsstaterne i det af Preussen ledede nordtyske forbund. Endvidere deltog oldenborgske regimenter i detn fransk-tyske krig 1870-1871. Den sidste del af Peter 2.s regering blev relativt fredelig, og efter omkring 47 år på tronen døde han i juni år 1900.

Storhertugdømmets ophør[redigér | redigér wikikode]

Ved sin faders død blev Fredrik August storhertug. Han regerede frem til 1. verdenskrigs afslutning, da de tyske monarkier styrtedes ved novemberrevolutionen. Den 11. november, i en alder af knapt 66 år, abdicerede han efter pres og trak sig tilbage til slottet Rastede. Der døde han i 1931.

  1. Allgemeine Deutsche Biographie, Band 25, s. 468.
  2. 2,0 2,1 http://www.stadt-land-oldenburg.de/zeittafel9.htm.
  3. 3,0 3,1 Neue Deutsche Biographie, Band 20, s. 224.
  4. Meyers Konversationslexikon, band 15, s. 29.
  5. Hertslet, s. 540.
  6. Hertslet, s. 705.