Syrien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den Syriske Arabiske Republik
الجمهوريّة العربيّة السّوريّة
Al-Jumhuriya al-`Arabiya as-Suriya
Flag
MottoIntet
NationalmelodiHomat el Diyar
Hovedstad Damaskus
33°30′N 36°18′E / 33.500°N 36.300°Ø / 33.500; 36.300
Største Aleppo[1]
Officielle sprog Arabisk
Regeringsform Republik
 -  Præsident Bashar al-Assad
 -  Premierminister Imad Khamis
Uafhængighed
 -   • Erklæret
 • Anerkendt
Fra Frankrig
1. januar 1944
17. april 1946 
Areal
 -  Total 185.180 km2 (nr. 87)
 -  Vand (%) 0,06
Indbyggertal
 -  Anslået juli 2012 22.530.746 (nr. 53)
 -  Tæthed 118,3/km2 (nr. 101)
BNP (nominelt) Anslået 2004
 -  Total 25,69 mia. USD (nr. 72)
 -  Pr. indbygger 3.400 USD (nr. 116)
Valuta Syrisk pund (SYP)
Tidszone (UTC+2)
 -  Sommer (DST)  (UTC+2)
Kendings-
bogstaver (bil)
SYR
Luftfartøjs-
registreringskode
YK
Internetdomæne .sy
Telefonkode +963
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com

Syrien, officielt Den Syriske Arabiske Republik, (arabisk: سوريا eller سورية, Sūriyā eller Sūrīyah), er et land i det vestlige Asien, der grænser op til Libanon og Middelhavet mod vest, Tyrkiet mod nord, Irak mod øst, Jordan mod syd og Israel mod sydvest. Israel har siden seksdageskrigen i 1967 besat Golanhøjderne i den sydlige del af Syrien. Landets hovedstad Damaskus er blandt de ældste kontinuerligt beboede byer i verden.[2] Syrien består hovedsageligt af bjerge og sletter, der breder sig over tre-fjerdedele af landet. Slette- og bjerglandskab ligger midt i landet, mellem det fugtige kystklima i vest og de halvtøre ørkenområder i den sydlige del af landet. Det rummer adskillige etniske og religiøse grupper, inklusive kurdere, armeniere, assyrere, tyrkere, kristne, drusere, alawitiske shiaer og arabiske sunnaer.

I 1970 kom Hafez al-Assad fra Det Arabiske Socialistiske Ba'ath-parti til magten ved et ikke-blodigt militærkup. Det autoritære regime har haft kontrol siden og da præsidenten døde i 2000 overtog hans søn Bashar al-Assad præsidentembedet. I 1976 blandede Syrien sig i den libanesiske borgerkrig. Først i 2005 trak Syrien sine tropper ud af landet efter pres fra det internationale samfund og den libanesiske opposition.

Formelt set, er Syrien en parlamentarisk republik, men i praksis har landet fungeret mere som et autoritært regime. Magten er hovedsageligt koncentreret hos præsidenten og hans nærmeste rådgivere fra militæret og sikkerhedspolitiet. Oppositionen er undertrykt, og der er meget lidt respekt for menneskerettighederne.[3] Syrien har siden 1979 været på den amerikanske terrorliste og de amerikanske myndigheder har også pålagt en handelsembargo mod Syrien. Grunden til dette er, at præsidenten er anklaget for at støtte den libanesiske shia-muslimske militære organisation Hizbollah.[3]

Syriens økonomi og handel er primært baseret på landbrug, industri og olie. Olie er landets vigtigste indtægtskilde. Tidligere importerede Syrien hovedsagelig råvarer fra andre lande, men i dag, på grund af regeringens øgede investeringer i landbrugssektoren, er produktion og eksport af Syriens egne landbrugsprodukter som bomuld, frugt og grøntsager steget. Meget af Syriens virksomhed, herunder olieproduktion, ejes og kontrolleres af staten. Siden 1990'erne har myndighederne gradvist forsøgt at reformere og liberalisere økonomien, men indtil videre har de ikke formået at blive en integreret del af det globale verdensmarked. Arbejdsløsheden blandt befolkningen ligger på omkring 48,6 procent.[4]

I flere syriske byer blev der, som en del af det arabiske forår i 2011, arrangeret protester. Protesterne havde i begyndelsen karakter af en fredelig protest imod menneskerettighedskrænkelser, manglende indflydelse, manglende økonomiske muligheder og fire årtiers autoritært etpartistyre under Ba'ath-partiet og dets ledere, først Hafez al-Assad 1971-2000 og siden 2000 hans søn Bashar al-Assad. Det syriske regime slog hårdt ned på demonstranterne fra begyndelsen, og måneder inde i revolutionen omringede styret byer og angreb med artilleri, mens det væbnede oprør blev dannet – det oprør, der spreder sig og nu kæmper mod regimets hær og militser. Syriens blodige borgerkrig har kostet over 170.000 mennesker livet og 2,9 millioner syrere er flygtet ud af landet, halvdelen af dem er børn.[5]

