Sven Wingquist

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Sven Wingquist
Sven Wingquist ved sit tegnebræt omkring 1925.
Administrende direktør for SKF
Embedsperiode
16. februar 1907 – 7. februar 1919
Bestyrelsesformand for SKF
Embedsperiode
1938 – 1953
Personlige detaljer
Født Sven Gustaf Wingquist
10. december 1876(1876-12-10)
Hallsberg, Sverige
Død 17. april 1953 (76 år)
Göteborg, Sverige
Nationalitet Sverige Svensk
Ægtefælle(r) Kristina, født Hult
Uddannelsessted Ørebro tekniska elementarskola
Tekstilmand ved John Lennings vävskola i Norrkøping
Beskæftigelse Konstruktør, opfinder, industrialist. En af SKF's grundlæggere.
Profession Maskiningeniør
Opfinder af det sfæriske kugleleje - 1907

Sven Gustaf Wingquist (10. december 1876-17 april 1953) var en svensk maskiningeniør, opfinder og industrialist. Wingqvists banebrydende kugleleje-konstruktioner lagde grunden til Svenska Kullagerfabriken AB (SKF), som han var medgrundlægger af i 1907. Han var selskabets første administrerende direktør fra grundlæggelsen og frem til 1919 og var dets bestyrelsesformand fra 1938-53.

Baggrund og karriere[redigér | redigér wikikode]

  • Uddannet ved Ørebro tekniska elementarskola
  • Tekstilmand ved John Lennings vävskola i Norrköping (1894-95).
  • I praktik ved Gävle mekaniska verkstad samt ved forskellige værksteder i USA (1895-96).
  • Ansat som ingeniør ved Jonsereds Fabriker (1896-99).
  • Ansat som driftsingeniør ved Gamlestadens Fabriker AB i Gøteborg, hvor han fik ansvaret for reparationsværkstedet og dampmaskinecentralen.[1] (1899-)
  • Administrende direktør for SKF (1907-19).
  • Bestyrelsesformand (1938-53).

Som ung driftsingeniør ved Gamlestadens Fabriker fik han til opgave at løse problemet med de gentagne driftsstop forårsaget af ødelagte lejer på fabrikkens lange drivaksler. Man blev efterhånden klar over at dette skyldtes sætninger og forskydninger i jorden under fabrikken.[2]. Knapt målbare forskydninger i lejernes stilling resulterede i at store kræfter indvirkede på de på den tid i princippet helt faste kuglelejer, som til slut gav efter og sprak. Lejerne, som i alt overvejende grad var af tysk fabrikat,[3] var også af underlødig kvalitet.

Wingquists forsøg på at løse leje-problemerne faldt i nogen grad sammen med de intensive diskussioner om forskellige lejetyper som foregik i tekniske kredse, særligt i Tyskland. Metallurgi-professor Richard Stribeck havde på foranledning af DWF (Deutsche Waffen- und Munitionsfabrik) i 1899 udgivet en rapport i 1902 som på et videnskabeligt grundlag foretog en sammenligning af glide- og kuglelejer. Rapporten blev et gennembrud indenfor kugleleje-teknikken, fordi Stribeck, i modsætning til gængs opfattelse, kunne påvise store tekniske fordele ved kuglelejer frem for glidelejer. Wingquist fulgte nøje med i disse diskussioner og forstod tidligt at der fandtes store muligheder for udvikling indenfor kugleleje-teknikken. Han afholdt en række foredrag indenfor emnet i de førende ingeniørforeninger i Gøteborg, hvor han påviste de tekniske fordele ved kuglelejer, baseret på Stribecks rapport og den udvikling som foregik i fremforalt Tyskland.

For at kunne arbejde mere effektivt med lejeproblemerne, indrettedes på Wingquists initiativ et mindre eksperimentelt værksted på fabriksområdet, hvor forskellige lejetyper og stålkvaliteter kunne afprøves under komntrollerede forhold. Dette førte så småt til en række forskellige lejetyper og allerede i 1906 søgte han om patent for et 1-rækket, selvregulerende kugleleje med sfærisk form på yderringens løbebane (svenskt patent nr. 24160), men som havde den ulempe at det ikke kunne holde til aksiel belastning på grund af kile-virkningen på kuglerne, og lejetypen blev derfor aldrig fremstillet i større mængde.

Grundlæggelsen af SKF[redigér | redigér wikikode]

Wingquist's sfæriske kugleleje (SKF)
Originalskitse af et selvregulerende leje af tidlig model. Sammenlign med lejet til venstre herunder.
Sven Wingquist selvregulerende dobbelt-rækkede radial-kugleleje. En tidig version til venstre med begænset sfærisk ydre på yder ringens løbebane, og den endelige version 1907, til højre.
Afprøvning i felten med SKF-hjullejer på en SCANIA-lastbil i september 1909. Sven Wingquist (på det tidspunkt 30 år), ses til højre på lastbilsladet.

Wingquist og ledelsen på Gamlestadens Fabriker forstod hurtigt, at et lille eksperimenterende værksted med begrænsede ressourcer ikke ville være tilstrækkeligt for at kunne arbejde videre med de stadig mere avancerede konstruktioner, som Wingquist havde på tegnebrættet. Der burde være mulighed for en selvstændigt kugleleje-virksomhed,- noget som Wingquist tidligt havde gjort opmærksom på, men ikke vundet gehør for. På initiativ af Wingquist blev Svenska Kullagerfabriken (SKF) derfor grundlagt, i begyndelsen som datterselskab til Gamlestadens Fabrikers AB.

Ved et bestyrelsesmøde på Gamlestadens Fabriker den 16. februar 1907 besluttede Axel Carlander og Knut J:son Mark at skyde kapital i foretagendet. Sven Wingquist blev udset til administrerende direktør og teknisk chef.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Göteborgs stadsfullmäktige 1863-1962, del I:I Göteborg 1863-1913, professor Artur Attman, utgiven av Göteborgs stadsfullmäktige, Elanders Boktryckeri, Göteborg 1963 s. 133, 135
  2. ^ Idag vet man att Göteborg, speciellt runt Göta älv vilar på lerhaltig mark i olika skikt som härrör från inlandsisens avsmältning.
  3. ^ Göteborgs historia II: Från handelsstad till industristad 1820-1920, Martin Fritz, Norstedts Tryckeri, Stockholm 1996 ISBN 91-88384-59-4 s. 252, 257, 363

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Steckzén, Birger, SKF – Svenska kullagerfabriken: en svensk exportindustris historia 1907-1957, Göteborg 1957
  • Fritz, Martin & Karlsson, Birger, SKF – Världsföretaget 1907-2007, Informationsförlaget, Stockholm 2006 ISBN 978-91-7736-575-4

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]