Svetlana Aleksijevitj

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Svetlana Aleksijevitj
Світлана Алексієвич (Київ, 2016) 08 (cropped).JPG
Personlig information
Fulde navn Svetlana Aleksandrovna Aleksijevitj
Født Светлана Александровна Алексиевич
31. maj 1948Rediger på Wikidata
Stanislav, Ukrainske SSR, Sovjetunionen Sovjetunionen
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Hvideruslands statslige universitet (fra 1972)Rediger på Wikidata
Medlem af Unionen af sovjetforfattere (fra 1976)Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Journalist, skribentRediger på Wikidata
Kendte værker Secondhand-tid, Zinkdrengene, Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, De sidste vidner, Bøn for TjernobylRediger på Wikidata
Genre povets
Bevægelse FaglitteraturRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Das politische Buch,
Officier des Arts et des Lettres (2014),
Prix Médicis essai (2013),
Ryszarda Kapuścińskiego-prisen for litterær reportage (13. maj 2011, 14. maj 2015),
Leipziger Buchpreis zur Europäischen Verständigung (1998)Rediger på Wikidata
Signatur
Svetlana Alexijevich Autograph.jpg
Eksterne henvisninger
Svetlana Aleksijevitjs hjemmesideRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Nobel prize medal.svg Nobelprisen i litteratur
2015

Svetlana Aleksandrovna Aleksijevitj (russisk: Светла́на Алекса́ндровна Алексие́вич, tr. Svetlána Aleksándrovna Aleksijévitj; hviderussisk: Святлана Аляксандраўна Алексіевіч; født 31. maj 1948 i Stanislav (i dag Ivano-Frankivsk) i sovjetrepubliken Ukraine), er en hviderussisk, russiksproget forfatter. Aleksijevitj har skrevet en række dokumentarromaner om "sovjetmennesket". Blandt de bedst kendte bøger er Bøn for Tjernobyl, Krigen har ikke et kvindeligt ansigt og Secondhand tid. Som en af den nutidige russiske litteraturs fornemmeste repræsentanter blev hun i 2015 tildelt Nobelprisen i litteratur "for hendes mangestemmige værk, et monument over lidelse og mod i vor tid".[1][2][3]

Biografi og forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

Svetlana Aleksijevitj blev født i Ukrainske SSR tre år efter 2. verdenskrigs afslutning. Hendes hviderussiske far og ukrainske mor var efter krigen lærere i en landsby i Hviderussiske SSR, hvor Svetlana voksede op. I slutningen af 1960'erne blev hun optaget på journalistlinjen ved universitet i Minsk. Efter studiet arbejdede hun som journalist, lærer og avisredaktør, usikker på hvilken erhvervskarriere hun skulle vælge.

Svetlana Aleksijevitj valgte at blive forfatter efter at have bidraget til den hviderussiske forfatter Ales Adamovitjs arbejde. Gennem Adamovitj fandt Aleksijevitj en arbejdsmetode og en fremgangsmåde, som passede med hendes ambitioner om at give "almindelige" mennesker en stemme i litteraturen. Ales Adamovitj kaldte de kollektivromaner, han var medforfatter til, for "roman-oratorier", "vidnesbyrdromaner" og "episke kor". Ud fra disse idéer har Aleksijevitj før hver af sine bøger og hvert emne talt med hundredvis af personer og samlet stemmer og vidnesbyrd om mennesket i Sovjetunionen.[4][5]

Aleksijevitj kalder sin serie dokumentarromaner for "Utopiens stemmer – Historien om det røde menneske". Den første bog i serien er Krigen har intet kvindelig ansigt, hvor kvinder fortæller om deres tid i den Den Røde Hær under det Store Fædrelandskrig (anden verdenskrig). Bogen var færdig i 1983, men blev anklaget for at vanhellige den heroiske sovjetiske kvinde og blev ikke udgivet før Gorbatjov indførte glasnost i 1985. Samme år blev Последние свидетели (De sidste vidner) om børns oplevelser af krigen udgivet. Derefter skrev Aleksijevitj Цинковые мальчики (Zinkdrengene, 1991), i hvilken soldater og soldatermødre vidner om Sovjetunionens krig i Afghanistan. Bogen kritiseredes skarpt af militære og kommunister. På dette tidspunkt gik Sovjetunionen mod sin opløsning og Hviderusland blev en uafhængig stat i 1991. En retssag mod Aleksijevitj og hendes bog Zinkdrengene blev indledt i 1992 i Minsk, men takket være demokratiske kræfter i landet blev tiltalen frafaldet. I 1993 udkom Зачарованные смертью (Forført af døden), hvor Aleksijevitj taler med personer, som i deres fortvivlelse over at de sovjetiske idealer forvitrede, prøver at begå selvmord. I den omtalte bog Чернобыльская молитва (Bøn for Tjernobyl, 1996) har hun samlet udtalelser om tiden efter Tjernobylulykken.[4]

I slutningen af 1990'erne blev Aleksijevitj udsat for chikane og pres af Lukasjenkoregimet, og i år 2000 forlod hun landet. Gennem organisationen The International Cities of Refuge Network fandt hun et fristed i nogle vesteuropæiske byer. Aleksijevitj boede først i Paris, fra 2006, derpå fra 2008 i Gøteborg og derefter i Berlin. Hun flyttede tilbage til Minsk i 2011.[5][6][7]

Den sidste bog i serien, "Utopiens stemmer", Время секонд хэнд (Tiden second hand: det røde menneskes endeligt), om livet efter Sovjetunionens opløsning, blev udgivet i 2013. Aleksijevitj arbejder for nuværende  (2013) på en dokumentarroman, hvis engelske titel er The Wonderful Deer of the Eternal Hunt. Bogen handler om menneskers kærlighed til hinanden.[4]

Svetlana Aleksijevitj blev i 1996 tildelt Tucholskypriset af Svenska PEN. Hun er tillige blevet tildelt priser i Tyskland, Rusland, Italien, Frankrig, USA og Polen.[5] Hun modtog i 2011 Ryszard Kapuściński-prisen for litterær reportage og blev i 2015 tildelt Nobelprisen i litteratur.[2]

Bibliografi, bøger oversat til dansk[redigér | redigér wikikode]

Dansk titel Originaltitel år Oversætter forlag år ISBN


Krigen har ikke et kvindeligt ansigt У войны не женское лицо 2014 Tine Roesen Forlaget Palomar 2015 ISBN 978-87-997304-1-4
Secondhand-tid Время секонд хэнд 2014 Tine Roesen Forlaget Palomar 2016 ISBN 978-87-997304-3-8
Zinkdrengene Цинковые мальчики 1991 Jan Hansen Lindhardt og Ringhof 2016 ISBN 978-87-11-55849-2

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]