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Navnet Syrien kommer fra de antikke grækeres navn på syrier, Σύριοι Syrioi, som tillempedes på assyrierne og arameerne.[6] Mange moderne akademikere bekræfter, at navnet 'Syrien' er afledt af Ἀσσυρία, Assyrien, som var afledt fra det akkadisk Aššur.[7] Denne teori er bekræftet ved Çineköy-inskriptionen, som fastslår, at Syrien er afledt fra Assyrien og ligeledes, at udtrykket syrier etymologisk kommer fra assyrier.[8]

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Syriens topografi.
Syriens hovedstad, Damaskus.

Syrien strækker sig fra en 100 km. lang Middelhavskyst til steppe- og ørkenområder mod øst og sydøst. Store dele af de tørre områder er ubeboede eller meget tyndtbefolkede, mens 80% af befolkningen bor i den vestlige femtedel af landet, først og fremmest i om mellem de to storbyer Damaskus og Aleppo. Området er bakket med bjergkæder, der løber nord-syd, bl.a. Antilibanon på grænsen til Libanon (Hermonbjerget, 2.814 meter). Her findes størstedelen af landets sparsomme vandressourcer, og landskabet veksler mellem agerjord, græsskråninger og skove.

Mod øst bliver nedbøren mindre, og mod sydøst ligger Den Syriske Ørken, som strækker sig ind i Jordan og Irak og fortsætter på Den Arabiske Halvø. Nord herfor løber Eufrat 300 km. gennem det centrale steppeområde; floden muliggør opdyrkning af Eufratdalen. Øst for Aleppo er floden opdæmmet og danner den store Assadsø med vandkraftværk.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Latakia, en af Syriens størstæ hamvnebyer.

Klimaet varierer meget i Syrien. Kystområdet nord for Libanon har Middelhavsklima med solrige somre og kølige, fugtige og milde vintre. Østpå er der mere kontinentalt og tørt; på græsstepperne er somrene meget varme, ofte med temperaturer over 40°C, mens nattefrost er hyppig om vinteren. Damaskus oplever jævnlig snefald, men sneen bliver dog ikke liggende længe.

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Religioner[redigér | redigér wikikode]

Syriens præsident, Bashar al-Assad tilhører én af Syriens mange religiøse minoriteter; alawiene. Alawiene er en undergruppe af shiaislam. Det syriske regime har derfor knyttet tætte bånd til det shiamuslimske land Iran, og til den shiamuslimske gruppe Hizbollah i Libanon. I Syrien er der ligeledes mange kristne og kurdere.

Hovedparten af befolkningen er sunni-muslimer (74%).

Herudover er de største minoritets-religioner i Syrien følgende:

Den nuværende præsident Bashar al-Assads familie tilhører minoritetsreligionen alawitter. Tilhængere af denne religion dominerer indenfor Syriens regering og indtager centrale militære stillinger.

Kristne (2,5 millioner) findes især blandt etniske mindretal i Syrien (som armenere, kaldæere, assyrere, og palæstinensiske flygtninge). Der findes mange kristne klostre. Mange kristne tilhører en høj socio-økonomisk klasse.

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Der findes mange talte sprog i Syrien. Arabisk (officielt), kurdisksprogede og armensksprogede minoriteter. Fransk og engelsk er noget udbredt.

Semitiske sprog:

Indoeuropæiske sprog:

Tyrkiske sprog:

Før fremkomsten af ​​arabisk, var aramæisk fællessproget (lingua franca) i Syrien. Klassisk syrisk bruges stadig som det liturgiske sprog (kirkesprog) af forskellige syriske trosretninger. Mest bemærkelsesværdigt er det at vest-ny-aramæisk stadig tales i landsbyen Ma'loula samt to nærliggende landsbyer, 56 km nordøst for Damaskus.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Syriens historie

Området, som i dag er Syrien, var beboet allerede før år 2500 f.Kr.. Siden kom det under en lang række riger, tildels fordi den vestlige hovedadgang til Mesopotamien går gennem Syrien: hittitterne, kana'anæerne, fønikerne, aramæerne, romerne og andre. I 600-tallet blev Syrien erobret af muslimske arabere. Under korstogene var kystregionen periodevis under frankisk herredømme, og i det 13. århundrede blev området taget af mongolerne.

