Sufisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Sufisme er en betegnelse for islamisk mystik, en religiøs filosofi, der udtrykker den kærlighed eller forbundenhed, som er mellem Allah og mennesket.[kilde mangler] Der findes mange eksempler på islamisk mystik i islams guldalder ca. 900-1400.

Sufisme tror på mystik, spiritualitet og kærlighed, og begrebet står på tværs af ortodoksi/heterodoksi og shiisme/sunnisme.

Af shiittiske sufi ordener er Nurbakshiyya, Rifaiyya (delvis), Khaksar, Bektashiyya, Owaysiyya m.fl.

Af sunnittiske sufi ordener er Naqshbandiyya den mest kendte.

Sufi-ordenerne lægger vægt på ihukommelse (dhikr) af Guds navn, og de samles og mediterer. Meditationen er tit ledsaget af rytme eller musik. Fx bruger halv-sufistiske ordener i Tyrkiet og Iran strengeinstrumenter (tanbur eller saz) til deres religiøse ceremonier, mens der i ordener i Indien bruges en slags harmonium.

Sufismens oprindelse diskuteres. Nogle muslimer anser sufisme som sent opstået, mens sufierne sporer deres lære helt tilbage til Muhammad.[kilde mangler] Nogle islamiske lærde har udtrykt, at sufisme var en realitet uden navn. Nogle tilhængerne af salafismen/wahabismen benægter sufismens plads i traditionel islam.[kilde mangler]

Af kendte sufier er Al-Halladj, Ibn al-Farid, Ibn al-Arabi og Jalal al-Din Rumi og Haji Bektash-i Wali, al-Ghazali, Abu al-Hasan al-Shadhili, Ibn 'Ata'illah, al-Junaid og Gohar Shahi.[1]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]