Sukhoj Su-17

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Sukhoj S-17/-20/-22
Sukhoi Su-22UM-3K Fitter at RIAT 2010 arp.jpg
En Su-17/22 fra det polske luftvåben
Beskrivelse
Type JagerBomber
Besætning 1
Jomfruflyvning 2. august 1966
I aktiv tjeneste 1970-
Udgaver Su-17, Su-20, Su-22
Fabrikant Sukhoj (design)
Komsomolsk (fabrikation)
Brugere Rusland Polen Syrien Vietnam Angola Yemen
Dimensioner
Længde 19,02 m
Spændvidde 13,68 m (vinge ude)
10,02 m (vinge inde)
Højde 5,12 meter
Vingeareal 38,5 m² (vinge ude)
34,5 m² (vinge inde) m²
Tomvægt 12.160 kg
Maksimal startvægt 19.430 kg
Motor En Lyulka AL-21 F-3
Motorydelse 76,4 kN (109,8 kN med efterbrænder)
Tophastighed I højden 1.860 km/t (Mach 1,7) ved havniveau 1.400 km/t
Ydeevne
Rækkevidde 1.150 km med bevæbning 2.000 kg og angreb høj-lav-høj
2.300 km ved flyvning uden bevæbning
Tophøjde 14.200 meter
Stigeevne 230 m/s
Bevæbning
Skyts 2 x 30 mm Nudelman-Rikhter NR-30 kanon
Bomber Op til 4.000 kg på ti fæstningspunkter (tre under hver del af den faste vinge, fire på skroget), til brug for styrede og ustyrede bomber, raketbatterier, klyngebomber, SPPU-22-01 kanoner, elektroniske forsvarsmekanismer, napalmtanke og atomvåben.
Missiler To ramper under vingen for affyring af R-60 (AA-8 'Aphid') eller K-13 (AA-2 'Atoll') air-to-air missiler

Sukhoj Su-17 (NATO-rapporteringsnavn: Fitter) er en jagerbomber udviklet af flydesign-virksomheden Sukhoj i det daværende Sovjetunionen. Flyet er udviklet på grundlag af jagerbomberen Sukhoj Su-7. Su-17 blev taget i aktiv tjeneste i Sovjetunionen i 1970 og blev i varianterne Su-20 og Su-22 efterfølgende eksporteret til en lang række lande i Østeuropa og i Mellemøsten. Flyet gør fortsat tjeneste i Rusland, Angola, Syrien, Vietnam, Yemen og i NATO-landet Polen.

Udvilking[redigér | redigér wikikode]

En Su-17 (t.v.) ved siden af en ældre Su-7, bemærk lighederne mellem de to fly.

Som følge af ønsker om at forbedre specifikationerne for jagerbomberen Su-7B ved lave hastigheder og start/landing, designede Sukhoj i 1963 en prototype med variabel vinge baseret på en Su-7BM. Flyet fik betegnelsen Su-7IG[1][2] Su-7IG fløj første gang den 2. august 1966 med V. S. Ilyushin i cockpittet. Flyet var det første sovjettiske fly med variabel vinge.[2] Testen viste, at hastigheden ved start og landing var blevet reduceret med 50–60 km/t sammenlignet med den konventionelle Su-7.[2]

Flyet, der blev sat i produktion fik navnet Su-17 (NATO designation "Fitter-C", fabriksbetegnelse S-32) og fik det uofficielle navn Strizh (Стриж, svalen) i tjenesten. Udover den nye vinge adskilte flyet sig fra sin forgænger Su-7 ved at have et nyt canopy og et ombygget skrog med mulighed for ekstra brændstof og forbedrede flyveegenskaber. Den færdige Su-17 fløj første gang den 1. juli 1969 med E. K. Kukushev i cockpittet.[2]

Der er produceret i alt 2.867 Su-17'ere og dens varianter (Su-20 og Su-22), hvoraf 1.165 blev eksporteret til i alt 15 nationer.[2]

Operationel historie[redigér | redigér wikikode]

En Su-17M fra Sovjetunionens luftvåben.

Sovietunionen/Rusland[redigér | redigér wikikode]

Su-17 påbegyndte tjeneste i Sovjetunionens luftvåben i 1970. Flyet blev benyttet af de sovjettiske styrker i forbindelse med Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1980. Invasionen skete til støtte for den daværende kommunistiske regering i Afghanistan, hvis flyvevåben ligeledes benyttede flyet. Brugen af flyet gav problemer som følge af de mange højtbeliggende flybaser, ligesom varme og støv medførte operationelle problemer. Mange landinger endte med eksploderede dæk, ligesom bremserne ofte brød i brand. En række uheld og nedbrud skete som følge af varmen og indtrængen af sand og støv i flyets mekaniske dele.

