Svear

Sverige i 1100-tallet. Svealand i gult, Götaland i blåt og Gotland i grønt.      Sveer      Gotere      Gutere

Svear (oldnordisk: svíar; oldengelsk: Swēon) var en nordgermansk stamme, der beboede Svealand ("sveernes land") i det centrale Sverige. Sammen med gøterne og guterne udgjorde de en af de stammegrupper, som de moderne svenskere nedstammer fra.

Den romerske historiker Tacitus var den første, der skrev om stammen i sit værk Germania fra år 98 e.v.t.., hvor han omtaler dem som Suiones. Lokalt nævnes de muligvis første gang på Kylverstenen i 300-tallet. Jordanes omtaler i 500-tallet Suehans og Suetidi. Disse navne stammer sandsynligvis fra den urindoeuropæisk rod *s(w)e, der betyder "ens egen". Beovulfkvadet nævner sveerne omkring år 1000 e.Kr.

Ifølge tidlige kilder såsom sagaerne, især Heimskringla, var svearne en magtfuld stamme, hvis konger hævdede at nedstamme fra guden Frej. I vikingetiden udgjorde de grundlaget for den væringiske del af nordboerne, som rejste mod øst (se russerne).

Lokation

Gamla Uppsala var stammens vigtigste religiøse og politiske centrum.

Deres primære bosættelsesområder lå i det østlige Svealand. Deres territorier omfattede også meget tidligt landskaberne Västmanland, Södermanland og Närke i Mälardalen, som dengang udgjorde en bugt med et væld af øer. Regionen er fortsat en af de mest frugtbare og tættest befolkede dele af Skandinavien.

Deres territorier blev kaldt Svealand – "sveernes land" ("OTtars Rejse" i Seven Books of History Against the Pagans: Swéoland), Suithiod – "sveernes folk" (Beovulfkvadet: Sweoðeod [deraf Sverige]), Svíaveldi eller Svearike – "sveernes rige" (Beovulfkvadet: Swéorice). Den politiske samling med gøterne i Götaland – en proces, der først var fuldført i 120-tallet– betragtes af nogle samtidige historikere som fødslen af det svenske kongerige, selv om kongeriget har fået navn efter sveerne: Sverige på svensk, afledt af Svea rike – dvs. sveernes rige.

Asa-kultens centrum i Gamla Uppsala var sveernes religiøse midtpunkt, og her fungerede den svenske konge som præst under ofringerne (blót). Uppsala var også centrum for Uppsala öd, netværket af kongelige godser, som finansierede den svenske konge og hans hof frem til 1200-tallet.

Der hersker uenighed om, hvorvidt suionernes oprindelige kerneområder faktisk lå i Uppsala, hjertelandet i Uppland, eller om betegnelsen blev anvendt mere generelt om alle stammer inden for Svealand – på samme måde som det gamle Norges forskellige landskaber samlet blev omtalt som Nortmanni.