Sukhoj Su-11

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Su-11
Sukhoi Su-11 Fishpot-C 14 red (9971957763).jpg
Su-11 udstillet på fly-museet i Moskva
Beskrivelse
Type Jagerfly
Besætning 1
Jomfruflyvning 25. december 1958
I aktiv tjeneste 1964 - 1983
Fabrikant Sukhoj (design)
Brugere Sovjetunionens luftforsvar (PVO)
Dimensioner
Længde 18,29 m
Spændvidde 8,43 m
Højde 4,88 meter
Vingeareal 34,0 m2 m²
Tomvægt 9.000 kg
Maksimal startvægt 13.600 kg
Motor 1 x Ljulka AL-7F-1 turbojet
Motorydelse 96 kN
Tophastighed 2.340 km/t (Mach 2,2)
Ydeevne
Rækkevidde 1.125 km i operationel tjeneste
Tophøjde 17.000 meter
Stigeevne 136,7 m/s
Bevæbning
Missiler 4 × R-98 (AA-3 'Anab') luft-til-luft missiler
Andet Specifikationer for variant Su-11-8M

Sukhoj Su-11 (russisk: Сухой Су-11, tr. Sukhoj Su-11, NATO rapporteringsnavn Fishpot-C) er et tidligere jagerfly fra Sovietunionen udviklet af designbureauet Sukhoj. Flyet var i aktiv tjeneste fra midten af 1960'erne til begyndelsen af 1980'erne. Su-11 var en videreudvikling af Sukhoj Su-9.


Design og udvikling[redigér | redigér wikikode]

Su-11 var en opgraderet og kraftigere version af jagerflyet Sukhoj Su-9 ('Fishpot'), der var udviklet parallelt med jagerbomberen Su-7. Efter at Su-9 var indtrådt i tjeneste i Sovjetunionens luftforsvar var konstateret en række problemer med flyet. Luftforsvaret ønskede en kraftigere og mere stabil udgave af flyet, særlig en opgradering af flyets motor, der havde været årsag til flere havarier. På grundlag heraf påbegyndte Sukhoj udviklingen af en modificeret udgave af Su-9, der fløj første gang i 1961 som prototypen T-47 under den årlige flyopvisning ved Tusjino flyveplads.[1]

T-47 (og senere Su-11) delte Su-9's deltavingedesign, haleror, cigarformede skrog og næseindtag. Næsen var dog forlænget for at give plads til den forbedrede 'Oryol'-radar (NATO-rapporteringsnavn Skip Spin). Flyet blev udstyret med den mere kraftige Lyulka AL-7F-1 turbojet, der dels kompenserede for den forøgede vægt, men også gav forbedret ydeevne med 9.8 kN, hvilket forbedrede Su-9'erens i forvejen imponerende stigningshastighed, ligesom flyet opnåede bedre egenskaber ved flyvning i stor højde. Su-11 kan skelnes fra Su-9 bl.a. på de ekstra brændstofrør over skroget bag cockpittet.

Su-9's ineffektive kommandostyrede K-5-missiler blev udskiftet med våbensystemet R-98 (AA-3 'Anab'), der oftest bestod af en R-98MR semi-aktive radar styring og en R-98MT infrarødstyret enhed. Som de fleste jagerfly på daværende tid var Su-11 ikke udstyret med en kanon.

Su-11 blev bygget i en række varianter. Den endelige variant var Su-11-8M, der blev produceret fra 1962 til 1965, hvor flyet blev taget ud af produktion. Der blev produceret blot 108 eksemplarer af flyet, herunder nogle ombyggede Su-9'ere.

Såvel Su-9 som Su-11 var avancerede fly med avancerede motorer, der krævede vedligeholdelse og ikke mindst pilotens opmærksomhed. Ligesom Su-9 var også Su-11 plaget af en række havarier og ulykker. Sovjetunionens luftforsvar var i begyndelsen af 1960'erne blevet tiltagende skeptiske overfor designet med kun en enkelt motor. Under en af de første flyvninger med en serieproduceret Su-11, den 31. oktober 1962, satte flyets motor ud, og flyet styrtede ned. De sovjetiske myndigheder foretrak konkurrenten Jakovlevs to-motorers jager Jakovlev Jak-28P,[1] og Sukhoj koncentrerede sig sideløbende om at udvikle en ny to-motorers jager, Su-15, der ligeledes blev designet med deltavinge.

Der skete dog en række forbedringer af Su-11's design og udstyr, og en række af problemerne blev løst.[1] De sovjetiske myndigheder havde dog ikke stor tiltro til flyet og allerede i 1965 ophørte produktionen.

Der blev også fremstillet en to-sæders varinat, Su-11U ('Maiden'), der blev benyttet til træning. Som Su-9U havde den fuld bevæbning og radarkapacitet, men det ekstra sæde reducerede den i forvejen beskedne tankkapacitet (og dermed rækkevidde), og flyet blev ikke tiltænkt nogen rolle som aktivt kampfly.

Operativ historie[redigér | redigér wikikode]

Tegning af Su-11

Selv med den forbedrede radar var Su-11 helt afhængig af radar på landjorden for at kunne opspore indtrængende fly.[1] Når landjordens radar havde opfanget fremmede fly, blev Su-11 ledt mod målet fra jorden. Su-11 kunne heller ikke se under radarhorisonten, og var derfor uegnet til at opspore indtrængende fly i lav højde, en strategi, som USA udviklede i midten af 60'erne. Såvel de sovjettiske myndigheder som Sukhoj anså Su-11 for et fejlskud, der var den nyudviklede Su-15 underlegen på en lang række parametre. Ikke desto mindre fortsatte Su-11 i tjeneste ved det sovjetiske luftvåben helt frem til begyndelsen af 1980'erne. De sidste Su-11'ere blev trukket ud af tjenesten i 1983.

Su-11 blev ikke eksporteret af Sovjetunionen, ej heller til de allierede i Warszawapagten.

Der foreligger ikke væsentlig oplysninger om kamphandlinger, hvori Su-11 har deltaget.

Brugere[redigér | redigér wikikode]

Sovjetunionen

Lignende fly[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d Airwar.ru (russisk)]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]