Dernæst kom det under Osmannerriget indtil 1922, hvor det blev fransk mandatområde. Selvstændighed opnåedes i 1944 og blev anerkendt af Frankrig i 1946.[9]

Politik[redigér | redigér wikikode]

Syrien er officielt en republik. Staten styres af Bashar al-Assad, som er leder af Baathpartiet. Bashar al-Assad efterfulgte sin fader Hafez al-Assad som leder af Baathpartiet og som præsident for landet. Ifølge forfatningen har Baathpartiet en central rolle i landets styre. Baathpartiets ideologi er panarabisk med socialistiske fortegn, og partiet dominerer den politiske scene.

Præsidenten[redigér | redigér wikikode]

Præsidenten er statschef og øverstbefalende, nomineres formelt af parlamentet og skal godkendes ved en folkeafstemning. Mandatperioden er syv år, og præsidenten kan genvælges. Bashar al-Assad, søn af den afdøde præsident Hafez al-Assad, er siden 2000 Syriens præsident og tillige generalsekretær for Baathpartiet. Præsidenten leder regeringen, udser statsministeren og på dennes anbefaling andre ministre.

Parlamentet[redigér | redigér wikikode]

Parlamentets 250 medlemmer vælges ved valg hvert fjerde år. Halvdelen af pladserna er reserverede til Baathpartiet. Det kan noteres, at tillempningen af landets forfatning påvirkes af det faktum, at Syrien mellem 1963 og 2011 kontinuerligt styredes ved undtagelseslove.

Politiske partier[redigér | redigér wikikode]

Da "Det arabiske forår" i 2011 spredte sig til Syrien, mødte Assadregimet den folkelige protester med vold. Rene massakrer gennemførtes blandt andet i byen Homs. Tilfangetagne mennesker blev udsatte for tortur.[10] Den 26. februar 2012 stemte syriere for en ny grundlov for landet. Den nye forfatning skulle muliggøre blandt andet et flerpartisystem, hvilket ifølge regimet skulle bringe en afslutning på det halve århundrede med et-parti-styre. Af landets 14.580.000 stemmeberettigede deltog 8.376.000 (omkring 57%), og 89% stemte for den nye forfatning. Afstemningen blev af mange anset som en skinmanøvre for at dæmpe protesterne. Den 6. maj 2012 oprettedes flere partier, og et parlamentsvalg forberedtes.

Udenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

Udenrigspolitisk er konflikten med Israel vigtig, og landet anklages, sammen med Iran, af USA for at støtte para-militære organisationer som Hizbollah og Hamas. Syrien har også i en årrække haft en større hærstyrke stationeret i Libanon. Udenrigspolitisk og militært er Syrien stærkt allieret med Rusland, som blandt andet har en flådebase i landet. Udover det tætte forhold Syrien har til Iran og Hizbollah, får Assad-regimet økonomisk og politisk støtte fra Rusland. Syrien er Ruslands eneste tilbageværende allierede i Mellemøsten. Syrien har også gode politiske forbindelser med Kina.

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Kort over Syrien

Syrien har 14 provinser, eller muhafazat som de kaldes lokalt:

  1. Latakia
  2. Idlib
  3. Aleppo
  4. Ar-Raqqah
  5. Al-Hasakah
  6. Tartus
  7. Hama
  8. Deir ez-Zor
  9. Homs
  10. Damaskus
  11. Rif Dimashq
  12. Quneitra
  13. Daraa
  14. As-Suwayda

Undervisning[redigér | redigér wikikode]

Skolegangen er obligatorisk mellem 6 og 12 års alder og gratis. 79,6% af landets befolkning kan læse og skrive (86% blandt mænd og 73,6% blandt kvinder[11].

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Oliefelternes beliggenhed (med gråt).

Syrien har en mangesidig økonomi, men udviser store regionale forskelle. Olieudvindingen og landbruget er to vigtige økonomiske sektorer.

Landets økonomi var frem til 2005 lukket og statsligt reguleret. Reformer på det økonomiske område fra en "socialistisk planøkonomi" mod en mere social markedsøkonomi er gået relativt langsomt.

Syriens økonomi voksede skønsvis med 2,9 % i 2006, især ved vækst inden for petroleums- og landbrugssektorerne, som sammen udgør henved halvdelen af BNP. Takket være højere priser på råolie voksede indkomsterne trods faldende udvinding og eksport af petroleumsprodukter. Det syriske pund styrkedes med 7 % i 2006. Regeringen har gennemført mindre økonomiske reformer i de senere år, blandt andet lavere lånerenter, åbning af private banker, ændring af de forskellige officielle vekselkurser samt nedskæring af subsidier på nogle forbrugsvarer, således benzin og cement.

