Systemisk terapi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Systemisk terapi er en af de store hovedretninger inden for psykoterapi[1]. Den lægger vægt på betydningen af sociale systemer.

Teoretisk grundlag[redigér | rediger kildetekst]

Tilgangen er baseret på systemisk teori og systemisk psykologi, der er kendetegnet ved at lægge vægt på sociale systemer i form af mellemmenneskelige relationer og de underforståede aftaler, der udspiller sig mellem personer.

Hovedtræk og historie[redigér | rediger kildetekst]

Den systemiske terapi opfatter psykologiske problemer som noget, der ligger i hele systemets samspil (f.eks. den måde en bestemt familie fungerer på) frem for noget, der knytter sig til den person, der udviser symptomerne. Derfor retter terapien sig også mod systemet.

Tilgangen rev oprindelig udviklet inden for familie- og parterapi, men kan også praktiseres som individuel terapi. Den mest kendte af de oprindelige skoler er Milanoskolen. Et andet vigtigt navn er den amerikanske psykolog Gregory Bateson

Betydning[redigér | rediger kildetekst]

Tilgangen er især udbredt i Danmark som en tilgang til familieterapi. Tilgangen har også fået en betydning for coaching og konsulent-arbejde.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Arist von Schlippe and Jochen Schweitzer,  Lehrbuch der Systemischen Therapie und Beratung(Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht) 1998
  • Burnhsm, J.B.; 1989, Familieterapi – En introduktion til systemisk teori og praksis, Hans Reitzels Forlag
  • Draper, Ross & Rudi Dallos (2007): "Familieterapi - systemisk terapi i teori og praksis". Hans Reitzels Forlag: ISBN 9788741224961
  • Schødt, B.; Egeland, T.A.; 2000, Fra systemteori til familieteori, Paludans Forlag

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Møhl, Bo: systemisk terapi i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 6. juni 2020