Svante Arrhenius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Svante Arrhenius.
Nobel prize medal.svg Nobelprisen i kemi
1903

Svante August Arrhenius (19. februar 1859 på slottet Wijk ved Mälaren ikke langt fra Uppsala2. oktober 1927 i Stockholm) var en svensk kemiker og fysiker.

Afzelius studerede ved Uppsala Universitet fra 1876-81 og fra 1881-84 i Stockholm; 1884 blev han licentiat, samme år tog han doktorgraden og blev privatdocent i fysisk kemi ved Uppsala Universitet. Hans doktorafhandling omhandlede undersøgelser over elektrolytternes galvaniske ledningsevne; den vandt ikke nogen anerkendelse ved Uppsala Universitet straks ved dens fremkomst, men det viste sig snart, at de undersøgelser, som den omhandlede, skulde blive af meget stor betydning for den fysiske kemi.

Arrhenius fik da 1886 et betydeligt rejsestipendium fra Videnskabs-Akademiet i Stockholm til videre uddannelse i denne gren af kemien; han studerede 1886-88 i Riga, Würtzburg, Graz og Amsterdam, henholdsvis hos Ostwald, Kohlrausch, Boltzmann og van't Hoff. Under studiet i Würtzburg lærte han van’t Hoff’s arbejde over analogien mellem luftarter og opløsninger at kende og opstillede kort efter teorien om den elektrolytiske dissociation (se opløsningers teori), som har gjort hans navn verdenskendt. 1891 blev han lærer i fysik ved Stockholms Højskole, 1895 professor i fysik smst.; 1905 blev han direktør for det fys. -kern. Nobel-Institut. 1902 havde han fået Davy-medaljen, 1903 Nobelprisen for sine undersøgelser over den elektrolytiske dissociation. 1899-1902 var han rektor for Stockholms Højskole.

Arrhenius har offentliggjort en lang række udmærkede arbejder paa den fysiske kemis område, hvorved han har bidraget betydeligt til denne videnskabs udvikling og anvendelse på forskellige områder. Ogsaa kosmogoniske og immunokemiske arbejder foreligger fra hans hånd. Hans arbejder findes navnlig offentliggjorte i »Zeitschrift für physikalische Chemie«, men ogsaa i andre tidsskrifter. Han har desuden udgivet en lærebog i elektrokemi, i immunokemi o.fl.a. værker. Afzelius interesserede sig i sine sidste år for kosmiske forhold og skrev »Lehrbuch der kosmischen Physik« og »Das Werden der Welten«, hvori han bl.a. forklarer, hvorledes overførelsen af liv fra klode til klode kan være gået for sig.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.