Trods disse reformer har statsmagten fortsat en stor indflydelse på økonomien. Uløste problemer med hensyn til fremtiden er faldende olieudvinding, lav investeringstakt og høj arbejdsløshed. Manglen på fersk vand forventes at blive forværret ved voksende jordbrugsproduktion, en voksende befolkning, udvidelse af industrien og miljøødelæggelse.

Naturressourcer[redigér | redigér wikikode]

Petroleum, naturgas, fosfat, krom, mineraler, jern, stensalte, marmor, gips og vandkraft.

Turisme[redigér | redigér wikikode]

Turismen i Syrien er blevet en meget vigtig indkomstkilde. Turismen i Syrien er vokset så kraftigt, at staten har godkendt nye love som tillader udenlandske investeringer i turistbranschen. Staten uddelte i april 2005 tilladelser for udenlandske investorer til på omkring 30 steder i Syrien at gøre investeringer for at imødekomme turistboomen. Antallet investorer voksede til over tusind frem til juni 2006.

Turistnæringen baserer sig på landets historie og kultur, sol og badning, shopping, backpacking, bjergbestigning, vintersport, ørken, storby med mere. Turistminister er Hala Muhammad al-Naser.[12]

Verdensarv[redigér | redigér wikikode]

Palmyra
Amfiteateret i byen Bosra
Den gamle by i Damaskus tilhører verdensarven.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Syrien har altid været et mødested for øst og vest og har derfor en kultur, som er inspireret af både øst og vest. De fleste arabiske traditioner lever videre men i en mere sekulariseret form. Man er tillige blevet inspireret af den tyrkiske kultur især inden for mad og drikke. Også den franske kultur har sat et vist præg på Syriens unikke kultur, som på mange måder kan sammenlignes med Libanons.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Syrisk litteratur har været påvirket af litteraturen i andre arabiske lande, fransk litteratur, og af landets politiske historie.

Telekommunikation i Syrien[redigér | redigér wikikode]

Television (TV) startede i 1960 i Syrien, da Syrien og Egypten var i union (Forenede Arabiske Republik). Udsendelserne var i sort-hvide helt frem til 1976. I juni 2012 bad Det Arabiske Forbund officielt Arabsat og Nilesat om at ophøre med at sende syrisk media.[13][14]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ CIA - The World Factbook
  2. ^ Neolithic Tell Ramad in the Damascus Basin of Syria. Web.archive.org. Arkiveret fra originalen 11 November 2006. Hentet 25 January 2013.  Arkiveret 11 November 2006.
  3. ^ a b State Sponsor: Syria - Council on Foreign Relations. Cfr.org. Hentet 2013-08-31. 
  4. ^ Syrien er i frit fald, Politiken, 31. oktober 2013
  5. ^ Sejrssikker Assad indleder ny præsidentperiode, Midtjyllands Avis, 16. juli 2014
  6. ^ Thure Hastrup og Leo Hjortsø (oversættere): Herodots Historie I-II; Bind 2: Bog V-IX; 1979; ISBN 87-01-72851-2. Udsagnet findes i bog VII: "Polymnia", 63:
    "Assyrierne, der deltog i felttoget, havde dels bronzehjelme på hovedet, dels også hjelme af læder, flettet på barbarernes måde, men vanskeligt at beskrive. De havde videre skjolde, lanser og dolke ligesom egypternes, desuden trækøller beslåede med jernnagler og harnisk af linned. Hellenerne plejer at kalde disse folk for syrere, men barbarerne har givet dem navnet assyrere."
  7. ^ Theodor Nöldeke 1881; cf. Harper, Douglas (November 2001). "Syria". Online Etymology Dictionary. Hentet 13 juni 2007. 
  8. ^ 00-Text_JNES65.4
  9. ^ Report of the Commission Entrusted by the Council with the Study of the Frontier between Syria and Iraq. 1932. Hentet 2013-07-08. 
  10. ^ Nyhet Nyheter Mänskliga rättigheter Amnesty
  11. ^ The World Factbook
  12. ^ https://www.cia.gov/library/publications/world-leaders-1/world-leaders
  13. ^ Blocking of Syrian television is justified | The National
  14. ^ http://www.newser.com/article/d9v5h8581/syrian-president-to-address-parliament-in-1st-speech-since-january.html

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 35°13′00″N 38°35′00″Ø / 35.21667°N 38.58333°Ø / 35.21667; 38.58333