Den senere udviklede AL-21F motor viste sig dog at kunne modstå sand og brændstof forurenet med sand, og i 1985 var flåden af Su-17 fly mere flyvedygtig end det sovjettiske luftvåbens flåde af Su-25'ere og helikoptere.[3] Den første udgave af Su-17'erne blev hurtigt udskiftet med de mere brugbare Su-17M3 og Su-17M4. På trods af flyenes robusthed og lasteevne viste de sig dog mindre egnede i kamp i de bjergrige områder på grund af flyets høje angrebshastighed og beskedne navigationsevne. Dertil kom, at flyet var dårligt armeret mod anti-luftskyts artilleri. På grundlag af de indhentede erfaringer fik flyet under tjenesten yderligere beskyttelse af motor, hydraulik og brændstofsystem, men armeringen var fortsat utilstrækkelig sammenlignet med Su-25'erne.[3]

Fremkomsten af bærbare antiluftskyts missiler (MANPADS) som det sovjettiske Strela 2 (indsmuglet fra Egypten) og de amerikanske FIM-43 Redeye og senere FIM-92 Stinger udgjorde en ny trussel og tvang Su-17-flyene til at operere i endnu større højde. Dette i kombination med, at flyene blev udstyret med 12 udsenderne af flares, der affyredes automatisk under angreb, viste sig effektivt, og i 1985 gik kun en enkelt Su-17 tabt pga. ild fra jorden.[3]

Som følge af, at flyvet måtte operere 3500–4000 m over jorden, ophørte Su-17'erne med at benytte ustyrede raketter og gik i stedet over til at anvende bomber, herunder termobariske våben, og Su-25 overtog i stedet opgaverne med præcisionsangreb.[3] Mod slutningen af krigen blev de fleste Su-17'ere udskiftet med Mikoyan-Gurevich MiG-27'erne for at kunne teste den nye MiG-27 som jagerbomber.

Su-17M3/4 blev benyttet under den Første Tjetjenske krig sammen med Sukhoj Su-24'erne og Sukhoj Su-25'erne til at udføre angreb på jorden samt rekognisering.[4]

Med henblik på at eliminere angrebsfly med kun én motor fra det russiske luftvåben, trak Ruslands luftvåben de sidste Su-17M4'erne og MiG-23 og MiG-27'ere ud af tjeneste i 1998.

Omkring 550 fly er fortsat i tjeneste verden over.

Operatører[redigér | redigér wikikode]

Nuværende operatører[redigér | redigér wikikode]

  • Angola Angolas luftvåben anvender otte Su-22.
  • Polen Polens luftvåben anvender 26 Su-22M4 og 6 Su-22UM3. Polen har oprindeligt erhvervet 110 Su-22.
  • Syrien 50 Su-22 indgik i Syriens luftvåben før borgerkrigen i Syrien.
  • Vietnam Vietnam benytter 38 Su-22M4.[5]
  • Yemen Yemen har oprindelig anskaffet sig 50 Su-22, hvoraf en del fortsat er aktive.

Sammenlignelige fly[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Green and Swanborough 2001.
  2. ^ a b c d e "Sukhoi Su-17." Sukhoi Company Museum. Besøgt: 15. april 2007.
  3. ^ a b c d Markovskiy, Viktor. "Жаркое Небо Афганистана" (Russisk). Техника - Молодежи, 2000.
  4. ^ Goebel, Greg. "The Sukhoi Su-7 & Su-17 'Fitter'." AirVectors, 1 October 2011. Retrieved: 18 November 2012.
  5. ^ Liste over materiel i Vietnams flyvevåben

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Cooper, Tom and Farzad Bishop. Iranian F-14 Tomcat Units in Combat. Oxford, UK: Osprey Publishing, 2004. ISBN 1-84176-787-5.
  • Green, William and F. Gordon Swanborough. The Great book of Fighters. St. Paul, Minnesota: MBI Publishing, 2001. ISBN 0-7603-1194-3.
  • Wilson, Stewart. Combat Aircraft since 1945. Fyshwick, Australia: Aerospace Publications, 2000. ISBN 1-875671-50-1.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: