Stormen på Bastillen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Merge-split-transwiki default.svg Sammenskrivningsforslag
Denne artikel er foreslået sammenskrevet med Bastillen.   (Diskutér forslaget).
Hvis sammenskrivningen sker, skal det fremgå af beskrivelsesfeltet, at sammenskrivningen er sket (hvorfra og hvortil) eller af artiklens diskussionsside.
Stormen på Bastillen
Del af Franske revolution
Prise de la Bastille, af Jean-Pierre-Louis-Laurent Houel
Prise de la Bastille, af Jean-Pierre-Louis-Laurent Houel
Dato 14. juli 1789
Sted Paris, Frankrig
Resultat Bastillen indtaget, oprøret begynder
Parter
Frankrig Fransk regering (Slægten Bourbon, 1589–1792) Frankrig Parisisk milits (forløber for revolutionens Garde nationale)
Ledere
Frankrig Bernard-René de Launay (dræbt i kamp)
Frankrig Prince de Lambesc
Frankrig Camille Desmoulins
Styrke
114 soldater
30 artilleristykker
600 – 1,000 oprørere
Tab
1 (6 eller måske 8 dræbt efter overgivelse. 98
      Bastillepladsen:       48°51′11.3″N, 2°22′8.8″E

Bastille Saint-Antoine

Bastillen er det danske ord for Bastille som på fransk betyder borg. Bastillen hed Bastille Saint-Antoine. Bastillen blev bygget som en del af Paris’ befæstning i 1370-82. Bastillen havde et firkantet grundplan, to runde tårne og en dyb grav rundt om. I 1620 blev det et statsfængsel og efterhånden også symbol på enevælden. Bastillen var et af de mest synlige symboler på statsmagtens undertrykkelse. Bastillen blev brugt til oplagring af store mængder krudt, våben og ammunition.


Stændersamfundet[redigér | redigér wikikode]

Før revolutionen var Frankrig et stændersamfund med 3 stande:

1. stand, gejstligheden: Alle i kirkens tjeneste. Biskopper, præster, munke osv.

2. stand, adelen: På den ene side hof- og embesadelen og på den anden side land- og lavadelen.

3. stand, rest: De fleste var bønder, men mellem 3 og 4 mio. boede i byerne.

1. og 2. Stand, der var ca. en halv mio. mennesker ud af alle 25 mio. indbyggere i Frankrig, betalte ikke skat. Det var kun 3. Stand der skulle det. I 1780’erne var det almindeligt at kirken hvert år gav pengegaver til staten for ikke at virke griske.

Før enevælden var Frankrig delt ind i provinser der ofte havde deres egne love. Enevælden ophævede ikke provinserne, men ignorerede dem bare. I stedet blev landet inddelt i 37 guvernementer med guvernørerne i spidsen. Frankrig var også delt ind i 32 intendanturer, hvor kongens intendanter skulle tage sig af rets-, politi- og finanssager og indkaldelse af soldater. Frankrig havde også 13 parlamenter, som var en slags højesteret, hvor kun adelige kunne sidde. Først og fremmest skulle parlamenterne godkende de love som den enevældige konge udsendte.

Det var et rodet system, men guvernørerne, Intendanterne og medlemmerne af parlamenterne tjente mange penge på deres hverv, og havde derfor ingen særlig interesse i at få lavet et bedre system, og kongen var ikke så enevældig at han selv kunne lave om på det.

Krig og statsgæld[redigér | redigér wikikode]

Den østrigske Arvefølgekrig (1740-48) og Syvårskrigen (1756-63) var langvarige konflikter, som endte med nederlag og enorm statsgæld til Frankrig. Selvom skiftene finansministre advarede mod at gå i krig, hjalp man alligevel amerikanerne mod englænderne i Den Amerikanske Uafhængihedskrig. De sejrede, men fik endnu mere statsgæld. Krigene kostede Frankrig mange penge og 1786 var statskassen tom. Finansministeren Charles Colonne advarede kongen mod at opkræve flere skatter, der især skulle betales af bønder, da det kunne føre til oprør. I stedet foreslog han, at alle der ejede jord skulle betale skat. Dvs. at 1. og 2. stand skulle opgive deres privilegium, ikke at betale skat. Kirken og adelen blev rasende, så kongen indkaldte et særligt råd, der sagde nej til forslaget og Colonne måtte gå af som minister. Situationen blev næsten håbløs, så kongen gav ordre om at Colonnes forslag blev lov. Men parlamenterne mente at de havde ret til at sige nej til kongens love og adelen foreslog at kongen indkaldte til stænderforsamling så de kunne give ham et godt råd.

