Sufisme
Ikke at forveksle med sofisme.
Sufisme er både en betegnelse for en åndelig mysticisme og en spirituel filosofi[1][2].[3] Sufismen opstod som en religiøs mysticisme i Mellemøsten og bredte sig til Andalusien som en åndelig filosofi, der udtrykker den kærlighed eller forbundenhed, som er mellem mennesket og det guddommelige. Der findes mange eksempler på sufismen i islams guldalder ca. 900-1400. De senere år er sufismen også blevet udbredt som en spirituel livsfilosofi i Vesten blandt ikke-muslimer[4].
Hovedtræk og grundlæggelse[redigér | rediger kildetekst]
Betegnelsen 'sufisme' kommer fra det arabiske ord 'sufi', der betyder uld. Betegnelsen henviser til, at de første sufister gik klædt meget nøjsomt i uld. Sufismen opstod som en religiøs mystik i Persien omkring 6-700-tallet, der på flere måder kan betragtes som en videreudvikling af den tidlige kristne mystik og spiritualitet. Omkring år 1000 begyndte sufismen også at udvikle sig som en filosofi[5][1]
Den oprindelige sufisme fokuserer på mystik, spiritualitet og kærlighed
Traditionel sufisme[redigér | rediger kildetekst]
Sufismen opstod oprindeligt inden for Islam, hvor begrebet bruges på tværs af ortodoksi/heterodoksi og shiisme/sunnisme:
Af shiittiske sufi ordener er Nurbakshiyya, Rifaiyya (delvis), Khaksar, Bektashiyya, Owaysiyya m.fl.
Af sunnittiske sufi ordener er Naqshbandiyya den mest kendte.
De mere religiøse sufi-ordener lægger vægt på ihukommelse (dhikr) af Guds navn, og de samles og mediterer. Meditationen er tit ledsaget af rytme eller musik. Fx bruger halv-sufistiske ordener i Tyrkiet og Iran strengeinstrumenter (tanbur eller saz) til deres religiøse ceremonier, mens der i ordener i Indien bruges en slags harmonium.
Af kendte sufier er Al-Halladj, Ibn al-Farid, Ibn al-Arabi og Jalal al-Din Rumi og Haji Bektash-i Wali, al-Ghazali, Abu al-Hasan al-Shadhili, Ibn 'Ata'illah, al-Junaid og Gohar Shahi.[6]
Vestlig sufisme[redigér | rediger kildetekst]
De senere år er sufismen blevet udbredt som en ikke-religiøs, spirituel praksis i Vesten. Den vestlige sufisme lægger blandt andet vægt på meditation og opnåelse af en højere form for åndelighed[7].
Noter[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b Peter Adamson, Philosophy in the Islamic World: A history of philosophy without any gaps, Volume 3, OUP Oxford; 1 edition (27 Jun. 2016)
- ^ Se kap 4 i Livskunsten - filosofien om at vågne op til livet. Anders D., Akademisk Forlag 2018
- ^ Høgel, Christian og Saer El-Jaichi (2020): Arabisk filosofi. Systime. ISBN 978-87-616-9224-5
- ^ Stewart Bitkoff: Sufism for Wstern Seekers, 2011, Abandoned Ladder
- ^ Anders Dræby, Livskunsten, 2018, kapitel 4
- ^ President of ASI
- ^ Stewart Bitkoff: Sufism for Wstern Seekers, 2011, Abandoned Ladder
Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
- Sufisme – Islams esoteriske vej (Foredrag i Frihedsforum med Sherin Khankan – online video)
| |||||||||||||||||||||||||||||||||
|