Stænder- og nationalforsamlingen[redigér | redigér wikikode]

Kongen indkaldte de 3 stænder til møde i maj 1789. Sidst gang en stænderforsamling havde været indkaldt var i 1614 hvor der kom 300 fra hver stand, men borgene var klar over adelens hensigt med at få 3. stand til at bære hele skattebyrden alene, og krævede at 3. stand skulle sende 600 personer, det samme som de to andre stænder tilsammen, og kongen gik med til deres forslag. Da mødet blev åbnet den 5. maj bragte 3. stand et vigtigt spørgsmål frem: Skulle de stemme efter hoveder eller efter stand?

Midt i juni var 3. stand blevet træt stænderforsamlingens snak, hvor ingen ting var blevet besluttet, og meddelte at de godt kunne klare det selv. Den 17. juni udråbte 3. stand sig selv til hele Frankrigs Nationalforsamling, og erklærede stænderforsamlingen for ophævet. 1. stand sluttede sig til dem. Da konge svarede igen ved at lukke deres mødesal, trængte de ind i det kongelige Boldhus i Versailles. De vedtog en fælles ed om at Nationalforsamlingen skulle give Frankrig en helt ny grundlov – en helt ny måde at styre og indrette landet på. Adelen var kommet i klemme og fik kongen til at træde frem for forsamlingen og stå fast over for dem. Kongen gik med til at alle i fremtiden skulle betale skat, men ellers skulle alle andre privilegier stadig gælde.

Uro i Paris[redigér | redigér wikikode]

Den 2. juli råbte den indsatte Marquis de Sade til folkemængden uden for, at man var begyndt at dræbe fangerne. Det var ikke tilfældet og han blev overført til et galehus. Jacques Necker var blevet finansminister for anden gang i 1788, og var blevet meget populær blandt befolkningen, men den 11. juli 1789 afsatte kongen ham. I Paris var brødpriserne igen steget og borgerne var begyndt at blive mere og mere ophidsede, og folk stimlede sammen på gader og pladser.

Den 9. juli sluttede nogle adelige sig til Nationalforsamlingen. Andre adelsfolk gik til kongen og fik ham til at samle livgarden og lejesoldater rundt om Paris. En stor flok parisere samlede sig foran slottet Palais Royal, og Camille Desmoulins stillede sig på en sokkel og råbte: ”Vi må slås for vores ret. Skaf jer våben!” Befolkningen i Paris skaffede sig våben. Også sansculotterne , og det skabte en del uro i kredsen af velhavende borgere.

Stormen på Bastillen[redigér | redigér wikikode]

Den 14. juli blev Bastillen stormet. En folkemængde på ca 8.000 omringede fængslet, mange bevæbnet med knive, sabler og lanser. Fængselsdirektøren nægtede først at overgive sig, men da nogle af soldaterne gik over på oprørenes side, overgav han sig alligevel. Vindebroen blev sænket, og folk stormede ind. Borgens soldater og direktøren blev hugget ned, og deres hoveder hugget af og vist frem for folkemængden. De syv fanger der sad inde, blev løsladt. Fire af disse fanger var falsknere, der var dømt efter straffeloven. De tre resterende var mentalt forstyrrede. To af dem blev overført til sindssygehuset Charenton, hvortil Marquis de Sade var sendt fra Bastillen allerede 5.juli. Den ene, major Whyte med gråt skæg ned til midjen, var overbevist om, at han var Julius Cæsar, og tog derfor mængdens jublen som noget naturligt. Den tredje, grev de Solages, var i lighed med de Sade blevet indespærret efter sin families ønske. For ham var stormen på Bastillen en gylden chance til at flygte ud i byen, hvor han genoptog sin udsvævende, kritikløse livsførsel. [1]

Hvorfor Bastillen?[redigér | redigér wikikode]

Grunden til at det var Bastillen der blev stormet, var, at den var et af de mest synlige symboler på statsmagtens undertrykkelse, og selv om der på den tid kun sad syv fanger indespærret, blev Bastillen brugt til oplagring af store mængder krudt, som oprørerne havde brug for.

Stormen på Bastillen blev et vendepunkt for Den Franske Revolution, og ”Bastillens besejrere” blev folkehelte. Det var en stor symbolsk sejr over kongemagten og enevælden, og den 14. juli bliver senere fejret med store festligheder som Frankrigs nationaldag. Stormen fjernede også truslen mod Nationalforsamlingen, da kongen blev tvunget til at trække sine soldater ud af Paris, samt genindsætte Jacques Necker.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Simon Schama: Citizens (s. 407), Penguin books, 1989, ISBN 0-14-017206-8